Cirkulære om bindende forhåndsbesked, omkostningsdækning, tavshedspligt og omgørelse (Til de statslige og kommunale skattemyndigheder samt de kommunale opkrævnings- og inddrivelsesmyndigheder)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/57@1997-09-25/da
Indhold
Ved lov nr. 238 af 2. april 1997 om ændring af skattestyrelsesloven, ligningsloven, statsskatteloven og kildeskatteloven samt om ophævelse af lov om bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål m.v. og omkostningsdækningsloven er der givet nye regler om bindende forhåndsbesked, omkostningsdækning og tavshedspligt.
Efter reglerne om bindende forhåndsbesked har den enkelte borger hidtil hos Ligningsrådet kunnet få et bindende svar om de skatteretlige virkninger af en disposition, som den pågældende påtænker at foretage. Adgangen til at få en bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål er nu udvidet, både for så vidt angår de sagsområder, hvorom der gives bindende forhåndsbesked, og for så vidt angår kredsen af de skattepligtige, der gives en bindende forhåndsbesked om.
Efter reglerne om omkostningsdækning har det offentlige hidtil ydet et tilskud til delvis dækning af udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved skattesager i Landsskatteretten eller for domstolene. Der ydes nu også tilskud til delvis dækning af udgifter til sagkyndig bistand m.v. i skatteankenævnssager.
Efter reglerne om tavshedspligt har skatte- og opkrævningsmyndighederne hidtil været undergivet en særlig tavshedspligt vedrørende visse oplysninger, som de kommer til kundskab om under udøvelsen af deres hverv. Disse regler er nu samlet i skattestyrelsesloven og givet et fælles indhold, hvilket indebærer en udvidelse af de oplysninger, der er omfattet af den særlige tavshedspligt.
Disse skatteprocessuelle regler er nu samleti skattestyrelsesloven. Forhåndsbeskedloven, omkostningsdækningsloven og de forskellige særlige tavshedspligtsregler er samtidig ophævet.
Disse nye regler har virkning fra og med den 1. januar 1997 bortset fra reglerne om bindende forhåndsbesked, der har virkning fra og med den 4. april 1997.
I dette cirkulære er der givet retningslinier for de statslige og kommunale skattemyndigheders administration af reglerne i lov nr. 238 af 2. april 1997. Endvidere er medtaget retningslinier for administration af omgørelsesinstituttet.
Hvor andet ikke er nævnt, er paragrafhenvisninger m.v. til skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 276 af 12. april 1997.
Indholdsfortegnelse
1) Bindende forhåndsbesked, jf. kapitel 2 A
2) Omkostningsdækning, jf. kapitel 3 A
3) Tavshedspligt, jf. § 37
4) Omgørelse
5) Ikrafttræden m.v. ....
1. Bindende forhåndsbesked, jf. kapitel 2 A
1.1. Den organisatoriske kompetence: Kapitel 2 A indeholder regler om adgangen til at få en bindende forhåndsbesked. Herudover vil det kunne forekomme, at skattemyndighederne - på samme måde som andre myndigheder - vil kunne blive bundet af et svar, der er givet på forhånd, jf. bl.a. retspraksis om retsbeskyttede forventninger. I dette cirkulære behandles alene reglerne i kapitel 2 A om bindende forhåndsbesked.
Kompetencen til at give en bindende forhåndsbesked efter kapitel 2 A tilkommer som udgangspunkt Ligningsrådet. Efter § 17, stk. 3, kan Ligningsrådet fra sag til sag udlægge kompetencen til at give en bindende forhåndsbesked til de statslige skattemyndigheder, jf. nedenfor under punkt 1.4., samt Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1996-12.
Er spørgeren utilfreds med en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet eller fra den statslige skattemyndighed, som Ligningsrådet har bemyndiget til at give forhåndsbeskeden, kan afgørelsen påklages til Landsskatteretten - men ikke til Ligningsrådet - efter de almindelige regler, der gælder for klage til Landsskatteretten, jf. kapitel 3.
Der kan dog ikke klages administrativt over, at en anmodning om en bindende forhåndsbesked afvises. Der kan heller ikke klages administrativt over opgørelsen af det tidsforbrug, som de statslige skattemyndigheder har anvendt til besvarelse af anmodningen, og som lægges til grund for betalingsopgørelsen efter § 20 B, stk. 3.
1.2. Spørgsmål om den skattemæssige virkning: Bindende forhåndsbesked gives på alle de sagsområder, hvor Ligningsrådet har kompetence til at træffe en konkret afgørelse bortset fra de sagsområder, hvor Ligningsrådets konkrete afgørelser ikke kan påklages til Landsskatteretten, herunder de såkaldte dispensations- eller bevillingssager. Derudover gives der bindende forhåndsbesked om afgift efter pensionsbeskatningsloven ved utidig frigørelse af pensionsmidler.
Der gives som udgangspunkt alene en bindende forhåndsbesked om spørgsmål vedrørende beskatning, det være sig beskatning i form af indkomstbeskatning eller beskatning i form af afgift. Bindende forhåndsbesked gives eksempelvis om skatteansættelsen af fysiske eller juridiske personer, om kulbrinteskat, om frigørelsesafgift og om realrenteafgift.
Bindende forhåndsbesked gives eksempelvis ikke om ejendomsvurdering, straf efter § 20 i skattekontrolloven eller tilladelse til renteperiodisering efter § 5 i ligningsloven.
Bindende forhåndsbesked gives som udgangspunkt om de skatteretlige konsekvenser for spørgeren af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage (egne forhold), jf. § 20 A, stk. 1. Derudover gives bindende forhåndsbesked nu også om de skatteretlige konsekvenser for andre end spørgeren af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage (andres forhold), jf. § 20 A, stk. 2.
1.2. En retlig interesse i svaret: Alle, der har en væsentlig retlig interesse deri, har ret til at få en bindende forhåndsbesked. Det gælder såvel fysiske som juridiske personer.
Myndighederne afgør på grundlag af de oplysninger, som spørgeren forelægger, om det må skønnes at være af væsentlig retlig betydning for spørgeren at få et bindende svar på det stillede spørgsmål. Eksempelvis gives der ikke bindende svar om spørgsmål, der skønnes kun at have teoretisk interesse, eller hvor alternative løsningsmuligheder ønskes belyst (skattetænkning).
I øvrigt kan en anmodning om bindende forhåndsbesked afvises, hvis det stillede spørgsmål er for upræcist eller for uoplyst til, at det kan besvares med fornøden sikkerhed, eller at andre hensyn afgørende taler mod en besvarelse. Dette skal ses i lyset af, at en forhåndsbesked vedrører en handling, der normalt endnu ikke er foretaget, og i lyset af, at en bindende forhåndsbesked er bindende for de øvrige skattemyndigheder, hvilket kræver en høj grad af præcision i svaret.
1.3. Påtænkte dispositioner: Retten til en bindende forhåndsbesked omfatter som udgangspunkt kun påtænkte dispositioner, det vil sige handlinger, der endnu ikke er gennemført på tidspunktet for fremsættelse af anmodningen om en forhåndsbesked, men som det overvejes at udføre. Den skatteretlige bedømmelse af dispositioner, der er gennemført, henhører som udgangspunkt under den almindelige ligningsmæssige behandling i forbindelse med skatteansættelsen for det pågældende indkomstår.
Bindende forhåndsbesked kan undtagelsesvis gives om dispositioner, der er gennemført, hvis behovet for et bindende svar om den allerede foretagne disposition kan sidestilles med behovet for et bindende svar om en påtænkt disposition, f.eks. hvis spørgeren kan påvise, at et svar vil være af væsentlig betydning for spørgerens stillingtagen til en påtænkt disposition, og denne stillingtagen ikke kan afvente den ligningsmæssige behandling i kommunen.
1.4. Administration: Bindende forhåndsbesked gives af Ligningsrådet eller af den statslige skattemyndighed, som Ligningsrådet har bemyndiget dertil, jf. ovenfor under punkt 1.1.
Som sekretariat for Ligningsrådet udfører Told- og Skattestyrelsen de administrative funktioner, der er forbundet med behandlingen af anmodninger om bindende forhåndsbesked.
Anmodning om en bindende forhåndsbesked indgives altid til Told- og Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø. Anmodningen skal indgives inden udløbet af selvangivelsesfristen for det indkomstår, besvarelsen har betydning for. Anmodningen skal være skriftlig og bilagt alle de oplysninger af betydning for svaret, som spørgeren er i besiddelse af. Sammen med anmodningen indsendes betaling for gebyret efter § 20 B, stk. 2, for at få en bindende forhåndsbesked, jf. nedenfor under punkt 1.6.
Told- og Skattestyrelsen kvitterer for anmodningen og betaling af gebyret. Told- og Skattestyrelsen orienterer samtidig om, hvilken statslig myndighed, der giver det bindende svar. Er gebyret ikke indsendt sammen med anmodningen, giver Told- og Skattestyrelsen en kort frist for eftersendelse af gebyret. Anmodningen behandles i øvrigt ikke, før gebyret er modtaget.
Kan der ikke gives et bindende svar uden yderligere oplysninger eller dokumentation, kan spørgeren opfordres til at fremkomme hermed, og der kan fastsættes en frist herfor. Forelægges oplysningerne ikke indenfor fristen, kan anmodningen afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkelig belyst. En anmodning om en bindende forhåndsbesked skal behandles hurtigst mulig. Er høring af kommunale myndigheder nødvendig, kan der fastsættes en frist for afgivelse af høringssvaret.
Vedrører spørgsmålet en disposition, der allerede er foretaget, skal der indhentes en udtalelse fra den kommunale skattemyndighed. Har den kommunale skattemyndighed en sag under behandling vedrørende spørgsmålet, stiller kommunen behandlingen af sagen i bero, indtil spørgsmålet er besvaret.
En bindende forhåndsbesked skal indeholde sådanne oplysninger om det faktiske og retlige grundlag for afgørelsen, at skattemyndighederne med sikkerhed kan afgrænse forhåndsbeskedens anvendelsesområde. Der kan i en bindende forhåndsbesked fastsættes en tidsmæssig grænse for svarets bindende virkning.
Den statslige myndighed, der har givet en bindende forhåndsbesked, sender kopi af afgørelsen til de relevante kommunale skattemyndigheder.
1.5. Syn og skøn: Til belysning af en anmodning om en bindende forhåndsbesked kan spørgeren begære syn og skøn foretaget efter reglerne i § 30, der henviser til § 343 i retsplejeloven.
Den statslige skattemyndighed, der skal give det bindende svar, kan fastsætte en frist for begæring af syn og skøn.
Begæring om syn og skøn indgives til byretten på det sted, hvor genstanden for syn- og skønsforretningen befinder sig, jf. retsplejelovens § 343, stk. 1. Den statslige skattemyndighed, der skal give det bindende svar, repræsenterer skattemyndighederne under rettens behandling af en anmodning om syn og skøn. Ved modtagelse af meddelelse om, at der er begæret syn og skøn foretaget, sætter skattemyndigheden behandlingen af anmodningen om en bindende forhåndsbesked i bero, indtil syn- og skønsforretningen er gennemført.
Den, der begærer syn og skøn foretaget, afholder omkostningerne derved. Den pågældende kan eventuelt blive pålagt at betale sagsomkostninger til den anden part, jf. § 343, stk. 2 og 3, i retsplejeloven.
1.6. Betaling: For at få en bindende forhåndsbesked skal der betales et gebyr, jf. § 20 B, stk. 2. Gebyret beregnes ud fra et grundbeløb, der årligt reguleres efter § 20 i personskatteloven. Gebyret skal være betalt, før den egentlige behandling af anmodningen påbegyndes. Gebyret tilbagebetales, hvis anmodningen afvises, men ikke hvis anmodningen trækkes tilbage.
For anmodninger om forhåndsbesked om egne forhold, jf. § 20 A, stk. 1, udgør grundbeløbet 1.100 kr., og gebyret er i 1997 på 1.500 kr. For anmodninger om forhåndsbesked om andres forhold, jf. § 20 A, stk. 2, udgør grundbeløbet 5.500 kr., og gebyret er i 1997 på 7.100 kr.
Udover gebyret skal der betales for de statslige skattemyndigheders tidsforbrug ved besvarelsen af spørgsmålet. Ved opgørelsen af tidsforbruget medregnes ikke kun den tid, der er anvendt til egentlig sagsbehandling, men også tidsforbrug til journalisering, postforsendelse og lignende ekspeditionsmæssige funktioner. Betalingen beregnes ud fra et grundbeløb på 1.100 kr. for hver 5 timers tidsforbrug. I 1997 koster 5 timer 1.500 kr. Vedrører spørgsmålet alene egne forhold, jf. § 20 A, stk. 1, er der en bundgrænse for tidsforbrugsopgørelsen på 45 timer, således at der alene skal betales for de statslige skattemyndigheders tidsforbrug herudover, det vil sige, at der i disse tilfælde kun opkræves betaling for tidsforbrug, hvis tidsforbruget er på mere end 50 timer. Betaling for tidsforbrug tilbagebetales, hvis spørgsmålet trækkes tilbage eller afvises.
1.7. Bindende virkning: En forhåndsbesked efter kapitel 2 A er bindende for de statslige og kommunale skattemyndigheder (der er bortset fra de særlige forhold, der gælder for Landsskatteretten). Disse myndigheder er således forpligtet til at lægge en sådan forhåndsbesked til grund, når det forhold, der er taget stilling til i forhåndsbeskeden, behandles.
For så vidt angår forhåndsbesked om andres forhold, jf. § 20 A, stk. 2, er en forhåndsbesked kun bindende for dispositioner, der endnu ikke er foretaget på tidspunktet for forhåndsbeskedens meddelelse. Anmoder en virksomhed eksempelvis om en bindende forhåndsbesked om de skatteretlige virkninger for eventuelle kunder af et produkt, som virksomheden sælger, vil forhåndsbeskeden alene have bindende virkning for de kunder, der sælges til efter at forhåndsbeskeden er givet.
En forhåndsbesked er ikke bindende for skattemyndighederne i det omfang, der er sket ændringer i forudsætninger, som har været afgørende for indholdet af forhåndsbeskeden. Er der således sket ændringer i den lovgivning, der har ligget til grund for forhåndsbeskeden, eller er der sket ændringer i de faktiske forhold, der må anses for at have været bestemmende for indholdet af forhåndsbeskeden, er skattemyndighederne ikke bundet af forhåndsbeskeden.
Det kan dog forekomme, at en forhåndsbesked delvis skal lægges til grund, selvom der er sket ændringer i forudsætninger, der lå til grund for forhåndsbeskeden. Det er tilfældet, hvor den pågældende del af forhåndsbeskeden utvivlsomt ikke er berørt af de ændrede forudsætninger.
Ændret administrativ praksis efter afgivelse af en bindende forhåndsbesked kan være at sidestille med en ændring af forudsætningerne for forhåndsbeskeden. En ændret administrativ praksis er imidlertid ikke til hinder for, at skattemyndighederne ved behandlingen af det forhold, der er taget stilling til i forhåndsbeskeden, lægger forhåndsbeskeden til grund for afgørelsen i det omfang en anvendelse af den ændrede administrative praksis ville være til ugunst for spørgeren.
Tilsidesættes en bindende forhåndsbesked på grund af ændrede forudsætninger, kan denne afgørelse om tilsidesættelse påklages på samme måde som den afgørelse, som forhåndsbeskeden ellers skulle have indgået i.
2. Omkostningsdækning, jf. kapitel 3 A
2.1. Den tilskudsberettigede: Efter kapitel 3 A yder det offentlige et skattefrit tilskud til delvis dækning af visse udgifter, der er afholdt i forbindelse med klage til skatteankenævn eller Landsskatteretten, eller ved at få prøvet en sådan sag for domstolene. Tilskuddet modsvares til dels af, at sådanne udgifter ikke kan fradrages ved indkomstopgørelsen.
Formålet med tilskudsordningen er at stille den, der har afholdt udgifter ved at få prøvet sin ret i en skattesag, som om den pågældende havde fradragsret for udgiften. Tilskud ydes således kun til den, som klagesagen vedrører.
Er eksempelvis en kreds af skattepligtige med ensartede skattesager gået sammen om at afholde udgifter ved at få prøvet en af skattesagerne ved påklage eller ved domstolsprøvelse, beror det på en konkret bedømmelse af styrken af den enkelte deltagers retlige interesse i udfaldet af prøvesagen - og de af den pågældende afholdte udgifters tilknytning hertil - om det offentlige skal yde tilskud til den pågældende. Det er således for det første et krav, at der er en sådan identitet mellem prøvesagen og ansøgerens sag, at udfaldet af prøvesagen vil blive lagt til grund for afgørelsen af ansøgerens sag. En sådan identitet foreligger, hvis en relevant skattemyndighed har givet et tilsagn om, at afgørelsen af prøvesagen vil blive lagt til grund for afgørelsen af ansøgerens sag. For det andet er det et krav, at den sagkyndige har udskrevet en regning til ansøgeren på de udgifter, der søges tilskud til. Eksempelvis ydes der ikke tilskud til dækning af de udgifter, der afholdes som medlem af en forening, der har til formål på medlemmernes vegne at få prøvet »pilotsager«.
Det er uden betydning for tilskudsretten, om den pågældende på tidspunktet for regningens betaling stadig er skattepligtig her til landet.
2.2. Tilskudsberettigede sagstyper: De administrative klagesager, tilskudsordningen omfatter, er skatteankenævnssager som nævnt i § 2, jf. § 5, samt § 4, stk. 4, og Landsskatteretssager som nævnt i § 23, stk. 1, 2, 4, 5 og 6, jf. § 24. Derudover omfatter tilskudsordningen domstolsprøvelse af de sagstyper, hvortil der ydes tilskud i Landsskatteretten.
Tilskudsordningen omfatter således eksempelvis ikke skatteankenævnssager om forskudsregistrering, jf. § 55 B i kildeskatteloven, sager om vurdering af fast ejendom, jf. § 23, stk. 1, nr. 3, eller klagesager, der efter sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bkg. 1996/527) afgøres af de statslige told- og skattemyndigheder.
Der ydes ikke tilskud til eventuelle udgifter, der er afholdt vedrørende en klage eller en stævning, hvis klagen/stævningen afvises på grund af formelle mangler, f.eks. fordi en kla-ge- eller søgsmålsfrist er overskredet, eller for-di klagen/stævningen ikke er begrundet, eller fordi loven foreskriver, at sagen skal forelægges en anden myndighed, før den forelægges den pågældende myndighed. Det samme gælder, hvis skatteankenævnet, Landsskatteretten eller domstolen i øvrigt afviser sagen på grund af manglende kompetence til at afgøre sagen.
2.3. Tilskudsberettigede udgifter: Der ydes kun tilskud til udgifter, der er betalt, herunder acontobetalinger.
Tilskud ydes uanset om klagen eller sagsanlægget føres igennem til kendelse eller dom. Det afgørende er, at de udgifter, der er betalt og som der søges tilskud til, udelukkende vedrører en klagesag, der er omfattet af tilskudsordningen, jf. ovenfor under punkt 2.1. En skattepligtig er således ikke tvunget til - for at opnå tilskud - at føre en sag igennem til formel afgørelse, hvis den skattepligtige allerede tidligere i sagsforløbet kan se, at sagen er tabt eller vundet.
De udgifter, der ydes tilskud til, er som udgangspunkt udgifter til køb af sagkyndig bistand. I og med at tilskudsordningen er rettet mod skattesager, skal den sagkyndige bistand være ydet af en advokat, en statsautoriseret revisor, en registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, et medlem af Dansk Revisorforening eller af en person, der kan sidestilles hermed.
Det beror på en konkret bedømmelse, om en person kan sidestilles med de nævnte sagkyndige. Normalt vil en person, som opfylder betingelserne for at udøve erhverv som advokat, revisor eller konsulent i driftsøkonomi, kunne sidestilles med disse erhvervsgrupper, selvom den pågældende ikke aktuelt udøver sit erhverv. Kan en person dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skattesager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig.
Fører borgeren selv skattesagen, ydes der ikke tilskud til udgifter, der svarer til den pågældendes tidsforbrug, f.eks. udmålt som tabt arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke tilskud til den pågældendes egne udgifter til f.eks. rejse, porto, telefon eller lignende. Der ydes endvidere ikke tilskud til udgifter ved bistand fra en person, der er ansat hos den, som skattesagen vedrører.
Udover udgifter til sagkyndig bistand ydes der tilskud til retsafgifter - bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf. § 25, stk. 4 - udgifter til syn og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale. Det er uden betydning, om en sagkyndig erklæring indhentes fra en person, der ikke tilhører den kreds af sagkyndige, der ydes tilskud til.
Godtgjorte omkostninger fragår i de udgifter, der ydes tilskud til. Der kan være tale om sagsomkostninger, som retten efter retsplejelovens § 312 har pålagt den tabende part at erstatte den vindende part, eller tilskud fra en organisation eller lignende. Moms, der kan fradrages som indgående moms, kan ikke medregnes ved opgørelsen af de tilskudsberettigede udgifter.
Der ydes således ikke tilskud til sagsomkostninger, som retten pålægger en part at betale. Der ydes heller ikke tilskud til rettergangsbøder.
Indgår der i en skattesag spørgsmål, der ikke er omfattet af tilskudsordningen, f.eks. spørgsmål om vurdering af fast ejendom, skal der foretages en opdeling af de afholdte udgifter tillige med eventuelt godtgjorte udgifter. Indgår der i en straffesag for domstolene spørgsmål om skatteansættelse, ydes der tilskud til de udgifter til sagkyndig bistand m.v., der forholdsmæssigt kan henføres til domstolsbehandlingen af ansættelsesspørgsmålet. Normalt vil arbejdets omfang, tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende sagens forskellige spørgsmål kunne danne udgangspunkt for udskillelse af de tilskudsberettigede udgifter.
Der er tilbagebetalingspligt, hvis en udgift, hvortil der er ydet tilskud, efterfølgende godtgøres på anden måde, f.eks. fra en fond.
2.4. Tilskuddet: Tilskuddet til fysiske personer udgør 44 pct., hvis regningen er betalt inden udgangen af kalenderåret 1997, og derefter 38 pct. Tilskuddet til juridiske personer udgør 34 pct.
I sager, der klagebehandles af Landsskatteretten, kan Landsskatteretten efter et konkret skøn bestemme, at udgifter, der er afholdt til syn og skøn under Landsskatterettens prøvelse af sagen, skal dækkes fuldt ud, og ikke kun delvis. En forudsætning for fuld dækning er, at de oplysninger, der søges tilvejebragt ved afholdelse af syn og skøn i Landsskatteretssagen, har tilført eller skønnes at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde.
Krav på tilskud efter § 33 A kan ikke overdrages eller gøres til genstand for kreditorforfølgning. Dette gælder også det offentliges adgang til modregning, f.eks. med et krav på restskat. Først når tilskuddet er udbetalt, kan der disponeres over beløbet.
Tilskud efter § 33 A er skattefrie, jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 1. Som modvægt hertil kan udgifter til bistand i skattesager ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 2.
Denne fradragsbegrænsning omfatter kun udgifter i skattesager af den type, der kan indbringes for Landsskatteretten, jf. § 23, stk. 1.
Fradragsbegrænsningen omfatter ikke kun udgifter, hvortil der ydes tilskud efter kapitel 3 A, men også andre udgifter til bistand i skattesager, f.eks. skattesager hos den kommunale skattemyndighed.Fradragsbegrænsningen om-fatter derimod ikke udgifter til almindelig skatterådgivning. Det vil bero på en fortolkning af de almindelige bestemmelser om fradrag for driftsomkostninger, om sådanne udgifter kan fradrages.
2.5. Administration: Tilskudsordningen administreres af de statslige told- og skattemyndigheder. Ansøgning om tilskud indgives til told- og skatteregionen i det område, hvor den skattepligtige bor. Er den pågældende fraflyttet til udlandet, indgives ansøgningen til told- og skatteregionen i det område, hvor den pågældende boede frem til udrejsen.
Ansøgningen indgives på en af Told- og Skattestyrelsen udarbejdet særlig blanket. Blanketten vedlægges kopi af den betalte regning og kendelsen eller dommen, hvis en sådan er afsagt. Oplysningerne attesteres af den, der har ydet den sagkyndige bistand.
Tilskuddet udbetales af told- og skatteregionen til den skattepligtige eller den, som den skattepligtige har bemyndiget til på sine vegne at modtage betalingen. Regionen kan før udbetalingen kræve nærmere dokumentation for udgiften, herunder efterprøve en udgiftsfordeling som nævnt ovenfor i 2. sidste afsnit under punkt 2.3.
Oplysninger til brug for opgørelse af tilskud efter kapitel 3 A gives under strafansvar efter § 33D.
Told- og skatteregionens afgørelse om omkostningsdækning kan indenfor en klagefrist på 3 måneder påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bkg. 1996/527).
3. Tavshedspligt, jf. § 37
3.1. De tavshedsbelagte oplysninger: Efter § 37 skal de statslige og kommunale skattemyndigheder under strafansvar iagttage ubetinget tavshed overfor uvedkommende med hensyn til oplysninger om den enkelte skatteyders økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med.
De skattemyndigheder, der er nævnt i § 37, er de i skattestyrelsesloven nævnte myndigheder, det vil sige den kommunale skattemyndighed, skatteankenævn, Landsskatteretten, Ligningsrådet, Told- og Skattestyrelsen og told- og skatteregionerne. Tavshedspligten omfatter den del af disse myndigheders arbejde, der vedrører indkomstbeskatningen, herunder kontrolarbejdet, men ikke den del af disse myndigheders arbejde, der f.eks. vedrører moms eller told.
Denne særlige tavshedspligt efter § 37 omfatter såvel embedsmænd i skatteadministrationen som læge medlemmer af skatteankenævn, Ligningsråd og Landsskatteretten. Tavshedspligten omfatter herudover den, som i øvrigt er beskæftiget med skatteadministrative opgaver for en af de skattemyndigheder, der er omfattet af § 37.
Den særlige tavshedspligt omfatter oplysninger, der kan henføres til en bestemt fysisk eller juridisk person, og som vedrører den pågældendes økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold. Den særlige tavshedspligt omfatter nu alle oplysninger af denne karakter, og ikke - som hidtil - kun oplysninger om indkomst- og formueforhold, som man får kendskab til under ligningen af den person, som oplysningen er om, eller oplysninger af den nævnte karakter, som man får kendskab til under administrationen af kildeskatteloven.
Vejledning for afgrænsningen af oplysninger om økonomiske,
erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold kan søges i §
12, stk. 1, i offentlighedsloven.
Den særlige tavshedspligt, der efter § 37 gælder for skattemyndighederne, gælder efter bestemmelsen tilsvarende for de kommunale opkrævnings- og inddrivelsesmyndigheder for så vidt angår opkrævnings- og inddrivelsesarbejdet vedrørende indkomstskatten.
3.2. Videregivelse af fortrolige oplysninger til private: Tavshedspligten efter § 37 pålægger skattemyndighederne en særlig tavshedspligt overfor uvedkommende. Begrebet »uvedkommende« fortolkes restriktivt i forhold til private. Skattemyndighederne må derfor ikke uden særlig lovhjemmel udlevere oplysninger omfattet af tavshedspligten efter § 37 til andre private end den, der har givet oplysningen, eller den, som oplysningen er om.
Sådan særlig lovhjemmel findes bl.a. i § 80 i kildeskatteloven (om videregivelse til en ægtefælle), kapitel 4 i forvaltningsloven (om videregivelse til en part i en afgørelsessag hos en forvaltningsmyndighed) og kapitel 5 i lov om offentlige myndigheders registre (om videregivelse af edb-registerede oplysninger til andre private end den, som oplysningen er om).
Den særlige tavshedspligt bevirker, at der ikke er krav på aktindsigt efter offentlighedsloven i disse oplysninger, jf. § 14 i offentlighedsloven.
3.3. Videregivelse af fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder: Oplysninger som nævnt i § 37 kan videregives til andre forvaltningsmyndigheder efter reglerne i § 28 i forvaltningsloven og § 21 i lov om offentlige myndigheders registre. Der skelnes i disse bestemmelser mellem oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, jf. stk. 1, og andre fortrolige oplysninger, jf. stk. 3.
Som eksempler på oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold nævnes i bestemmelserne oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, forretningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende.
Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold må efter § 28, stk. 2, i forvaltningsloven videregives, når en af følgende betingelser er opfyldt:
1) Den, oplysningen angår, har givet samtykke.
2) Det følger af lov eller bestemmelse fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives.
3) Videregivelse sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensyn til den, oplysningen angår.
4) Videregivelse er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Herudover må efter § 21, stk. 2, nr. 5, i lov om offentlige myndigheders registre oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når videregivelsen er nødvendig for udførelsen af videnskabelige eller statistiske undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning.
Andre fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om økonomiske eller erhvervsmæssige forhold, må efter forvaltningsloven videregives til en anden forvaltningsmyndighed i videre omfang end oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold. Videregivelse af andre fortrolige oplysninger må således efter § 28, stk. 3, i forvaltningsloven ske, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for den modtagende myndigheds virksomhed eller for en afgørelse, denne myndighed skal træffe. Tilfælde som nævnt i § 28, stk. 2, nr. 3-4, i forvaltningsloven opfylder dette væsentlighedskrav.
Er en forvaltningsmyndighed berettiget til at videregive en fortrolig oplysning til en anden forvaltningsmyndighed, har den pågældende forvaltningsmyndighed efter § 31 i forvaltningsloven også en pligt til at efterkomme en udleveringsanmodning fra denne anden forvaltningsmyndighed.
Afgrænsningen mellem offentlig forvaltningsmyndighed og privat virksomhed kan i tvivlstilfælde forelægges Told- og Skattestyrelsen til udtalelse. Statsanerkendte arbejdsløshedskasser er at anse for private.
Indenfor de statslige skattemyndigheder skal en told- og skatteregion anses for en selvstændig forvaltningsmyndighed. Dette gælder såvel i forhold til andre told- og skatteregioner som i forhold til Told- og Skattestyrelsen.
Efter § 28, stk. 6, i forvaltningsloven anses et lokalt administrativt organ, som ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, som en selvstændig myndighed. Det betyder bl.a., at skatteankenævnet i en kommune skal anses for en anden forvaltningsmyndighed i forhold til den kommunale skattemyndighed. Dette gælder dog ikke i det omfang, den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til skatteankenævnet.
Kommunalbestyrelsen skal i sager som nævnt i § 2 i denne sammenhæng som udgangspunkt anses for en anden forvaltningsmyndighed end kommunens ligningsmyndighed, jf. § 1, stk. 2. Men i og med at den kommunale skattemyndighed er en del af den kommunale enhedsforvaltning, antages en lovbestemmelse, der pålægger kommunalbestyrelsen en pligt til at udlevere oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, f.eks. sommerhuslovens § 11, også at omfatte oplysninger, som den kommunale skattemyndighed ligger inde med. En sådan udleveringspligt antages imidlertid ikke at indebærer en adgang for det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem til disse særligt tavshedsbelagte oplysninger.
Stk. 1. § 28 i forvaltningsloven omfatter både videregivelse efter anmodning og uopfordret videregivelse. Den myndighed, der sidder inde med den fortrolige oplysning, skal dog være opmærksom på, at der i tilfælde af uopfordret videregivelse i sagens natur ikke foreligger en udleveringsanmodning fra en anden forvaltningsmyndighed, hvilket normalt giver et mere usikkert grundlag for beslutningen om udlevering end hvis der foreligger en udleveringsanmodning - og dermed en bedømmelse af udleveringsbehovet fra den eventuelt modtagende forvaltningsmyndighed. Uopfordret videregivelse af oplysninger som nævnt i § 37 kan ske, hvis der er en konkret mistanke om en lovovertrædelse - uanset om denne er begået hændeligt, uagtsomt eller forsætligt - og oplysningens videregivelse må forventes at kunne medvirke til, at lovovertrædelsen konstateres og dermed berigtiges. Lovbestemmelser, der tillægger andre forvaltningsmyndigheder en særlig ret til at rekvirere fortrolige oplysninger fra skatte- eller inddrivelsesmyndighederne, kan tages som udtryk for, at der for disse myndigheder kan være et særligt kontrolbehov. Eksistensen af sådanne lovbestemmelser kan derfor indgå i bedømmelsen af, om fortrolige oplysninger kan/skal videregives uopfordret. Vedrørende videregivelse af fortrolige oplysninger mellem skattemyndigheder indbyrdes bemærkes, at de statslige told- og skattemyndigheder i vidt omfang er tillagt tilsyns- eller lignende beføjelser overfor kommunale skattemyndigheder, jf. eksempelvis § 14 i skattestyrelsesloven og § 12 i sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bkg. 1996/ 527), hvilket giver de statslige skattemyndigheder en særlig adgang til fortrolige oplysninger hos de kommunale myndigheder. For så vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger mellem skattemyndigheder i øvrigt, eksempelvis mellem forskellige kommuner, bemærkes, at eksempelvis § 8 D i skattekontrolloven om adgang til at indhente oplysninger fra bl.a. andre forvaltningsmyndigheder også finder anvendelse mellem skattemyndigheder indbyrdes. 3.4. Videregivelse af fortrolige oplysninger indenfor samme myndighed: Efter § 32 i forvaltningsloven må den, der virker indenfor den offentlige forvaltning, ikke skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver. Bestemmelsen sætter således grænser for, hvem indenfor en forvaltningsmyndighed, der kan gives adgang til en fortrolig oplysning, men afgrænsningen er lempeligere end afgrænsningen for videregivelse til en anden forvaltningsmyndighed. Efter § 37 skelnes der ikke mellem, om oplysninger videregives til andre forvaltningsmyndigheder eller indenfor samme forvaltningsmyndighed. Fortrolighedskravet er det samme. Det betyder, at disse særligt tavshedsbelagte oplysninger, uanset princippet i § 32 i forvaltningsloven, kun må videregives til andre indenfor samme forvaltningsmyndighed, når oplysningen må anses for at være af væsentlig betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver. Ved bedømmelsen af væsentlighedskravet i denne sammenhæng vil hensynet til en hensigtsmæssig og praktisk administration i forvaltningsmyndigheden kunne tillægges betydning. 3.5. Organisatorisk kompetence: Kompetencen til at afgøre, om en anmodning om aktindsigt efter kapitel 4 i forvaltningsloven eller efter offentlighedsloven skal imødekommes, er reguleret i henholdsvis § 16 i forvaltningsloven og § 15 i offentlighedsloven. Efter disse bestemmelser ligger kompetencen til i første instans at afgøre en sådan anmodning som udgangspunkt hos den myndighed, hvor oplysningen er, men indgår oplysningen i en afgørelsessag, ligger kompetencen hos den myndighed, der skal træffe afgørelse i sagen, jf. § 15 i offentlighedsloven. Et afslag på en anmodning om aktindsigt kan påklages særskilt til den myndighed, der er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører. I bekendtgørelse nr. 513 af 16. juni 1994 om klage over afgørelser om aktindsigt (hvortil der henvises) er disse klagebestemmelser efter forvaltningsloven og offentlighedsloven fraveget for så vidt angår aktindsigt i sagstyper, der kan indbringes for Landsskatteretten, og i enkelte andre sagstyper, jf. § 1 i bekendtgørelsen. Kompetencen til at afgøre i første instans, om en anmodning om aktindsigt efter § 80 i kildeskatteloven skal imødekommes, tilkommer den kommunale skattemyndighed. Kompetencen til at afgøre en klage over kommunens afslag på en anmodning om aktindsigt efter § 80 er henlagt til den lokale told- og skatteregion, hvis afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Kompetencen til at afgøre i første instans, om en fortrolig oplysning skal videregives til en anden forvaltningsmyndighed, tilkommer den myndighed, hvor oplysningen er. Kompetencen til at afgøre en klage over et afslag på en videregivelsesanmodning fra en anden forvaltningsmyndighed tilkommer de statslige told- og skattemyndigheder. Er et sådant afslag eksempelvis givet af en told- og skatteregion, vil afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen. Er et sådant afslag eksempelvis givet af den kommunale skattemyndighed, vil afgørelsen kunne påklages til den lokale told- og skatteregion. Er et sådant afslag eksempelvis givet af Told- og Skattestyrelsen, kan afgørelsen ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Kompetencen til at afgøre, om en fortrolig oplysning skal videregives indenfor samme myndighed, tilkommer den, der som følge af sit arbejde har kendskab til oplysningen, eventuelt af myndighedens ledelse. Den, som en fortrolig oplysning er om, kan være uenig i, at en forvaltningsmyndighed beslutter at videregive oplysningen, det være sig til en privat, til en anden forvaltningsmyndighed eller indenfor samme myndighed. Den pågældende er berettiget til at påklage en sådan afgørelse. Kompetencen til at afgøre en sådan klage følger klagekompetencerne som nævnt ovenfor vedrørende henholdsvis et afslag på en anmodning fra en privat om aktindsigt, et afslag på en anmodning om videregivelse til en anden forvaltningsmyndighed eller et afslag på en anmodning om videregivelse indenfor samme myndighed. Klagekompetencens placering afhænger således af, efter hvilke regler videregivelsen er foretaget. 3.6. Fremgangsmåde ved videregivelse: Fortrolige oplysninger, der videregives udenfor myndigheden, videregives som alt overvejende hovedregel alene mundtligt, ved gennemsyn på stedet eller i form af kopi, således at de originale dokumenter forbliver hos skatte- eller inddrivelsesmyndigheden. Originale dokumenter m.v. videregives normalt ikke, og i givet fald kun efter direkte anmodning og mod kvittering. Udleveres originale dokumenter undtagelsesvis, skal skatte- eller inddrivelsesmyndigheden normalt beholde en kopi af de udleverede dokumenter. Ved udlevering af oplysninger skal det sikres, at oplysningerne ikke omfatter fortrolige oplysninger, som ikke er omfattet af udleveringsadgangen/-pligten.
4. Omgørelse
4.1. Begreber: Indgår uafhængige parter en civilretlig aftale, skal som udgangspunkt aftalen i sin helhed lægges til grund for ligningsarbejdet fra aftaletidspunktet. Aftaler parterne efterfølgende en ændring af aftalen, skal ændringen ligningsmæssigt anses som en ny aftale, der tages i betragtning i ligningsarbejdet fra ændringstidspunktet. Efter administrativ praksis kan Ligningsrådet tillade, at en sådan ændringsaftale i et nærmere angivet omfang tillægges skattemæssig virkning tilbage fra tidspunktet for indgåelsen af den oprindelige aftale, men en sådan tilladelse omfatter normalt ikke de skattemæssige virkninger i den mellemliggende periode (frem til indgåelsen af den nye aftale) af forhold, der udspringer af den oprindelige aftale. Begrebet » omgørelse » anvendes om en sådan tilladelse.
Omgørelsessituationen er således karakteriseret ved, at grundlaget for en ellers korrekt skatteansættelse tillades ændret, således af skatteansættelsen bliver forkert. Det vil derfor være en afledt virkning af en tilladelse til omgørelse, at skatteansættelsen skal ændres.
Heroverfor står de situationer, hvor en skatteansættelse er forkert, fordi det faktum eller den retsanvendelse, der er lagt til grund for skatteansættelsen, er forkert. I disse situationer skal skatteansættelsen - under overholdelse af de formelle ændringsbetingelser efter skattestyrelsesloven - ændres. Begrebet » genoptagelse » anvendes om en sådan situation.
Under genoptagelsestilfældene henhører også tilfælde, hvor et gyldigt skatteforbehold gøres gældende. Et skatteforbehold er begrebsmæssigt et aftalevilkår om, at aftalen falder bort eller har et alternativt indhold, hvis skattemyndighederne ikke tillægger aftalen en nærmere forudsat skattemæssig virkning. Gøres et gyldigt skatteforbehold således gældende, skal skatteansættelsen foretages på det alternative grundlag, der fremgår af det aftalte vilkår om skatteforbeholdet.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at et skatteforbehold, for at kunne tillægges skattemæssig retsvirkning, som et minimum utvetydigt skal angive, hvilken skattemæssige virkning, der er forudsat, og hvilken aftalemæssig virkning det skal tillægges, hvis denne skattemæssige forudsætning brister. Et skatteforbehold, der blot anviser, at parterne - helt eller delvis - kan indgå en ny aftale med oprindelig virkning, hvis den forudsatte skattemæssige virkning brister, kan ikke tillægges denne skattemæssige virkning.
Det skal i øvrigt bemærkes, at et skatteforbehold af bevismæssige grunde normalt kun skal anerkendes, hvis det foreligger i skriftlig form, og kun hvis skattemyndigheden er oplyst om skatteforbeholdets ordlyd senest samtidig med, at skattemyndigheden oplyses om aftalens indhold i øvrigt.
4.2. Organisatorisk kompetence: Kompetencen til at give tilladelse til omgørelse tilkommer som udgangspunkt Ligningsrådet.
Ligningsrådet har ved SD-cirkulære 1986-22 udlagt kompetencen til at omgøre visse hovedaktionærdispositioner til de lokale skattemyndigheder, med adgang til at påklage eventuelle afslag til Ligningsrådet. Denne kompetenceudlægning omfatter kun omgørelsesanmodninger, der fremsættes inden tre år efter udløbet af det pågældende indkomstår.
Udenfor området af SD-cirkulære 1986-22 tilkommer omgørelseskompetencen i første instans Ligningsrådet. Det vil sige omgørelse af de i SD-cirkulære 1986-22 nævnte hovedaktionærdispositioner, når anmodning om omgørelse fremsættes mere end tre år efter udløbet af det pågældende indkomstår, og omgørelsesanmodninger vedrørende andre forhold end de i cirkulæret nævnte.
Ligningsrådets afslag på en omgørelsesanmodning kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
4.3. Genoptagelse som følge af omgørelse: Kompetencen til efter anmodning at genoptage en skatteansættelse tilkommer som udgangspunkt den kommunale skattemyndighed, hvis anmodningen fremsættes inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, jf. § 4, stk. 1.
Fremsættes genoptagelsesanmodningen efter udløbet af denne frist, skelnes der mellem tilladelse til ekstraordinær genoptagelse og gennemførelse af den afledte ændring af skatteansættelsen.
Kompetencen til at tillade ekstraordinær genoptagelse tilkommer den lokale told- og skatteregion med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen, jf. § 2 og § 11 i sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bkg. 1996/527), bortset fra tilfælde, hvor genoptagelse ønskes som følge af en omgørelse, i hvilke tilfælde kompetencen tilkommer Ligningsrådet, jf. § 7 A og § 15 i sagsudlægningsbekendtgørelsen.
Kompetencen til at gennemføre den af en tilladelse til ekstraordinær genoptagelse afledte ændring af skatteansættelsen tilkommer ligningsmyndighederne, og ændringen gennemføres i praksis normalt af den kommunale skattemyndighed.
En anmodning om omgørelse må forudsættes også at indebære en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen, herunder om nødvendigt en anmodning om ekstraordinær genoptagelse. Den myndighed, der behandler omgørelsesanmodningen, skal derfor sørge for, at en eventuel tilladelse til omgørelse følges op af en genoptagelsesbehandling af skatteansættelsen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at en tilladelse til omgørelse er et sådant særligt forhold, der efter § 4, stk. 2, giver grundlag for ekstraordinær genoptagelse.
4.3. Frister: Omgørelsesmuligheden kan være et alternativ til en påklage af den ansættelse, der er afledt af den civilretlige aftale. Omgørelsesmuligheden udelukker ikke, at klagemuligheden først afprøves, men omgørelse skal i givet fald søges uden ugrundet ophold efter den endelige klageafgørelse. Det må antages, at muligheden for at opnå en omgørelse kan blive påvirket af, om ansøgningen vedrører år, der ligger langt tilbage.
5. Ikrafttræden m.v.
5.1. Cirkulæret træder i kraft den 1. juni 1997.
5.2. Samtidig ophæves:
1) Cirkulære nr. 104 af 23. juni 1993 om lov om bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål.
2) Cirkulære nr. 90 af 24. maj 1994 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager.
3) Cirkulære nr. 39 af 26. marts 1995 om skatte- og vurderingsmyndighedernes særlige tavshedspligt m.v.
Underskrift 1
Skatteministeriet, den 15. maj 1997 Peter Loft / Kaj Lotz