Gelex

Cirkulære om afståelsestidspunktet for aktier ved konkurs - genoptagelse

OphævetVersion 1998-09-10fra 1998-09-10 til 1999-01-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1998/150@1998-09-10/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

1. Skatteministeriet har tabt en retssag om hvornår aktier må anses for afstået, når et selskab ophører ved konkurs.

I sagen var aktierne købt i 1981. Selskabet blev taget under konkursbehandling i 1982. I regnskabsåret for 1982 nedskrev skatteyderen værdien af aktierne til 0. Konkursboet blev sluttet i 1988 uden dividende til kreditorerne. For indkomståret 1988 fratrak skatteyderen tab på aktierne svarende til købsprisen, men den stedlige skattemyndighed godkendte ikke fradraget og henviste til, at tab på aktier skal fratrækkes i det indkomstår, hvor det med fornøden sikkerhed sandsynliggøres, at selskabets kapital er tabt. Skattemyndigheden fandt, at kapitalen var tabt før det tidspunkt, hvor skatteyderen havde været ejer af aktierne i 3 år.

Højesteret bemærkede følgende:

Den af Skatteministeriet hævdede fortolkning af aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2 - at en aktiepost skal anses for afstået, såfremt det ved et aktieselskabs konkurs må anses for sandsynliggjort, at den er værdiløs - har som anført af landsrettens mindretal hverken hjemmel i ordlyden af § 1, stk. 2 , eller i andre bestemmelser i loven eller i lovens forarbejder. Denne fortolkning er endvidere i strid med grundprincippet i statsskattelovens § 5, litra a, hvorefter værdistigninger eller -fald i ejerperioden er uden betydning for indkomstopgørelsen.

Som anført af landsrettens mindretal må det forhold, at aktierne som følge af selskabets endelige opløsning ikke længere eksisterer, nødvendigvis anses for omfattet af begrebet afståelse.

Lovens § 1, stk. 2, må herefter forstås således, at afståelsestidspunktet er tidspunktet for ejendomsrettens endelige ophør ved overdragelse eller på anden måde, herunder ved selskabets endelige opløsning. Skattemyndighederne havde således ikke haft hjemmel til at nægte appellanten - der indtil selskabets endelige opløsning var ejer af aktierne - det omtvistede tabsfradrag.

2. Afståelsestidspunktet for aktier er tidspunktet for ejendomsrettens ophør ved overdragelse eller på anden måde, herunder ved selskabets endelige opløsning.

3. Aktionærer, der ikke er behandlet efter foranstående retningslinier, kan efter anmodning få genoptaget skatteansættelserne for indkomstårene 1995, 1996 og 1997.

4. Ansøgning om genoptagelse af skatteansættelserne skal indgives til skattemyndighederne inden udgangen af 1998, på hvilket tidspunkt cirkulæret bortfalder. 1)

Underskrift 1

Told- og Skattestyrelsen, den 28. august 1998 Frantz Howitz /Jørgen Egelund

Versioner

  1. 1998-09-10 · til 1999-01-01