Cirkulære om leverandørers uddannelses- og oplæringsindsats over for unge
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/44@1997-09-25/da
§ 1.
Stk. 1. Som led i aftalen om finansloven for 1997 opfordres statens institutioner til, at leverandørers uddannelses- og oplæringsindsats for unge indgår som kontraktvilkår i forbindelse med indkøb og udbud. Anvendelsesområdet for opfordringen er statens udbud og udlicitering af varer, tjenesteydelser og bygge- og anlægsopgaver, jf. dog § 4, stk. 3.
§ 2.
Stk. 1. Opfordringen omfatter alle institutioner, som er optaget på finansloven samt selvejende institutioner, som får dækket 50 pct. og derover af driftsudgifterne ved tilskud fra staten.
§ 3.
Stk. 1. Gruppen af unge defineres som ansatte under 25 år.
§ 4.
Stk. 1. Ved kontraktvilkår forstås et krav, der af institutionen i udbudsmaterialet stilles til leverandørerne og som indgår i specifikationen af den udbudte opgave, jf. f.eks. Finansministeriets cirkulære af 1. marts 1994, § 13, med tilhørende vejledning. Kontraktvilkår er omtalt i Europa-Kommissionens Meddelelse om offentlige kontrakter af 22. september 1989 (KOM(89) 400). Denne meddelelse er optrykt i Europæisk Fællesskabers Tidende, Nr. C 311/7 af 12.12.1989.
Stk. 2. Når uddannelses- og oplæringsindsats for unge indgår som kontraktvilkår, specificerer institutionen som del af udbudsmaterialet passende krav til leverandørernes nuværende eller planlagte uddannelses- og oplæringsindsats for unge. Som eksempler herpå kan angives, at andelen af beskæftigede unge under 25 år eller antallet af skriftlige aftaler om unges uddannelse og oplæring som led i ansættelsen skal være på et nærmere angivet niveau, der må anses for rimeligt ud fra leverandørernes forudsætninger, herunder gældende regler og kollektive aftaler.
Stk. 3. Kontraktvilkåret skal konkret udformes således, at det sidestiller nationale og udenlandske leverandører. Institutionen bør derfor være særlig opmærksom på udformningen af kontraktvilkåret i forbindelse med vareindkøb, jf. i øvrigt den i stk. 1 nævnte Meddelelse.
§ 5.
Stk. 1. Inddragelse af oplærings- og uddannelsesindsatsen som kontraktvilkår skal ske under hensyn til de til enhver tid gældende regler om udbud, udlicitering og offentlige indkøb. De nuværende EU-regler er angivet i Rådsdirektiv nr. 93/36/EØF af 14. juni 1993 (Indkøbsdirektivet), Rådsdirektiv nr. 93/37/EØF af 14. juni 1993 (bygge- og anlægsdirektivet), Rådsdirektiv nr. 93/38/EØF af 14. juni 1993 (Forsyningsvirksomhedsdirektivet), og Rådsdirektiv nr. 92/50/EØF af 18. juni 1992 (Tjenesteydelsesdirektivet).
§ 6.
Stk. 1. Som led i den almindelige vejledning i statsinstitutioners anvendelse af reglerne om udbud og udlicitering, vil Økonomistyrelsen ligeledes vejlede i anvendelsen af dette cirkulære, jf. i øvrigt § 4, stk. 1.
§ 7.
Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 15. maj 1997.
Underskrift 1
Finansministeriet, den 10. april 1997 Mogens Lykketoft / Henrik Hjortdal