Emne Skattefri godtgørelse til dækning af merudgifter ved rejse og befordring samt fradrag for arbejde i udlandet, gældende fra 1. juli 1997.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/138@1998-03-15/da
Indhold
1. Der er ved lov nr. 452 af 10. juni 1997 vedtaget en række ændringer på området for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse. Der er således foretaget følgende justeringer mv.:
* pkt. 4.2.3. Reglen om, at en arbejdsgiver, foruden dækning efter regning, skattefrit kan udbetale 60 pct. af standardsatsen for fortæring til ansatte ved rejse i udlandet er ændret således, at der nu højst kan udbetales 30 pct. af satsen.
Som en konsekvens af Østre Landsret dom af 20. januar 1997 (TfS 1997, 160) har Ligningsrådet endvidere ophævet det tidligere vilkår om løbende modregning .
* pkt. 5.1. Langturschaufførernes sats på 200/250 kr. er forhøjet til 256 kr. pr. døgn ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet, jf. nu ligningslovens § 9, stk. 6, nr. 1.
* pkt. 5.2. Turistchaufførernes sats er fortsat fastsat til 150 kr. pr. døgn ved rejse med overnatning i udlandet og 75 kr. pr. døgn ved rejse med overnatning i Danmark, jf. nu ligningslovens § 9, stk. 6, nr. 2 og 3.
* pkt. 6.1.3. Nyt punkt om de selvstændigt erhvervsdrivendes mulighed for at foretage fradrag med standardsatser i stedet for de faktiske merudgifter, når der rejses i udlandet, jf. nu ligningslovens § 9, stk 7.
I henhold til ligningslovens § 9, stk. 5-9 og § 9 E, stk. 3, samt § 2 i lov nr. 452 af 10. juni 1997 om ændring af ligningsloven, har Ligningsrådet fastsat følgende:
2. Befordringsgodtgørelse:
2.1. Godtgørelse til dækning af udgifter ved benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig kørsel omfattet af ligningslovens § 9 B er skattefri, hvis den ikke overstiger følgende beløb :
- kørsel indtil 12.000 km årligt 2,33 kr. pr. km.
- kørsel udover 12.000 km årligt 1,30 kr. pr. km.
For benyttelse af egen motorcykel er satsen som for egen bil.
2.2. Det er en forudsætning, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer.
12.000 km-grænsen gælder kun for den enkelte arbejdsgiver.
Faste månedlige eller årlige befordringsgodtgørelser er aldrig skattefri men medregnes ved indkomstopgørelsen.
2.3. Der kan ikke udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, når arbejdsgiveren har stillet firmabil til rådighed for den ansatte. Tilsvarende gælder, hvis firmabil er stillet til rådighed af en anden arbejdsgiver. En undtagelse er dog de tilfælde, hvor lønmodtageren betaler den arbejdsgiver, der har stillet firmabilen til rådighed, fuldt vederlag for den kørsel, der sker for den arbejdsgiver, der ikke har stillet bilen til rådighed.
2.3.1. Hvis godtgørelsen udbetales med et højere beløb end de anførte satser, anses hele beløbet for personlig indkomst. Det gælder dog ikke, såfremt arbejdsgiveren har anset det beløb, der overstiger satsen, for løn i relation til A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.
For lønmodtagere, der ikke har modtaget skattefri befordringsgodtgørelse, kan der alene foretages det sædvanlige befordringsfradrag i den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 9 C. Lønmodtagere som i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter har befordring, der vedrører flere arbejdsgivere på en gang, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 3, kan i det omfang, der ikke er modtaget skattefri godtgørelse med de anførte satser, i stedet foretage fradrag i den personlige indkomst.
2.4. Der kan ikke udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, hvis den modregnes i en forud aftalt bruttoløn. Herved forstås, at lønnen løbende reguleres i overensstemmelse med den udbetalte befordringsgodtgørelse.
3. Betingelser for udbetaling af skattefri godtgørelse for merudgifter ved rejse:
3.1. Rejse med overnatning : der kan udbetales skattefri godtgørelse for rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Der kan endvidere udbetales skattefri godtgørelse for andre merudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Rejse uden overnatning : der kan udbetales skattefri godtgørelse, når en rejse har en varighed af mindst 5 timer og strækker sig udover 8 km fra arbejdsstedet.
3.2. Skattefri godtgørelse kan dog ikke udbetales:
3.2.1. For rejser uden overnatning, når rejsen sker til et af flere faste arbejdssteder, eller når udearbejdet uden overnatning beslaglægger mere end 50% af arbejdstiden inden for lønperioden.
Om udearbejdet udgør mere end 50% af arbejdstiden afgøres ud fra en opgørelse over, hvor mange rejsedage uden overnatning lønmodtageren har haft i lønperioden. Eventuelle feriedage eller sygedage tælles ikke med som rejsedage. Rejsedage med overnatning indgår ikke i opgørelsen af udedage.
Hvis lønmodtageren har flere arbejdsgivere eller arbejder på deltid, anvendes 50% reglen på det konkrete arbejdsforhold.
3.2.2. Når den ansatte i sit hverv transporterer varer eller personer, er påmønstret skibe (herunder fiskefartøjer), arbejder på luftfartøjer, i fartøjer og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster, modtager ydelser efter ligningslovens § 7 r eller § 7 K eller aftjener værnepligt.
3.2.3. Til dækning af logi, hvis arbejdsgiveren helt eller delvis har dækket udgifterne hertil som udlæg efter regning eller har stillet logiet til rådighed.
3.2.4. Til dækning af fortæring, hvis arbejdsgiveren helt eller delvis har dækket denne som udlæg efter regning. Hvis morgenmad er inkluderet i logiudgifter, som betales af arbejdsgiveren, anses morgenmaden ikke for dækket som udlæg efter regning.
3.2.5. Hvis godtgørelsen udbetales med højere beløb end de anførte satser. Hele beløbet anses for personlig indkomst, og fradrag kan foretages i den skattepligtige indkomst, se punkt 6.
Dette gælder dog ikke, såfremt arbejdsgiveren har anset det beløb, der overstiger satsen, for løn i relation til A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.
3.2.6. Hvis godtgørelsen modregnes i en forud aftalt bruttoløn. Herved forstås, at lønnen løbende reguleres i overensstemmelse med den udbetalte rejsegodtgørelse.
Dette gælder dog ikke rejsegodtgørelse udbetalt efter cirkulærets pkt. 4.2.3.
4. Maksimale rejsegodtgørelser.
4.1. Danmark
4.1.1. Ved rejse uden overnatning, kan der udbetales 10,70 kr. pr. påbegyndt time. Beløbet dækker udgifter til fortæring, småfornødenheder mv.
4.1.2. Rejse med overnatning.
4.1.2.1. Udgifter til logi kan dækkes efter dokumentation eller med 142 kr. pr. døgn.
4.1.2.2. Til fortæring kan der udbetales 256,30 kr. pr. døgn og 10,70 kr. pr. påbegyndt time for tilsluttende rejsedag.
4.2. Udlandet, herunder Færøerne og Grønland.
4.2.1 Ved rejser uden overnatning finder satsen i pkt. 4.1.1. anvendelse.
4.2.2. Rejse med overnatning.
4.2.2.1. Udgifter til logi kan dækkes efter dokumentation eller
- for Færøerne: de danske satser
- for Grønland: de danske satser med tillæg af 50 %
- for andre lande: 1/3 af det for Staten fastsatte hoteldispositionsbeløb for det pågældende land.
- for lande, for hvilke der ikke er fastsat hoteldispositionsbeløb: 1/3 af den faste godtgørelse for det pågældende land.
4.2.2.2. Til fortæring kan der udbetales
- for Færøerne: de danske satser
- for Grønland: de danske satser med tillæg af 50 %
- for andre lande: statens satser
Godtgørelsen beregnes for hver påbegyndt time af rejsens varighed.
4.2.3. Dækker arbejdsgiveren ved rejse i udlandet rejseudgifter efter regning, kan arbejdsgiveren uanset pkt. 3.2.5. og 3.2.6. udbetale et skattefrit beløb på indtil 30 % af satsen for fortæring.
For de i pkt. 5. nævnte erhvervsgrupper kan der udbetales indtil 30 % af den for dem gældende sats.
4.3. Reduktion af satserne.
4.3.1. Hvis der ved rejse med overnatning arbejdes samme sted udover 28 dage, nedsættes godtgørelsen fra og med den 29. kalenderdag efter arbejdets påbegyndelse. Fravær på grund af fridage og sygdom afbryder ikke 28 dages reglen. Fravær ved overførsel til andet arbejde, der nødvendiggør logiskifte på grund af arbejdspladsens geografiske beliggenhed, afbryder som hovedregel 28 dages reglen.
28 dages reglen afbrydes dog ikke ved fravær på grund af midlertidigt arbejde andetsteds af under 5 arbejdsdages varighed.
Nedsættelsen udgør 1/3 af godtgørelsesbeløbene ved rejser i Danmark og 1/4 af godtgørelsesbeløbene ved rejser i udlandet, herunder Færøerne og Grønland.
4.3.2. Hvis der stilles fri fortæring til rådighed for lønmodtageren, sker der reduktion i godtgørelsen.
Ved rejse i Danmark med og uden overnatning og ved rejse i udlandet uden overnatning sker der reduktion for morgenmad, frokost og middag med henholdsvis 38,45 kr., 76,89 kr. og 76,89 kr. Ved rejse i udlandet med overnatning reduceres satsen for det pågældende land med 15 %, 30% og 30 % for henholdsvis morgenmad, frokost og middag.
Reduktion efter pkt. 4.3.1. medfører tilsvarende reduktion af ovennævnte satser.
Reduktionen skal også finde sted, når fortæring er stillet til rådighed mod delvis betaling.
5. Særregler for bestemte erhvervsgrupper.
5.1. Langturschaufførerne
Ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet kan der udbetales en skattefri godtgørelse på 256 kr. pr. døgn.
5.2. Turistchauffører.
Ved rejse med overnatning i udlandet kan der udbetales en skattefri godtgørelse på 150 kr. pr. døgn.
Ved rejse med overnatning i Danmark kan der udbetales en skattefri godtgørelse på 75 kr. pr. døgn.
5.3. Flyselskabernes flyvende personel (piloter, stewardesser og stewarder m.v.)
Uanset reglerne i pkt. 3.2.1. og 3.2.2. kan der til dækning af merudgifter udbetales skattefri godtgørelse i overensstemmelse med satserne i pkt. 4.1. og 4.2.
6. Fradrag.
6.1. Differencefradrag vedrørende rejsegodtgørelse
6.1.1. Hvis betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, men udbetaling ikke er sket eller er sket med lavere beløb end de under pkt. 4. og 5. nævnte satser, kan der uden dokumentation foretages fradrag i den skattepligtige indkomst for differencen.
6.1.2. Uanset pkt. 6.1.1. kan lønmodtageren ikke foretage differencefradrag for godtgørelse efter pkt. 4.2.3.
6.1.3. Selvstændigt erhvervsdrivende kan ved rejse i udlandet i stedet for de faktiske merudgifter foretage fradrag med de under pkt. 4. og 5. nævnte satser for rejse i udlandet, jf. ligningslovens § 9, stk. 7. Fradraget kan foretages med de satser, der gælder for lønmodtageres godtgørelse/fradrag i de pågældende erhverv.
6.2. Fradrag for arbejde i udlandet.
6.2.1. Hvis der ikke er udbetalt skattefri godtgørelse, kan lønmodtagere, der ikke er omfattet af de i pkt. 3.2.2. nævnte erhvervsgrupper, ved arbejde i udlandet uden dokumentation fratrække udgifter til kost og logi med satserne i pkt. 4.2.2.
Nedsættelsesreglerne i pkt. 4.3. finder tilsvarende anvendelse.
Det er en betingelse, at arbejdet er forbundet med overnatning i udlandet, at arbejdet har været forbundet med merudgifter, og at udgifterne hverken helt eller delvist er dækket af arbejdsgiveren.
6.2.2. Lønmodtagere, der er omfattet af pkt. 6.2.1., og som har haft et uafbrudt ophold i udlandet på 60 døgn, kan uden dokumentation desuden fratrække følgende beløb til dækning af andre merudgifter:
Ved arbejde i Vesteuropa, dvs. Finland, Tyskland, Østrig, Italien og de vest herfor liggende lande samt Grækenland, Færøerne, Grønland og Island : 55 kr. pr. fulde eller opgjorte døgn.
Ved arbejde uden for Vesteuropa : 140 kr. pr. fulde eller opgjorte døgn.
Afholdelse af ferie i udlandet eller arbejdsløshedsperioder kan ikke medregnes ved opgørelse af udlandsopholdets varighed.
6.2.3. Eksportmedarbejdere omfattet af Ligningslovens § 9 E, stk. 2, kan foretage fradrag efter pkt. 6.2.2., selvom der er udbetalt skattefri godtgørelse efter pkt. 4. eller foretaget differencefradrag efter pkt. 6.1. Det er desuden tilstrækkeligt, at der samlet har været tale om ophold i udlandet i mindst 100 døgn. Eksportmedarbejdere kan medregne ophold i udlandet, når opholdet har varet i mindst 24 timer. Efterfølgende påbegyndte døgn medregnes fuldt ud.
6.3. Fradrag efter pkt. 6.1. og 6.2 kan, sammen med andre fradrag der vedrører indkomsterhvervelsen i udlandet, ikke overstige den udenlandske lønindkomst, der skal medregnes i den danske indkomstopgørelse.
Lønmodtageres fradrag efter pkt. 6.1. og 6.2. kan kun fratrækkes i det omfang det sammen med andre udgifter, der er forbundet med det indtægtsgivende arbejde, overstiger 3.900 kr., jf. ligningslovens § 9, stk. 1.
6.4 Cirkulæret har virkning fra den 1. juli 1997 og afløser i sin helhed T53S-cirkulære 1996-31 af 20. december 1996.
Til og med 31. marts 1999 kan arbejdsgivere og ansatte mv., der hidtil har haft mulighed for at anvende reglerne i statsskattelovens § 5, litra d, eller særreglerne i T53S-cirkulære 1995-19, pkt. 5, vælge mellem enten at anvende disse regelsæt og satser eller anvende bestemmelserne og satserne i dette cirkulære. Der kan dog kun ske udbetaling af godtgørelse efter et regelsæt for den samme tur. T53S cirkulære 1995-19 vedlagt som bilag.
Frantz Howitz
/Finn Thrysøe