Skrivelse om godtgørelse for statsligt pålæg om afgift af affald i bygge- og anlægsentreprise til fast pris
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/24@1997-09-24/da
Indhold
Ved lov nr. 1224 af 27.12.1996 om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer sker der en ændring i den afgift, der betales af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed. Lov nr. 1224 er vedtaget den 27.12.1996, optaget i Lovtidende den 27.12.1996 og trådt i kraft den 1.1.1997.
For affald, der afleveres til deponering er afgiften 335 kr. pr. tons affald, for affald der afleveres til forbrænding til elproduktion eller samproduktion af elektricitet og varme, forudsat at elektricitetsproduktionen udgør mindst 10 pct. af anlæggets samlede energiproduktion i en afgiftsperiode, er afgiften 210 kr. pr. tons. For affald, der afleveres til anden forbrænding er afgiften 260 kr. pr. tons.
Godtgørelse til entreprenøren
Bygge- og Boligstyrelsen skal herved meddele, at bygherrer med bygge- og anlægsarbejder, der udføres efter Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 174 af 10.10.1991 om pris og tid på bygge- og anlægsarbejder m.v., ud over den faste pris kan yde entreprenøren godtgørelse for de samlede udgiftsstigninger, der kan dokumenteres at være en direkte følge af ovennævnte lov nr. 1224 af 27.12.1996. Det er en betingelse for opnåelse af godtgørelse for merudgifterne, at tilbud er afgivet før den 27.12.1996, som er datoen for lovens optagelse i Lovtidende.
Udgiftsstigninger som følge af afgiftsstigningen på bortskaffelse af affald kan godtgøres, hvis kravet overstiger i alt 20.000 kr., eller overstiger 2 pct. af entreprisesummen, dog mindst 5.000 kr.
Godtgørelse til underentreprenør
Er en entreprenør i henhold til sin aftale med en underentreprenør forpligtet til at yde godtgørelse til denne for ovennævnte afgift, kan tilsvarende godtgørelse ydes entreprenøren af bygherren.
Godtgørelse kan i alle tilfælde ydes, såfremt underentreprenørens krav overstiger 20.000 kr. eller overstiger 2 pct. af entreprisesummen, dog mindst 5.000 kr.
Det er en betingelse, at der er tale om et egentligt underentrepriseforhold og ikke blot et leveranceforhold.
Dokumentation
Bygherren må tage stillig til, hvilken dokumentation han anser for tilstrækkelig.
Med venlig hilsen
Poul Thejls Nielsen