Nægtelse af godskrivning af indeholdt A-skat og indeholdte bidrag til arbejdsmarkedsfonde. (Nul-stilling)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/32@1998-03-15/da
Indhold
1. Indledning
Told53Skats praksis vedrørende nul-stilling er fastslået ved en højeste-retsdom refereret i UfR 1981, s. 473, vedrørende en direktør, der var faktisk leder og havde den væsentligste økonomiske interesse i et aktieselskab. Det blev ikke under sagen fastslået, hvem der ejede aktiekapitalen.
I forbindelse med selskabets ophør som insolvent nægtede det daværende Statsskattedirektorat - i overensstemmelse med administrativ praksis - at anerkende den indeholdte A-skat i lønudbetalinger til direktøren for restanceperioden frem til ophøret som en skatteberigtigende disposition.
I dommen fik direktoratet medhold i, at skattemyndighederne med rette havde bortset fra de foretagne posteringer i selskabets regnskab af indeholdt A-skat af lønnen til direktøren, med den begrundelse at direktøren på indeholdelsestidspunktet måtte vide, at der ikke var midler til at dække selskabets forpligtelse til indbetaling af A-skat, og at der heller ikke var udsigt til, at selskabet senere ville kunne dække denne forpligtelse.
I Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 827 af 20. september 1994 er der med virkning fra 1. oktober 1994 indført regler, hvorefter bidrag til arbejdsmarkedsfonde reguleres ved en årsopgørelse på samme måde som personskatter. Som følge heraf kan bidragene nul-stilles på samme måde som A-skatter.
2. Nul-stilling
Nul-stilling gennemføres ved, at skattemyndigheden tilsidesætter den bogførte A-skat og de bogførte bidrag til arbejdsmarkedsfonde med den virkning, at indkomstmodtageren ikke godskrives beløbene i årsopgørelsen.
Begrundelsen for at tilsidesætte en bogført A-skat og de bogførte bidrag til arbejdsmarkedsfonde er at undgå, at der gennem indeholdelsesreglerne opnås en fyldestgørelse hos skattemyndighederne, som ikke kan opnås i selskabet/boet.
3. Betingelser for nul-stilling
3.1 Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktie- eller anpartsselskab.
3.2 Virksomhedens insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs, betalingsstandsning, akkord eller lignende.
3.3 Den indeholdelsespligtige skal have restance af A-skat og bidrag til arbejdsmarkedsfonde vedrørende den/de periode(r), hvor der er sket bogføring af disse beløb og ved udbetaling af løn til de under pkt. 3.4. nævnte personer. Perioderne behøver ikke at være sammenhængende.
3.4 Nul-stilling kan kun ske for den person, der har en væsentlig økonomisk intersse i virksomheden, og som disponerer enerådende i virksomhedens anliggender. Dette gælder tilsvarende, hvor disse forudsætninger samtidig opfyldes af flere personer, ligesom bogført A-skat og bidrag til arbejds-markedsfonde for de nævnte personers ægtefæller, registrerede partnere og samlevere kan nul-stilles. Det er ikke afgørende, om de pågældende helt eller delvis ejer virksomhedens kapital.
3.5 Nul-stilling forudsætter, at de pågældende i kraft af deres tilknytning til virksomheden vidste eller burde vide, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, således at de bogførte A-skatter og bidrag ikke ville kunne afregnes.
3.6 Spørgsmål om nul-stilling af en videre personkreds skal forelægges Told- og Skattestyrelsen.
4. Fremgangsmåden
4.1 Fastsættelse af den A-skat og de bidrag, der nul-stilles
Udgangspunktet for fastsættelse af de beløb, der skal nul-stilles, er virksomhedens angivelser for indeholdt A-skat og bidrag til arbejdsmarkedsfonde.
Told- og skatteregionen skal indhente oplysning om, hvorvidt der i de for restanceperioden angivne månedlige tilsvar indgår bogført A-skat og bidrag vedrørende personer med den under pkt. 3.4. anførte tilknytning til virksomheden. Såfremt dette er tilfældet, skal nul-stilling gennemføres.
4.2 Ændring af angivelser m.v.
De angivne tilsvarsbeløb skal ved angivelse fra regionen (blanket R 596) reduceres med de nul-stillede beløb. Disse beløb skal ikke medtages i bo-anmeldelser eller i en bødeberegning i forbindelse med en eventuel straffesag for overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 2, jf. SD-cirkulære 1988-20 eller lov om arbejdsmarkedsfonde § 18 stk. 1, b) og c).
4.3 Oplysningssedler
Den indkomstmodtager, hvis A-skat og bidrag er nul-stillet, er principielt skatte- og bidragspligtig af såvel de udbetalte nettobeløb som den bogførte A-skat og de bogførte bidrag. På oplysningssedlen (blanket S 74) skal det samlede beløb anføres som A-indkomst under pkt. 13. Den nul-stillede A-skat og bidragene må ikke indgå under pkt. 15 og 16.
4.4 Opkrævning
Nul-stillede beløb skal altid reguleres over årsopgørelsen, og eventuelt opkræves som restskat/særskilt slutbidrag.
4.5 Opgørelsen af den skattepligtige indkomst
Det nul-stillede beløb kan af indkomstmodtageren anmeldes som en fordring i et eventuelt bo.
Indkomstmodtageren har ikke fradragsret for beløbet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
4.6 Underretning
Told- og skatteregionen skal underrette indkomstmodtageren om nul-stillingen og begrundelsen for denne. Det skal over for indkomstmodtageren oplyses, at afgørelsen om nul-stilling kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. Klagefristen er 3 måneder i henhold til bekendtgørelse nr. 514 af 16. juni 1994 § 10, jf. § 2, stk. 1 sammenholdt med § 2, stk. 2, litra 3.
Indkomstmodtagerens slutligningskommune skal orienteres om nul-stillingen ved fremsendelse af kopi af underretningen til indkomstmodtageren samt eventuelle andre relevante oplysninger.
4.7 Ikrafttrædelsestidspunkt/ophævelsesbestemmelse
Bestemmelsen i pkt. 4.5, 2.pkt. har virkning fra 1. maj 1997.
SD-cirkulære nr. 16 af 4. juni 1982 ophæves.
Frantz Howitz/
Jesper Pålsson