Gelex

Cirkulære om løbende registreringsafgift af udenlandske firmabiler, udlændinge biler m.v.

OphævetVersion 1999-07-22fra 1999-07-22 til 2001-10-02
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1999/102@1999-07-22/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Ved lov nr. 385 af 2. juni 1999 om ændring af registreringsafgiftsloven og ligningsloven ændredes reglerne om betaling af registreringsafgift af køretøjer, som udenlandske virksomheder stiller til rådighed for herboende ansatte med henblik på privat og/eller erhvervsmæssig anvendelse her i landet. Endvidere ændredes reglerne om betaling af afgift af køretøjer, der tilhører udlændinge.

Herefter kan Told Skat give tilladelse til, at registreringsafgift af køretøjer, der skal anvendes både arbejdsmæssigt og privat (udenlandske firmabiler ), betales med 3 pct. pr. påbegyndt kvartal med tillæg af 1,5 pct. af afgiftssaldoen pr. påbegyndt kvartal. Anvender den herboende køretøjet til udelukkende arbejdsmæssig kørsel her i landet, kan der gives tilladelse til, at registreringsafgiften betales med en afgift pr. dag (dagsafgift) køretøjet anvendes her i landet.

De hidtidige regler om køretøjer, der tilhører udlændinge (udlændingebiler), og som disse skal benytte her i landet under et tidsbegrænset ophold er også ændret, således at afgiften af udlændingebiler fremover skal betales efter de samme regler som for udenlandske firmabiler.

Som følge af de ændrede regler er det i ligningsloven blevet præciseret, at kørsel i en udenlandsk registreret firmabil skal værdiansættes, som om kørslen foregår i en tilsvarende dansk indregistreret firmabil.

I forlængelse af lov nr. 385 af 2. juni 1999 har Trafikministeriet udstedt ændrede regler om registrering af udenlandske køretøjer, som herboende anvender her i landet, jf. bekendtgørelse nr. 490 af 18. juni 1999.

1. Ændringer i registreringsafgiftsloven

1.1. Fælles regler for udenlandske firmabiler på kvartalsafgift og udenlandske køretøjer på dagsafgift

I dette afsnit gennemgås de krav, der skal være opfyldt i de nævnte tilfælde.

Krav i forbindelse med den udenlandske virksomhed

Reglerne finder kun anvendelse, hvis den herboende får køretøjet stillet til rådighed af en virksomhed, som er hjemmehørende i udlandet eller af en virksomhed, som udgør et fast driftssted i udlandet. Den virksomhed, som stiller køretøjet til rådighed, skal således drives af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i en fremmed stat, herunder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Om en virksomhed udgør et fast driftssted i udlandet fastlægges på grundlag af definitionen i OECD s modeloverenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning.

Krav i forbindelse med den herboende

I loven benyttes udtrykket »herboende« som betegnelse for personer, som efter reglerne i Trafikministeriets registreringsbekendtgørelse har pligt til at svare afgift af køretøjer, de benytter her i landet.

Det er et krav for reglernes anvendelse, at den herboende har sit hovederhverv ved at gøre tjeneste for den udenlandske virksomhed. Et hovederhverv foreligger, når den herboende er beskæftiget hos den udenlandske virksomhed i, hvad der normalt svarer til en fuldtidsstilling inden for det pågældende erhverv, eller den pågældende som minimum oppebærer mere end halvdelen af sin arbejdsindkomst fra arbejde for den udenlandske virksomhed. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den herboende formelt er ansat i den udenlandske virksomhed, men faktisk (reelt) udfører sit arbejde for et herværende moderselskab, datterselskab, fast driftssted eller lignende.

Eksempel 1

Er en herboende ansat i en deltidsstilling hos en udenlandsk virksomhed, vil vedkommende kunne omfattes af ordningerne, hvis mere end halvdelen af arbejdsindkomsten hidrører fra arbejde for den udenlandske virksomhed.

Eksempel 2

Udfører den herboende sit arbejde for et udenlandsk moderselskabs filial i Danmark, vil vedkommende ikke kunne benytte ordningerne for udenlandske firmabiler eller dagsafgift, uanset at ansættelsesaftalen er indgået med det udenlandske moderselskab, og at lønnen udbetales fra moderselskabet.

Køretøjer, der omfattes af reglerne for udenlandske firmabiler på kvartalsafgift og udenlandske køretøjer på dagsafgift, skal anvendes i både arbejdsgiver- og arbejdstagerstaten. I en teoretisk situation, hvor en herboende udelukkende skal anvende køretøjet her i landet, foreligger der ikke grænseoverskridende virksomhed med køretøjet, og dermed er der ikke basis for, at det omfattes af ordningen. En herboende, der fx. har ansættelse i en virksomhed i USA, kan således ikke få en firmabil fra den amerikanske arbejdsgiver ind under ordningen, da køretøjet ikke kan antages at blive stillet til rådighed med henblik på grænseoverskridende kørsel.

Krav i forbindelse med motorkøretøjet

Reglerne gælder både for køretøjer, som den udenlandske virksomhed selv ejer og for køretøjer, som den udenlandske virksomhed leaser, uanset om leasingaftalen indgås med et dansk eller et udenlandsk leasingselskab. Der er således ikke noget til hinder for indgåelse af en leasingaftale mellem en udenlandsk virksomhed og et dansk leasingselskab vedrørende køretøjer, der er omfattet af reglen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 15 (valutaudlejningsbiler). Stiller den udenlandske virksomhed et sådant køretøj til rådighed for en herboende ansat, bl.a. med henblik på motorkøretøjets anvendelse her i landet, bliver motorkøretøjet registreringspligtigt og kan, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, henføres under ordningen med betaling af løbende registreringsafgift. I alle andre tilfælde vil det forsat være i strid med reglerne at udleje afgiftsfrie danske eller udenlandske køretøjer til herboende, der anvender dem her i landet. Et leasingfirma kan således fortsat ikke stille en afgiftsfri valutaudlejningsbil til rådighed direkte overfor en herboende.

Køretøjerne kan vælges indregistreret på danske plader eller beholde de udenlandske nummerplader. Forskellen ligger i, at ved registrering på danske plader betales vægtafgift eller grøn ejerafgift til Danmark, hvorimod køretøjer på udenlandske plader betaler periodiske afgifter til det land, hvor de er registreret.

1.2. Udlændingebiler

Den hidtidige tidsbegrænsning på 3 år er ophævet og er afløst af en bestemmelse om, at tilladelsen bortfalder, når udlændingen tager varigt ophold her i landet. Varigt ophold foreligger eksempelvis i forbindelse med en permanent opholdstilladelse. I relation til afgifterne skal udlændingebilerne behandles på samme måde som udenlandske firmabiler på kvartalsafgift, hvilket bl.a. indebærer, at der fremover skal betales et tillæg til afgiftsbetalingen på 1,5 pct. af afgiftssaldoen.

1.3. Fælles regler for udenlandske firmabiler og udlændingebiler

Det er en forudsætning for at kunne gøre brug af reglerne om udenlandske firmabiler og udlændingebiler, at der er indgivet en ansøgning til Told Skat, som Told Skat har imødekommet ved udstedelse af en tilladelse.

Er der udstedt en tilladelse, må køretøjet anvendes til både arbejdsmæssig og privat kørsel her i landet og i udlandet af den herboende. Den herboendes husstand kan desuden anvende køretøjet til privat kørsel.

Ved udstedelse af en tilladelse beregnes registreringsafgiften af køretøjet efter de almindelige regler, herunder reglerne for afgift af brugte køretøjer i registreringsafgiftslovens § 4, stk. 3-6. Efter ændring af registreringsafgiftslovens § 25, stk. 1, har købere og sælgere og nu også brugerne af udenlandske firmabiler og udlændingebiler pligt til at afgive nødvendige oplysninger til brug for beregningen af afgiften.

Den beregnede registreringsafgift danner grundlag for fastsættelse af den kvartalsvise afgiftsbetaling på 3 pct. af den beregnede afgift. Der skal betales afgift fra og med den måned, hvori køretøjet bliver afgiftspligtigt.

Udover afgiften betales et tillæg på 1,5 pct. pr. påbegyndt kvartal. Tillægget beregnes på grundlag af den afgift, der står tilbage på saldoen, når afgiften for det pågældende kvartal er betalt.

Første gang, der skal betales afgift og tillæg, skal der desuden betales et depositum svarende til første kvartals afgift og tillæg. Depositumet henstår hos Told Skat som sikkerhed i forbindelse med restancer vedrørende registreringsforholdet, indtil køretøjet udgår af ordningen.

Afgift, tillæg og depositum opkræves af Told Skat.

I forbindelse med udenlandske firmabiler påhviler pligten til at betale afgiften, tillægget og depositumet den, der stiller firmabilen til rådighed for den herboende, dvs. den udenlandske virksomhed.

En tilladelse bortfalder, såfremt en frist for betaling af afgift og tillæg fastsat i en rykkerskrivelse overskrides. Medmindre køretøjets afgiftspligt ophører, skal der i sådanne tilfælde betales den resterende afgiftssaldo for køretøjet.

Der skal beregnes et nyt afgiftstilsvar, når en udenlandsk firmabil eller en udlændingebil efter reparation eller ombygning i afgiftsmæssig henseende ikke længere er identisk med det tidligere køretøj. Det oprindelige køretøj anses herefter for at være udgået af tilladelsesordningen. Dette indebærer, at de gældende regler og praksis om køretøjers identitetsskifte også finder anvendelse på køretøjer henført under de nye regler.

Pligten til betaling af afgift og tillæg ophører ved udgangen af den måned, hvori registreringspligten ophører, eller køretøjet efter reparation eller ombygning udgår af ordningen. Ophører registreringspligten i løbet af et kvartal, eller udgår køretøjet af ordningen som følge af reparation eller ombygning, tilbagebetaler Told Skat depositumet samt for meget betalt afgift og tillæg. Tilbagebetaling af afgift og tillæg sker med 1/3, for hver måned der er indbetalt for meget. Told Skat tilbagebetaler desuden depositumet, når den samlede afgift er betalt (dvs. efter 8 år og 4 måneder), når køretøjet afgiftsberigtiges som følge af, at det overgår til varig anvendelse her i landet, eller når det afgiftsberigtiges som følge af, at en udlænding tager varigt ophold her i landet. I tilfælde, hvor køretøjet afgiftsberigtiges som følge af, at det overgår til varig anvendelse her i landet, eller en udlænding tager varigt ophold her i landet, kan Told Skat i stedet modregne depositumet samt for meget betalte afgifter og tillæg i afgiftstilsvaret.

Afgiftspligten ophører, hvis et køretøj endeligt udkøres af landet eller køretøjet ikke anvendes af herboende og dermed ikke længere er omfattet af dansk afgiftspligt.

Overgår et køretøj til varig anvendelse her i landet ved salg eller anden overdragelse eller i forbindelse med, at en udlænding tager permanent ophold her i landet, forfalder resten af afgiften. Køretøjet kan dog i stedet berigtiges efter reglerne om afgiftsberigtigelse af brugte køretøjer.

1.4. Køretøjer på dagsafgift

Anvender en herboende et motorkøretøj omfattet af registreringsafgiftslovens § 4 (personmotorkøretøjer m.v.) og § 5, stk. 1 (køretøjer indrettet til godstransport med en tilladt totalvægt ikke over 4 t.), udelukkende til udførelse af arbejde for en udenlandsk arbejdsgiver, og dermed ikke privat, kan der gives tilladelse til, at der betales et afgiftsbeløb pr. dag, køretøjet anvendes her i landet.

Det er en forudsætning for at kunne gøre brug af reglerne om dagsafgift, at der er indgivet en ansøgning til Told Skat, som Told Skat har imødekommet ved udstedelse af en tilladelse.

Afgiften udgør 60 kr. pr. dag for personmotorkøretøjer og 30 kr. pr. dag for varebiler. Der skal dog ikke betales afgift af varebiler på mellem 2 og 4 tons, der er omfattet af 30 pct. værdiafgift efter registreringsafgiftsloven.

Køretøjer omfattet af reglerne om dagsafgift må ikke anvendes privat, herunder til kørsel mellem hjem og arbejde, medmindre sidstnævnte kørsel udtrykkeligt sker i virksomhedens interesse. Som eksempel på, hvor kørsel mellem hjem og arbejde udtrykkeligt sker i virksomhedens interesse kan nævnes en situation, hvor den herboende som led i ansættelsesforholdet er pålagt fra sit hjem at udføre opgaver som tilkaldevagt. Derimod kan en herboendes almindelige (daglige) transport mellem hjem og arbejde ikke anses for udtrykkeligt at ske i virksomhedens interesse.

1.5. Administration

Skatteministeren har fastsat nærmere regler om meddelelse og fremvisning af tilladelse og om betaling af afgifter og tillæg i bekendtgørelse nr. 502 af 21. juni 1999.

Kontrol med overholdelse af reglerne om køretøjernes anvendelse varetages af politiet, mens Told Skat udfører kontrollen med afgifternes betaling o.l.

2. Ændringer i ligningsloven

Ligningslovens § 16, stk. 4, fastsætter den skattemæssige værdi af fri firmabil til rådighed for privat kørsel. I lovens § 16, stk. 4, er der tilføjet et nyt 5. pkt., hvori det præciseres, at kørsel i en udenlandsk registreret firmabil skal værdiansættes, som om kørslen foregår i en tilsvarende dansk indregistreret firmabil. Det gælder dels tilfælde, hvor der køres i en udenlandsk indregistreret firmabil her i landet og dels tilfælde, hvor der uden for Danmark køres i en udenlandsk registreret firmabil. Ved vurderingen af, om den udenlandske firmabil er en »ny« eller »gammel« firmabil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 3. og 4. pkt., kan der lægges vægt på tidspunktet for en eventuel udenlandsk indregistrering eller købstidspunktet.

Denne præcisering af værdiansættelsen for udenlandske firmabiler vil som hovedregel ikke få betydning for beregningen af arbejdsmarkedsbidrag. Lønmodtagere bosat (hjemmehørende) i Danmark beskæftiget for udenlandske arbejdsgivere er således ikke bidragspligtige af løn m.v., herunder fri firmabil, efter arbejdsmarkedsfondsloven.

3. Ikrafttræden

Loven træder i kraft den 1. juli 1999.

Tilladelser udstedt i medfør af § 3, stk. 1 (udlændingebiler), er dog fortsat gældende og kan forlænges i indtil 3 år efter at tilladelsen blev meddelt første gang. Da disse tilladelser udstedes for 1 år ad gangen, er der givet mulighed for, at de i overensstemmelse med reglen i den hidtil gældende lovs § 3, stk. 1, kan forlænges i indtil 3 år fra udstedelsen af den første tilladelse.

Underskrift 1

Skatteministeriet, den 28. juni 1999 Peter Loft /K. Aasberg Karlsen

Versioner

  1. 1999-07-22 · til 2001-10-02