Gelex

Cirkulære til artikel 20 i den nordiske bistandsaftale

GældendeVersion 1998-03-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/174@1998-03-15/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Underskrift 2
  4. Underskrift 3

1. Danmark, Færøerne, Grønland, Finland, Island, Norge og Sverige indgik den 7. december 1987 en overenskomst om bistand i skattesager.

I henhold til artikel 20, punkt 1, i denne overenskomst har samtlige lande den 30. juni 1997 indgået en overenskomst, der nærmere præciserer bistandspligtens omfang.

Denne »Overenskomst i henhold til artikel 20 i aftalen af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager« er optrykt som bilag 1 til dette cirkulære.

Landene med undtagelse af Grønland har endvidere samme dato indgået en overenskomst om opkrævning og overførsel af skat.

Denne »Overenskomst om opkrævning og overførsel af skat« er optrykt som bilag 2 til dette cirkulære.

2. Overenskomsten af 30. juni 1997 i henhold til artikel 20 i aftalen af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager (bilag 1) afløser en tilsvarende overenskomst af 19. juni 1991 om bistandspligtens omfang (der var optrykt som bilag I i skatteministeriets cirkulære nr. 57 af 30 april 1992).

I den ny overenskomst er der foretaget en opdatering af listen over de skatter og afgifter, med hensyn til hvilke landene skal yde hinanden bistand.

3. Overenskomsten af 30. juni 1997 om opkrævning og overførsel af skat (bilag 2) afløser en tilsvarende overenskomst af 19. juni 1991 (der var optrykt som bilag II i skatteministeriets cirkulære nr. 57 af 30 april 1992).

Overenskomsten indeholder detaljerede regler om hvilket land, der skal opkræve forskudsskat for en person, der er hjemmehørende i et land, men har indkomst fra et andet land. Desuden har overenskomsten regler om overførsel af skat, der er opkrævet eller indeholdt i et land, men skal betales i et andet land.

4. De to overenskomster træder i kraft den 1. januar 1998.

5. Skatteministeriets cirkulære nr. 57 af 30. april 1992 ophæves.

Underskrift 1

Skatteministeriet, den 3. december 1997 Peter Loft /Ivar Nordland

Bilag 1

Overenskomst

i henhold til artikel 20 i aftalen af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager

For at gennemføre aftalen af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager, som omfatter Danmark, Færøerne, Grønland, Finland, Island, Norge og Sverige, er der i henhold til artikel 20 indgået overenskomst om følgende bestemmelser:

1. Med udtrykket »tilvejebringelse af selvangivelser eller andre meddelelser« i artikel 1, b), i aftalen forstås tilvejebringelse af selvangivelse eller anden meddelelse til brug for skatteansættelse (beskatning) eller anden foranstaltning i sager vedrørende skat i den kontraherende stat, som anmoder om bistanden. Udtrykket omfatter tillige fremskaffelse af selvangivelser eller andre dokumenter, i original eller kopi, som er indgivet med henblik på skatteansættelse (beskatning) eller anden foranstaltning i sager vedrørende skat i den kontraherende stat, til hvilken anmodningen rettes.

2. Med skatter, for hvilke der skal gives bistand, ligestilles,

a) morarenter samt restafgift eller anden afgift, som pålignes på grund af undladt indbetaling af skat i en kontraherende stat indtil det tidspunkt, da fordringen overgives til inddrivelse i den anden kontraherende stat eller som følge af undladelse af at opfylde oplysnings- eller regnskabspligt for så vidt angår skat eller offentlig afgift (forsinkelsesafgift, afgiftstillæg etc.);

b) sådanne morarenter samt restafgift eller anden afgift, som pålignes på grund af undladt indbetaling af skat i en kontraherende stat efter det tidspunkt, da fordringen blev overgivet til inddrivelse i den anden kontraherende stat og for hvilke der anmodes om bistand ved særskilt anmodning; samt

c) godtgørelse for inddrivelsesomkostninger samt bøder i det omfang, omkostningerne respektive bøderne ikke har forbindelse med søgsmål ved domstol.

3.A. Ved »motorafgifter« i aftalens artikel 2, stykke 1, h), 2), forstås skatter og afgifter, som for tiden udskrives i henhold til følgende love med ændringer:

a) for Danmarks vedkommende: registreringsafgift af motorkøretøjer i henhold til lov nr. 221 af 26. maj 1971, vægtafgift af motorkøretøjer i henhold til lov nr. 99 af 28. marts 1962 samt afgift i henhold til lov nr. 956 af 25. november 1994 om afgift af vejbenyttelse;

b) for Finlands vedkommende: skat i henhold til lov om skat på motorkøretøjer (722/1966) og bilskatteloven (1482/1994);

c) for Færøernes vedkommende: registreringsafgift i henhold til lagtingslov nr. 175 af 18. december 1992 om registrering af motorkøretøjer og vægtafgift i henhold til lagtingslov nr. 38 af 31. marts 1982;

d) for Grønlands vedkommende: afgift i henhold til landstingslov nr. 3 af 16. juni 1987 om afgift af motorkøretøjer;

e) for Islands vedkommende: fast afgift eller kilometerafgift (vægtafgift) på ikke-benzindrevne motorkøretøjer i henhold til lov nr. 3/1987 om finansiering af vejanlæg, afgift på motorkøretøjer i henhold til lov nr. 39/1988;

f) for Norges vedkommende: følgende afgifter i henhold til lov af 19. juni 1959, nr. 2, nemlig eengangsafgift af motorkøretøjer m.m., opbygningsafgift, årsafgift, vægtårsafgift og omregistreringsafgift; samt

g) for Sveriges vedkommende: skat i henhold til lov (1976:339) om skat på bilsalg, køretøjsskatteloven (1988:327) og lov (1988:328) om køretøjsskat på udenlandske køretøjer.

3.B. Ved »merværdi og anden almindelig omsætningsafgift« i aftalens artikel 2, stykke 1, h), 3), forstås skatter og afgifter, som for tiden udskrives i henhold til følgende love med ændringer:

a) for Danmarks vedkommende: afgift i henhold til lov nr. 375 af 18. maj 1994 om merværdiafgift (momsloven);

b) for Finlands vedkommende: skat i henhold til omsætningsskatteloven (559/1991) samt skat i henhold til merværdiskatteloven (1501/1993);

c) for Færøernes vedkommende: afgift i henhold til lagtingslov nr. 136 af 8. september 1992 om merværdiafgift;

d) for Grønlands vedkommende: (udskrives ikke for tiden);

e) for Islands vedkommende: skat i henhold til lov om merværdiafgift nr. 50/1988;

f) for Norges vedkommende: afgift i henhold til lov af 19. juni 1969 om merværdiafgift; samt

g) for Sveriges vedkommende: skat i henhold til merværdiskatteloven (1994:200).

3.C. Ved »punktafgifter« i henhold til aftalens artikel 2, stykke 1, h), 4), forstås skatter og afgifter, som for tiden udskrives i henhold til følgende love med ændringer:

a) for Danmarks vedkommende: lov nr. 414 af 18. december 1968 om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m., lov nr. 153 af 6. maj 1980 om afgift af spiritus m.m., lov nr. 174 af 7. maj 1975 om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v., lov nr. 607 af 21. december 1946 om afgift af konsumis, lov nr. 413 af 20. august 1976 om afgift af lystfartøjsforsikringer, lov nr. 634 af 21. december 1977 om afgift af visse detailsalgspakninger og visse poser af papir eller plast m.v., lov nr. 265 af 9. juni 1982 om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., lov nr. 607 af 12. december 1984 om afgift af mineralvand m.v., lov nr. 89 af 9. marts 1977 om afgift af elektricitet, lov nr. 174 af 30. april 1969 om stempelafgift, lov nr. 228 af 22. april 1987 om afgift ved overdragelse af aktier m.v. (aktieafgiftsloven), lov nr. 575 af 25. november 1977 om afgift ved førstegangsoverdragelse af visse ejerlejligheder, lov nr. 832 af 21. december 1988 om afgift af visse chlorflourcarboner og haloner (CFC-afgift), lov nr. 834 af 21. december 1988 om visse miljøafgifter, lov nr. 838 af 19. december 1989 om afgift af affald og råstoffer, lov nr. 830 af 19. december 1989 om afgift af lønsum m.v., lov nr. 44 af 14. marts 1955 om forskellige forbrugsafgifter, lov nr. 389 af 6. juni 1991 om afgift af visse flyrejser, lov nr. 888 af 21. december 1991 om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, lov nr. 1015 af 19. december 1992 om afgift af øl, vin og frugtvin m.m., lov nr. 1016 af 19. december 1992 om afgift af tobaksafgifter, lov nr. 1029 af 19. december 1992 om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov nr. 492 af 30. juni 1993 om afgift af ledningsført vand, lov nr. 414 af 14. juni 1995 om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), lov nr. 415 af 14. juni 1995 om afgift af visse klorerede opløsningsmidler, lov nr. 416 af 14. juni 1995 om afgift af bekæmpelsesmidler, lov nr. 419 af 14. juni 1995 om afgift af naturgas og bygas, lov nr. 421 af 14. juni 1995 om afgift af svovl, lov nr. 490 af 12. juni 1996 om afgift af spildevand;

b) for Finlands vedkommende: skatter og afgifter i henhold til lov om tobaksafgifter (1470/1994), lov om afgift af sukkervarer og læskedrikke (1474/1994), lov om afgifter af flydende brændstoffer (1472/1994), lov om afgift af elektricitet og visse brændstoffer (1260/1996), lov om afgifter af alkohol og alkoholiske drikke (1471/1994), lov om olieaffaldsafgift (894/1986), lov om oliebeskyttelsesfonden (379/1974), lotteriskatteloven (552/1992), lov om skat af visse forsikringspræmier (664/1966), lov om stempelafgift (662/1943), lov om overdragelsesskat (931/1996), lov om skat på motorkøretøjer (772/1966) og bilskatteloven (1482/1994);

c) for Færøernes vedkommende: lagtingslov nr. 120 af 23. december 1991 om fremstillings- og importafgift, lagtingslov nr. 121 af 23. december 1991 om told, lagtingslov nr. 179 af 18. december 1992 om særlig afgift af brændselsolie, lagtingslov nr. 75 af 13. maj 1992 om miljøafgift af smøreolie, lagtingslov nr. 37 af 26. maj 1988 om rejseafgift, lagtingslov nr. 11 af 9. april 1968 om afgift ved bortlodning;

d) for Grønlands vedkommende: afgifter i henhold til landstingslov nr. 18 af 30. oktober 1992 om import og eksport af varer, landstingslov nr. 19 af 30. oktober 1992 om importafgifter, landstingslov nr. 7 af 31. oktober 1987 om lotteriafgift, landstingslov nr. 8 af 31. oktober 1987 om stempelafgift, landstingslov nr. 3 af 17. maj 1990 om afgift af automatspil og landstingslov nr. 20 af 25. oktober 1990 om afgift af rejer;

e) for Islands vedkommende: lov om vareafgift nr. 97/1987, lov om finansiering af vejanlæg nr. 3/1987, lov om fornøjelsesskat nr. 58/1970, lov om vareafgift af motorkøretøjer, brændstoffer m.m. nr. 29/1993, lov om alkoholafgift nr. 96/1995, lov om stempelafgift nr. 36/1978, lufthavnsafgift i henhold til lov nr. 31/1987 om luftfartøjer og finansiering af luftfartsanlæg, returafgift i henhold til lov nr. 52/1989 om foranstaltninger mod miljøforurening på grund af engangsemballage til drikkervarer, afgift af tele- og radiokommunikationsdrift i henhold til lov nr. 147/1996;

f) for Norges vedkommende: afgift af brændevin og vin m.m. og afgift af alkohol i essenser m.m., som importeres (lov af 19. juni 1964, nr. 1), afgift af øl (lov af 28. juni 1912, nr. 4), grundafgift af engangsemballage til drikkevarer, afgift af tobaksvarer, afgift af benzin, autodieselafgift, afgift af bådmotorer, forbrugsafgift af elektrisk kraft, afgift af mineralolie, afgift af smøreolie m.m., afgift af kul og koks m.m., afgift af chokolade og sukkervarer m.m., afgift af alkoholfri drikke m.m. (med og uden kulsyre), miljøafgift af emballage for drikkevarer, afgift af sukker, afgift af passagerflyvning, afgift af kassetter, afgift af radio- og televisionsmateriel m.m. (lov af 19. maj 1933, nr. 11), de motorvognsafgifter, som er nævnt under punkt 3 A, f (lov af 19. juni 1959, nr. 2), produktionsafgift af elektrisk kraft (lov af 8. januar 1993, nr. 3), afgift af honorarer til udenlandske kunstnere m.m. (lov af 5. april 1963, nr. 10), dokumentafgift (lov af 12. december 1975, nr. 59); samt

g) for Sveriges vedkommende: lov (1972:266) om skat på annoncer og reklame, lov (1972: 820) om skat på spil, bilskrotningsloven (1975:343), lov (1978:69) om salgsafgift af motorkøretøjer, lov (1982:1201) om skat af visse former for elektrisk energi, lov (1983:1104) om særlig skat på elektrisk energi fra kernekraftværker, lov (1984:404) om stempelskat ved tingslysningsmyndigheder, lov (1984:409) om skat af gødning, lov (1984:410) om skat af bekæmpelsesmidler, lov (1988:1567) om miljøskat af indenrigs flytrafik, lov (1990:613) om miljøafgift af kvælstofoxider ved energiproduktion, lov (1990:1087) om lagerskat af visse olieprodukter, lov (1991:1482) om lotteriskat, lov (1992:1439) om lagerskat på dieselolie, lov (1992:1479) om lagerskat af visse former for benzin, lov (1994:1563) om tobaksskat, lov (1994:1564) om alkoholskat, lov (1994:1704) om lagerskat af visse landbrugsprodukter, lov (1994:1776) om skat af energi, lov (1995:1132) om lagerskat af dieselolie til forbrug i visse motordrevne køretøjer og lov (1995:1667) om skat på naturgrus.

3.D. Ved bidrag i aftalens artikel 2, stykke 1, h), 5), forstås skatter og afgifter, som for tiden udskrives i henhold til følgende love med ændringer:

a) for Danmarks vedkommende: arbejdsgiverbidrag til dagpengefonden, jf. § 41, stykke 4, samt §§ 11, 13 og 15, stykke 2, i lov nr 262 af 7. juni 1972 om dagpenge ved sygdom og fødsel, bidrag til frivillig forsikring i henhold til § 27 i lov nr. 852 af 20. december 1989 om dagpenge ved sygdom eller fødsel, rederbidrag, jfr. § 21, stykke 4, i lov nr. 311 af 9. juni 1971 om offentlig sygesikring, ubetalte arbejdsgiverbidrag i henhold til de indtil 1. januar 1988 gældende regler, jf. § 72 a i lov nr. 612 af 24. juni 1996 om social pension, forsikringspræmier m.m., som en forsikringspligtig arbejdsgiver skal indbetale til særlig godkendt forsikringsselskab eller forsikringsforbund, jf. §§ 42, 43 og 44 i Socialministeriets bekendtgørelse af 25. juni 1987 af arbejdsskadeforsikringsloven, bidrag i henhold til lov nr. 46 af 7. marts 1964 om arbejdsmarkedets tillægspension, kap. V (ATP), forsikringspræmier m.v., som en forsikringspligtig arbejdsgiver skal indbetale til et særligt godkendt forsikringsselskab, jf. §§ 46, 47 og 48 i Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996, samt bidrag i henhold til lov nr. 448 af 30. juni 1993 om arbejdsmarkedsfonde;

b) for Finlands vedkommende: afgifter og præmier i henhold til folkepensionsloven (347/1956), sygeforsikringsloven (364/1963), lov om arbejdsgiveres socialsikringsafgift (366/63) og lov om skovbrugsforeninger (558/50);

c) for Færøernes vedkommende: lagtingslov nr. 193 af 10. december 1993 om afgift af lønsum, lagtingslov nr. 87 af 5. juni 1992 om renteskat, lagtingslov nr. 15 af 1. februar 1995 om renteafgift af finansielle beholdninger, lagtingslov nr. 115 af 21. maj 1993 om offentlig sygesikring, lagtingslov nr. 62 af 20. maj 1996 om afgift ved udpantning for skat m.m. og lagtingslov nr. 93 af 11. maj 1993 om afgifter i forbindelse med opkrævning af gæld til landskassen;

d) for Grønlands vedkommende: forsikringspræmier, som en forsikringspligtig arbejdsgiver skal indbetale til et særligt godkendt forsikringsselskab, jfr. §§ 51, 52 og 53 i anordning nr. 818 af 11. september 1996 om ikrafttræden af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade i Grønland, samt arbejdsgiverbidrag i henhold til landstingslov nr. 16 af 23. november 1989 om arbejdsgiveres erhvervsuddannelsesbidrag (AEB);

e) for Islands vedkommende: afgifter i henhold til lov om folkeforsikring nr. 117/1993, lov om social forsikringafgift nr. 113/1990, lov om Industrilånefonden nr. 76/1987, industriafgift i henhold til lov om industriafgift nr. 134/1993, lov om ansvarsfonden for løn i tilfælde af konkurs nr. 53/1993 og markedafgift i henhold til lov nr. 114/1990 om Islands Eksportråd;

f) for Norges vedkommende: afgifter i henhold til lov af 17. juni 1966 om folkeforsikring og lov af 19. juni 1969 om afgift af investeringer m.m. samt afgift i henhold til kongelig resolution af 17. december 1971 med bestemmelser om overvægtsafgift;

g) for Sveriges vedkommende: lov (1972:435) om overvægtsafgift, lov (1981:691) om socialafgifter, lov (1984:668) om opkrævning af socialafgifter fra arbejdsgivere, lov (1990:659) om særlig lønskat af visse erhvervsindkomster, lov (1990:661) om afkastskat af pensionsmidler, lov (1990:662) om skat af visse præmiebetalinger, lov (1990:1427) om særlig præmieskat for gruppelivsforsikring m.m., lov (1991:687) om særlig lønskat af pensionsudgifter, lov (1991:1483) om skat på gevinstopsparing m.m., lov (1994:1744) om almindelige egenafgifter, lov (1994:1920) om almindelig lønafgift og skattebetalingsloven (1997:483).

3.E. Overenskomsten skal også finde anvendelse på skatter og afgifter af samme eller i det væsentlige tilsvarende art som de, der er nævnt under punkterne A) - D), og som før undertegnelsen af overenskomsten er blevet pålagt - eller efter undertegnelsen måtte blive pålagt - ved siden af eller i stedet for ovennævnte skatter og afgifter. De kontraherende myndigheder i de kontraherende stater skal snarest muligt give hinanden meddelelse om væsentlige ændringer, der er foretaget i de respektive lovgivninger.

4. Pligt til at give oplysninger i henhold til aftalens artikel 11 omfatter tillige oplysninger om udbetalte periodiske underholdsydelser.

5. Ved anmodning om bistand til inddrivelse skal vedlægges i original eller kopi den afgørelse, på hvilken skattekravet grundes, eller bekræftet afskrift af restanceliste eller andet dokument, hvoraf kravet fremgår.

I anmodningen skal angives:

a) den myndighed, som anmoder om bistanden;

b) for så vidt angår en betalingspligtig fysisk person: navn, bopælsadresse, fødselsdata (personnummer) og hjemstedskommune, samt, om muligt, arbejdsplads og opholdssted;

c) for så vidt angår betalingspligtig juridisk person: juridisk karakter, navn og adresse;

d) i givne fald det eller de steder i den stat, hos hvilken inddrivelsen anmodes, hvor aktiver, tilhørende den betalingspligtige, forefindes, samt aktivernes art;

e) kravets art og beløb, de heri omfattede påløbne renter, den tid, som kravet vedrører, samt det tidspunkt, på hvilket kravet helt eller delvis forældes i henhold til den begærende stats egen lovgivning;

f) grundlag for beregning af renter eller afgift i henhold til stykke 2 a) eller b); samt

g) andre omstændigheder, som kan lette eller fremskynde inddrivelse af fordringen.

Tilsvarende oplysninger skal gives i en anmodning om bistand til sikkerhedsstillelse for betaling af skyldig skat.

6. Anmodning om bistand til inddrivelse af skat må kun fremsættes, såfremt det sammenlagte betalingskrav, heri ikke indregnet beløb, som omfattes af stykke 2 a), udgør mindst 2.500 danske kroner, 1.500 finske mark, 25.000 islandske kroner, 2.500 norske kroner eller 2.500 svenske kroner.

7. Inddrivelse sker i den kontraherende stats møntsort, hos hvilken inddrivelsen anmodes. Den pågældende myndighed i denne stat skal snarest muligt, efter at bistandsanmodningen er indkommet, omregne det beløb, som anmodningen omfatter, til denne stats møntsort i overensstemmelse med en af centralbanken anbefalet kurs, som var gældende på den dag, da anmodningen indkom, og inddrivelsen skal herefter anses at gælde det således beregnede beløb. Ved omregningen kan anvendes de bestemmelser om afrunding til rundt beløb, som måtte gælde ifølge lovgivningen i denne stat.

Såfremt der sker ændring i vekselkursen, mens inddrivelsen foretages, kan den kompetente myndighed i den kontraherende stat, hvori der anmodes om inddrivelse, efter høring af centralbanken i denne stat, træffe afgørelse om den vekselkurs, der som følge af ændringen skal anvendes i sagen.

Uanset foranstående bestemmelser i dette stykke kan betaling af det beløb, som anmodningen omfatter, ske i den anmodende stats møntsort.

For Færøernes og Grønlands vedkommende anvendes som møntsort danske kroner.

8. Inddrivelsesmyndighederne skal snarest muligt indbetale beløb, der er indgået som følge af bistand i henhold til denne aftale, til centralbanken i egen stat på en konto, som ejes af centralbanken i den kontraherende stat, for hvis regning inddrivelsen er sket.

I forbindelse med indbetalingen skal der gives oplysninger om navn og adresse på den inddrivelsesmyndighed, som skal oppebære beløbet, samt om det skattekrav, hvortil beløbet skal henføres.

Beløb kan tillige indsættes på postgirokonto, tilhørende den inddrivelsesmyndighed, som har anmodet om bistanden.

I givet fald skal søgsmåls- og konkursomkostninger modregnes i det indgåede beløb (artikel 22 i aftalen).

Ved »inddrivelsesmyndighed« forstås i dette stykke,

for Danmarks vedkommende: Told- og Skattestyrelsen,

for Finlands vedkommende: Skatteverket, distriktstoldkammeret og køretøjsforvaltningscentralen,

for Færøernes vedkommende: Færøernes opkrævningskontor,

for Grønlands vedkommende: Skattedirektoratet,

for Islands vedkommende: Tolddirektøren i Reykjavik,

for Norges vedkommende: Skattefogeden i Oslo, og

for Sveriges vedkommende: Kronefogedmyndigheden.

Ved »centralbanken« forstås i dette punkt:

for Danmarks vedkommende: Danmarks Nationalbank,

for Finlands vedkommende: Finlands Bank,

for Færøernes vedkommende: Færøernes Landsbank,

for Grønlands vedkommende: GrønlandsBANKEN,

for Islands vedkommende: Islands Seddelbank,

for Norges vedkommende: Norges Bank, og

for Sveriges vedkommende: Sveriges Rigsbank.

9. Overførsel af valuta til skattebetaling fra en kontraherende stat til en anden kontraherende stat skal ske inden for rammerne af gældende betalingsoverenskomst mellem disse stater.

Denne overenskomst træder i kraft den 1. januar 1998, og den finder anvendelse på sager, som er indkommet efter ikrafttrædelsen til den kompetente myndighed i den kontraherende stat, til hvilken anmodningen rettes.

Med denne overenskomsts ikrafttræden ophæves overenskomsten af 19. juni 1991 i henhold til artikel 20 i aftalen af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager.

Denne overenskomst er udfærdiget i otte eksemplarer, på det danske, det færøske, det grønlandske, det finske, det islandske, det norske og det svenske sprog, idet der på det svenske sprog er udfærdiget to tekster, en for Finland og en for Sverige, hvilke samtlige tekster har lige gyldighed.

Underskrift 2

Kangerlussuaq, den 30. juni 1997 Ivar Nordland P.A. Lamhauge Kaare Hagemann Hillel Skurnik Gardar Valdimarsson Odd Hengsle Kerstin Bostrøm

Bilag 2

Overenskomst om opkrævning og overførsel af skat

For at gennemføre aftalen af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager er følgende overenskomst indgået mellem de kompetente myndigheder i Danmark, Færøerne, Finland, Island, Norge og Sverige i henhold til aftalens artikel 20:

I. Indledende bestemmelser

Artikel 1

Skatter som omfattes af overenskomsten

Denne overenskomst finder anvendelse på indkomstskatter, som omfattes af aftalen mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter (i det følgende kaldet »dobbeltbeskatningsaftalen«).

Artikel 2

Definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har følgende udtryk den nedenfor angivne betydning ved anvendelsen denne overenskomst:

a) »pension« betyder udbetalinger i henhold til bestemmelserne i artikel 18 i dobbeltbeskatningsaftalen af 1996 eller tilsvarende artikel i en anden dobbeltbeskatningsaftale, som er omfattet af artikel 1;

b) »skat« betyder slutskat eller forskudsskat, som skal erlægges til modregning i slutskatten; hvis der alene sigtes til enten slutskat eller til forskudsskat, anvendes udtrykket »slutskat« henholdsvis »forskudsskat«, hvorved kildeskat på arbejdsindkomst og pension sidestilles med såvel »slutskat« som »forskudsskat«;

c) »bopælsstaten« betyder den kontraherende stat, i hvilken en person er hjemmehørende;

d) »arbejdsstaten« betyder den kontraherende stat - bortset fra bopælsstaten - i hvilken en person udfører arbejde, som er omfattet af denne overenskomst;

e) »den ansøgende stat« betyder en kontraherende stat, som til en anden kontraherende stat fremsætter en anmodning om overførsel af skat;

f) »den anmodede stat« betyder en kontraherende stat, som fra en anden kontraherende stat modtager en anmodning om overførsel af skat.

2. At forskudsskat er erlagt, betyder i denne overenskomst, at skatten er blevet betalt eller indeholdt i en arbejdstagers løn eller i pensionsudbetaling. Dette gælder også i tilfælde, hvor skatten er indeholdt og godskrevet den skattepligtige, men ikke er indbetalt til skattemyndighederne i den anmodede stat.

3. Andre udtryk, der forekommer i denne overenskomst og tillige forekommer i dobbeltbeskatningsaftalen, skal have den betydning, som udtrykket har i henhold til denne aftale.

4. I tilfælde, hvor en kontraherende stat på noget tidspunkt anvender denne overenskomst, skal, medmindre andet fremgår af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke omfattes af stk. 1-3, tillægges den betydning, som det har på dette tidspunkt i henhold til denne stats lovgivning vedrørende de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse, og den betydning, som udtrykket har i henhold til skattelovgivningen i denne stat, skal gå forud for den betydning, som udtrykket har i anden lovgivning i denne stat.

II. Opkrævning af skat af arbejdsindkomst

Artikel 3

Den stat, i hvilken forskudsskat kan kræves

1. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer indkomst ved arbejde, som udføres i en anden kontraherende stat, og bopælsstaten antager, at arbejdet kommer til at vare i een eller flere perioder, der tilsammen ikke vil overstige 183 dage inden for en 12-måneders-periode, samt at vederlaget betales af eller på vegne af en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i denne stat, skal forskudsskat erlægges i bopælsstaten. Skattemyndighederne i arbejdsstaten skal i sådanne tilfælde undlade at kræve forskudsskat, hvis det ved skriftlig meddelelse fra skattemyndighederne i bopælsstaten godtgøres, at indeholdelse af forskudsskat sker der. Hvis arbejdsstaten godtager bopælsstatens bedømmelse efter 1. punktum, kan arbejdsstaten undlade at kræve forskudsskat, selv om den i 2. punktum nævnte meddelelse ikke er givet. Hvis der ikke længere foretages indeholdelse af forskudsskat i bopælsstaten, skal skattemyndighederne i denne stat, så snart de får kendskab hertil, underrette skattemyndighederne i arbejdsstaten herom.

2. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis skattemyndighederne i bopælsstaten anser, at det vederlag, som udbetales, rettelig skal belaste et fast driftssted eller et fast sted i arbejdsstaten. Hvis der derfor ikke længere foretages indeholdelse af forskudsskat i bopælsstaten, skal skattemyndighederne i denne stat snarest underrette skattemyndighederne i arbejdsstaten herom.

3. Såfremt det fremgår af meddelelse fra arbejdsgiveren eller på anden måde, at forudsætningerne for skattetræk i bopælsstaten i henhold til stk. 1 ikke længere er tilstede, eller at et sådant skattetræk ikke finder sted, kan indeholdelse af forskudsskat kræves i arbejdsstaten. Skattemyndighederne i arbejdsstaten skal, forinden sådan indeholdelse finder sted, underrette skattemyndighederne i bopælsstaten om de ændrede forhold samt om, at sådan skat vil blive krævet i arbejdsstaten.

Artikel 4

Krav på forskudsskat i arbejdsstaten

1. I tilfælde, hvor vederlaget skal beskattes i arbejdsstaten i henhold til bestemmelserne i artikel 21, stk. 7, i dobbeltbeskatningsaftalen af 1996 eller tilsvarende bestemmelser i en anden dobbeltbeskatningsaftale, som er omfattet af artikel 1, kan forskudsskat kræves i denne stat. Det samme gælder i tilfælde, hvor det i artikel 3, stk. 1, omhandlede vederlag betales af eller på vegne en arbejdsgiver, der hverken er hjemmehørende i arbejdsstaten eller i arbejdstagerens bopælsstat.

2. Finder skattemyndighederne i arbejdsstaten, at forskudsskat erlægges eller vil blive erlagt i arbejdsstaten i henhold til bestemmelserne i denne artikel, skal disse myndigheder underrette skattemyndighederne i arbejdstagerens bopælsstat om det nævnte forhold. Når de sidstnævnte skattemyndigheder har modtaget sådan underretning, skal forskudsskat ikke mere kræves i arbejdstagerens bopælsstat.

Artikel 5

Udleje af arbejdskraft

1. Finder skattemyndighederne i arbejdsstaten, at der foreligger udleje af arbejdskraft, kan forskudsskat kræves der. En arbejdstager, som omhandlet i artikel 3, stk. 1, anses for udlejet, når han af en anden person (udlejer) stilles til rådighed for at udføre arbejde i en andens virksomhed i arbejdsstaten (hvervgiver), forudsat denne er hjemmehørende i eller har fast driftssted i arbejdsstaten og at udlejeren ikke er ansvarlig for og ikke bærer risikoen for arbejdsresultatet.

2. Spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdstager skal anses for udlejet, afgøres ud fra en samlet bedømmelse, ved hvilken det især skal tillægges vægt om

a) den overordnede ledelse af arbejdet påhviler hvervgiveren,

b) arbejdet udføres på en arbejdsplads, som hvervgiveren disponerer over, og for hvilken han bærer ansvaret,

c) vederlaget til udlejeren beregnes efter den tid, der er medgået, eller under hensyntagen til anden sammenhæng mellem vederlaget og den løn, arbejdstageren får,

d) hovedparten af arbejdsredskaber og materiel stilles til rådighed af hvervgiveren og

e) udlejeren ikke ensidig fastsætter antallet af arbejdstagere og deres kvalifikationer.

3. Skattemyndighederne i arbejdsstaten skal underrette skattemyndighederne i bopælsstaten om, at forskudsskat betales til arbejdsstaten. Når sådan meddelelse er modtaget, skal skattemyndighederne i bopælsstaten undlade at kræve forskudsskat af indkomsten.

Artikel 6

Gensidig aftale ved uenighed om opkrævning af forskudsskat

1. Hvis skattemyndighederne i en kontraherende stat, som ifølge foranstående bestemmelser skal afstå fra at kræve forskudsskat, ikke kan tiltræde den af skattemyndighederne i en anden kontraherende stat trufne afgørelse, skal spørgsmålet afgøres ved gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder i disse kontraherende stater.

2. Såfremt de kompetente myndigheder ikke når til enighed om andet, må skat, indtil spørgsmålet er afgjort, ikke opkræves i

a) arbejdsstaten i de tilfælde, hvor spørgsmålet skal afgøres i henhold til bestemmelserne i artikel 3,

b) bopælsstaten i de tilfælde, hvor spørgsmålet skal afgøres i henhold til bestemmelserne i artikel 4 eller 5.

Artikel 7

Grænsegængere

Såfremt dobbeltbeskatningsaftalen eller en særskilt overenskomst mellem kontraherende stater indeholder bestemmelser om beskatning af indkomst, som såkaldte grænsegængere, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved personligt arbejde, som udføres i en anden kontraherende stat, skal bestemmelserne i artiklerne 3-6 ikke finde anvendelse på sådan indkomst.

III. Overførsel af skat

Artikel 8

Generelt om overførsel af skat

Såfremt der i en kontraherende stat er erlagt forskudsskat af arbejdsindkomst, pension eller indkomst ved erhvervsvirksomhed, kan den erlagte skat, efter anmodning fra den kompetente myndighed i en anden kontraherende stat, overføres til denne anden stat for der at blive godskrevet den skattepligtige som skat på indkomsten.

Artikel 9

Anmodning om overførsel af skat af arbejdsindkomst eller pension på forskudsskattestadiet

1. Såfremt forskudsskat er erlagt af arbejdsindkomst eller pension i en anden kontraherende stat end den, som i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen har ret til at kræve den endelige skat, skal skatten, efter anmodning fra den sidstnævnte stat, overføres til denne stat.

2. Anmodning i henhold til stk. 1 skal være kommet frem til den kompetente myndighed - i Danmark og på Færøerne senest den 1. februar, i Norge senest 1. april og i Finland, Island og Sverige senest den 31. maj i det år, der følger efter indkomståret.

3. Overførsel skal ikke finde sted med et større beløb end det, der under hensyntagen til den skattepligtiges indkomstforhold burde have været erlagt som forskudsskat af arbejdsindkomsten eller pensionen i henhold til lovgivningen i den ansøgende stat. Der skal heller ikke overføres et større beløb end det, som er erlagt som forskudsskat af arbejdsindkomsten eller pensionen i den anmodede stat. Dersom arbejdsindkomst eller pension fritages for beskatning i den anmodede stat, hindrer dette ikke overførsel af den forskudsskat, som i henhold til foreliggende oplysninger på opkrævningstidspunktet burde have været erlagt i denne stat.

Artikel 10

Anmodning af overførsel af skat inden tre år efter indkomstårets udløb

1. Fremsættes anmodning om overførsel af skat inden tre år efter indkomstårets udløb skal, med de begrænsninger som følger af stk. 2, skat, som er erlagt af indkomsten i den anmodede stat, overføres til den stat, som i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen har fortrinsret til at beskatte indkomsten. Med hensyn til overførsel af skat på arbejdsindkomst eller pension gælder dette kun, såfremt anmodningen fremsættes efter de i artikel 9 angivne tidspunkter, men inden tre år efter indkomstårets udløb.

2. Den anmodede stat kan begrænse overførslen til det beløb, med hvilket den i denne stat erlagte skat overstiger det i indkomståret påløbne skattekrav, som tilbagestår, efter at indkomsten er fritaget for beskatning, eller efter at credit er indrømmet for den endelige skat af indkomsten i den ansøgende stat. Det beløb, for hvilket der skal indrømmes credit, kan dog begrænses til den del af indkomstskatten (beregnet uden creditnedslag), der i den anmodede stat falder på den indkomst, som kan beskattes i den ansøgende stat.

Artikel 11

Anmodning om overførsel af skat senere end tre år efter indkomstårets udløb

Fremsættes anmodning om overførsel af skat senere end tre år efter indkomstårets udløb, kan overførsel ske i henhold til bestemmelserne i artikel 10. Det beløb, der skal overføres, kan imidlertid i dette tilfælde yderligere begrænses af andre krav, som den anmodede stat har på sådanne skatter og afgifter, som ikke vedrører indkomståret. Denne modregningsret er ikke begrænset til de skatter og afgifter, som er omhandlet i bistandsoverenskomsten af 7. december 1989. Den anmodede stat er derimod berettiget til i henhold til sin egen lovgivning at anvende skattebeløbet som modregning mod enhver fordring mod den skattepligtige, som måtte foreligge ved omdebiteringen.

Artikel 12

Tilbagebetaling

1. Såfremt der er erlagt forskudsskat af samme indkomst i flere kontraherende stater, skal den stat, som i henhold til bestemmelserne i artikel 6 ikke skal opkræve skat, tilbagebetale skatten.

2. Opstår der i en kontraherende stat spørgsmål om tilbagebetaling af skat, skal tilbagebetalingen, hvis en anden kontraherende stat har anmeldt et krav på skatten, afvente, at den sidstnævnte stat fremsætter anmodning om overførsel af skatten indenfor det tidsrum, der er angivet i artikel 9, stk. 2. Hvis den skattepligtige selv begærer tilbagebetaling af skatten, finder stk. 3 i denne artikel anvendelse.

3. Såfremt der i en kontraherende stat skal foretages tilbagebetaling af for meget erlagt skat af indkomst, der er erhvervet i en anden kontraherende stat, og denne anden stat ikke har fremsat krav om overførsel af skat, skal denne stat underrettes herom, forinden tilbagebetaling finder sted. Hvis den førstnævnte stat ikke inden 30 dage efter afsendelsen af denne underretning har modtaget sådant krav om overførsel, kan tilbagebetaling finde sted.

Artikel 13

Rente

Den anmodede stat er ikke pligtig at betale rente af skattebeløb, der overføres i henhold til artiklerne 8-11. Den ansøgende stat kan heller ikke kræve renter af sådanne skattebeløb.

IV. Øvrige bestemmelser

Artikel 14

Underretning og anmodninger

1. Underretning i henhold til artiklerne 3-6 skal indeholde oplysning om

a) arbejdstagerens navn og fødselsdato samt adresse og beskatningssted i begge staterne,

b) arbejdsgiverens navn og adresse i begge staterne, og

c) det tidsrum for hvilket forskudsskat er erlagt.

Såfremt skattemyndighederne ikke anser de oplysninger, der er meddelt, for tilstrækkelige til at danne grundlag for en beslutning om, at forskudsskattetræk ikke skal foretages, skal skattemyndighederne i den anden stat straks underrettes herom.

2. Underretninger i henhold til artikel 12, stk. 3, skal indeholde oplysning om

a) den skattepligtiges navn og fødselsdato/identifikationsnummer samt adresse i begge staterne,

b) den indkomst og indkomstperiode, som tilbagebetalingen vedrører

samt i tilfælde af arbejdsindkomst eller pension

c) arbejdsgiverens/udbetalerens navn og adresse, om muligt i begge stater.

d) den skattepligtiges civilstand.

3. Anmodning om overførsel af skat i henhold til artiklerne 9-11 skal indeholde oplysning om

a) den skattepligtiges navn og fødselsdato/identifikationsnummer samt adresse i den anmodede stat,

b) den indkomst og indkomstperiode, som skatten vedrører, og

c) det beløb, der skal overføres,

samt i tilfælde af arbejdsindkomst eller pension

d) arbejdsgiverens/udbetalerens navn og adresse, om muligt i begge stater.

4. Meddelelsen skal så vidt muligt også indeholde arbejdstagerens personnummer i begge staterne samt arbejdsgiverens identifikationsnummer i begge staterne.

5. Meddelelser og anmodninger i henhold til denne overenskomst fremsendes gennem de kompetente myndigheder.

Artikel 15

Overenskomstens anvendelse

De kompetente myndigheder kan træffe aftale om den nærmere anvendelse af bestemmelserne i denne overenskomst.

Artikel 16

Ikrafttræden

Denne overenskomst træder i kraft den 1. januar 1998. Med denne overenskomsts ikrafttræden ophæves overenskomsten af 19. juni 1991 om opkrævning og overførsel af skat.

Efter denne overenskomsts ikrafttræden skal dens bestemmelser finde anvendelse på de sager, som efter ikrafttrædelsen er indgået til den kompetente myndighed i den anmodede stat.

Denne overenskomst er udfærdiget i syv eksemplarer på dansk, færøsk, finsk, islandsk, norsk og svensk, idet der udfærdiges to tekster på svensk, et for Finland og et for Sverige, alle teksterne har lige gyldighed.

Underskrift 3

Kangerlussuaq, den 30. juni 1997 Ivar Nordland P. A. Lamhauge Hillel Skurnik Gardar Valdimarsson Odd Hengsle Kerstin Bostrøm

Versioner

  1. 1998-03-15