Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2000/119@2000-07-17/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

Ved lov nr. 464 af 31. maj 2000 om ændring af skattestyrelsesloven, ligningsloven og skattekontrolloven (Omkostningsgodtgørelse i skatte- og afgiftssager) er reglerne om omkostningsdækning i skattestyrelseslovens kapitel 3 A blevet ændret.

Ændringerne er en udmøntning af forslagene i Omkostningsdækningsudvalgets betænkning om omkostningsdækningsordningen (betænkning nr. 1382/ februar 2000).

Loven trådte i kraft den 3. juni 2000 og har virkning for udgifter, der er betalt den 5. april 2000 eller senere, uanset om den sagkyndige bistand m.v. er ydet før denne dato. Det er den faktiske betalingsdag, der er afgørende. For udgifter til sagkyndig bistand m.v., der er betalt før den 5. april 2000, kan der ydes tilskud efter de tidligere gældende bestemmelser om omkostningsdækning i skattestyrelseslovens kapitel 3 A, i det omfang disse udgifter var tilskudsberettigede efter bestemmelserne i dette kapitel.

I det følgende vil ændringerne af ordningen på området blive omtalt.

Indholdsfortegnelse:

1. Den almindelige omkostningsgodtgørelse - skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1.

2. Den særlige omkostningsgodtgørelse - skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2.

3. Fuld godtgørelse til syn og skøn ved Landsskatteretten og Ligningsrådet - skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 3.

4. De godtgørelsesberettigede personer - skattestyrelseslovens § 33 B.

5. De godtgørelsesberettigede udgifter - skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1.

6. Reduktion af de godtgørelsesberettigede udgifter - § 33 C, stk. 2.

7. De godtgørelsesberettigede sagstyper - skattestyrelseslovens § 33 D.

8. Dokumentationskrav - ministerbemyndigelsen - skattestyrelseslovens § 33 E.

9. Afrapportering til Folketinget - skattestyrelseslovens § 33 F.

10. Strafferetlige konsekvenser af urigtige oplysninger m.v. - skattestyrelseslovens §§ 33 G og 33 H.

11. Tredjemands tilskud - ligningslovens 7 Q, stk.1 og 2.

12. Tredjemands indberetning om tilskud til sagkyndig bistand - skattekontrollovens § 7 H og § 14, stk. 2.

1. Den almindelige omkostningsgodtgørelse - skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1

Efter de tidligere gældende regler kunne der ydes tilskud til dækning af udgifter til sagkyndig bistand m.v., som var afholdt ved klage til skatteankenævnet - bortset fra sager om forskudsregistrering - eller til Landsskatteretten eller ved domstolsprøvelse af en sådan afgørelse. Tilskud blev dog ifølge den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 A ikke ydet til bistandsudgifter vedrørende afgørelser om vurdering af fast ejendom. De tilskudsberettigede udgifter blev dækket med 38 pct. for personer og med 32 pct. for selskaber. Fra 2002 ville tilskuddet til personer være på 32 pct.

Efter den nye bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1, udgør tilskuddet - som fremover benævnes »omkostningsgodtgørelse« - nu 50 pct. af de godtgørelsesberettigede udgifter. Den nye sats gælder både for fysiske og juridiske personer, herunder dødsboer.

2. Den særlige omkostningsgodtgørelse - skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2

Efter § 33 A, stk 2, ydes der en godtgørelse på 85 pct. af de godtgørelsesberettigede udgifter i situationer, hvor en skatte- eller afgiftssag videreføres på skattemyndighedernes initiativ. Det sker, hvis udgifterne er betalt i anledning af

- at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse efter skattestyrelseslo- vens § 14, stk. 4, 2. pkt., eller

- Told- og Skattestyrelsen af egen drift vil ændre en afgørelse truffet af en told- og skatteregion, eller

- told- og skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller en ejendoms- vurdering for Ligningsrådet til ændring efter skattestyrelseslovens § 14, stk. 5, eller

- Skatteministeriet indbringer en landsskatteretskendelse for landsretten, eller

- Skatteministeriet anker en landsretsdom til Højesteret.

Ovennævnte situationer er kendetegnet ved, at myndighederne ønsker at få sagen prøvet ved en højere instans, navnlig fordi sagen anses for at være principiel. Det er i disse tilfælde ikke fundet rimeligt, at den skatte- eller afgiftspligtige selv skal afholde halvdelen af udgifterne til sagkyndig bistand m.v. i en sag, som fortsætter alene fordi myndighederne ønsker et principielt spørgsmål prøvet. Som principielle sager anses sager, der kan få betydning for et større eller ubekendt antal skatteydere.

Den særlige godtgørelse på 85 pct. ydes kun til dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes til sagens behandling ved den pågældende instans, hvortil myndighederne har indbragt sagen. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige påklager en afgørelse truffet af den instans, hvortil myndigheden har indbragt sagen, kan der alene ydes omkostningsgodtgørelse på 50 pct. af de godtgørelsesberettigede udgifter ved denne, næste instans.

3. Fuld godtgørelse til syn og skøn ved Landsskatteretten og Ligningsrådet - skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 3

Efter skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 3, 1. led kan Landsskatteretten bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf. § 30, skal godtgøres fuldt ud.

Bestemmelsen er en videreførelse af de tidligere gældende regler i skattestyrelseslovens kapitel 3 A, hvorefter Landsskatteretten kan bestemme, at der skal ydes fuld omkostningsdækning til sådanne udgifter, hvis retten skønner, at syn og skøn kan tilføre sagen væsentlige oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt kan indhentes på en anden måde.

Da en beslutning herom efter hidtil gældende praksis også gives ved et forhåndstilsagn, er det i bestemmelsen præciseret, at Landsskatterettens afgørelse om fuld dækning kan meddeles ved et forhåndstilsagn om, at udgifter, der vil blive afholdt til syn og skøn, kan dækkes fuldt ud.

Hvis Landsskatteretten afslår, at udgifter til syn og skøn godtgøres fuldt ud, kan skatteyderen fortsat modtage den almindelige omkostningsgodtgørelse på 50 pct. efter § 33 A, stk. 1.

Efter skattestyrelseslovens § 20 B, stk. 5, er der ved Ligningsrådet i sager om bindende forhåndsbesked mulighed for at få udmeldt syn og skøn.

Efter skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 3, 2. led, kan Ligningsrådet - på samme måde som Landsskatteretten - nu bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en sag om bindende forhåndsbesked ved Ligningsrådet, skal godtgøres fuldt ud. Bestemmelsen giver samtidig Ligningsrådet mulighed for at give den skatte- eller afgiftspligtige et forhåndstilsagn om fuld godtgørelse på samme måde, som Landsskatteretten har.

Bestemmelsen indebærer, at Ligningsrådet i sager om bindende forhåndsbesked kan meddele forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse, når rådet skønner, at syn og skøn kan tilføre sagen væsentlige oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt kan indhentes på en anden måde.

4. De godtgørelsesberettigede personer - skattestyrelseslovens § 33 B

I skattestyrelseslovens § 33 B er de godtgørelsesberettigede personer opregnet. Den pågældende kan være godtgørelsesberettiget, uanset om denne er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo.

For det første er den godtgørelsesberettigede den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 33 D, eller som kan indbringe en sådan afgørelse for domstolene, jf. § 33 B, nr. 1 .

Efter de tidligere gældende regler kunne omkostningsdækning alene ydes til den skattepligtige, som sagen vedrørte, eller til den skatte- eller afgiftspligtige i en retssag, som vedrørte et eller flere spørgsmål, som Landsskatteretten kunne tage stilling til.

Denne kreds er efter den nævnte bestemmelse blevet udvidet med personer, som ifølge lovgivningen er klage- og søgsmålsberettigede i de sager, som er omfattet af bestemmelsen i § 33 D. Udvidelsen i forhold til de tidligere gældende regler består i, at kredsen af godtgørelsesberettigede udvides i og med, at der sker en udvidelse af de godtgørelsesberettigede sagstyper i forhold til den tidligere gældende ordning.

For det andet er den godtgørelsesberettigede den, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er nævnt i § 33 D, jf. 33 B, nr. 2 .

Udvidelsen i forhold til de tidligere gældende regler består i, at også personer, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er omfattet af bestemmelsen i § 33 D, må anses som godtgørelsesberettigede. Spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende kan anses som part, må afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler. Partsbegrebet defineres i almindelighed således, at vedkommende - for at blive anset som part - skal have en væsentlig og individuel interesse i sagen og dens udfald.

Bestemmelsen kan tænkes anvendt i det tilfælde, hvor skattemyndighederne anerkender en aktionær som part i selskabets skattesag, hvor aktionæren i forbindelse med selskabets likvidation eller konkurs får overdraget retten til at føre selskabets skattesag, således at aktionæren får ret til det provenu, der måtte komme ud af skattesagen. I den situation er der tale om, at en anden end den skattepligtige, som sagen vedrører, fører en skattesag, som den pågældende har en direkte interesse i.

Et andet eksempel kunne være det tilfælde, hvor en sælger af et tømt overskudsselskab ønsker at føre selskabets skattesag og anerkendes som part i denne, fordi størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod sælgeren har en direkte sammenhæng med selskabets skatteansættelse.

For det tredje er den godtgørelsesberettigede den, som en myndighed inddrager i en sag omfattet af § 33 D, fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald, jf. skattestyrelseslovens § 33 B, nr. 3 .

Landsskatteretten kan efter sin forretningsordens § 7, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999, anmode en tredjemand om at udtale sig til Landsskatteretten om bedømmelsen af et retsforhold mellem klageren og den pågældende tredjemand, fordi der er grund til at antage, at tredjemanden ønsker en anden skatte- eller afgiftsmæssig bedømmelse af retsforholdet lagt til grund ved afgørelsen af klagen, end den bedømmelse, klageren ønsker lagt til grund.

Er det f.eks. spørgsmålet, om et ægtefællebidrag er ydet under faktisk samlivsophævelse eller ej, kan dette spørgsmål have betydning for yderens ret til fradrag for bidraget og for modtagerens indtægtsførelse heraf. Forelægges et sådant spørgsmål for Landsskatteretten af den ene part, vil retten efter forretningsordenens § 7, stk. 2, typisk høre den anden part over spørgsmålet.

Også skatteankenævnene og andre skatte- og afgiftsmyndigheder inddrager i praksis i et vist omfang tredjemand, når det skønnes, at denne kan have en væsentlig interesse i afgørelsen af en skatte- eller afgiftspligtigs sag.

Da en sådan tredjemand kan have behov for at antage sagkyndig bistand i anledning af sagen, er det fundet rimeligt at lade denne omfattes af kredsen af godtgørelsesberettigede.

5. De godtgørelsesberettigede udgifter - skattestyrelseslovens § 33 C, stk 1

I § 33 C er de godtgørelsesberettigede udgifter opregnet.

De godtgørelsesberettigede udgifter er, når de er betalt:

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.

2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf. § 25, stk. 4.

3) Udgifter til syn og skøn.

4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale.

5) Pålagte sagsomkostninger.

6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene.

Bestemmelsen svarer til de tidligere gældende regler, bortset fra nr. 5 om pålagte sagsomkostninger og nr. 6 om udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en skatte- eller afgiftspligtig bør gå videre med sin sag.

For så vidt angår pålagte sagsomkostninger - det nye nr. 5 - følger det af retsplejelovens § 312, at den tabende part er pligtig at erstatte modparten de ham ved retssagen påførte udgifter, for så vidt parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder skellig grund til at gøre afvigelse fra denne regel.

Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den vindende part har afholdt, og fastsætter herefter de pålagte sagsomkostninger. Ændringen skyldes, at det er fundet rimeligt at lette den skatte- eller afgiftspligtiges økonomiske byrder ved at skulle føre en skatte- eller afgiftssag.

For så vidt angår bestemmelsen om godtgørelse til en sagkyndigs udtalelse over spørgsmålet om, hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene - det nye nr. 6 - er det erfaringen, at der i mange sager udarbejdes en sådan sagkyndig udtalelse, og at dette ofte sker i forbindelse med skift af rådgiver.

Som »sagkyndig bistand« forstås en bistand ydet af en advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jf. § 1 i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, et medlem af Foreningen af Danske Revisorer eller af en person, der kan ligestilles hermed.

Udgifterne til en sådan udtalelse fra en sagkyndig har efter de tidligere gældende bestemmelser ikke kunnet dækkes, medmindre sagen faktisk blev påklaget eller indbragt for domstolene.

For ikke at tvinge en skatte- eller afgiftspligtig til at videreføre sagen for derefter umiddelbart at hæve sagen igen, alene for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndige udtalelse, er det fundet rimeligt, at der også ydes omkostningsgodtgørelse til sådanne udgifter.

Bestemmelsen giver således bl.a. godtgørelse til udgifterne til en sagkyndigs vurdering af, om en skatteankenævnsafgørelse skal påklages til Landsskatteretten, eller om en landsskatteretskendelse skal indbringes for domstolene.

6. Reduktion af de godtgørelsesberettigede udgifter - § 33 C, stk. 2

Efter bestemmelsen i § 33 C, stk. 2, reduceres de godtgørelsesberettigede udgifter med:

1) Tilkendte sagsomkostninger.

2) Offentlig retshjælp.

3) Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov om merværdiafgift (momsloven).

Som det fremgår af bestemmelsen, skal beregningen af omkostningsgodtgørelsen ikke reduceres med andre godtgjorte udgifter end eventuelle tilkendte sagsomkostninger, jf. nr. 1 , og offentlig retshjælp, jf. nr. 2 . Dette har sammenhæng med muligheden for, at tredjemand kan yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede, jf. nærmere herom under pkt. 11.

Indholdet af bestemmelsen i nr. 3 , hvorefter de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms, er uændret i forhold til de hidtil gældende regler.

For så vidt særligt angår nr. 2 reduceres grundlaget for beregningen af omkostningsgodtgørelsen som nævnt som noget nyt med offentlig retshjælp.

Efter retsplejelovens § 128, stk. 1-4, har den skatte- eller afgiftspligtige mulighed for at opnå offentlig retshjælp i form af tilskud til dækning af en del af en advokatregning for navnlig rådgivning og udfærdigelse af enkelte skriftlige henvendelser af sædvanlig art, f.eks. en ansøgning om fri proces og processkrifter i retssager.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1039 af 16. december 1999 om offentlig retshjælp ved advokater, at der ydes retshjælp til personer, som opfylder de samme økonomiske betingelser som for at få fri proces.

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, kan der gives almindelig retshjælp for et advokatvederlag af indtil 800 kr. inkl. moms. Heraf betaler staten 75 pct., og den retshjælpssøgende betaler resten. Der kan desuden gives udvidet retshjælp for et yderligere vederlag på indtil 1.830 kr. inkl. moms. Heraf betaler staten og den retshjælpssøgende hver halvdelen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2. Hvis retshjælpen gives i forbindelse med en ansøgning om fri proces, betaler staten hele vederlaget.

Offentlig retshjælp omfatter ikke sager, der verserer for offentlige myndigheder, hvor det må antages, at vejledning og bistand i fornødent omfang gives af myndigheden. Derimod gives der hjælp til at klage over disse myndigheders afgørelser. Hjælpen ydes i den forbindelse alene til at udarbejde en klageskrivelse til skatte- og afgiftsmyndigheden.

7. De godtgørelsesberettigede sagstyper - skattestyrelseslovens § 33 D

I bilaget til cirkulæret er angivet, hvilke sagstyper der er omfattet af ordningen. Nedenfor omtales de nye godtgørelsesberettigede sagstyper.

Efter bestemmelsen i § 33 D, stk. 1, nr. 1 , ydes godtgørelse ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.

Bestemmelsen svarer - hvad angår afgrænsningen af godtgørelsesberettigede sagstyper - til den tidligere gældende bestemmelse i § 33 A, stk. 1. Dog var klager over forskudsregistreringen og klager over ejendomsvurderingen efter den tidligere gældende bestemmelse i § 33 A, stk. 1, ikke tilskudsberettigede. Disse sager er imidlertid nu gjort godtgørelsesberettigede.

For så vidt angår klager over forskudsregistreringen efter kildeskattelovens § 55 B er disse gjort godtgørelsesberettigede, fordi en klage over forskudsregistreringen efter Omkostningsdækningsudvalgets opfattelse i nogle tilfælde kan foregribe den ligningsmæssige behandling af et spørgsmål, ligesom der kan være tale om stor likviditetsmæssig belastning af den skattepligtige, såfremt dennes forskudsopgørelse ikke godkendes. Der kan desuden i disse sager være behov for at antage sagkyndig bistand.

Hvad angår klager over ejendomsvurderingen til Landsskatteretten er disse sager medtaget for at opnå en afklaring af retstilstanden. Efter den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 33 A, stk. 1, 2. pkt., kunne der ikke ydes tilskud vedrørende afgørelser om vurdering af fast ejendom. Omvendt følger det af vurderingslovens § 46, stk. 2, at skattestyrelseslovens kapitel 3 A om omkostningsdækning finder anvendelse ved klage til Landsskatteretten. Først i foråret 1999 har der været behov for at tage stilling til denne regelkonflikt, og omkostningsdækningsordningen er herefter blevet administreret i overensstemmelse med bestemmelsen i vurderingsloven. Retstilstanden på området er derfor opretholdt og afklaret.

Efter bestemmelsen i § 33 D, stk.1, nr. 2, ydes godtgørelse ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren.

Efter denne bestemmelse er den tidligere gældende ordning blevet udvidet med følgende sagstyper:

1) klage over afslag på omgørelse

2) klage over afslag på genoptagelse af en skatteansættelse

3) klage over afslag på anmodninger om bevilling eller dispensation.

Ad nr. 1

I det omfang en skatteansættelse hviler på en privatretlig disposition, kan skatteministeren efter skattestyrelseslovens § 37 C tillade, at en efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning for skatteansættelsen (omgørelse), hvis en række nærmere angivne betingelser er opfyldt.

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 303 af 2. maj 2000, § 8, nr. 13, træffer den kommunale skattemyndighed afgørelse i 1. instans i sager om omgørelse, når den skattepligtige er en fysisk person eller et dødsbo. Er den skattepligtige en juridisk person, træffer den selskabslignende myndighed afgørelse i 1. instans, jf. bekendtgørelsens § 10, nr. 1. Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 19, stk. 1, nr. 3, kan sådanne afgørelser påklages til Ligningsrådet. Afgørelsen kan herefter ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. § 21, nr. 4.

Omgørelse kommer på tale, hvis et skatteforbehold ikke kan anerkendes. Et skatteforbehold kan tages i forbindelse med en privatretlig disposition, som således gøres betinget af, at dispositionen tillægges nærmere angivne virkninger, jf. skattestyrelseslovens § 37 B. Endvidere kan omgørelse komme på tale, hvis der ikke er taget skatteforbehold. Hvis det tillades, at en omgørelse af en privatretlig disposition tillægges virkning for skatteansættelsen, således at denne skal ændres i overensstemmelse med den omgjorte disposition, vil det betyde, at skatteansættelsen for det pågældende indkomstår skal genoptages.

Da omgørelsessagerne knytter sig til dels sager om skatteforbehold, dels sager om genoptagelse er det fundet rimeligt, at der også ydes omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand mv. ved klage til Ligningsrådet over afslag på at tillægge en omgørelse af en privatretlig disposition virkning for en skatteansættelse.

Ad nr. 2

Bestemmelsen omfatter klagesager om genoptagelse af skatteansættelser på skatteyderens foranledning.

Efter reglerne i skattestyrelsesloven kan en skattepligtig anmode om at få sin skatteansættelse genoptaget inden for en frist på 3 år, jf. § 34, og kan desuden i en række særlige situationer få sin ansættelse genoptaget uden for denne frist, jf. § 35.

Visse genoptagelsessager var allerede efter den tidligere gældende omkostningsdækningsordning omfattet, nemlig i det omfang de kunne påklages til skatteankenævnet og Landsskatteretten.

Hensynet til lige behandling i omkostningsgodtgørelsesmæssig henseende af de genoptagelsessager, som er omfattet af de tidligere gældende regler, og af de sager, som ikke hidtil har været omfattet af ordningen, har talt for at yde omkostningsgodtgørelse i alle disse sager.

Således vil der i forhold til tidligere nu også kunne ydes omkostningsgodtgørelse i genoptagelsessager, der klagebehandles i Told- og Skattestyrelsen. Udvidelserne består i følgende klagesager vedr. genoptagelse :

- Ansættelserne for indkomstårene før 1990 uden for 5-årsfristen,

- ansættelserne for indkomstårene 1990-1996 uden for 3-årsfristen samt

- ansættelserne for 1997 og senere, uden for 3-årsfristen, i tilfælde, hvor genoptagelse beror på, om der er begået ansvarspådragende fejl ved ligningen, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 9.

Ad nr. 3.

Efter den tidligere gældende omkostningsdækningsordning var der ikke adgang til dækning for udgifter til sagkyndig bistand, der var forbundet med en klage over et afslag på en bevilling eller dispensation.

En bevilling eller dispensation er en tilladelse til, at en skatte- eller afgiftspligtigs forhold behandles på en lempeligere måde end efter de almindelige regler.

En klage over et afslag på en anmodning om en bevilling eller dispensation kan på samme måde som en klage over en bindende forhåndsbesked siges at have en procesbesparende funktion i og med, at en imødekommelse af klagen eller et afslag vil kunne lægges til grund ved ligningen og dermed afværge en eventuel klagesag i ligningssystemet.

Hertil kommer, at afgørelsen i en bevillings- eller dispensationssag kan have væsentlig betydning for klagerens skattemæssige stilling, ligesom sagerne kan dreje sig om betydelige beløb.

Alle klagesager om bevillinger og dispensationer er som udgangspunkt omfattet af ordningen, således som de fremgår af bekendtgørelsen om sagsudlægning. Det vil sige både de sager, hvori en egentlig juridisk vurdering af ansøgerens forhold er påkrævet, og de sager, hvor dette næppe er tilfældet, men hvor sagen har mere administrativ karakter.

At alle sager er medtaget, skyldes, at det af administrative grunde ikke er fundet hensigtsmæssigt at lade spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse bero på en vurdering af, hvorvidt der har været tale om en egentlig juridisk vurdering af ansøgerens forhold eller ej.

Det bemærkes dog, at det må antages, at der i mange bevillings- og dispensationssager ikke benyttes sagkyndig bistand, og i det omfang der benyttes sagkyndig bistand i sådanne sager, er denne bistand formentlig ikke særligt omfattende.

Som eksempel på bevillings- og dispensationssager, hvor sagkyndig bistand typisk optræder, kan nævnes tilladelse til påbegyndelse af afskrivning på afskrivningsberettigede aktiver til brug for en forsøgs- eller forskningsvirksomhed før igangsættelsen af erhvervsvirksomheden. Endvidere kan nævnes sager om anmodning om helt eller delvis eftergivelse af betydelige skattebeløb f.eks. som led i en generel akkord. Som eksempler på bevillings- og dispensationssager, hvor sagkyndig bistand ofte ikke optræder, kan nævnes bestemmelsen om forlængelse af fristen for udligning af negativ saldo i afskrivningslovens § 8 samt bestemmelsen om henstand med selvangivelsesfristen i skattekontrollovens § 4, stk. 4.

Efter bestemmelsen i § 33 D, stk. 1, nr. 3 skal der ydes omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand m.v. i forbindelse med en anmodning til et skatteankenævn eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.

Efter reglerne i skattestyrelseslovens § 29, stk. 1, og 2, kan Landsskatteretten efter anmodning fra klageren genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af Landsskatteretten, hvis visse betingelser er opfyldt. Ligeledes kan et skatteankenævn under visse betingelser genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af skatteankenævnet, jf. skattestyrelseslovens § 22.

Efter de tidligere gældende regler har der ikke været mulighed for at yde omkostningsdækning til udgifter til sagkyndig bistand, der er forbundet med indgivelse af en sådan anmodning.

Bliver skatteyderen opmærksom på nogle nye oplysninger, som ikke tidligere har været fremme, heller ikke da skatteankenævnet eller Landsskatteretten traf afgørelse, vil det alt andet lige være procesbesparende, at skatteyderen beder om genoptagelse af skatteankenævnets eller Landsskatterettens kendelse frem for at indbringe sagen for en højere instans.

Bestemmelsen om at yde omkostningsgodtgørelse i disse situationer antages derfor at have procesøkonomiske fordele, ligesom bestemmelsen vil medvirke til, at den rigtige afgørelse træffes så tidligt som muligt i klagesystemet.

Efter bestemmelsen i § 33 D, stk.1, nr. 4 ydes der endvidere godtgørelse i en sag vedrørende skatter eller afgifter for EF-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.

Efter de tidligere gældende regler kunne der alene ydes omkostningsdækning for udgifter afholdt i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen - d.v.s. i sager, hvor en dansk ret i anledning af en konkret tvist mellem skatte- og afgiftsmyndighederne på den ene side og den skatte- eller afgiftspligtige på den anden side vælger at spørge EF-Domstolen om, hvorledes en eller flere EU-bestemmelser - af betydning for sagens afgørelse - skal forstås. I forbindelse med præjudicielle forelæggelser for EF-Domstolen skal parterne afgive diverse skriftlige indlæg i sagen samt procedere denne for domstolen.

Efter bestemmelsen er der fortsat adgang til omkostningsgodtgørelse for udgifter afholdt i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse.

Skatte- eller afgiftspligtige har imidlertid også mulighed for at optræde direkte som part ved EF-Domstolen i de såkaldte annullationssager, passivitetssager og erstatningssager.

I det omfang dette sker, er bistandsudgifterne i disse sager nu godtgørelsesberettigede.

Det bemærkes, at EF-Domstolen efter artikel 35 i domstolsstatutten træffer afgørelse om sagsomkostningerne. Da denne afgørelse i praksis beror på et skøn, er det ikke altid givet, at de omkostninger, som den skatte- eller afgiftspligtige har afholdt, bliver dækket fuldt ud. Derved bliver spørgsmålet om godtgørelse af de resterende udgifter aktuelt.

Som et eksempel på et annullationssøgsmål kan nævnes den situation, hvor en virksomhed finder, at en retsakt (beslutning eller forordning) er ugyldig, idet den er formuleret så snævert, at den i realiteten har karakter af en beslutning over for den pågældende virksomhed, f.eks. vedrørende anti-dumpingtold. I disse tilfælde kan virksomheden eventuelt have en interesse i at anlægge et annullationssøgsmål.

Som et eksempel på et passivitetssøgsmål kan nævnes den situation, hvor en skatte- eller afgiftspligtig indbringer en klage til EF-Domstolen over, at en EU-institution, f.eks. Kommissionen, i strid med traktaten har undladt at træffe afgørelse i forhold til den skatte- eller afgiftspligtige efter at være blevet opfordret hertil, jf. artikel 232.

Som et eksempel på et erstatningssøgsmål kan nævnes den situation, at en skatte- eller afgiftspligtig ikke ønsker at anlægge et annullationssøgsmål eller et sagsanlæg ved de nationale domstole i en sag om skatter eller afgifter, herunder begære præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen, men ønsker at anlægge et erstatningssøgsmål mod den EU-institution, der har udstedt den pågældende omtvistede retsakt, jf. artikel 235 sammenholdt med artikel 288.

Efter bestemmelsen i § 33 D, stk. 1, nr. 5 ydes godtgørelse også i en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

Formålet med voldgiftskonventionen er at undgå den økonomiske dobbeltbeskatning, som opstår, når et »foretagende« får forhøjet sin skattepligtige indkomst ved en »armslængdejustering«, uden at der gennemføres en korresponderende regulering af indkomsten for det nærtstående foretagende i et andet land.

Efter konventionen skal en stat, der vil foretage korrektion af indkomstopgørelsen i et foretagende som følge af armslængderegler, underrette foretagendet i god tid. Dette indebærer, at foretagendet skal have tid til at underrette det andet foretagende, som igen skal informere myndighederne i den stat, hvori det er hjemmehørende, om korrektionen. Her i landet sker underretningen i form af en agterskrivelse, hvori der er angivet en høringsfrist på ikke under 15 dage, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4.

Hvis staterne ikke er enige om korrektionen, og en løsning på problemet ikke har fundet sted inden to år, nedsættes et rådgivende udvalg (voldgiftsudvalget), der skal tage stilling til fordelingen af indkomsten mellem foretagenderne.

Spørgsmål, der omfattes af konventionen, kan efter interne danske regler ikke behandles i et rådgivende udvalg, hvis spørgsmålet indbringes for danske domstole. Hvis armslængdespørgsmålet først er afgjort ved landsretten eller Højesteret, vil der ikke kunne igangsættes en voldgiftsprocedure efter konventionen. Armslængdespørgsmålet kan dog behandles i det administrative rekurssystem, d.v.s. til og med Landsskatteretten, samtidig med at det behandles efter proceduren i voldgiftskonventionen.

Efter bestemmelsen er det muligt at yde omkostningsgodtgørelse fra det tidspunkt, hvor en klage indgives til Told- og Skattestyrelsen med henblik på at få ophævet en dobbeltbeskatning.

Endvidere er der mulighed for at yde omkostningsgodtgørelse i tilfælde, hvor en skattepligtig bliver involveret i en konventionssag, fordi det udenlandske foretagende, der er interesseforbundent med den skattepligtige, henvender sig til skattemyndighederne i det andet land med henblik på at få ophævet dobbeltbeskatningen.

Efter bestemmelsen i § 33 D, stk. 2 , gælder bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told eller afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra hæftelsessager.

Hvad angår de sager om told og afgifter , som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, er der tale om sager, der ikke vedrører told- eller afgiftsgrundlaget, idet sådanne klagesager går til Landsskatteretten. Derimod er der tale om sager om registrering, regnskab, betaling, kontrol o.lign., d.v.s. sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning, hvor sagkyndig bistand ikke er påkrævet.

Hvad angår sagerne om arbejdsgiverkontrol har der allerede efter de tidligere gældende regler kunnet ydes omkostningsdækning til sagkyndig bistand i sager om indeholdelse af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag) og det særlige pensionsopsparingsbidrag (SP-bidrag) ved Landsskatteretten.

Afgørelser om indeholdelsespligt for A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag træffes af told- og skatteregionerne. En afgørelse om indeholdelsespligt skal enten ledsages af en afgørelse om hæftelse, og / eller af et pålæg til arbejdsgiveren om for fremtiden at indeholde A-skat m.v. i tilsvarende ydelser. Ledsages afgørelsen om indeholdelsespligt af en afgørelse om hæftelse, skal arbejdsgiveren indbetale det ikke-indeholdte eller for lidt indeholdte beløb til skatte- og afgiftsmyndighederne.

Afgørelser om den indeholdelsespligtiges hæftelse for A-skat træffes af told- og skatteregionerne efter reglerne i kildeskattelovens § 69, og afgørelser om arbejdsgiverens hæftelse for AM-bidrag og SP-bidrag træffes af regionerne i medfør af arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3, jf. ATP-lovens § 17 f, stk. 1.

For afgørelser i sager vedrørende registrering, regnskab, betaling, kontrol o.l., herunder hæftelse, d.v.s. sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning, er der klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

Da afgørelser om indeholdelsespligt og afgørelser om hæftelse følges ad, må det antages, at den sagkyndige bistand som alt overvejende hovedregel retter sig mod begge afgørelser. En afgørelse om hæftelse kan desuden på samme måde som afgørelsen om indeholdelsespligt have en indgribende karakter for den indeholdelsespligtige, og der kan forekomme situationer, hvor kun afgørelsen om hæftelse ønskes påklaget.

I en situation, hvor der slet ikke er sket indeholdelse, eller der er indeholdt for lidt, hæfter den indeholdelsespligtige for det ikke-indeholdte beløb, medmindre vedkommende kan godtgøre, at denne ikke har udvist forsømmelighed, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Også i den situation kan det tænkes, at der er behov for sagkyndig bistand.

På den baggrund er klagesager om hæftelsen omfattet af de godtgørelsesberettigede sagstyper, mens der efter loven ikke ydes omkostningsgodtgørelse i de øvrige afgørelser om arbejdsgiverkontrol, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Efter bestemmelsen i § 33 D, stk. 3, ydes godtgørelse endvidere ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er godtgørelsesberettigede efter § 33 D, stk.1, nr. 1-3, og stk. 2.

Også efter de tidligere gældende regler om omkostningsdækning blev der ydet tilskud til bistandsudgifter, som var afholdt i forbindelse med prøvelsen af en tilskudsberettiget skatte- eller afgiftssag ved domstolene, og som ikke på anden måde var blevet godtgjort, f.eks. i form af tilkendte sagsomkostninger. Den hidtil gældende ordning er således videreført med den udvidelse, som de nye sagsområder indebærer.

8. Dokumentationskrav - ministerbemyndigelsen - skattestyrelseslovens § 33 E

Ved bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33 E er der givet skatteministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere bestemmelser om de krav til dokumentation, som skal være opfyldt, for at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, herunder hvilke oplysninger som myndighederne kan kræve oplyst på ansøgningsblanketten som betingelse for at yde omkostningsgodtgørelsen.

Bemyndigelsen er udnyttet ved en bekendtgørelse om dokumentation af udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved godtgørelse efter skattestyrelseslovens kapitel 3 A.

Det fremgår bl.a. heraf, at der med ansøgningen om omkostningsgodtgørelse skal følge kopi af de regninger, som der søges omkostningsgodtgørelse for for hver instans, samt dokumentation for, at beløbet er betalt. Hvis en dom, kendelse eller afgørelse er afsagt eller truffet i sagen, skal kopi heraf være vedlagt denne ansøgning. Det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at betalingen er foretaget på grundlag af en sædvanlig fakturering, som er stilet til ansøgeren. Regningen skal af den sagkyndige være delt op med hensyn til størrelsen af honoraret for arbejdet ved hver instans.

Til brug for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse skal den godtgørelsesberettigede udfylde en blanket, som kan rekvireres hos told- og skatteregionen, eller hentes på Told- og Skattestyrelsens hjemmeside (www.toldskat.dk). Blanketten skal være underskrevet af ansøgeren og attesteret af en eventuel sagkyndig. Ansøgningen skal indsendes til told- og skatteregionen i det område, hvor den godtgørelsesberettigede bor på ansøgningstidspunktet. Oplysninger om det udbetalte beløb sendes af told- og skatteregionen til den godtgørelsesberettigedes skatteansættende myndighed.

9. Afrapportering til Folketinget - skattestyrelseslovens § 33 F

Efter bestemmelsen i § 33 F afgiver skatteministeren årligt en redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v. i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.

Formålet med bestemmelsen er at følge udviklingen på området med henblik på senere eventuelle ændringer af ordningen.

Redegørelserne, der skal basere sig på indberetninger fra told- og skatteregionerne til Told- og Skattestyrelsen og Told- og Skattestyrelsens egne tal, skal bl.a. indeholde oplysninger om

- antallet af sager, hvori der er udbetalt omkostningsgodtgørelse

- hvor store beløb, der samlet er udbetalt årligt

- hvor store beløbene er - fordelt på de enkelte instanser, herunder til syn og skøn, og fordelt på personer og selskaber samt

- hvilke sagstyper, der er tale om.

Desuden skal redegørelserne - i det omfang dette er muligt - belyse den adfærdsregulering hos de godtgørelsesberettigede, som ændringerne af ordningen eventuelt vil medvirke til.

10. Strafferetlige konsekvenser af urigtige oplysninger m.v. - skattestyrelseslovens §§ 33 G og 33 H

Bestemmelserne angår de strafferetlige konsekvenser af at afgive urigtige oplysninger m.v. til myndighederne til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelsen. Der er kun tale om redaktionelle ændringer i forhold til de tidligere gældende regler.

11. Tredjemands tilskud - ligningslovens 7 Q, stk. 1 og 2

Efter bestemmelsen i § 7 Q, stk. 1, nr. 1 , skal omkostningsgodtgørelse efter § 33 A i skattestyrelsesloven ikke medregnes til den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen er kun ændret redaktionelt i forhold til den tidligere gældende bestemmelse.

Efter den tidligere gældende bestemmelse i § 7 Q, stk. 1, nr. 2, skulle tilskud fra almennyttige fonde til dækning af udgifter, der var tilskudsberettigede efter den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 B, ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Et sådant tilskud fragik efter den tidligere gældende omkostningsdækningsordning i beregningsgrundlaget for omkostningsdækning, jf. den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 B, stk. 2.

Efter den nye bestemmelse i § 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget person efter skattestyrelseslovens kapitel 3 A til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v., ikke medregnes til indkomstopgørelsen. Det gælder dog ikke, i det omfang beløbet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen og andre godtgjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til sagkyndig bistand m.v. i sagen, eller i det omfang beløbet ikke må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse i sagen.

Efter den nye bestemmelse kan alle, herunder også almennyttige fonde, men også andre fysiske og juridiske personer, som f.eks. sammenslutninger, faglige foreninger og interesseorganisationer samt arbejdsgivere som udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det ikke er fundet muligt at opstille klare kriterier, der generelt gør det muligt at yde et forhøjet tilskud til skatte- eller afgiftspligtige, der fører principielle sager. Bestemmelsen skønnes at kunne afbøde på dette forhold, idet det må antages, at tilskuddet i almindelighed kun bliver ydet, når dette hos yderen er motiveret ud fra en retlig interesse for afgørelsen i den skatte- eller afgiftspligtiges sag. Bestemmelsen skal i den forbindelse ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 7 Q, stk. 2, hvorefter det tilskud, som en sådan tredjemand vil kunne yde, som udgangspunkt ikke er fradragsberettiget hos denne, jf. dog nærmere nedenfor.

Endvidere skal bestemmelsen ses i sammenhæng med bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 2, hvoraf det fremgår, at tilskuddet fra tredjemand ikke reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter.

Det beløb, der er nævnt i bestemmelsens 1. pkt., kan kun holdes uden for indkomstopgørelsen hos modtageren, i det omfang det med tillæg af den udbetalte omkostningsgodtgørelse og andre godtgjorte udgifter (tilkendte sagsomkostninger og offentlig retshjælp) ikke overstiger den godtgørelsesberettigedes samlede udgifter til sagkyndig bistand m.v.

Dækkes der således mere end nettoudgiften til sagkyndig bistand (bruttoudgiften fratrukket eventuelt andre godtgjorte udgifter), vil »overskuddet« være skattepligtigt som andre tilskud / gaver fra tredjemand.

Af hensyn til den ligningsmæssige behandling af sådanne spørgsmål, kan der i et vist omfang være behov for en oplysningspligt for tredjemand om ydelsen af disse tilskud. Spørgsmålet er nærmere behandlet nedenfor under pkt.12.

Ud over betingelsen om, at det tilskud, som tredjemand kan yde til den skatte- eller afgiftspligtiges sag, ikke må overstige de samlede godtgørelsesberettigede udgifter, stilles det endvidere som betingelse for skattefriheden, at tilskuddet er ydet som følge af en retlig interesse i, at sagen føres. Retlig interesse foreligger typisk, hvis tredjemand har en økonomisk interesse i at opnå samme retsstilling, som den skatteyderen ønsker at opnå ved sagsførelsen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en deltager i et investeringsprojekt yder tilskud til den skatteyder i investeringsprojektet, der fører pilotsagen om projektets realitet. Det kan også være tilfældet, hvis en forening yder tilskud til den skatteyder, som fører en sag, hvis udfald foreningens medlemmer har økonomiske interesser i. Denne retlige interesse vil som udgangspunkt være dokumenteret ved, at der ydes et tilskud på trods af, at der ikke er fradragsret hos yderen af tilskuddet.

Bestemmelsen bygger på den antagelse, at en person, der vil yde et ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af en skatte- eller afgiftspligtigs udgifter til sagkyndig bistand i en sag, højst sandsynligt vil have en retlig interesse i, at sagen føres.

Navnlig i tilfælde, hvor der foreligger et generelt interessesammenfald mellem yder og modtager, hvilket eksempelvis vil være tilfældet i familieforhold, hovedaktionærforhold eller koncernforhold, må det dog i forbindelse med ligningen påses, at tilskuddet ikke er ydet som følge af det generelle interessesammenfald, således at tilskuddet reelt dækker over noget andet end ønsket om at støtte den skatte- eller afgiftspligtiges sag, men som følge af en konkret, retlig interesse i sagen.

Efter § 7 Q, stk. 2, 1. pkt. , kan beløb som er nævnt i stk. 1, nr. 2, ikke fradrages i den skattepligtige indkomst, medmindre yderen er en fond eller forening m.v., der efter lovgivningens almindelige regler har fradrag for udlodninger eller uddelinger.

Efter reglerne i fondsbeskatningsloven og selskabsskatteloven kan fonde, foreninger m.v. foretage fradrag for uddelinger og udlodninger.

Efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1, kan fonde og foreninger, der er omfattet af lov om fonde og visse foreninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 11. august 1992 med senere ændringer, eller lov om erhvervsdrivende fonde, jf. lovbekendtgørelse nr. 547 af 20. juni 1996 med senere ændringer, foretage fradrag for uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Hvorvidt modtageren er skattepligtig af uddelingen, har ikke betydning for giverens fradragsret.

Efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 2, kan fonde og foreninger (interessesammenslutninger) foretage fradrag for uddelinger, der sker til fyldestgørelse af vedtægtsmæssige formål, der ikke er almenvelgørende eller almennyttige, når modtageren ifølge reglerne om subjektiv skattepligt er skattepligtig til Danmark.

Arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger (arbejdsmarkedssammenslutninger) kan efter fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, foretage fradrag for udgifter, der vedrører indtægter, der er skattepligtige, d.v.s. indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed, renter, udbytter, ejendomsavancer, aktieavancer, kursgevinster m.v. Foreningerne er således ikke skattepligtige af kontingentindtægter, og dermed er der ikke fradrag for ydelser til medlemmer. Disse foreninger kan også foretage fradrag som nævnt i fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1, men ikke efter § 4, stk. 2.

Efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2, kan foreninger m.v., der er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, fradrage udlodninger til fyldestgørelse af vedtægtsmæssige formål, der kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttige. Skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, er foreninger, korporationer, stiftelser mv., der ikke er omfattet af fondsbeskatningsloven. Skattepligten omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste og tab ved afståelse, afhændelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

Efter bestemmelsen i § 7 Q, stk. 2, 2. pkt., bliver et tilskud, som bliver ydet som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt, som udgangspunkt anset for at være et løntillæg til modtageren og skal derfor indtægtsføres hos denne, hvis arbejdsgiveren m.v. fradrager beløbet i sin skattepligtige indkomst.

For tilskud ydet af en arbejdsgiver til en arbejdstager er udgangspunktet således, at tilskuddet er ydet som følge af ansættelsesforholdet. Arbejdsgiverbetalt sagkyndig bistand, der er ydet som led i et ansættelsesforhold, eller som led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt, er som udgangspunkt et skattepligtigt personalegode efter ligningslovens § 16. Det beløb, som arbejdsgiveren afholder til sagkyndig bistand for arbejdstageren, f.eks. i dennes skattesag, er derfor et beløb, der som udgangspunkt må betragtes som et løntillæg til arbejdstageren, og som denne må beskattes af. Arbejdsgiveren har fradragsret for løn, herunder personalegoder, idet der er tale om en driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Må det imidlertid antages, at arbejdsgiveren har ydet tilskuddet alene som følge af sin retlige interesse i sagen, vil tilskuddet dog ikke blive beskattet hos den ansatte, men være skattefrit for denne. Eksistensen af en retlig interesse hos arbejdsgiveren kan dokumenteres ved, at arbejdsgiveren ikke har taget fradrag for tilskuddet. Også dette forhold vil skulle påses ved ligningen.

Som et eksempel på et tilfælde, hvor arbejdsgiver kan anses for at have retlig interesse i arbejdstagerens skattesag, kan nævnes den situation, hvor arbejdstageren er blevet skatteansat som lønmodtager, selv om denne har selvangivet som selvstændigt erhvervsdrivende. Spørgsmålet har betydning for arbejdsgiveren, som vil skulle indeholde A-skat af ydelser til arbejdstageren, hvis denne betragtes som lønmodtager, ligesom det kan få betydning for arbejdsgiveren f.eks. i relation til udbetaling af skattefrie godtgørelser. Af den grund må arbejdsgiveren i denne situation siges at have retlig interesse i arbejdstagerens skattesag.

12. Tredjemands indberetning om tilskud til sagkyndig bistand - skattekontrollovens § 7 H og § 14, stk. 2

Efter bestemmelsen i skattekontrollovens § 7 H skal fysiske og juridiske personer, som har ydet et beløb til dækning af en persons udgifter til sagkyndig bistand m.v., jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, ved ydelsen af beløbet oplyse de statslige told- og skattemyndigheder om beløbets størrelse og modtagerens identitet.

Bestemmelsen i § 7 H skal ses i lyset af, at det i forbindelse med ligningen må påses, at der fra tredjemand ikke ydes et større beløb end de samlede godtgørelsesberettigede udgifter, som den skatte- eller afgiftspligtige har afholdt, med fradrag af godtgjorte udgifter.

Dette kan ske ved, at den told- og skatteregion, der udbetaler omkostningsgodtgørelsen til den skatte- eller afgiftspligtige, underretter den skatte- eller afgiftspligtiges skatteansættende myndighed om den udbetalte omkostningsgodtgørelse. Udbetaler tredjemand et beløb til dækning af den skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter, skal tredjemand ifølge bestemmelsen indberette beløbets størrelse og modtagerens identitet til sin lokale told- og skatteregion. Denne region videresender herefter orienteringen om tilskuddet til den skatte- eller afgiftspligtiges skatteansættende myndighed, som dermed har grundlag for at foretage en ligningsmæssig bedømmelse.

Bestemmelsen indeholder samtidig en bemyndigelse for skatteministeren til at fastsætte nærmere regler for de oplysninger, der skal indberettes, samt fastsætte regler, der undtager visse persongrupper fra ovennævnte anmeldelsespligt.

Kredsen af indberetningspligtige samt spørgsmålet om, hvad der skal indberettes, er fastsat i en ændringsbekendtgørelse til indberetningsbekendtgørelsen til skattekontrolloven.

Bemyndigelsen er bl.a. udnyttet således, at den fra anmeldelsespligten undtager fysiske personer, som i øvrigt ikke er indberetningspligtige efter indberetningsbekendtgørelsen.

Den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader at opfylde anmeldelsespligten, vil kunne straffes med bøde, jf. skattekontrollovens § 14, stk. 2.

Bilag

Allerede omfattet af den tidligere gældende omkostningsdækningsordning:

- klagesager om skatteansættelser, herunder om skatteforbehold

- klagesager om afslag på genoptagelse af ansættelser efter gældende genoptagelsesregler

- klagesager til Landsskatteretten om moms og afgifter

- klagesager til Landsskatteretten om fastsættelsen af toldbeløb

- klagesager til Landsskatteretten om indeholdelsespligt

- klagesager til Landsskatteretten om bindende forhåndsbesked, og

- klagesager til Landsskatteretten over afslag på skattefri aktieombytning og skattefri fusion, spaltning og tilførsel af aktiver

- domstolsbehandling af ovennævnte sager.

Udvidelse af ordningen efter de nye regler om omkostningsgodtgørelse i skattestyrelseslovens § 33 C:

- klagesager til Landsskatteretten over ejendomsvurderingen 1)

- klager over forskudsregistreringen

- klager over afslag på omgørelse

- klager over afslag på genoptagelse af en skatteansættelse 2)

- klager over afslag på anmodning om en bevilling eller dispensation 3)

- anmodninger til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af allerede afsagt kendelse

- klager over hæftelse m.v. i forbindelse med indeholdelsespligt for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og det særlige pensionsopsparingsbidrag

- domstolsbehandling af ovennævnte sager

- EF-Domstolssager

- EF-voldgiftskonventionssager

Underskrift 1

Skatteministeriet, den 10. juli 2000 Peter Loft /Hans Refslund

Versioner

1. 2000-07-17 · til 2001-10-02