Personligt erstatningsansvar for A-skatterestancer og AM-bidrag vedr. selskaber med begrænset ansvar.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/29@1997-09-25/da
Indhold
1. Indledning
Domstolene har i en række sager godkendt, at der under visse betingelser kan pålægges personligt erstatningsansvar for tab, der er påført det offentlige ved manglende afregning af indeholdte A-skatter.
Senest har Højesteret i dom af 24. november 1994, refereret i UfR 1995 s. 43, pålagt direktøren for et aktieselskab personligt erstatningsansvar for selskabets A-skatterestance.
2. Betingelserne er:
- Selskabet skal være ophørt som insolvent med restancer af A-skat/AM-bidrag, eller det offentlige skal på anden måde have konstateret et tab, f.eks. i forbindelse med en akkord.
- Den erstatningsansvarlige skal have handlet culpøst. Han skal således allerede på det tidspunkt, hvor lønningerne blev udbetalt, have indset eller burde have indset, at selskabet ikke havde tilstrækkelige midler til at betale de tilhørende A-skatter og AM-bidrag.
- Han skal derudover have haft en væsentlig økonomisk interesse og/eller været enerådende i selskabets anliggender. Disse forudsætninger kan samtidigt opfyldes af flere personer. Det er således ikke afgørende, om de pågældende ejede nogen del af selskabets kapital.
3. Indberetning af erstatningsansvar
3.1 Regionens indberetning
Regionen skal indberette sager om erstatningsansvar til Told- og Skattestyrelsen, hvis den skønner, at betingelserne derfor er opfyldt.
Hvis Told- og Skattestyrelsen herefter rejser erstatningssag ved domstolene, sker det ved civilt søgsmål.
Regionen kan også indberette erstatningssag i forbindelse med indberetning af straffesag efter reglerne i SD-cirkulære 1988-20. I disse tilfælde vil Told- og Skattestyrelsen anmode domstolen om at tage stilling til erstatningsansvaret i forbindelse med straffesagen.
I det omfang regionen afslutter en straffesag administrativt, bemyndiges regionen også til at indgå forlig om erstatningsansvar.
3.2 Bevisbyrden
Skattemyndighederne har bevisbyrden for, at der er handlet culpøst. Til brug for bedømmelsen af, om der skal rejses erstatningskrav, må følgende materiale vedlægges ved sagens indberetning til styrelsen.
- Opgørelse over restancen excl. renter og påkravsgebyrer fordelt på tilsvarsmåneder.
- Redegørelse for tvangsinddrivelsens forløb, herunder oplysning om udlæg eller anden sikkerhed. Det skal fremgå, på hvilke tidspunkter regionen har været i forbindelse med de ansvarlige.
- Den indeholdelsespligtiges skriftlige forklaring om årsagen til restancens opståen. Afgives erklæringen mundtligt i forbindelse med sagsbehandlingen, skal referat heraf af bevismæssige grunde så vidt muligt være læst og underskrevet af den indeholdelsespligtige.
- Foreliggende rapporter vedrørende kontrolbesøg i det tidsrum, hvori restancen er opstået.
Følgende regnskabsmateriale:
- Virksomhedens regnskaber for de 3 seneste indkomstår.
- Bekræftede udskrifter af bestyrelsens forhandlingsprotokol og revisionsprotokoller vedrørende forhold af betydning for sagen.
- Statusoversigt og kuratorindberetning, jf. konkurslovens §§ 116 og 125.
- Oplysning om personlige skatterestancer.
- Oplysninger om indkomst- og formueforhold for de seneste 3 indkomstår for de personer, der ønskes pålagt erstatningspligt, med henblik på en bedømmelse af, om et eventuelt erstatningsbeløb vil kunne inddrives hos de erstatningspligtige.
4. Generelle bemærkninger
Erstatningsspørgsmålet kan kun afgøres på grundlag af de almindelige erstatningsregler, hvorfor hæftelsesbestemmelserne i kildeskattelovens § 69, stk. 2, og lov om arbejdsmarkedsfonde § 15, stk. 3, ikke kan anvendes. Det betyder, at erstatningskravet ikke kan tillægges renter efter kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven, men alene procesrente. Det betyder endvidere, at det ikke kan inddrives efter de særlige regler for inddrivelse af skatterestancer og arbejdsmarkedsbidrag.
Når styrelsen rejser et erstatningskrav, skal det registreres i det centrale fordringsregister, og den indeholdelsespligtige skal orienteres om registreringen. Først derefter kan kravet anvendes til modregning.
5. Ophævelsesbestemmelse
SD-cirkulære 1982-15 af 4. juni 1982 ophæves.
Frantz Howitz
/Jesper Pålsson