Gelex

Cirkulære om tilbagebetaling af udbytteskat og genoptagelse af beskatning af datterselskabsudbytte

OphævetVersion 1998-07-01fra 1998-07-01 til 1999-01-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1998/103@1998-07-01/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

1. EF-Domstolen har den 17. oktober 1996 afsagt dom i en sag vedrørende fortolkningen af artikel 3, stk. 2, i moder-/datterselskabsdirektivet. Dommen er offentliggjort i Skat Udland 1996, 369 (Denkavit).

Ifølge direktivets artikel 3, stk. 2, kan medlemsstaterne opstille et krav om, at moderselskaber skal besidde mindst 25 pct. af aktierne i datterselskabet i mindst 2 år, som betingelse for at direktivets regler om skattefrihed eller skattenedsættelse vedrørende datterselskabsudbytter finder anvendelse.

EF-Domstolen fastslog, at medlemsstaterne ikke kan kræve, at moder/datterselskabsforholdet skal have bestået i en bestemt periode forud for udlodningstidspunktet, når blot moderselskabet opretholder 25 pct. s-besiddelsen i en sammenhængende periode på mindst 2 år. Opfyldelsen af ejertidskravet kan således ske efterfølgende ved at opretholde ejerskabet efter udlodningen.

Efter de hidtil gældende danske regler har det været en betingelse for, at et moderselskab i en anden EU-medlemsstat skattefrit kunne modtage udbytte fra et dansk datterselskab og for, at et dansk moderselskab/-fond skattefrit kunne modtage udbytte fra et dansk eller udenlandsk datterselskab, at det udbyttemodtagende selskab - moderselskabet - havde ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab - datterselskabet - enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller i en sammenhængende periode på mindst to år frem til det tidspunkt, hvor udbyttet modtages.

Det var derfor ikke i overensstemmelse med direktivet, når bestemmelserne i selskabsskattelovens § 2, stk. 5, og kildeskattelovens § 65, stk. 5, gjorde skattefriheden for det udbyttemodtagende udenlandske selskab betinget af, at dette havde opretholdt minimumsbesiddelsen i det udbyttegivende danske selskab i en sammenhængende periode på mindst to år forud for det tidspunkt, hvor udbyttet modtages.

Det var heller ikke i overensstemmelse med direktivet, når bestemmelserne i selskabsskattelovens § 13, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, og § 17, stk. 2, opstillede samme betingelser for skattefriheden henholdsvis skattenedsættelsen for det udbyttemodtagende danske selskab.

Det samme gjaldt den del af de nævnte bestemmelser, hvor skattefriheden var betinget af, at moderselskabet havde opretholdt minimumsbesiddelsen i datterselskabet i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget.

Som følge af dommen er selskabsskattelovens § 2, stk. 5, § 13, stk. 1, nr. 2, og § 17, stk. 2, kildeskattelovens § 65, stk. 5, og fondsbeskatningslovens § 10, stk. 1, ændret ved lov nr. 888 af 3. december 1997 og har virkning for udbytter, der vedtages d. 1. januar 1998 eller senere.

De nævnte bestemmelser er ændret således, at det skal være en betingelse for skattefrihed henholdsvis skattenedsættelse for udbytte fra et datterselskab, at moderselskabet ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge. Ejertidskravet på et år skal forstås som 12 måneder og ikke et indkomstår.

Herefter vil et moderselskab i en anden EU-medlemsstat være omfattet af skattefriheden efter selskabsskattelovens § 2, stk. 5, og kildeskattelovens § 65, stk. 5, når det ejer 25 pct. af aktierne i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge.

Tilsvarende vil et dansk moderselskab/-fond, når samme betingelser er opfyldt, være omfattet af reglerne i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, § 13, stk. 3, § 17, stk. 2, kildeskattelovens § 65, stk. 4, og fondsbeskatningslovens § 10, stk. 1 og 2.

De gennemførte ændringer gælder for moderselskaber i andre EU-medlemsstater, der modtager udbytte fra danske datterselskaber, samt for danske moderselskaber, uanset om det udbyttegivende selskab er hjemmehørende i Danmark, i en anden EU-medlemsstat eller i et tredjeland.

§ 5 i lov nr. 888 af 3. december 1997 indeholder endvidere regler for genoptagelse af ansættelser og om tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat i de tilfælde, hvor ansættelsen henholdsvis indeholdelsen er foretaget i strid med direktivet med hensyn til udbytte, der er vedtaget i perioden 1. januar 1992 til 31. december 1997.

Moder-/datterselskabsdirektivet omfatter imidlertid kun tilfælde, hvor såvel moderselskabet som datterselskabet er omfattet af begrebet "selskab i en medlemsstat" i art. 2 i direktiv 90/435/EØF (i Danmark aktie- og anpartsselskaber). Direktivet omfatter endvidere kun grænseoverskridende udbytter indenfor EU.

Der kan således blive tale om tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat til et moderselskab i en anden EU-medlemsstat, der har modtaget udbytte fra et dansk datterselskab, jf. nedenfor under pkt. 2, ligesom der kan blive tale om genoptagelse af skatteansættelsen for et dansk moderselskab, hvor udbytte modtaget fra et datterselskab i en anden EU-medlemsstat med urette er medregnet ved indkomstopgørelsen, jf. nedenfor under pkt. 3.

Genoptagelsesreglerne finder dermed ikke anvendelse på udbytteudlodning fra et dansk datterselskab til et dansk moderselskab.

Som eksempler på tilfælde, hvor tilbagebetaling af udbytteskat henholdsvis genoptagelse kan komme på tale kan nævnes tilfælde, hvor moderselskabet ikke har ejet kapitalandelen fra 1. dag i indkomståret, har modtaget udbytte i det pågældende indkomstår, og efterfølgende besidder aktierne i to år fra erhvervelsen. Der kan endvidere være tale om tilfælde, hvor aktierne er erhvervet før det aktuelle indkomstårs begyndelse, men ikke ejes ved indkomstårets udløb, og hvor to års perioden ikke er udløbet på udbytteudlodningstidspunktet, men gør det inden afståelsen af aktierne eller nedbringelse af kapitalandelen til under 25 pct.

Moderselskaber i andre EU-medlemsstater, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 5, som har fået indeholdt udbytteskat af udbytte, der er vedtaget i perioden 1. januar 1992 til og med 31. december 1997, af aktier i et her i landet hjemmehørende selskab, der er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 2 i direktiv 90/435/EØF, og som har ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab i en sammenhængende periode på mindst to år, inden for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge, kan få tilbagebetalt den indeholdte udbytteskat dog med fradrag af den del af udbytteskatten, der eventuelt tidligere er tilbagebetalt efter reglerne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Anmodningen om tilbagebetaling af udbytteskat skal være ledsaget af dokumentation for, at moderselskabet opfylder ovennævnte betingelser sammenholdt med direktiv 90/435/EØF for at modtage skattefrit datterselskabsudbytte.

Som dokumentation vil det i almindelighed være tilstrækkeligt at vedlægge en erklæring fra selskabets generalforsamlingsvalgte revisor om, at betingelserne for udlodning uden udbytteskat er opfyldt. Erklæringen skal indeholde oplysning om,

- at såvel det udbyttegivende som det udbyttemodtagende selskab er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat

- at moderselskabet har ejet mindst 25 pct. af indskudskapitalen i datterselskabet i en sammenhængende periode på mindst 2 år, og at udlodningstidspunktet ligger indenfor denne periode

- udbyttebeløbet før indeholdelse af udbytteskat og tidspunktet for udbytteudlodningen

- indeholdt udbytteskat efter fradrag af tidligere tilbagebetalt udbytteskat

Der kan hos Told- og Skattestyrelsen rekvireres en særlig blanket til afgivelse af den ovennævnte dokumentation.

Hvis udbyttet tidligere har været fritaget for fuld beskatning vil Told- og Skattestyrelsen normalt være i besiddelse af den fornødne dokumentation, hvorfor det vil være tilstrækkeligt at henvise til den tidligere sag (journalnummer).

Told- og Skattestyrelsen kan i de tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt, stille krav om fremlæggelse af yderligere dokumentation for at betingelserne er opfyldt.

Er udlodningen sket før 1. januar 1998 og er ejertidsbetingelsen på 2 år endnu ikke udløbet, er refusion af indeholdt udbytteskat betinget af, at moderselskabet skriftligt påtager sig pligt til at betale udbytteskatten, hvis denne betingelse ikke efterfølgende opfyldes.

Ved tilbagebetalingen forrentes beløbet efter reglerne i cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb.

Krav om tilbagebetaling skal fremsættes skriftligt over for Told- og Skattestyrelsen senest den 31. december 1998.

Danske moderselskaber, jf. selskabsskattelovens § 13, stk. 3, og § 17, stk. 2, kan få genoptaget skatteansættelsen for indkomstår, hvori indgår udbytte, der er vedtaget i perioden 1. januar 1992 til og med 31. december 1997, af aktier i et datterselskab i en anden EU-medlemsstat, hvori moderselskabet har ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen i en sammenhængende periode på mindst to år, inden for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge. Det er en betingelse, at såvel moderselskabet som datterselskabet er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 2 i direktiv 90/435/EØF.

Anmodningen skal være ledsaget af dokumentation for, at moderselskabet opfylder ovennævnte betingelser sammenholdt med direktiv 90/435/EØF for at modtage skattefrit datterselskabsudbytte.

Som dokumentation vil det i almindelighed være tilstrækkeligt at vedlægge en erklæring fra selskabets generalforsamlingsvalgte revisor om, at betingelserne for skattefrihed henholdsvis skattenedsættelse for udbytte fra et datterselskab, er opfyldt. Erklæringen skal indeholde oplysning om,

- at såvel det udbyttegivende som det udbyttemodtagende selskab er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat

- at moderselskabet har ejet mindst 25 pct. af indskudskapitalen i datterselskabet i en sammenhængende perioden på mindst 2 år, og at udlodningstidspunktet ligger indenfor denne periode

Skattemyndigheden kan i de tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt, stille krav om yderligere dokumentation for at betingelserne er opfyldt.

Anmodning om genoptagelse skal fremsættes overfor skattemyndigheden senest den 31. december 1998.

4. Dette cirkulære bortfalder med udgangen af 1998.

Underskrift 1

Told- og Skattestyrelsen, den 19. juni 1998 Frantz Howitz /Niels Kristensen

Versioner

  1. 1998-07-01 · til 1999-01-01