Cirkulære om Lov om ændring af vurderingsloven, ejendomsværdiskatteloven, ligningsloven og personskatteloven (Mindre ejendomme i landzone m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1999/142@1999-10-13/da
Indhold
Indledning
Ved lov nr. 384 af 2. juni 1999 om ændring af vurderingsloven, ejendomsværdiskatteloven, ligningsloven og personskatteloven (Mindre ejendomme i landzone m.v.) er der for mindre ejendomme i landzone m.v. og ejendomme, der er samnoteret med en vindmølleparcel, foretaget ændringer i beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten.
Med loven er endvidere begrænsningsreglen for alderspensionister og efterlønsmodtagere m.v. i ejendomsværdiskatteloven blevet justeret, så den bringes i overensstemmelse med den nuværende begrænsningsregel for lejeværdi.
Endelig er vurderingsloven ændret således, at honorarer for vurderingsmænd, vurderingsformænd, skyldrådsmedlemmer og skyldrådsformænd i fremtiden skal fastsættes af skatteministeren i en bekendtgørelse.
Indholdsfortegnelse
1. Ejendomme over 5.000 m 2 , der er helt eller delvist beliggende i landzone
2. Ejendomme, der er samnoteret med vindmølleparceller
3. Konsekvenserne af de ændrede regler for ejendomme, der er helt eller delvist beliggende i landzone, og ejendomme, der er samnoteret med vindmølleparceller
4. Begrænsning af stigning i ejendomsværdiskat for alderspensionister og efterlønsmodtagere m.v.
5. Honorering af vurderingsrådsmedlemmer m.v.
6. Ikrafttræden
1. Ejendomme over 5.000 m 2 , der er helt eller delvist beliggende i landzone
Frem til år 2000 skal ejeren af et parcelhus, der er beliggende i landzone, betale lejeværdiskat/ejendomsværdiskat efter de samme regler som ejeren af et parcelhus i byzone, selvom der ofte er knyttet et noget større grundareal til ejendommen. For landbrugsejendomme foretager vurderingsrådet en fordeling af ejendomsværdien på stuehuset med tilhørende grund og have og på den øvrige ejendom. For landbrugsejendomme indgår kun stuehusdelen i beregningsgrundlaget for lejeværdien/ejendomsværdiskatten.
Fra og med år 2000 medfører lovændringen for ejendomme over 5.000 m 2 , der er helt eller delvist beliggende i landzone, at kun en del af ejendommens grundareal skal indgå i beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten.
Det sker ved, at vurderingsrådene for disse ejendomme, ligesom for landbrugsejendomme, skal foretage en fordeling af ejendomsværdien på den del, der er knyttet til ejerboligdelen, og på den del, der er knyttet til restejendommen.
Når vurderingsmyndighederne foretager denne fordeling, skal der i ejerboligdelen alene indgå grundværdien af de første 5.000 m 2 .
Vurderingsmyndighederne skal ikke foretage nogen særlig opmåling af 5.000 m 2 af den enkelte ejendom. Der er alene tale om en standardiseret grundstørrelse, som indgår i grundlaget for ejendomsværdiskatten.
Hvis der på ejendommen er driftsbygninger, skal vurderingsmyndighederne ligeledes skønne, om disse bygninger er knyttet til ejerboligen eller til restejendommen. På tilsvarende vis skal vurderingsmyndighederne tage højde for, om en evt. herlighedsværdi m.v., der er knyttet til ejendommen, er knyttet til ejerboligdelen eller til restejendommen.
Hvis der f.eks. findes en tidligere lade på ejendommen, der er ombygget til hobbyrum, vil værdien af denne indgå i ejerboligdelen. Hvis der derimod på ejendommen findes en tidligere staldbygning, der f.eks. står tom, vil værdien af denne ikke indgå i boligdelen.
Ejendomme, hvor der i forvejen foretages en ejerboligfordeling efter vurderingslovens § 33, stk. 4,5,6 eller 7, er ikke omfattet af ændringen.
Ejendomme med landbrugspligt, der ikke opfylder kriterierne for at blive vurderet som landbrug, tidligere landbrug, sommerhuse/fritidshuse og parcelhuse med store grundarealer beliggende i landzone, er derimod omfattet af ændringen.
Lovændringen omfatter således samtlige ejendomme over 5.000 m 2 , der er beliggende i landzone, og hvor vurderingsmyndighederne ikke i forvejen har foretaget en ejerboligfordeling. Det betyder, at både ejendomme med landbrugspligt og uden landbrugspligt er omfattet af ændringerne. Ændringen omfatter derfor alle tidligere landbrugsejendomme, der har skiftet benyttelse til »beboelse« og parcelhuse med store grundarealer, der er beliggende i landzonen. Ligeledes er de erhvervsejendomme, der ikke hidtil har kunne få foretaget en ejerboligfordeling omfattet.
Grænsen på de 5.000 m 2 svarer til den normale minimumsgrænse for, at der er pålagt landbrugspligt.
Lovændringen indebærer ikke en ændring af, at det er vurderingsrådene, der fastlægger anvendelsen af en fast ejendom.
2. Ejendomme, der er samvurderet med vindmølleparceller
Frem til den 31. juli 1996 var det en forudsætning for at få Miljøministeriets tilladelse til køb af en vindmølleparcel, at vindmølleparcellen blev samnoteret med anden fast ejendom, som køberen havde.
Efter vurderingsloven skal arealer, der i forening udgør en samlet fast ejendom, vurderes samlet. Ved en samlet fast ejendom forstås efter udstykningsloven
1) ét matrikelnummer eller
2) flere matrikelnumre, der ifølge notering i matriklen skal holdes forenet
Ved beregningen af lejeværdien/ejendomsværdiskatten er det derfor hidtil kun i de tilfælde, hvor der er foretaget en ejerboligfordeling efter vurderingsloven, at det ikke er den fulde ejendomsværdi, der indgår i beregningsgrundlaget.
Det betyder for ejerboliger, hvor der ikke er foretaget ejerboligfordeling, at værdien af vindmølleparcellen nomalt skal indgå i beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten.
For landbrugsejendomme, der selv disponerer over en vindmølleparcel, vil ejendomsværdiskatten ikke blive påvirket, da der efter vurderingsloven skal ske en ejerboligfordeling på den del af ejendommen, der kan henføres til stuehuset med tilhørende have og den øvrige del af ejendommen.
For ejerboliger med samnoteret vindmølleparcel kunne der dog på samme måde som for andre ejendomme foretages en ejerboligfordeling, når den del af ejendomsværdien, der kan henføres til den erhvervsmæssige benyttede del, udgør 25 pct. eller mere. Dette har dog kun sjældent være tilfældet.
Med lovændringen sikres det for alle ejendomme, der er samnoteret med vindmølleparceller, at kun værdien af den del af ejendommens grundareal, der er knyttet til beboelsesdelen, skal indgå i beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten.
Det sker ved, at vurderingsrådene for de ejendomme, der er samnoteret med en vindmølleparcel og hvor vurderingsrådet ikke i forvejen har fået foretaget en ejerboligfordeling, foretager en fordeling mellem den del af ejendommen, der er knyttet til boligdelen og den del af ejendommen, der er knyttet til vindmølleparcellen.
Ændringen omfatter som nævnt kun de ejendomme, hvor der ikke i forvejen foretages en fordeling af ejendomsværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 4,5,6 eller 7, dvs. ejendomme med vindmølleparceller, hvor den erhvervsmæssige andel af ejendommen på grund af vindmølleparcellen er for lille til, at vurderingsmyndighederne skal foretage en ejerboligfordeling.
Ændringen betyder således, at vurderingsmyndighederne for ejendomme med vindmølleparceller altid skal foretage en ejerboligfordeling uanset ejendommens erhvervsandel, og dermed sker der i vurderingsmæssig forstand en ligestilling mellem alle ejere af vindmølleparceller.
3. Konsekvenserne af de ændrede regler for ejendomme, der er helt eller delvist beliggende i landzone, og ejendomme, der er samnoteret med vindmølleparceller
Lovændringen betyder ikke, at der sker ændringer i den måde, som vurderingsrådene kategoriserer en fast ejendom på. Det har derfor fortsat stor betydning, om en ejendommen vurderes som landbrug eller som et parcelhus, da en kategorisering som landbrugsejendom på en række områder indebærer en væsentlig lempeligere beskatning end hvis ejendommen kategoriseres som parcelhus. Det skyldes de særlige vurderingsregler for landbrugsejendomme.
Lovændringen betyder heller ikke, at der sker ændringer af de gældende regler for betaling af ejendomsskatter for disse ejendomme. Det er i vurderingsloven, bortset fra de særlige regler for landbrug og skovbrug, et grundlæggende princip, at grundværdien for alle ejendomme fastsættes til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en økonomisk god anvendelse. Det er denne værdi, der er grundlaget for ejendomsskattebetalingen. Det er efter lovændringen fortsat disse principper, der anvendes ved vurderingen af ejendomme på landet, hvor vurderingsrådene har skønnet, at landbrugsdriften er underordnet for ejendommen i forhold til beboelseshensynet.
Ejere af ejendomme over 5.000 m 2 vil fortsat af vurderingsmyndighederne få hele ejendommens grundværdi ansat efter grundens værdi i handel og vandel, og ikke efter den for landbrugsejendomme gældende særlige »bondegårdsregel«.
Restparcellen vil derfor også blive beskattet med den i hver enkelt kommune fastsatte grundskyldspromille.
De særlige regler for et loft på 8 promille over grundskyldspromillen for skatteåret 1999 og 2000 omfatter alene ejendomme, som ved den vurdering, der er lagt til grund for skatteberegningen, er anset for benyttet til landbrug, gartneri, frugtplantage, planteskole eller skovbrug.
Lovændringen medfører heller ikke ændringer af ejendomsavancebeskatningsreglerne.
4. Begrænsning af stigning i ejendomsværdiskat for alderspensionister og efterlønsmodtagere m.v.
Efter de gældende regler for beregning af lejeværdi - der afløses af ejendomsværdiskatten fra år 2000 - sættes der grænser for, hvor meget lejeværdien kan stige fra år til år pga. stigninger i den offentlige ejendomsvurdering (idet lejeværdien beregnes som en vis procentdel af ejendomsvurderingen). For alderspensionister og efterlønsmodtagere m.v. indebærer reglerne, at lejeværdien ikke kan stige mere end 1.000 kr. fra det ene indkomstår til det andet. Dog kan lejeværdien altid stige 20 pct. minus 2.500 kr., selvom den derved stiger mere end 1.000 kr. For øvrige skatteydere kan lejeværdien ikke stige mere end 3.500 kr., dog altid med 20 pct., selvom den derved stiger mere end 3.500 kr.
Reglerne er bygget således op, at en kraftig stigning i vurderingen og dermed i lejeværdien fordeles over det år, hvor stigningen sker samt de efterfølgende år. Hvis vurderingen af en alderspensionists bolig eksempelvis stiger 400.000 kr. fra det ene år til det andet, stiger lejeværdien som udgangspunkt med 4.000 kr. Begrænsningsreglen betyder dog, at lejeværdistigningen begrænses til 1.000 kr. Næste år stiger lejeværdien igen 1.000 kr. og fremdeles, indtil stigningen i vurderingen i det første år er indhentet.
Ejendomsværdiskatteloven viderefører i § 9 begrænsningsreglen for alderspensionister og efterlønsmodtagere m.v., når lejeværdien afløses af ejendomsværdiskatten i år 2000. Ejendomsværdiskattelovens § 9 havde imidlertid utilsigtet strammet begrænsningsreglen, idet ejendomsværdiskattelovens begrænsningsregel kun begrænsede stigningen i ejendomsværdiskat i det år, hvor vurderingen af boligen stiger, mens vurderingsstigningen slår fuldt igennem på ejendomsværdiskatten i det følgende år.
Med ændringen af ejendomsværdiskattelovens § 9 er den bragt i overensstemmelse med den nuværende begrænsningsregel for lejeværdi.
5. Honorering af vurderingsrådsmedlemmer m.v.
Efter lovændringen overføres tekstanmærkning nr. 100 under finanslovens § 9 om vederlæggelse af medlemmer af vurderingsråd og skyldråd m.v. til vurderingsloven.
I fremtiden vil det være skatteministeren, der fastsætter honorarerne m.v. for vurderingsmænd, vurderingsformænd, skyldsrådsmedlemmer og skyldrådsformænd i en bekendtgørelse. Honorarerne m.v. vil blive fastsat efter samme niveau og efter samme principper som hidtil.
Vedlæggelse af sagkyndige medhjælpere fastsættes som hidtil af skatteministeren.
6. Ikrafttræden
De i dette cirkulære nævnte lovændringer har virkning fra og med indkomståret 2000. Ændringerne af vurderingsloven har dog virkning fra og med den 1. januar 2000. Det betyder, at vurderingsmyndighederne første gang skal foretage fordelinger for større ejendomme over 5.000 m 2 i landzone fra og med år 2000 vurderingen. Ligeledes skal vurderingsmyndighederne fra samme tidspunkt foretage en fordeling mellem vindmølleparcellen og boligdelen.
Ændringerne af ejendomsværdiskatteloven træder i kraft samtidig med selve ejendomsværdiskatteloven.
Underskrift 1
Skatteministeriet, den 17. september 1999 Peter Loft /Lise Bo Nielsen