Cirkulæreskrivelse om inddrivelse af statslige restancer i Finansstyrelsen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1999/198@2000-01-13/da
Indhold
1. Indledning
Ifølge regeringsbeslutning af 16. april 1991 skal alle statslige restancer overgives til Finansstyrelsen til inddrivelse. Undtaget er dog restancer, der opkræves af Told- og Skattestyrelsen, kommunerne og politiet. De nærmere forhold omkring beslutningen fremgår af Finansministeriets skrivelse af 28. juni 1991 til samtlige ministerier og styrelser vedrørende samling af restanceinddrivelse og finansforvaltning i Hypotekbanken (nu Finansstyrelsen). Efter at ordningen har fungeret i en årrække, har Finansstyrelsen gennemgået området med henblik på at foretage visse justeringer.
I denne cirkulæreskrivelse præciseres indholdet af ordningen og de allerede gældende kompetenceforhold mellem Finansstyrelsen og ministerier, styrelser og institutioner. Desuden fastsættes som noget nyt regler om betaling for administration af de opgaver, som udføres af Finansstyrelsen.
2. Oversendelse af statslige restancer
Finansstyrelsen inddriver statslige restancer med tillæg af gebyrer, renter og omkostninger.
Sagerne sendes til Finansstyrelsen, når betalingsfristen i sidste rykkerbrev er overskredet. Sidste rykkerbrev fra den overdragende institution skal indeholde oplysning om, at restancen vil blive overdraget til Finansstyrelsen til inddrivelse, hvis den ikke er betalt inden en nærmere angivet frist. Rykkerbrevet skal desuden indeholde oplysning om, at skyldner skal betale et oprettelsesgebyr i forbindelse med sagens oprettelse i Finansstyrelsen.
Hvis der er tvist om kravet, skal tvisten afgøres, eventuelt ved rettens hjælp, før restancen overgives til Finansstyrelsen.
Mellemværender med en anden offentlig institution skal ikke overgives til Finansstyrelsen til inddrivelse.
Ved overgivelsen sender den overdragende institution det udfyldte indberetningsskema samt det dokumentationsmateriale, der er beskrevet i Finansstyrelsens vejledning om overdragelse af restancer.
3. Kompetence
Institutionen og dennes eventuelle klageinstans afgør spørgsmål og klager vedrørende restancernes eksistens og størrelse.
Efter oversendelsen søger Finansstyrelsen restancerne inddrevet bl.a. ved etablering af betalingsordninger, modregning og lønindeholdelse. Finansstyrelsen varetager desuden opgaverne vedrørende indberetning til Det Centrale Fordringsregister (CFR), Det Fælles Lønindeholdelsessystem og RKI Kredit Information. Klager over Finansstyrelsens sagsbehandling behandles af Finansministeriet.
4. Information om inddrivelsen
Finansstyrelsen orienterer institutionerne løbende om regnskabsmæssige bevægelser på sagerne og afregner de inddrevne beløb. Finansstyrelsen bidrager desuden med saldoopgørelser og andre oplysninger til brug ved finanslovsbudgettering og regnskabsaflæggelse.
5. Betaling
Fra 1. januar 2000 ændres finansieringsgrundlaget for Finansstyrelsens inddrivelse af restancer med henblik på i højere grad at gøre området selvbærende. I den forbindelse indføres med hjemmel i tekstanmærkning nr. 103 til finanslovens § 7 nye gebyrer, som skal betales direkte til Finansstyrelsen af skyldnerne. Det er hensigten, at disse gebyrer skal udgøre en væsentlig del af finansieringen af Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelse af restancer. Gebyrerne fastsættes for et år ad gangen i december måned i en bekendtgørelse om gebyrer, der opkræves af Finansstyrelsen.
Fra 1. januar 2000 indføres desuden en provisionsordning, der skal supplere gebyrfinansieringen, jf. tekstanmærkning nr. 104 til § 7 i finansloven. Efter provisionsordningen skal den overdragende institution betale en provision til Finansstyrelsen af de inddrevne beløb. Provisionen fastsættes til 5% af de inddrevne beløb.
Provisionen anvendes til dækning af omkostninger til de opgaver, som ikke dækkes af betaling fra skyldnerne. Provisionsstørrelsen fastsættes med henblik på at skabe fuld omkostningsdækning på de pågældende områder.
Finansstyrelsen vil fradrage provisionen af inddrevne beløb i forbindelse med de månedlige afregninger til institutionerne.
6. Ikrafttræden
Cirkulæreskrivelsen træder i kraft 1. januar 2000.
Underskrift 1
Finansministeriet, den 15. december 1999 Mogens Lykketoft /Hans Henrik H. Østergaard