Gelex

Cirkulære om ændring af kildeskatteloven (Løn for arbejde i udlandet, overførsel af skat)

OphævetVersion 1997-09-25fra 1997-09-25 til 1998-05-26
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/15@1997-09-25/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Ved lov nr. 1216 af 27. december 1996 om ændring af kildeskatteloven (Løn for arbejde i udlandet, overførsel af skat) er der for det første indsat en ny regel i § 62 D, som ændrer reglerne om forskudsregistrering i forbindelse med lønindkomst for arbejde i udlandet . For det andet er der foretaget en ændring af reglen i § 88, så reglen angår indeholdelse af færøsk eller grønlandsk foreløbig skat her i landet eller indeholdelse af dansk foreløbig skat i Færøerne eller Grønland samt overførsel af foreløbig skat mellem de danske skattemyndigheder og skattemyndighederne i en fremmed stat.

1. Kildeskattelovens § 62 D

Formålet med § 62 D er at mindske problemer med, at danske skattemyndigheder skal inddrive udenlandsk skat hos en dansk lønmodtager, der har arbejdet i udlandet, eller at danske arbejdsgivere kommer til at betale udenlandsk skat for deres medarbejdere, der har arbejdet i udlandet. Reglen gælder derfor kun, hvis lønmodtageren ikke betaler skat i arbejdsstaten, selv om denne stat kan beskatte lønindkomsten, eller hvis der ikke er taget skridt over for arbejdsstatens skattemyndigheder til betaling af denne stats skat. Reglen gælder også kun ved arbejde i bestemte stater, som har en aftale med Danmark om bistand til inddrivelse af skatter, og hvor aftalen omfatter lønindkomsten.

§ 62 D medfører alene en ændring af forskudsregistrering i forbindelse med arbejde i udlandet, idet der skal ses bort fra særlige regler i ligningslovens § 33 A eller i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne om nedsættelse af dansk skat af udenlandsk lønindkomst. Reglen medfører derimod ikke en ændring af beregningen af slutskatten. De særlige regler vil så medføre en overskydende skat, der eventuelt kan anvendes til dækning af arbejdsstatens skat.

I dette afsnit redegøres der først for betingelserne for anvendelsen af reglen og derefter for virkningerne af reglen.

Betingelserne for anvendelsen af § 62 D

§ 62 D, stk. 1, skal anvendes i tilfælde, hvor en fuldt skattepligtig lønmodtager har lønindkomst ved arbejde på Færøerne, i Grønland eller i udlandet (arbejdsstaten), og lønmodtageren er omfattet af regler om skattenedsættelse i ligningslovens § 33 A eller i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med arbejdsstaten. Løn for arbejde på Færøerne eller i Grønland kan dog kun være omfattet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Under hensyn til formålet med loven (bl.a. at imødegå problemer med danske myndigheders inddrivelse af udenlandske skatter af løn for arbejde i udlandet) skal reglen kun anvendes for lønindkomst ved arbejde i bestemte fremmede stater, som har aftale med Danmark om bistand med inddrivelse af skattekrav. § 62 D skal kun anvendes ved arbejde på Færøerne, i Grønland eller i en fremmed stat, som er omfattet af EF's bistandsdirektiv eller OECD/Europarådets bistandskonvention, og som har en aftale med Danmark om administrativ bistand med inddrivelse af skattekrav.

Efter de gældende internationale aftaler vil reglen derfor kun omfatte arbejde udført i Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Island, Luxembourg, Norge, Sverige, Tyskland og USA (i det omfang, lønmodtageren ikke er dansk statsborger) samt på Færøerne og i Grønland.

Efterhånden som flere lande bliver omfattet af disse internationale aftaler, vil området for reglens anvendelse blive udvidet.

§ 62 D skal derimod ikke anvendes i de tilfælde, hvor arbejdsstaten efter dens dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark er afskåret fra at beskatte lønindkomsten, og hvor der efter ligningslovens § 33 A, stk. 3, gives halv nedsættelse af den danske skat af den udenlandske lønindkomst.

Reglen gælder heller ikke for personer, der er udsendt af den danske stat eller anden dansk offentlig myndighed til tjeneste uden for riget, idet disse personer ikke kan beskattes af den stat, hvor de udfører deres tjeneste.

§ 62 D skal ikke anvendes, hvis de danske skattemyndigheder får dokumentation for, at lønmodtageren betaler skat i arbejdsstaten af lønindkomsten for arbejdet der.

Lønmodtageren kan mest direkte dokumentere skattebetaling til arbejdsstaten ved at forevise kvitteringer for betalt skat til arbejdsstaten eller lønsedler, som viser, at arbejdsgiveren har trukket skat til arbejdsstaten.

Dokumentation kan også ske ved, at den pågældendes arbejdsgiver attesterer, at der sker indeholdelse af skat til arbejdsstaten.

Lønmodtageren kan også opfylde kravet om dokumentation ved at godtgøre, at den pågældende er tilmeldt de relevante skattemyndigheder i arbejdsstaten. Det forudsættes, at tilmeldingen indeholder de korrekte oplysninger om arbejdsforholdet i denne stat.

Det kræves således ikke ubetinget, at lønmodtageren rent faktisk betaler skat til arbejdsstaten, hvis det kan dokumenteres, at denne stats skattemyndigheder er bekendt med arbejdsforholdet.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis arbejdet udføres i et land, som først opkræver skat af lønnen i året efter den er optjent.

Det kan også være tilfældet, hvis lønmodtageren har søgt arbejdsstatens skattemyndigheder om at blive omfattet af særlige skatteregler, og arbejdsstatens skattemyndigheder har bevilget henstand med skattebetaling efter landets almindelige regler i den periode, ansøgningen behandles.

Hvis en lønmodtager ved påbegyndelsen af et arbejdsforhold i udlandet ikke kan dokumentere skattebetaling til arbejdsstaten, vil betingelserne for anvendelsen af § 62 D være opfyldt for den pågældende, således at der ikke kan ske nedsættelse af de foreløbige skatter ved forskudsregistreringen. Dette forhindrer imidlertid ikke, at forskudsregistreringen kan ændres, hvis lønmodtageren forelægger den nødvendige dokumentation på et tidspunkt under arbejdsforholdet. Der kan ligeledes ske tilbagebetaling af for meget betalt skat efter § 55, hvis det i øvrigt følger af den normale praksis efter denne regel.

Virkningen af § 62 D

§ 62 D medfører, at der ved forskudsregistreringen (eller ved ændring af forskudsregistreringen) ikke skal tages hensyn til reglerne i ligningslovens § 33 A eller i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med arbejdsstaten. Det medfører, at de foreløbige skatter af udenlandsk lønindkomst ikke bliver nedsat efter disse regler.

På samme måde kan en lønmodtager i løbet af et indkomstår ikke anmode om tilbagebetaling af for meget betalt skat for samme indkomstår, jf. § 55, for så vidt angår udenlandsk lønindkomst, medmindre skattebetaling til udlandet dokumenteres.

§ 62 D medfører alene, at der ved forskudsregistreringen skal ses bort fra reglerne i ligningslovens § 33 A eller i en dobbeltbeskatningsoverenskomst om nedsættelse af dansk skat. Reglen medfører derimod ikke, at der ved forskudsregistreringen skal ses bort fra fradrag for udgifter for arbejde i udlandet.

Når der ikke er taget hensyn til regler om skattenedsættelse ved forskudsregistreringen, vil de foreløbige skatter alt andet lige blive større end den endelige skat.

I de tilfælde, hvor der er en aftale mellem Danmark og arbejdsstaten om overførsel af foreløbige skatter, kan det beløb, der er blevet indeholdt for meget i foreløbige skatter, blive overført til skattemyndighederne i arbejdsstaten i overensstemmelse med aftalens regler. For tiden er der kun en sådan »trækaftale« (aftale af 19. juni 1991) mellem de nordiske lande, men den nedenfor omtalte ny regel i § 88, stk. 2, giver hjemmel til indgåelse af flere aftaler.

Det beløb, der overføres til arbejdsstaten efter trækaftalen, vil blive modregnet i denne stats skattekrav mod lønmodtageren.

Hvis der ikke foreligger en trækaftale, vil det beløb, der er indeholdt for meget som foreløbige skatter, blive udbetalt (med godtgørelse efter de sædvanlige regler) til lønmodtageren ved årsopgørelsen.

Lønmodtageren kan anvende den overskydende skat til betaling af arbejdsstatens skat.

Hvis arbejdsstatens myndigheder på tidspunktet for udbetaling af den overskydende skat har opgjort skattekravet mod den danske lønmodtager og anmodet de danske skattemyndigheder om bistand til inddrivelse af dette skattekrav, kan det beløb, der skal udbetales til lønmodtageren, anvendes til betaling af arbejdsstatens skattekrav.

De danske skattemyndigheder skal yde bistand til inddrivelse af arbejdsstatens skattekrav i overensstemmelse med reglerne i den eller de aftaler om administrativ bistand, som Danmark har med den stat, hvor arbejdet er udført. Hvis lønmodtageren har indsigelser mod arbejdsstatens skattekrav, afhænger det altså af den pågældende aftale om bistand, i hvilket omfang de danske skattemyndigheder skal afvente udfaldet af denne klage eller eventuelt foretage sikringsforanstaltninger.

Hvis arbejdsstatens myndigheder har opgjort skattekravet mod en dansk lønmodtager og pålagt den pågældendes arbejdsgiver at betale skattekravet, kan det beløb, der skal udbetales som overskydende dansk skat, dog i stedet blive overført til betaling af det beløb, som arbejdsgiveren har betalt, jf. den ny regel i § 62 D, stk. 2.

Dette gælder også i tilfælde, hvor danske myndigheder har andre krav mod den pågældende lønmodtager. Hvis omvendt arbejdsgiveren har andre krav mod lønmodtageren (end den betalte udenlandske skat), kan den overskydende skat ikke overføres til arbejdsgiveren til dækning af disse krav.

Den overskydende skat for en lønmodtager kan kun overføres til den pågældendes arbejdsgiver, hvis denne først har dokumenteret over for de danske skattemyndigheder, at han har betalt lønmodtagerens skat til arbejdsstaten.

2. Kildeskattelovens § 88

Den gældende bestemmelse i § 88 var en udmøntning af artikel 25 i den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale af 18. oktober 1979. Det er her aftalt, at når en person eller et selskab m.v. i den ene del af riget udbetaler løn og pension, som kan beskattes i den anden del af riget, skal den pågældende foretage indeholdelse af kildestat til den anden del af riget.

Efter den ny affattelse af § 88, stk. 1, er skatteministeren bemyndiget til at indgå aftaler med Færøerne og Grønland om, at Danmark skal indeholde færøsk og grønlandsk kildeskat. Aftalerne skal være gensidige, så Færøerne og Grønland også skal indeholde dansk kildeskat.

Den aftale, som allerede er indgået med de grønlandske myndigheder, er fortsat omfattet af den ny § 88.

Efter den ny affattelse af § 88, stk. 2, er skatteministeren bemyndiget til at indgå aftaler med fremmede stater om overførsel af skat. Herefter kan danske skattemyndigheder overføre skatter, som de har opkrævet vedrørende en indkomst, der skal beskattes i en anden stat, til dækning af den anden stats skattekrav af samme indkomst.

Det er en betingelse, at aftalerne er gensidige, så fremmede stater også kan overføre skatter, som de har opkrævet vedrørende en indkomst, der skal beskattes her i landet, til dækning af de danske skattekrav af samme indkomst.

Aftaler om overførsel af skat kan dog kun indgås med fremmede stater, hvis skattemyndigheder arbejder sammen med danske skattemyndigheder i et særligt omfang, nemlig stater, som er omfattet af EF's bistandsdirektiv eller OECD/Europarådets bistandskonvention.

Danmark har allerede indgået en aftale af 19. juni 1991 med de andre nordiske lande om overførsel af forskudsskatter, som er opkrævet i en stat, men som vedrører lønindkomst, der beskattes i en anden stat. Denne aftale blev indgået med hjemmel i (den nu ophævede) lov nr. 74 af 31. marts 1953 om indgåelse af overenskomster med fremmede stater til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. Aftalen gælder fortsat.

Efter § 88, stk. 3, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om opkrævning og afregning af skatter, der er omfattet af aftaler, som nævnt i stk. 1 og 2.

For så vidt angår den gældende aftale med Grønland, er der allerede fastsat nærmere regler om kildeskat til Grønland i § 53 - 55 i bekendtgørelse nr. 768 af 19. september 1995 om opkrævning m.v. af indkomst- og formueskat.

3. Ikrafttrædelse

Lov nr. 1216 af 27. december 1996 om ændring af kildeskatteloven er trådt i kraft med virkning fra og med dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Kildeskattelovens § 62 D har således virkning for forskudsansættelse for indkomståret 1997, der foretages eller ændres fra og med den 29. december 1996, samt for forskudsansættelse for senere indkomstår.

Forskudsansættelse vedr. indkomståret 1997, som allerede var foretaget inden 29. december 1996, berøres ikke af § 62 D. Ny forskudsansættelse for indkomståret 1997 eller ændringer i en allerede foretagen forskudsansættelse for dette indkomstår skal derimod foretages efter § 62 D.

Forskudsansættelse for indkomståret 1998 eller senere indkomstår skal også foretages efter § 62 D. Det medfører, at erklæringer, som skattemyndighederne havde udsendt inden 29. december 1996, om fritagelse for indeholdelse af foreløbig skat (fritagelseserklæringer) fortsat gælder for indkomståret 1997, sålænge der ikke foretages ændringer i dem, hvorimod de bortfalder fra og med indkomståret 1998.

Underskrift 1

Skatteministeriet, den 4. februar 1997 Peter Loft / Ivar Nordland

Versioner

  1. 1997-09-25 · til 1998-05-26