Cirkulære om behandlingsplaner for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1998/202@1998-12-29/da
Af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998, fremgår af § 3, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling så vidt muligt skal finde sted med patientens samtykke. Det fremgår videre af nævnte bestemmelse, stk. 2, at lægen skal vejlede patienten om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden. Endelig fremgår det af stk. 3, at overlægen er ansvarlig for, at der opstilles en behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og at patienten vejledes om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens gennemførelse til stadighed søges opnået.
Under henvisning hertil fastsættes:
§ 1. Den behandlingsansvarlige overlæge har ansvaret for, at der bliver opstillet en behandlingsplan for enhver der indlægges på en psykiatrisk afdeling.
§ 2.
Stk. 1. Behandlingsplanen er en del af journalen, hvad enten den er indskrevet i journalen eller er udformet som et selvstændigt notat.
Stk. 2. Behandlingsplanen er i sin helhed omfattet af reglerne om aktindsigt i patientjournaler.
§ 3.
Stk. 1. Behandlingsplanen skal udarbejdes senest en uge efter patientens indlæggelse.
§ 4.
Stk. 1. Behandlingsplanen skal indeholde følgende: 1) foreløbig diagnose, såvel psykiatrisk som somatisk samt beskrivelse af de fænomener, der underbygger diagnoserne 2) plan for de supplerende undersøgelser, der er nødvendige af diagnostiske og terapeutiske grunde 3) plan for den påtænkte behandling, omfattende såvel medicinsk behandling som psykoterapeutiske og sociale foranstaltninger, under hensyntagen til eventuelt senere indløbne undersøgelsesresultater 4) de mål, der søges opnået ved behandlingen og antagelser om behandlingens varighed 5) tidspunkt for planlagt opfølgning af behandlingsplan 6) oplysning om patientens holdning til behandlingsplanen
§ 5.
Stk. 1. Behandlingsplanen skal ajourføres, når ændringer i behandlingen eller patientens tilstand gør det nødvendigt.
§ 6.
Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft 1. januar 1999.
Stk. 2. Samtidig ophæves Sundhedsstyrelsens cirkulære af 8. september 1989 vedrørende behandlingsplaner for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger.
Underskrift 1
Sundhedsstyrelsen, den 8. december 1998 Einar Krag /Michael von Magnus