Cirkulære om lov nr. 143 af 17. marts 1999 om ændring af boafgiftsloven og pensionsbeskatningsloven
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1999/101@1999-07-22/da
Indhold
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Pension til samlevere
2.1. Ægtefælle- og samleverpension
2.1.1. Hidtil gældende regler om ægtefællepension
2.1.2. Nye regler om ægtefælle- og samleverpension
2.1.3. Nye regler om samleverpension
2.1.4. Fælles regler for ægtefælle- og samleverpension og den særlige samleverpension
2.1.4.1. Indsættelse med navns nævnelse
2.1.4.2. Indsættelse uden navns nævnelse
2.2. Begunstigelsesbestemmelser
2.2.1. Hidtil gældende regler
2.2.2. Ændring af reglerne
2.3. Ikrafttræden
3. Boafgiftsfritagelse af indkomstskattepligtige pensionsordninger
3.1. Hidtil gældende regler
3.2. Ændring af reglerne
3.3. Fradragsret ved opgørelse af boafgift
3.4 Ikrafttræden
4. Oversigt over regler om indkomstskat, afgift efter pensionsbeskatningsloven og boafgifter ved rettidig udbetaling af pensionsordninger
5. Ændringer vedrørende rate- og kapitalpension
5.1. Forhøjelse af aldersgrænser for ratepension
5.1.1. Hidtil gældende regler
5.1.2. Ændring af reglerne
5.2. Ændrede regler for videreførelse af rate- og kapitalpension
5.2.1. Hidtil gældende regler
5.2.2. Ændring af reglerne
5.2.2.1. Overførsel af rate- og kapitalpension
5.2.2.2. Tillægsberegning ved rateforsikring
5.3. Ikrafttræden
5.4. Ændringernes konsekvenser for ratepension oprettet før lovens ikrafttræden
6. Fradrag for bidrag til supplerende éngangsydelser
6.1. Hidtil gældende regler
6.2. Ændring af reglerne
6.3. Ikrafttræden
7. Standardrevisionserklæringer
1. Indledning
Dette cirkulære omtaler de ændringer, der er gennemført ved lov nr. 143 af 17. marts 1999 om ændring af boafgiftsloven og pensionsbeskatningsloven (Boafgiftsfritagelse af indkomstskattepligtige pensionsordninger, begunstigelse af samlevere, forhøjelse af aldersgrænsen for oprettelse m.v. af ratepension, videreførelse af rate- og kapitalpension m.v.).
I det følgende omtales først ændringerne vedrørende samlevere, dernæst boafgiftsfritagelsen, som har nær sammenhæng med ændringerne vedrørende samlevere, hvorefter der gives en skematisk oversigt over de gældende regler om indkomstskat, afgift efter pensionsbeskatningsloven og boafgift. Derefter omtales ændringerne vedrørende kapital- og ratepension, supplerende éngangsydelser og standardrevisionspåtegningerne.
2. Pension til samlevere
Pensionsbeskatningslovens afsnit I indeholder regler om den skattemæssige behandling af pensionsordninger m.v., hvor bidrag eller præmier er fradrags- eller bortseelsesberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og opstiller nogle krav, som en pensionsordning m.v. skal opfylde for at være omfattet af disse skatteregler.
Lovændringen har til formål at indføre skattemæssig ligestilling for så vidt angår disse pensionsordninger mellem personer, der under visse kvalificerede former samlever uden ægteskab eller registreret partnerskab, og personer, der lever i ægteskab eller registreret partnerskab.
Loven sikrer alene, at reglerne i pensionsbeskatningsloven ikke hindrer, at samlevere tilgodeses i forbindelse med pensionsopsparerens død. Loven griber således ikke ind i de bagvedliggende aftaler mellem pensionsopspareren og den eller de øvrige parter i aftalen: pengeinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser, arbejdsgivere m.v. Loven skaber med andre ord ikke i sig selv nye rettigheder for samlevere.
Såvel de hidtil gældende regler som lovændringerne er væsentligt forskellige for pensionsordninger med løbende livsbetingede udbetalinger på den ene side og for rate- og kapitalpensionsordninger på den anden side. I det følgende beskrives reglerne for disse to hovedtyper af pensionsordninger derfor hver for sig.
2.1. Ægtefælle- og samleverpension
2.1.1. Hidtil gældende regler om ægtefællepension
En pensionsordning med løbende udbetalinger oprettet i en pensionskasse eller et forsikringsselskab kan have en ydelsessammensætning, hvori der indgår ægtefællepension. Endvidere kan ægtefællepension have form af overlevelsesrente. Det er angivet i pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra c, hvilke personer der kan være berettiget til ægtefællepensionen. Efter de hidtil gældende regler gælder dette kun ægtefællen (herunder en frasepareret ægtefælle) og en fraskilt ægtefælle.
2.1.2. Nye regler om ægtefælle- og samleverpension
Ved lovændringen føjes samlevere til listen over personer, der kan modtage ægtefællepension. Samtidig ændres denne pensionsydelses betegnelse til »ægtefælle- eller samleverpension«, jf. pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra c. Pensionskasser og forsikringsselskaber m.v. har herefter mulighed for at indrette deres ydelsessammensætning således, at den hidtidige ægtefællepension eventuelt kan tilgå en efterladt samlever. Efterladtepension i form af overlevelsesrente kan også oprettes til fordel for en samlever.
2.1.3. Nye regler om samleverpension
Ved lovændringen gives der endvidere pensionskasser og forsikringsselskaber mulighed for at tilbyde samleverpension som en selvstændig ydelse ved siden af ægtefælle- eller samleverpensionen, jf. pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra d. Samleveren defineres på samme måde som den samlever, der kan komme i betragtning til ægtefælle- og samleverpensionen, jf. straks nedenfor.
Når samleverpension således oprettes som en selvstændig ydelse ved siden af ægtefælle- og samleverpensionen, stilles der ikke krav om, at ydelsens størrelse skal være den samme.
2.1.4. Fælles regler for ægtefælle- og samleverpension og den særlige samleverpension
Uanset om pensionsordningen indrettes således, at samleveren kommer i betragtning til ægtefælle- og samleverpensionen, eller der oprettes en selvstændig samleverpension, skal samleveren være omfattet af én af de to definitioner omtalt nedenfor for at kunne få udbetalt ydelsen.
Endvidere skal pensionsordningen i vilkår, regulativer m.v. på samme måde definere, hvad der forstås ved samlevere, som betingelse for at tillade, at samlevere kan oppebære ydelsen. En pensionsordning, der omfatter pension til samlevere, men som ikke indeholder én af de to mulige definitioner af samlevere, falder ikke ind under skattereglerne i pensionsbeskatningslovens afsnit I, men henføres i stedet til pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr.1 eller 3.
De to definitioner af begrebet samlevere omtales straks nedenfor. Der er valgfrihed mellem de to definitioner både i individuelle og kollektive ordninger. For så vidt angår individuelle overlevelsesrenter er det dog i praksis kun muligt at anvende den nedenfor under 2.1.4.1. beskrevne definition (indsættelse med navns nævnelse).
Begge definitioner indeholder et bopælskrav, hvorimod skattemyndigheder og pensionsinstitutter ikke skal foretage nogen vurdering af samlivsforholdets nærmere karakter. Det kræves ikke, at der er tale om et egentligt parforhold, ligesom bopælskriteriet ikke i sig selv udelukker, at samleveren kan være en slægtning til afdøde. Der kan dog kun optræde én person som berettiget til ægtefælle- eller samleverpension eller til samleverpension, selv om bopælskravet på samme tid kan være opfyldt af mere end én person.
Lovens betingelser er minimumsbetingelser. Der er intet krav om, at samleverpension skal indgå i ydelsessammensætningen, eller at samlevere skal have adgang til ægtefælle- eller samleverpensionen overhovedet. I de tilfælde, hvor samleveren har disse muligheder, kan der i vilkårene for pensionsordningen aftales yderligere betingelser. Det kan således f.eks. aftales, at en samlever, der er indsat med navns nævnelse, tillige skal have levet sammen med afdøde ved dødsfaldet og/eller have gjort det i en vis periode for at kunne oppebære ydelsen.
2.1.4.1. Indsættelse med navns nævnelse
Efter denne definition er en samlever en person, der er indsat med navns nævnelse, og som havde fælles bopæl med afdøde på indsættelsestidspunktet.
Bopælskravet svarer grundlæggende til bopælskravet efter boafgiftslovens § 1, stk. 2, litra d. Det vil sige, at fælles bopæl i de fleste tilfælde kan dokumenteres ved folkeregisterattester. At parterne ikke har fælles folkeregisteradresse på indsættelsestidspunktet, udelukker imidlertid ikke, at der kan foreligge fælles bopæl. Dokumentationen kan i disse tilfælde tilvejebringes ved mindst to uvildige personers erklæringer om forholdet, når erklæringerne underbygges af omstændighederne i øvrigt. Da dokumentationen vedrører bopælsforholdene på indsættelsestidspunktet, kan den enten tilvejebringes i forbindelse med indsættelsen af samleveren, eller når pension til samleveren bliver aktuel.
2.1.4.2. Indsættelse uden navns nævnelse
Efter denne definition er en samlever en person,
som afdøde kunne have indgået ægteskab eller registreret partnerskab med, og
som afdøde i et testamente, der er oprettet senest tre måneder før dødsfaldet, har tillagt en arvelod af mindst samme størrelse som den tvangsarv, der ifølge arveloven ville være tilkommet en ægtefælle, og
som har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste to år før dødsfaldet. Hvis personen ikke længere har fælles bopæl med afdøde, men tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på mindst to år, anses bopælskriteriet dog for opfyldt, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af institutionsanbringelse, herunder anbringelse i en ældrebolig.
Bopælskravet svarer grundlæggende til bopælskravet efter boafgiftslovens § 1, stk. 2, litra d. Det vil sige, at fælles bopæl i de fleste tilfælde kan dokumenteres ved folkeregisterattester. At parterne ikke har fælles folkeregisteradresse på indsættelsestidspunktet, udelukker imidlertid ikke, at der kan foreligge fælles bopæl. Dokumentationen kan i disse tilfælde tilvejebringes ved mindst to uvildige personers erklæringer om forholdet, når erklæringerne underbygges af omstændighederne i øvrigt. Da dokumentationen vedrører bopælsforholdene i de seneste 2 år forud for dødsfaldet, kan den først tilvejebringes, når pension til samleveren bliver aktuel.
Samleveren skal være en person, som afdøde kunne have indgået ægteskab eller registreret partnerskab med.
Reglerne om, hvilke personer afdøde ikke kunne have indgået ægteskab eller registreret partnerskab med, fremgår af ægteskabslovgivningen. Der må herefter ikke være tale om slægtskab i den ret op- og nedstigende linje mellem de to parter (dvs. relationer inden for børn-forældre-bedsteforældre-oldeforældre), og parterne må ikke være hel- eller halvsøskende. Endvidere må personer, der er i et bestående ægteskab eller registreret partnerskab, herunder et der er suspenderet ved separation, ikke indgå nyt ægteskab eller registreret partnerskab.
Afdødes testamente skal tillægge samleveren en arvelod, der mindst svarer til den tvangsarvelod, som ville være tilkommet en ægtefælle efter arveloven. Efter arveloven arver afdødes ægtefælle en trediedel af det, afdøde efterlader sig, når afdøde havde livsarvinger (dvs. børn, børnebørn, oldebørn), og alt, hvad afdøde efterlader sig, når afdøde ikke havde livsarvinger. I begge tilfælde er halvdelen af denne arvelod tvangsarv. Det vil sige, at testamentsbetingelsen opfyldes ved, at samleveren tillægges en arvelod på mindst en sjettedel, når der er livsarvinger, og mindst halvdelen, når der ikke er livsarvinger.
Pensionskasser og forsikringsselskaber bør ved udbetaling sikre sig dokumentation for, at kravene til testamente er opfyldt.
2.2. Begunstigelsesbestemmelser
For visse typer af pensionsordninger gælder, at pensionsordningen kan tilfalde andre efter pensionsopsparerens død. Dette gælder ved forsikringer med garanterede ydelser, kapitalforsikring og opsparing i pensionsøjemed (kapitalpension) og rateforsikring og rateopsparing i pensionsøjemed (ratepension). Reglerne om disse pensionsordninger giver pensionsopspareren mulighed for at indsætte en bestemt person som begunstiget. Reglerne om begunstigelsesbestemmelser er parallelle for alle de ovennævnte typer af pensionsordninger og behandles samlet nedenfor.
2.2.1. Hidtil gældende regler
Pensionsopsparerne har både efter de nu gældende og efter de hidtil gældende regler to muligheder for at indsætte begunstigede.
For det første kan pensionsopspareren frit vælge en begunstiget person inden for en nærmere angivet kreds. Til denne kreds hører ægtefælle, herunder frasepareret ægtefælle, fraskilt ægtefælle, livsarvinger (børn, børnebørn osv.) samt stedbørn og disses livsarvinger. Samlevere hørte efter de hidtil gældende regler ikke til kredsen.
Stedbørn defineres på samme måde som efter boafgiftsloven. Det vil sige, at stedbørn er børn af en person, som pensionsopspareren er eller har været gift med. Det er uden betydning, om ægteskabet er ophørt ved dødsfald eller ved skilsmisse, jf. herved Told- og Skattestyrelsens afgørelse offentliggjort i TfS 1993.461.
Loven stiller ikke krav om, at personen skal indsættes med navns nævnelse, og heller ikke om, at slægtskabet skal angives i begunstigelsesbestemmelsen. Det kan besluttes, at summen skal deles mellem flere personer inden for kredsen.
For det andet kan pensionsopspareren indsætte sine nærmeste pårørende. Dette begreb defineres i de parallelle bestemmelser i forsikringsaftalelovens § 105, stk. 5, og i § 5, stk. 5, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter.
Indsættelse som begunstiget af en person, der ikke er angivet som »nærmeste pårørende« og ikke er omfattet af den ovennævnte kreds, er ifølge motiverne til pensionsbeskatningsloven (lov nr. 310 af 9. juni 1971) en disposition, der uden at være overdragelse eller anden overførsel til eje eller pant medfører, at ordningen ikke længere opfylder betingelserne i kapitel 1, jf. herved pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 1, 1. pkt. Er der tale om en allerede oprettet pensionsordning, hvor begunstigelsesbestemmelsen ændres, indebærer dette, at der skal beregnes 60 pct.s-afgift efter pensionsbeskatningslovens § 30. Afgiften skal beregnes af det beløb eller de værdier, som på tidspunktet for begunstigelsen kunne være udbetalt til den pågældende ved ordningens ophævelse.
2.2.2. Ændring af reglerne
De hidtil gældende regler som beskrevet ovenfor er fortsat gældende. Dog udvider ændringsloven kredsen af personer, der kan begunstiges, til også at omfatte samlevere.
En samlever defineres som en person, der er indsat med navns nævnelse, og som havde fælles bopæl med afdøde på indsættelsestidspunktet.
Bopælskravet svarer grundlæggende til bopælskravet efter boafgiftslovens § 1, stk. 2, litra d. Det vil sige, at fælles bopæl i de fleste tilfælde kan dokumenteres ved folkeregisterattester. At parterne ikke har fælles folkeregisteradresse på indsættelsestidspunktet, udelukker imidlertid ikke, at der kan foreligge fælles bopæl. Dokumentationen kan i disse tilfælde tilvejebringes ved mindst to uvildige personers erklæringer om forholdet, når erklæringerne underbygges af omstændighederne i øvrigt. Da dokumentationen vedrører bopælsforholdene på indsættelsestidspunktet, kan den enten tilvejebringes i forbindelse med indsættelsen af samleveren eller når pension til samleveren bliver aktuel.
Derimod skal skattemyndigheder og pensionsinstitutter ikke foretage nogen vurdering af samlivsforholdets nærmere karakter. Det kræves ikke, at der er tale om et egentligt parforhold, ligesom bopælskriteriet ikke udelukker, at samleveren kan være en slægtning til afdøde.
I modsætning til de øvrige personer, der kan begunstiges, skal samleveren indsættes med navns nævnelse, og der kan kun indsættes én samlever, selv om bopælskravet måtte være opfyldt af flere.
2.3. Ikrafttræden
De ovenfor beskrevne ændringer har virkning fra og med den 1. juli 1999. Anvendelsesområdet omfatter både eksisterende og fremtidigt oprettede pensionsordninger.
3. Boafgiftsfritagelse af indkomstskattepligtige pensionsordninger
3.1. Hidtil gældende regler
Når der sker udbetaling af en forsikrings- eller pensionsordning med løbende ydelser til en begunstiget, er det afgørende for, om der skal betales boafgift af værdien af de løbende ydelser, om udbetalingen er omfattet af afgiftsfritagelserne i boafgiftslovens § 3.
Alle udbetalinger til den efterlevende ikke fraseparerede ægtefælle, herunder løbende udbetalinger og udbetalinger fra rate- og kapitalpensionsordninger, er boafgiftsfri, jf. boafgiftslovens § 3, stk. 1, litra a.
Udbetalinger i henhold til enkepensionsloven eller tilsvarende bestemmelser i pensionsregulativer eller forsikringsbetingelser til afdødes fraseparerede eller fraskilte ægtefælle har efter de hidtil gældende regler været boafgiftsfri, jf. boafgiftslovens § 3, stk. 1, litra b. Løbende udbetalinger af børnepensioner til børn under 24 år har også været boafgiftsfri, jf. boafgiftslovens § 3, stk. 1, litra c.
Efter de hidtil gældende regler var det således kun i enkelte tilfælde, at modtageren af en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en ratepension både var indkomstskattepligtig og boafgiftspligtig.
Afgiftsfritagelsen gjaldt imidlertid ikke individuelle pensionsordninger til fordel for den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle. Ligeledes ville en forsikrings- eller pensionsordning, der tilfaldt for eksempel en samlever som begunstiget, også blive pålagt afgift. I disse tilfælde indebar reglerne, at der både skulle betales boafgift af værdien af forsikrings- eller pensionsordningen og indkomstskat af de løbende udbetalinger. Forinden beregning af boafgift fratrak man dog 40 pct. af værdien på tidspunktet for første udbetaling fra forsikringen m.v. Der skulle således betales 15 pct. (evt. også tillægsboafgift på 25 pct.) af 60 pct. af værdien af forsikringen m.v.
3.2. Ændring af reglerne
Ændringsloven medfører, at udbetalinger fra forsikrings- eller pensionsordninger med løbende ydelser og udbetalinger fra ratepensionsordninger, der helt eller delvist er indkomstskattepligtige efter pensionsbeskatningsloven, undtages fra afgiftspligten efter boafgiftsloven. Det betyder, at når en forsikrings- eller pensionsordning med løbende eller ratevise indkomstskattepligtige ydelser udbetales til en begunstiget ved pensionsopsparerens død, skal der ikke betales boafgift af udbetalingerne, men alene indkomstskat.
Som følge af ændringen af pensionsbeskatningsloven, jf. pkt. 2.1.og 2.2., vil visse samlevere kunne indsættes som begunstiget i en forsikrings- eller pensionsordning. Ændringen af boafgiftsloven får derfor primært betydning for samlevere, som nu har mulighed for at oprette en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en ratepension, hvoraf der alene skal betales indkomstskat i takt med, at forsikrings- eller pensionsordningen udbetales.
Derudover har lovændringen betydning for fraskilte eller fraseparerede ægtefæller. Hvis disse personer indsættes som begunstiget i en forsikrings- eller pensionsordning med løbende udbetalinger eller en ratepensionsordning, der er indkomstskattepligtig efter pensionsbeskatningsloven, skal der fremover ikke betales boafgift.
Efter ændringen er der ikke længere forskel på, om ordningen er individuel eller kollektiv. Det afgørende for, at der ikke er boafgiftspligt efter boafgiftsloven, er, at udbetalingerne er løbende eller ratevise, og at det følger af pensionsbeskatningsloven, at udbetalingerne er indkomstskattepligtige.
De udbetalinger til begunstigede, som ikke er omfattet af boafgiftsfritagelsen, er udbetalinger, der ikke er indkomstskattepligtige, og udbetalinger fra en udenlandsk ordning svarende til en dansk kapitalpensionsordning, jf. pensionsbeskatningslovens §§ 53 A og B. Ved udbetaling fra kapitalforsikringer og opsparinger i pensionsøjemed (kapitalpensioner) til en begunstiget pga. dødsfald skal der betales 40 pct.s afgift efter pensionsbeskatningsloven, og det resterende beløb skal afgiftsberigtiges efter boafgiftsloven. Tilsvarende gælder udbetalinger til børn over 24 år. Såfremt der ikke har været indsat en begunstiget, er ydelserne ikke indkomstskattepligtige, men der betales i stedet 40 pct.s afgift, og ydelserne er således ikke fritaget for boafgift.
Udvidelsen af det afgiftsfri område medfører endvidere, at forsikringsselskaberne og pensionskasserne i et større omfang end hidtil kan udbetale til begunstigede uden at skulle tilbageholde afgift.
3.3. Fradragsret ved opgørelse af boafgift
Ændringen af boafgiftslovens § 12 skal bl.a. ses som en konsekvensændring, idet der med lovændringen om afgiftsfritagelse af indkomstskattepligtige udbetalinger fra forsikrings- eller pensionsordninger ikke længere skal beregnes boafgift af 60 pct. af værdien, da værdien af indkomstskattepligtige pensioner ikke længere vil være boafgiftspligtig.
Der er derudover indført hjemmel i boafgiftslovens § 12 til at fratrække 40 pct. af den samlede værdi på udbetalingstidspunktet ved opgørelsen af en indkomstskattepligtig pensionsordning, som ikke er fritaget for boafgift, jf. boafgiftslovens § 3, stk. 1. Baggrunden herfor er, at udenlandske pensionsordninger svarende til danske kapitalpensionsordninger i visse tilfælde er indkomstskattepligtige ved udbetalingen, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 B. Ved at fratrække 40 pct. af den samlede værdi ligestilles disse udenlandske ordninger med danske kapitalpensionsordninger, som også ved opgørelsen har fradrag for de 40 pct., der svares i afgift efter pensionsbeskatningsloven.
3.4. Ikrafttræden
Lovændringerne vedrørende boafgiftsloven har virkning fra og med den 1. januar 1999.
Det betyder, at loven finder anvendelse, når afgiftspligten indtræder den 1. januar 1999 eller senere, dvs. ved pensionsopsparerens død den 1. januar 1999 eller senere, jf. boafgiftslovens § 8.
4. Oversigt over regler om indkomstskat, afgift efter pensionsbeskatningsloven og boafgifter ved rettidig udbetaling af pensionsordninger
Pensionsordninger med løbende udbetalinger
Modtager Pensionsbeskatningsloven Boafgiftsloven
Ægtefælle- eller samleverpension/samleverpension/børnepension
Ægtefælle/registreret partner Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 1 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra a og b
Fraskilt/frasepareret ægtefælle/partner Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 1 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra b
Samlever Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 1 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra b
Børn og stedbørn m.fl. (altid under 24 år) Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 1 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra b
Garanterede ydelser (begunstigelse)
Ægtefælle/registreret partner Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 1 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra a og b
Fraskilt/frasepareret ægtefælle/partner Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 1 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra b
Samlever Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 1 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra b
Børn og stedbørn m.fl. under 24 år Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 1 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra b
Børn og stedbørn m.fl. over 24 år 40 pct. afgift, § 29, stk. 1, 2. pkt. 15 pct., § 1, stk. 2, litra a
Andre 40 pct. afgift, § 29, stk. 1, 2. pkt. 15 / 36,25 pct., § 1, stk. 2
Ratepension (begunstigelse)
Modtager Pensionsbeskatningsloven Boafgiftsloven
Ægtefælle/registreret partner Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 2 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra a og b
Fraskilt/frasepareret ægtefælle/partner Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 2 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra b
Samlever Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 2 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra b
Børn og stedbørn m.fl. under 24 år Indkomstskat, § 20, stk. 1, nr. 2 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra b
Børn og stedbørn m.fl. over 24 år 40 pct. afgift, § 29, stk. 1, 2. pkt. 15 pct., § 1, stk. 2, litra a
Andre 40 pct. afgift, § 29, stk. 1, 2. pkt. 15 / 36,25 pct., § 1, stk. 2
Kapitalpension (begunstigelse)
Modtager Pensionsbeskatningsloven Boafgiftsloven
Ægtefælle/registreret partner 40 pct. afgift, § 25, nr. 4 Afgiftsfri, § 3, stk. 1, litra a
Fraskilt/frasepareret ægtefælle/partner 40 pct. afgift, § 25, nr. 4 15 pct., § 1, stk. 2, litra e
Samlever 40 pct. afgift, § 25, nr. 4 15 / 36,25 pct., § 1, stk. 2, litra d
Børn og stedbørn m.fl (uanset alder) 40 pct. afgift, § 25, nr. 4 15 pct., § 1, stk. 2, litra a
Andre 40 pct. afgift, § 25, nr. 4 15 / 36,25 pct., § 1, stk. 2
5. Ændringer vedrørende rate- og kapitalpension
Loven indeholder dels en forhøjelse af aldersgrænserne vedrørende ratepension, dels ændrede regler om overførsel af rate- og kapitalpension og i tilknytning hertil ændrede regler for opgørelsen af tillæg til rateforsikringer. I det følgende omtales først aldersgrænsen, dernæst de øvrige ændringer, og sidst beskrives visse detaljer i samspillet mellem de to nye regler vedrørende ratepension.
5.1. Forhøjelse af aldersgrænser for ratepension
5.1.1. Hidtil gældende regler
Efter de hidtil gældende regler kunne en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed (ratepension) frit oprettes indtil det fyldte 55. år. Efter det fyldte 55. år kunne ratepension kun oprettes som tillæg til en før denne alder oprettet ordning efter nærmere regler, der omtales under pkt. 5.2.1.
Efter de hidtil gældende regler kunne der ikke aftales senere forfaldstidspunkt for sidste rate af en rateopsparing i pensionsøjemed end det kalenderår, hvori kontohaveren fylder 80 år. Ved rateforsikring kunne der ikke aftales senere forfaldstidspunkt for sidste rate end første policedag efter den forsikredes fyldte 80. år. Det vil sige, at udbetalingerne senest skulle påbegyndes ved det fyldte 70. år. I begge tilfælde kunne rateudbetalingerne tidligst påbegyndes ved det fyldte 60. år, medmindre lavere aldersgrænse var godkendt af Ligningsrådet.
5.1.2. Ændring af reglerne
Ved ændringsloven forhøjes aldersgrænsen for oprettelse af ratepension fra 55 år til 60 år svarende til aldersgrænsen for oprettelse af kapitalpension.
Reglen om, at udbetalingerne tidligst kan påbegyndes ved det fyldte 60. år, opretholdes, men suppleres med en regel om, at udbetalingerne tidligst kan påbegyndes 5 år efter, at forsikringen eller kontoen er oprettet, medmindre lavere aldersgrænse er godkendt af Ligningsrådet.
Den 5-årige bindingsperiode regnes i alle tilfælde fra ordningens oprettelse. Dette gælder også, hvis indbetalingerne til ordningen ændres i tidsrummet mellem oprettelsen og det fyldte 60. år.
Aldersgrænsen for forfaldstidspunkt for sidste rate af en ratepension er forhøjet fra det 80. til det 85. år. Det betyder, at udbetaling senest skal påbegyndes ved det fyldte 75. år mod tidligere det fyldte 70. år.
5.2. Ændrede regler for videreførelse af rate- og kapitalpension
5.2.1. Hidtil gældende regler
Efter de hidtil gældende regler kunne personer, der var fyldt 60 år, godt fortsætte med at indbetale til en opsparing i pensionsøjemed, men de kunne ikke oprette en ny kapitalpensionsordning. Og efter det fyldte 60. år kunne en ny kapitalforsikringspolice kun oprettes som tillæg til en før denne alder oprettet police.
Efter de hidtil gældende regler kunne personer, der var fyldt 55 år, ikke oprette en ny rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed (ratepension), men de kunne i et vist omfang oprette tillæg til eksisterende ratepensionsordninger.
Et tillæg til en eksisterende ratepensionsordning skulle oprettes i det samme pensionsinstitut som det, hvori den oprindelige ratepensionsordning var oprettet. At der er tale om et tillæg, indebærer for rateopsparing i pensionsøjemed, at den oprindelige ordnings vilkår med hensyn til udbetalingstidspunkt, udbetalingsperiode og udbetalingsforløb gælder både for den oprindelige ordning og for tillægget. Ved rateforsikring skal tillægget ikke have samme vilkår som den oprindelige ordning.
En person over 60 år, der ønskede at fortsætte sin kapitalpensionsordning i et andet pensionsinstitut, og en person over 55 år, der ønskede at oprette et tillæg til sin ratepensionsordning i et andet pensionsinstitut end det, hvori den oprindelige ordning var oprettet, var efter de hidtil gældende regler henvist til at lade hele ordningen overføre til det nye pensionsinstitut, for kapital- og rateforsikringernes vedkommende efter oprettelse af en tillægsordning.
Tillæg til en ratepensionsordning efter det fyldte 55. år kunne efter de hidtil gældende regler kun oprettes inden for en værdi svarende til halvdelen af den oprindelige ordnings værdi. Opgørelsesmetoden for denne værdi var forskellig for henholdsvis rateforsikring og rateopsparing i pensionsøjemed.
Ved rateforsikring kunne tillæg efter det fyldte 55. år efter de hidtil gældende regler oprettes i form af en tillægspolice med en forsikringssum, der ved samme udbetalingstidspunkter som efter den tidligere police ikke ville overstige halvdelen af den tidligere aftalte forsikringssum.
Ved rateopsparing i pensionsøjemed kunne indbetalinger til et tillæg efter det fyldte 55. år højst udgøre et beløb svarende til halvdelen af den oprindelige ordnings værdi ved det fyldte 55. år samt et beløb svarende til halvdelen af de på dette tidspunkt aftalte fremtidige indbetalinger.
5.2.2. Ændring af reglerne
5.2.2.1. Overførsel af rate- og kapitalpension
Efter lovændringen opretholdes reglen om, at kapitalpension ikke kan nyoprettes efter det fyldte 60. år, samt princippet om beløbsmæssige begrænsninger for forhøjede indbetalinger til ratepension efter aldersgrænsen, der nu er forhøjet til det fyldte 60. år, jf. punkt 5.1.2. ovenfor. De nærmere regler om den beløbsmæssige begrænsning beskrives i punkt 5.2.2.2. nedenfor.
Derimod er kravet om, at indbetalinger til kapitalpension og ratepension efter det fyldte 60. år skal fortsætte i det pensionsinstitut, hvori den oprindelige ordning er oprettet, bortfaldet. Dette gælder både for private ordninger og arbejdsgiveradministrerede ordninger.
Det nye forsikringsselskab eller pengeinstitut må sikre sig dokumentation for, at der foreligger en ældre kapitalpension eller ratepension, der er oprettet i tide, og som ikke er kommet til udbetaling.
Ved ratepension skal den oprindelige forsikring eller konto af hensyn til den beløbsmæssige begrænsning påføres oplysninger om, at der er en supplerende ordning. I påtegningen bør det af hensyn til eventuelle yderligere supplementsordninger anføres, hvor stor en del af det maksimalt mulige tillæg, der er udnyttet. Det nye forsikringsselskab eller pengeinstitut skal kontakte det oprindelige forsikringsselskab eller pengeinstitut for at få noteret forhøjelsen. Herved får det nye forsikringsselskab eller pengeinstitut lejlighed til at sikre sig, at der foreligger en ældre ratepension, der er oprettet i tide, og som ikke er kommet til udbetaling.
Når der i overensstemmelse med ovenstående regler oprettes en kapital- eller ratepensionsordning efter det fyldte 60. år i et andet pensionsinstitut end det, hvori den oprindelige ordning er oprettet, gælder reglerne om nyoprettelse, herunder reglen for ratepensionsordninger om en bindingsperiode på 5 år fra den nye ordnings oprettelse.
Hvis det efter det fyldte 60. år besluttes at videføre en ratepensionsordning i det samme pensionsinstitut som det, hvori den oprindelige ordning er oprettet, er der derimod to muligheder:
Der kan oprettes en ny ratepensionsordning. I så fald gælder reglerne om nyoprettelse, herunder reglen om en 5-årig bindingsperiode regnet fra oprettelsen af den nye ordning.
Der kan oprettes et tillæg til den oprindelige ratepensionsordning. I så fald gælder den oprindelige ordnings vilkår med hensyn til udbetalingstidspunkt, udbetalingsperiode og udbetalingsforløb både for den oprindelige ordning og for tillægget.
Lovændringen griber ikke ind i de hidtil gældende regler, hvorefter der ikke kan oprettes et arbejdsgiveradministreret tillæg til en privat ratepensionsordning, uden at den oprindelige ordning ændrer status til arbejdsgiveradministreret.
5.2.2.2. Tillægsberegning ved rateforsikring
Ud over at aldersgrænsen er forhøjet fra 55 til 60 år, er der ikke ændret på reglerne om beregning af forhøjelsesgrundlaget ved rateopsparing i pensionsøjemed (»bankmetoden«). Det vil sige, at indbetalinger efter det fyldte 60. år højst må udgøre et beløb svarende til halvdelen af den oprindelige ordnings værdi ved det fyldte 60. år samt et beløb svarende til halvdelen af de på dette tidspunkt aftalte fremtidige indbetalinger.
For så vidt angår rateforsikring opretholdes den hidtidige opgørelsesmetode (»forsikringsmetoden«), hvorefter der efter det fyldte 60. år kan oprettes en ny police med en forsikringssum, der ved samme udbetalingstidspunkter som efter den tidligere police ikke ville overstige halvdelen af den tidligere aftalte forsikringssum.
Lovændringen hjemler imidlertid, at »bankmetoden« ? også kan anvendes ved rateforsikring som alternativ til »forsikringsmetoden«. Beslutning om, hvilken af de to metoder der skal anvendes, træffes af det forsikringsselskab, hvori den oprindelige rateforsikring er tegnet, eventuelt af det selskab, hvori forsikringen er placeret på opgørelsestidspunktet.
5.3. Ikrafttræden
De ovenfor beskrevne ændringer vedrørende kapital- og ratepension har virkning fra og med dagen efter bekendtgørelsen i lovtidende, dvs. fra og med den 19. marts 1999. Reglerne om kapital- og ratepension efter det fyldte 60. år kan anvendes, uanset om den oprindelige pensionsordning er oprettet før eller efter lovens ikrafttræden.
5.4. Ændringernes konsekvenser for ratepension oprettet før lovens ikrafttræden
Ikrafttrædelsesbestemmelserne, jf. punkt 5.3., indebærer for ratepensionernes vedkommende, at reglerne for de før lovens ikrafttræden oprettede ratepensioner er ændret samtidig på to punkter: dels forhøjes aldersgrænsen for nyoprettelse fra 55 til 60 år, og dels bortfalder kravet om, at ratepension efter det (nu) 60. år skal oprettes i samme pensionsinstitut og have karakter af et tillæg til den oprindelige ratepensionsordning. Derimod fastholdes princippet om en beløbsmæssig begrænsning af de forhøjede udbetalinger efter det (nu) 60. år; om ændringerne i opgørelsesmetoden for rateforsikringerne henvises til punkt 5.2.2.2.
For personer, som ved lovens ikrafttræden er fyldt 55 år, men ikke fyldt 60 år, medfører lovændringerne, at det beregnede forhøjelsesgrundlag ved det fyldte 55. år ikke længere har betydning. Der kan frit aftales forhøjelser indtil det fyldte 60. år på samme vilkår, som der hidtil har kunnet aftales forhøjelser indtil det fyldte 55. år. Ved det fyldte 60. år opgøres et nyt forhøjelsesgrundlag, som gælder som grænse for forhøjelser efter det fyldte 60. år.
Hvis en forhøjelse efter det fyldte 60. år oprettes som et tillæg til en bestående rateopsparing i pensionsøjemed, er det den oprindelige ordnings vilkår med hensyn til udbetalingstidspunkt, udbetalingsperiode og udbetalingsforløb, der gælder både for den oprindelige ordning og for tillægget. Ved forhøjelse efter det fyldte 60. år af en rateforsikring følges den hidtidige praksis for forhøjelser efter det fyldte 55. år, dvs. at det ikke kræves, at tillægget har samme vilkår som den oprindelige ordning med hensyn til udbetalingstidspunkt, udbetalingsperiode og udbetalingsforløb.
Hvis der oprettes en ny ordning efter det fyldte 60. år, det være sig i det oprindelige pensionsinstitut eller i et nyt pensionsinstitut, gælder reglerne om nyoprettelse, herunder reglen om en bindingsperiode på 5 år fra den nye ordnings oprettelse. Hvis der f.eks. i den oprindelige ordning er aftalt udbetaling fra det fyldte 65. år, kan der således ikke oprettes en ny ordning med samme udbetalingstidspunkt som den oprindelige ordning, fordi bindingsperioden da ikke ville være overholdt. Oprettes den nye ordning f.eks. ved det fyldte 63. år, er det tidligst mulige udbetalingstidspunkt for denne ordning det fyldte 68. år.
For personer, som ved lovens ikrafttræden er fyldt 60 år, indebærer lovændringerne, at der på ny skal beregnes et forhøjelsesgrundlag, nu på grundlag af værdien ved det fyldte 60. år. Dette forhøjelsesgrundlag opgøres dog kun, hvis udbetalingerne fra ordningen endnu ikke er påbegyndt, og kun, hvis personen anmoder om det. Det har ingen betydning for adgangen til at forhøje indbetalingerne efter det fyldte 60. år, om der eventuelt i værdien ved det fyldte 60. år indgår indbetalinger, som er foretaget i perioden fra det fyldte 55. til det fyldte 60. år i overensstemmelse med de dagældende regler om forhøjelser.
6. Fradrag for bidrag til supplerende éngangsydelser
6.1. Hidtil gældende regler
Pensionsbeskatningslovens § 29 A indeholder regler om supplerende engangsydelser fra en pensionskasse, der er omfattet af § 2, nr. 4, eller § 7. Supplerende engangsydelser undergives i visse, men ikke i alle, henseender en skattemæssig behandling, som svarer til den skattemæssige behandling af kapitalpensioner. Ifølge § 29 A, stk. 2, skal den del af det årlige bidrag for et pensionskassemedlem, som anvendes til finansiering af supplerende engangsydelser, således medregnes under beløbsgrænsen i § 16, stk. 1.
Ifølge § 16, stk. 1 , kan der for et indkomstår i alt højst anvendes 34.000 kr. (1999-niveau) til kapitalpension og, jf. § 29 A, stk. 2, bidrag til supplerende engangsydelser.
Efter § 19 er der bortseelsesret for indbetalinger fra en arbejdsgiver til en arbejdstagers pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1. Bortseelsesretten omfatter således både kapitalpensioner og pensionsordninger med løbende udbetalinger. For de sidstnævntes vedkommende omfatter bortseelsesretten også den del af bidraget, der er anvendt til finansiering af supplerende engangsydelser.
Ifølge § 18, stk. 2, 1. pkt. , kan bidrag til kapitalpension højst fratrækkes med det i § 16, stk. 1, nævnte beløb (dvs. 34.000 kr. i 1999-niveau). Ved 2. pkt. bestemmes, at er der af ejerens arbejdsgiver foretaget indbetalinger til kapitalpensionsordninger, der er skattefrie for ejeren i medfør af bestemmelsen i § 19, nedsættes det fradragsberettigede beløb med disse indbetalinger bortset fra arbejdsmarkedsbidrag. Ifølge 3. pkt. kan fradraget for bidrag m.v. til kapitalpensionsordningerne dog ikke overstige det beløb, som ejerens personlige indkomst i det pågældende indkomstår udgør uden fradrag for bidragene. Med andre ord kan fradraget nedbringe den personlige indkomst til 0, men ikke medføre, at den personlige indkomst bliver negativ.
Efter de hidtil gældende regler indgik bidrag til supplerende engangsydelser ikke i den sidstnævnte fradragsbegrænsningsregel i § 18, stk. 2, 3. pkt., hvorefter fradraget ikke kan sætte den personlige indkomst længere ned end til 0 kr. Det vil sige, at fradrag for bidrag, der anvendes til finansiering af supplerende engangsydelser - modsat fradrag for indbetalinger til kapitalpension - kunne medføre, at den personlige indkomst blev negativ.
Pensionsbeskatningslovens § 21, 1. pkt. , omhandler situationen, hvor der af en persons arbejdsgivere tilsammen er indbetalt større beløb til kapitalpension end fastsat i § 16 (1999: 34.000 kr.). I så fald skal det overskydende beløb medregnes ved opgørelsen af arbejdstagerens skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår som personlig indkomst.
§ 21, 2. pkt. , omhandler situationen, hvor arbejdstagerens personlige indkomst er negativ, og der af arbejdsgiveren er foretaget indbetalinger til arbejdstagerens kapitalpension. I så fald skal den til det negative beløb svarende del af indbetalingerne medregnes ved opgørelsen af arbejdstagerens skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår som personlig indkomst. Hvis der er fremkommet et beløb efter bestemmelsens 1. pkt., tages der udgangspunkt i arbejdstagerens personlige indkomst efter regulering med beløbet efter 1. pkt.
§ 21 indebærer, at arbejdstageren beskattes af lønindkomst, der er medgået til indbetalinger til kapitalpension, som der ikke er fradragsret for efter bestemmelsen i § 18, stk. 2.
Efter den hidtil gældende formulering af bestemmelsen omfattes bidrag til supplerende engangsydelser ikke af bestemmelsen i § 21, 1. pkt. Hvis en arbejdsgiver havde indbetalt til en arbejdstagers pensionsordning med løbende udbetalinger, og pensionskassen derefter havde anvendt et beløb til finansiering af supplerende engangsydelser, som sammenlagt med arbejdstagerens kapitalpensionsbidrag oversteg beløbsgrænsen i § 16, stk. 1, var der således ikke hjemmel til at medregne det overskydende beløb ved opgørelsen af arbejdstagerens skattepligtige indkomst efter § 21, 1. pkt.
Hvis en arbejdstagers personlige indkomst var negativ, var der på tilsvarende måde ikke hjemmel i den hidtidige formulering af § 21 til at medregne en del af det beløb, der var anvendt til finansiering af supplerende engangsydelser, ved arbejdstagerens indkomstopgørelse.
Pensionsbeskatningslovens § 21 A, stk. 1 , omhandler nogle situationer, hvor tilbagebetaling af indbetalinger til kapitalpension ikke betragtes som afgiftspligtige udbetalinger.
Bestemmelsens 1. pkt., omhandler situationen, hvor en person har foretaget indbetalinger til kapitalpension inden for beløbsgrænsen i § 16, stk. 1, og indbetalingerne overstiger personens personlige indkomst for det pågældende indkomstår.
Bestemmelsens 2. pkt. omhandler samme situation som § 21, 2. pkt., nemlig hvor en arbejdstagers personlige indkomst er negativ, og arbejdsgiveren har indbetalt til arbejdstagerens kapitalpension.
I disse tilfælde bevirker henholdsvis § 18, stk. 2, 3. pkt., og § 21, 2. pkt., at der ikke er henholdsvis fradragsret og bortseelsesret for indbetalingerne eller en del af disse. I henhold til § 21 A, stk. 1, betragtes det ikke som en afgiftspligtig udbetaling, hvis det beløb, som der ikke er henholdsvis fradragsret og bortseelsesret for, tilbagebetales eller udbetales. For så vidt angår arbejdsgiverordningerne, jf. § 21, 2. pkt., og § 21 A, stk. 1, 2. pkt., forudsætter udbetaling arbejdsgiverens samtykke. Ifølge § 21 A, stk. 1, 3. pkt., kan der, når der er foretaget indbetaling til flere ordninger, højst tilbagebetales eller udbetales et beløb fra den enkelte ordning, der svarer til indbetalingen i det pågældende indkomstår til den pågældende ordning.
Bestemmelsens stk. 2 omhandler situationen, hvor der er indbetalt mere til kapitalpension end beløbsgrænsen i § 16, stk. 1, (34.000 kr. i 1999-niveau). Det overskydende beløb kan tilbagebetales eller udbetales, når særlige omstændigheder taler derfor.
Den hidtil gældende formulering af § 21, stk. 1, og § 21 A, stk. 1 og 2, har medført, at alene indbetalinger til kapitalpension indgik i opgørelsen af, hvorvidt et beløb kunne udbetales uden afgift efter § 21 A, stk. 1, eller udbetales eller tilbagebetales efter § 21 A, stk. 2. Beløb, som var indbetalt til en pensionsordning med løbende udbetalinger og anvendt til finansiering af supplerende engangsydelser, indgik ikke i opgørelsen.
6.2. Ændring af reglerne
Ved ændringsloven fastholdes de ovenfor beskrevne regler for så vidt angår kapitalpension. Reglerne er ændret, således at der er tilvejebragt en større grad af ensartethed mellem den skattemæssige behandling af bidrag til supplerende engangsydelser og indbetalinger til kapitalpension.
Fradragsbegrænsningsreglen i § 18, stk. 2, 3. pkt. , er således ændret, så fradrag for bidrag, der er anvendt til finansiering af supplerende engangsydelser, nu ikke længere kan nedsætte den personlige indkomst længere end til 0.
Endvidere er § 21, 1. pkt. , ændret, således at bidrag, der er anvendt til finansiering af supplerende engangsydelser, nu indgår ved opgørelsen af, om der er indbetalt mere end den i § 16, stk. 1, nævnte beløbsgrænse.
Eftersom ordet »indbetalingerne« i § 21, 2. pkt., refererer til de i § 21, 1. pkt., omhandlede indbetalinger, indgår bidrag, der er anvendt til finansiering af supplerende engangsydelser, tillige i det beløb, der skal medregnes ved indkomstopgørelsen i tilfælde af, at en arbejdstagers personlige indkomst er negativ, og som, jf. § 21 A, stk. 1, 2. pkt., kan tilbagebetales eller udbetales uden afgiftspligt. Lovændringen har ikke ændret det forhold, at der i mange tilfælde kræves tilladelse fra arbejdsgiveren, for at udbetaling er mulig.
§ 21 A, stk. 1, 1. pkt. , er ændret, således at bidrag, der er anvendt til finansiering af supplerende engangsydelser, nu indgår i det beløb, som skal sammenholdes med den personlige indkomst til konstatering af, om et beløb kan tilbagebetales uden afgiftspligt.
Endelig er § 21 A, stk. 2 , ændret, således at alle beløb, der i et indkomstår overstiger beløbsgrænsen i § 16, stk. 1, (34.000 kr. i 1999-niveau), efter omstændighederne kan tilbagebetales. Dette gælder såvel indbetalinger til kapitalpension som bidrag, der er anvendt til finansiering af supplerende engangsydelser. Lovændringen har ikke ændret det forhold, at der i mange tilfælde kræves tilladelse fra arbejdsgiveren, for at udbetaling er mulig.
6.3. Ikrafttræden
De ovenfor beskrevne ændringer har virkning fra og med indkomståret 1999.
7. Standardrevisionspåtegninger
I 1995 udgav en arbejdsgruppe under Rigsrevisionen en betænkning med forslag til en modelinstruks for revisionsbestemmelser inden for bl.a. pensionsbeskatningslovens og realrenteafgiftslovens område: »Betænkning om revisionserklæringer for statslige ordninger, der administreres af pengeinstitutter m.v.«.
Pensionsbeskatningsloven har hidtil ikke indeholdt klar hjemmel til at indføre sådanne standardrevisionspåtegninger. Sådan hjemmel er nu tilvejebragt ved ændring af pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 2.
Det er Skatteministeriets hensigt at drøfte indførelse af sådanne standardrevisionspåtegninger med Finansrådet og Forsikring & Pension.
Underskrift 1
Skatteministeriet, den 25. juni 1999 Peter Loft /Hans Refslund