Skrivelse vedrørende godtgørelse for statslige pålæg om afgift af affald i bygge- og anlægsentreprise til fast pris
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/25@1997-09-24/da
Indhold
Til samtlige ministerier, styrelser og kommunalbestyrelser
Bygge- og Boligstyrelsen har den 6.2.1997 udsendt en meddelelse om godtgørelse til entreprenører for de stigninger på afgiften af affald, der har fundet sted pr. 1.1.1997 som følge af ændring af lov om afgift af affald og råstoffer.
Styrelsen skal hermed fremkomme med følgende præciseringer:
I lov nr. 493 af 30.6.1993 om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer blev der varslet ændringer pr. 1.1.1997 på afgifterne på affald, således at afgiften pr. t. affald, der afleveres til deponering, bliver 285 kr, afgiften på affald, der afleveres til forbrænding til elproduktion eller til samproduktion af elektricitet og varme, bliver 160 kr, og afgiften på affald til anden form for forbrænding bliver 210 kr pr. t. De gældende afgifter indtil 1.1.1997 var 195 kr pr t. affald til deponering og 160 kr pr. t. til forbrænding.
Ifølge lov nr. 1224 af 27.12.1996 § 2, stk. 2 ophæves imidlertid lov nr. 493 af 30.6.1993., og der sker forhøjelser af de tidligere varslede afgiftssatser pr 1.1.1997 til 335 kr for affald til deponering, til 210 kr for affald til elproduktion eller samproduktion af el og varme og til 260 kr for affald til anden form for forbrænding, jfr. mddelelsen af 6.2.1997.
Herefter vil der for arbejder, der er afgivet tilbud på i perioden mellem 30.6.1993 og 27.12.1996, kun kunne ydes godtgørelse svarende til forskellen mellem de i lov nr 1224 anførte afgifter på affald pr 1.1.1997, jfr. meddelelsen af 6.2.1997, og de i lov nr 493 af 30.6.1993 varslede afgifter pr 1.1.1997, jfr. foranstående. De to anførte datoer er de respektive tidspunkter for lovenes optagelse i lovtidende.
Godtgørelsen er - for affald til deponering 50 kr pr.t. - for affald til samproduktion 50 kr pr.t. - = = = anden form for forbrænding 50 kr pr.t.
Skulle tilbud på arbejder, der ikke er afsluttet før 1.1.1997, være afgivet før 30.6.1993, vil eventuel godtgørelse for arbejder efter 1.1.1997 kunne ydes svarende til forskellen mellem de i lov nr. 1224 anførte afgifter på affald og de indtil 1.1.1997 gældende afgifter, jfr. ovenstående, d.v.s.
- vedr. affald til deponering 140 kr pr.t. - = = = samproduktion 50 kr pr.t. - = = = anden form for forbrænding 100 kr pr.t.
Med venlig hilsen
Poul Thejls Nielsen