Anskaffelsessum for aktier - genoptagelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/121@1998-03-15/da
Indhold
1. Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en retssag om anvendelse af reglen i aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 2 om aktiers anskaffelsessum.
I sagen blev kapitalen forhøjet og indbetalt kontant til selskabet. Halvanden måned efter kapitalforhøjelsen indfriede selskabet delvist hovedanpartshaverens tilgodehavende.
Skatteministeriet fandt, at anskaffelsessummen i anledning af den kontant indbetalte kapitalforhøjelse var det kontant indskudte beløb. Anskaffelsessummen kunne ikke ansættes til den skønnede kursværdi, som det er tilfældet ved kapitalforhøjelser, der er eller godtgøres at kunne sidestilles med en egentlig gældskonvertering.
Retssagen vedrørte et tilfælde, der lå forud for den ved lov nr. 412 af 14. juni 1995 foretagne ændring af reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 7, og ligningslovens § 15, stk. 4, hvorefter nedbringelse eller indfrielse af gæld i forbindelse med visse kapitalindskud skal behandles på linie med gældskonvertering. Lovændringen har virkning for nedbringelse eller indfrielse af gæld, der sker d. 18. januar 1995 eller senere.
For tilsvarende tilfælde, der ligger forud for lovændringen gælder herefter følgende retningslinier.
2. Anskaffelsessummen for aktier, der erhverves i forbindelse med en kontant indbetalt kapitalforhøjelse, udgør det kontant indskudte beløb. Dette gælder, uanset om beløbet straks tilbagebetales til aktionæren som indfrielse af et tilgodehavende hos selskabet.
3. Aktionærer, der ikke er behandlet efter foranstående retningslinier, kan efter anmodning få genoptaget skatteansættelserne for indkomstårene 1994, 1995 og 1996.
4. Ansøgning om genoptagelse af skatteansættelserne skal indgives til skattemyndighederne inden udgangen af 1997, på hvilket tidspunkt cirkulæret bortfalder.
Frantz Howitz
Niels Kristensen