Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/205@1998-03-15/da

Indhold

1. Indledning

Cirkulære nr. 489 om lystgårdspraksis, udsendt den 10. november 1976 af Statsskattedirektoratet, nu Told- og Skattestyrelsen, ophæves herved efter Ligningsrådets vedtagelse.

Cirkulæret ophæves for at tydeliggøre, at praksis skal administreres i overensstemmelse med Højesterets dom af 15. april 1994 (TfS 1994,364), som tillige tillægger rentabilitet på længere sigt betydning for vurderingen af, om et deltidslandbrug kan anses for drevet erhvervsmæssigt.

Vedrørende den ligningsmæssige praksis for deltidslandbrug henvises til vedlagte bilag, som vil blive optrykt i Ligningsvejledningen 1997, afsnit E.A.1.2.2 og E.A.1.2.3.1.

Frantz Howitz Børge Aagaard Pedersen

B I L A G

E.A.1.2.2

Hobby eller

erhverv

Om en virksomhed er erhvervsmæssig eller har hobbykarakter vil normalt ikke give anledning til tvivl, hvis det sædvanlige driftsmæssige afkast ikke ligger under den normale forrentning inden for den pågældende branche.

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages.

Erhvervsmæssig virksomhed vil - i modsætning til hobbyvirksomhed - være indrettet på systematisk indtægtserhvervelse, dvs. det afgørende formål er den fortjeneste, der kan opnås.

Ved hobbyvirksomhed vil indtægtserhvervelsen ikke være det primære formål. Virksomheden vil typisk være et udslag af en personlig interesse (en hobby) og en vis personlig deltagelse i virksomheden er almindelig.

De relevante momenter, der har været lagt vægt på i praksis har bl.a. været

- om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give overskud, såvel overskud på den primære drift som et overskud, der står i forhold til den investerede kapital (rentabilitet)

- om virksomhedens underskud er forbigående, f.eks. indkøringsvanskeligheder, eller om virksomheden vedvarende forudsætter, at ejeren har stabile indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud

- om der forud for virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været lagt budgetter mv.

- om virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet

- om ejeren har særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden, og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventuelle øvrige indtægtsgivende erhverv

- om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden

- om skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiver til privat brug

- om virksomhedens omfang/varighed er af en vis størrelse

- om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art

- om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er gældende for det pågældende erhverv

- om virksomheden i givet fald kunne sælges til trediemand, dvs. om den trods hidtidigt underskud i trediemands øjne måtte have potentiel indtjeningsværdi, eller om den slet ikke kunne tænkes drevet løsrevet fra den ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet

Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Det afhænger bl.a. af, hvilken type virksomhed, der er tale om, men rentabilitetsbetragtningen har været lagt til grund ved mange afgørelser.

Ved den type virksomheder, hvor indehaverens personlige indsats er det væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for hobbyvirksomhed, medmindre den fremstår som professionelt anlagt, hvad angår udstyr, driftsform og indehaverens uddannelse. Hvis virksomheden består i udlejning af aktiver, kan den blotte forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, medføre at virksomheden ikke anses for erhvervsmæssigt anlagt.

Kriteriet, at virksomheden skal give et afkast, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital, tillægges i praksis normalt afgørende betydning i relation til udlejningsvirksomhed.

Med »rimeligt afkast« forstås et afkast, der er normalt inden for den pågældende branche, inden eventuelle renteudgifter. Graden af fremmedfinansiering kan dog indgå i den samlede vurdering af virksomhedens udsigt til at opnå den fornødne rentabilitet.

I sager vedrørende landbrug og lign. vil det ofte være af afgørende betydning, hvad den primære årsag til anskaffelsen og driften har været, dvs. om boligformålet eller andre private formål overskygger hensigten med at opnå et afkast af bedriften.

Ved landbrugsvirksomhed må der lægges vægt på, om et landbrug er teknisk landbrugsfagligt drevet. Heri indgår en vurdering af, om landbruget efter sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt * og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat*.

Se afsnit E.A.1.2.3 om de forskellige former for virksomhed.

E.A.1.2.3.1

Landbrug

Praksis kan tages som udtryk for, at en egentlig landbrugsejendom normalt må anses for drevet erhvervsmæssigt, hvis driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat,* medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende*.

Ved afgørelsen af, om et landbrug teknisk-landbrugsfagligt er forsvarligt drevet, indgår der efter praksis bl.a. en vurdering af, om landbruget efter sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt, jf. f.eks. Skat 1989.4. 294 (TfS 1989.159). I denne sag fra Østre Landsret blev udgifterne ved drift af et lille landbrug anset for fradragsberettigede bl.a. på baggrund af en syns- og skønserklæring, der var udarbejdet til sagen. Se også TfS 1989, 188 (VLD), hvor Skatteministeriet på baggrund af en syns- og skønsrapport tog bekræftende til genmæle, hvorved fradrag for underskud anerkendtes.

I sager, hvor der har været udmeldt syn og skøn, er der i skønstemaerne bl.a. også indgået spørgsmål om, hvorvidt driftsformen var sædvanlig for en ejendom som i den konkrete sag, og i givet fald om en sådan sædvanlig driftsform ville kunne give overskud på den primære drift før af- eller nedskrivninger og bidrage til forrentning af den i ejendommen og driften investerede kapital.

Et egentligt syn og skøn vil være et stærkere bevismiddel end en erklæring fra en landbrugskonsulent. Vedrørende syn og skøn, se afsnit A.K.3.4.

Det er dog ikke i alle tilfælde, der indrømmes fradrag, selv om driften kan anses for teknisk landbrugsfagligt forsvarlig. I en Vestre Landsrets dom fra 1986 (Skat 1986.7.454) (TfS 1986.359) nåede retten frem til, at driften på den ene side var forsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende, men på den anden side havde denne ellers landbrugsmæssigt forsvarlige drift ikke den fornødne intensitet til, at den kunne anses for erhvervsmæssig.

Sagen drejede sig om en ikke-landbrugsuddannet, der på traditionel vis drev en lille landbrugsejendom med fedekalvproduktion. Landsretten fandt, at opfedningen af fedekalve ikke i sig selv gav grundlag for at anse driften for uforsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende. Derimod bevirkede det meget beskedne omfang af køb og salg af dyr, at virksomheden ikke kunne anses at have haft den fornødne intensitet til, at driften i teknisk landbrugsfaglig forstand kunne anses forsvarlig.

Se ligeledes TfS 1996.301(VLD), hvor der blev nægtet fradrag for underskud, uanset at driften blev anset for teknisk landbrugsfaglig forsvarlig. På baggrund af en indhentet syns- og skønserklæring lagde retten til grund, at forpagtning af en landejendom samt leje af et græsareal til dyrehold, var sædvanlig og forsvarlig efter en teknisk landbrugsfaglig målestok, samt at driften tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat. Der kunne imidlertid ikke bortses fra de af forpagtningen flydende udgifter til forpagtning, græsleje og faktiske merudgifter ved bilkørsel ved vurderingen af, om driften måtte anses som erhvervsmæssig. Når disse udgifter blev medtaget, ville driften selv efter en længere årrække ikke kunne blive overskudsgivende.

Østre Landsret stadfæstede ved dom af den 15. okt. 1992, TOLD30SKAT Nyt 1993.1.29 (TfS 1992.516) en landsskatteretskendelse, hvor en akademiingeniør blev nægtet fradrag for underskud af en mindre landbrugsejendom. Skatteyderen havde indhentet en erklæring fra det lokale amtsråds konsulent i økologisk/biodynamisk jordbrug. I erklæringen bekræftede konsulenten, »at gården drives fagligt forsvarligt«, men Østre Landsret fandt ikke, at den landbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen havde en sådan intensitet, at underskuddet kunne fradrages.

Vestre Landsret har i et forlig tilkendegivet, at der ikke kunne opnås fradrag for underskud, uanset at landbrugsejendommen ud fra en teknisk landbrugsfaglig betragtning var forsvarligt drevet, idet der ikke var udsigt til, at driften ville give overskud, se TOLD30SKAT Nyt 1993.2.62 (TfS 1992.566).

Ved højesteretsdom af 15. april 1994 TfS 1994.364 stadfæstede Højesteret en Østre Landsretsdom af 8. marts 1993 (TOLD30SKAT Nyt 1993.11.505). Retten fandt på baggrund af en syns- og skønsrapport, at driften af en ejendom var teknisk landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig for et deltidslandbrug af den størrelse og beskaffenhed. Til spørgsmålet om en sådan driftsform kunne give overskud på den primære drift før af- og nedskrivninger, svarede syns- og skønsmanden, at der kunne forventes et driftsoverskud på omkring nul. På denne baggrund fandt Højesteret at måtte give skatteyderen medhold i, at landbruget var erhvervsmæssigt drevet. Præmisserne i HRD er:» I medfør af SL § 6. litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende«.

Efter Skatteministeriets opfattelse er dommens resultat i overensstemmelse med hidtidig praksis, bortset fra, at det er præciseret, at den særlige ligningspraksis gælder for deltidslandbrug generelt, ligesom det er præciseret, at det er en betingelse for at anerkende erhvervsmæssig drift, at skatteyderen har godtgjort, at der sigtes mod et rimeligt driftsresultat, TfS 1994.583. Se også TfS 1994.566, TfS 1994.366.(VLD) og TfS 1994.720. *TfS 1997.177 Østre Landsret fandt, at den samlede drift ikke kunne anses som teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig, ligesom der ikke var udsigt til, at driften, selv efter en længere årrække, kunne blive overskudsgivende. På den baggrund afvistes fradrag for underskud på driften *.

Versioner

1. 1998-03-15 · til 2007-01-02