Cirkulære om ændring af momsloven (Delvis momsfradragsret for billeasing m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1998/101@1998-07-02/da
Indhold
1. Indledning
Ved lov nr. 419 af 26. juni 1998 om ændring af momsloven (Delvis momsfradragsret for billeasing m.v.) blev der inført en begrænset momsfradragsret for virksomheder, der lejer eller leaser personmotorkøretøjer. Endvidere er der sket en opstramning af reglerne om udbetaling af negativ moms.
2. Momsfradragsret for billeasing m.v., ændring af lovens § 42.
Fradraget
Ændringen indebærer, at der indføres en begrænset momsfradragsret for virksomheder, der lejer herunder leaser personmotorkøretøjer. De enkelte køretøjer skal lejes for et tidsrum af mindst 6 måneder. Lejeperioden skal dog være sammenhængende.
Dette tidsrum kan være aftalt i kontrakten på forhånd eller ske ved en forlængelse af kontrakten. I sidstnævnte tilfælde er det nødvendigt, at udlejeren udsender en revideret faktura, hvoraf fradragsprocenten fremgår.
Fradraget er momsbeløbet, det vil sige 25 pct., af et særligt grundlag.
Grundlaget
Grundlaget er en vis procent af den registreringsafgift, som er betalt ved indregistreringen af det udlejede køretøj.
I de 3 første år (dvs. 36 måneder) efter registreringen udgør grundlaget 2 pct. pr. måned af registreringsafgiftsbeløbet, herefter 1 pct. pr. måned. Den anvendte procent afhænger således af køretøjets alder, idet alderen regnes fra første registreringstidspunkt her i landet eller i udlandet.
Kendes dette tidspunkt ikke, regnes alderen fra køretøjets fremstillingstidspunkt. Fabrikationstidspunktet fremgår normalt af stelnummeret, ellers skønnes det af de statslige told- og skattemyndigheder. I enkelte tilfælde vil det ikke være muligt for en udlejer at oplyse registreringsafgiftsbeløbet. På denne baggrund er der fastsat et alternativt grundlag, der skal bruges i disse tilfælde, og som udgør 55 pct. af købsprisen incl. moms, men excl. leveringsomkostninger for det pågældende køretøj. 55 pct. er det skønnede gennemsnitlige indhold af registreringsafgift i en almindelig personbil.
55 pct's-reglen kan således finde anvendelse, hvis registreringsafgiftsbeløbet er ukendt. Det vil også være tilfældet, hvor det er vanskeligt (herunder meget ressourcekrævende) at fastslå størrelsen af den registreringsafgift, der er betalt for udlejningsbilen.
Privat/Erhvervsmæssigt
Det er en betingelse for at opnå det fastsatte fradrag, at mindst 10 pct. af den årlige kørsel med det lejede køretøj sker i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser. Dette indebærer, at bl.a. kørsel mellem hjem og fast arbejdssted betragtes som privat kørsel.
Fradraget er således en form for standardfradrag, der indrømmes, uanset at køretøjet også benyttes delvist privat. Det betyder, at virksomheden ikke skal dokumentere det præcise omfang af anvendelsen af køretøjet til momspligtige formål. Virksomheden må dog kunne godtgøre, at det pågældende køretøj benyttes mindst 10 pct. til momspligtige formål. Dette vil normalt ikke kræve, at der føres en egentlig kørebog, hvis man på anden måde kan godtgøre, at køretøjet benyttes mindst 10 pct. til momspligtige formål.
Virksomhederne kan fuldt ud medregne standardfradraget til købsmomsen, hvis virksomheden i øvrigt har fuld fradragsret for indkøb til virksomheden eller den sektor af virksomheden, hvori det lejede køretøj anvendes. Har virksomheden derimod delvis fradragsret, vil det nævnte standardfradrag også kun delvis kunne medregnes til købsmomsen.
Fakturaen
Det fremgår af § 40, stk. 4, i bekendtgørelse om merværdiafgiftsloven (momsloven), at virksomheder, der udlejer eller leaser personmotorkøretøjer ud til registrerede virksomheder for en periode på mere end 6 måneder, skal angive det månedlige fradragsbeløb på fakturaen.
Fradragsbeløbet må ikke kunne forveksles med momsbeløbet på lejen. Dette momsbeløb kan som hidtil ikke medregnes til den indgående moms.
3. Afbrydelse af 3 ugers fristen for udbetaling af negativ moms, lovens § 63, stk. 2.
Efter bestemmelsen får told- og skattemyndighederne mulighed for at afbryde 3 ugers fristen for udbetaling af negativ moms, hvis det skønnes, at udbetalingen vil indebære en nærliggen de risiko for afgiftstab. En sådan mulighed vil især være aktuel i meget store og komplicerede sager. Efter de tidligere regler var der kun mulighed for at afbryde fristen, hvis virksomheden lægger hindringer i vejen for myndighederne, f.eks. ved at nægte de statslige told- og skattemyndigheder adgang til regnskabsmateriale m.v. Som en alternativ mulighed kan den negative moms udbetales mod, at der stilles sikkerhed.
Virksomheder, der får udbetalt negativ moms efter udløbet af fristen på 3-uger, modtager en rentegodtgørelse med rentelovens rentesats for dagene fra udbetalingsfristens udløb og indtil udbetalingen finder sted, når forsinkelsen ikke skyldes virksomhedens forhold.
4. Ikrafttrædelsestidspunkt.
Loven træder i kraft den 1. juli 1998
Loven indeholder desuden en overgangsbestemmelse. Fradragsretten gælder således også i forbindelse med lejeperioder efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt, uanset faktureringen har fundet sted på et tidligere tidspunkt.
Underskrift 1
Skatteministeriet, den 26. juni 1998 Peter Loft / K. Aasberg Karlsen