Cirkulære om lov nr. 452 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige skattelove
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2000/147@2000-09-12/da
Indhold
1. Indledning
Lov nr. 452 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. L 155) er en del af opfølgningen på aftalen af 3. marts 1999 samt tillægsaftalen af 17. november 1999 mellem Regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti om en lovreform for elsektoren.
Loven skal således ses i sammenhæng med lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning og lov nr. 1110 af 29. december 1999 om ændring af lov om elforsyning.
Efter elreformaftalen af 3. marts 1999 skulle der indføres en særlig avanceskat ved førstegangsafståelse af aktier m.v. i elselskaber. Der er ikke ved lov nr. 452 af 31. maj 2000 indført en sådan ordning, da der ikke er fundet behov herfor. Beskatningen ved afståelse af aktier m.v. i elselskaber afhænger således af, hvilken type af værdipapirer, det er der afstås, og af den pågældende ejers organisationsform, herunder om der er tale om en fysisk eller juridisk person.
Hvor ikke andet er anført, henviser paragrafferne til selskabsskatteloven.
Lov nr. 452 af 31. maj 2000 indeholder følgende hovedelementer:
- Elektricitetsværker, der har anvendt den hidtidige skattefritagelsesbestemmelse i § 3, stk. 1, nr. 4, er skattefri for tiden før lovens ikrafttræden, uanset om elektricitetsværket har udøvet sideordnet aktiviteter m.v.
- Elselskaber beskattes på linie med aktieselskaber. Ved elselskaber forstås selskaber, der udøver aktivitet med produktion, transport, handel eller levering af elektricitet.
- Kommuner kan ved overgangen til skattepligt vælge mellem at blive beskattet på linie med aktieselskaber eller at blive beskattet efter en model svarende til den, som kendes fra foreninger m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 6. Kommuner, der vælger at blive foreningsbeskattet, kan senere overgå til aktieselskabsbeskatning. De pågældende kommuner kan derimod ikke senere vælge at gå tilbage til foreningsbeskatning.
- Der er i § 35 O fastsat regler om skattemæssige indgangsværdier.
- Overdragelser af elaktiviteter m.v. i 2000 til et selskab med begrænset ansvar kan ske uden skattemæssige konsekvenser og med tilbagevirkende kraft til den 1. januar 2000, når nærmere betingelser er opfyldt.
- Ejerandele, der efter elforsyningslovens § 97, stk. 2, skal overføres til netvirksomhederne, kan overføres med skattemæssig succession.
- Beløb, som net- og transmissionsvirksomheder indregner i deres elpriser som følge af, at de er forpligtet til at refundere en kommune et beløb svarende til de tjenestemandsforpligtelser, som er påtaget forud for den 1. januar 2000 i den kommunale elvirksomhed, og hvortil der ikke er hensat midler, skal ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.
2. Skattepligtens omfang
Efter elreformaftalen skulle alle elselskaber - herunder de kommunale - gøres skattepligtige på linie med aktieselskaber. Dette er sket således, at elselskaberne overvejende kan fortsætte deres nuværende organisationsform, men beskattes som aktieselskaber.
Kompetencen til at ligne elselskaberne og kommunerne med skattepligtig elvirksomhed vil administrativt blive henlagt til Told- og Skattestyrelsen. Der vil ikke kunne indgås aftaler om kommunal ligning af kommunale elvirksomheder, der bliver skattepligtige.
2.1. Elselskaber
Efter de hidtil gældende regler har elektricitetsværker været undtaget fra skattepligt efter § 3, stk. 1, nr. 4, når visse nærmere betingelser var opfyldt. Denne bestemmelse er nu ophævet. Elselskaber, der drives i aktie- eller anpartsselskabsform er herefter skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 1, om indregistrerede aktieselskaber. Alle andre elselskaber er uanset deres organisationsform skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 2 e, når der i selskabernes aktiviteter indgår produktion, transport, handel med eller levering af elektricitet, jf. § 2 i lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning. Udøvelse af en eller flere af de nævnte aktiviteter medfører herefter aktieselskabsbeskatning af hele selskabets indkomst, dvs. også indkomst ved andet end elaktivitet, uanset omfanget af elaktiviteten. Det er ikke af betydning for spørgsmålet om skattepligt, om et produktionsanlæg er så stort, at virksomheden skal have bevilling efter elforsyningsloven, ligesom det heller ikke er af betydning, om miljø- og energiministeren efter bestemmelser i elforsyningsloven helt eller delvist har undtaget et anlæg eller en aktivitet fra elforsyningslovens regler.
Udenfor skatteretten er et interessentskab et selvstændigt retssubjekt. Et elselskab kan derfor været organiseret som et interessentskab. Skatteretligt er et interessentskab imidlertid ikke et selvstændigt skattesubjekt. Skattepligten påhviler derfor de enkelte interessenter. Hvis et interessentskab udøver aktiviteter, som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 2 e, er de interessenter, der er juridiske personer, således skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 2 e. Interessenter, der er organiseret som aktieselskaber, er dog skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 1.
Ophører et selskab med at drive de nævnte aktiviteter, og overgår selskabet til beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 6, medfører det ophørsbeskatning efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. § 5. Selskabet kan herefter f.eks. ikke anvende de i afsnit 4.1.- 4.3. nævnte regler. F.eks. kan et elselskab ikke fusionere skattefrit efter fusionsskattelovens § 14, stk. 1, nr. 8, med et holdingselskab, hvis sidstnævnte selskab beskattes efter § 1, stk. 1, nr. 6.
Produktion og forbrug af elektricitet i tog, skibe, luftfartøjer eller andre transportmidler og produktion af elektricitet på nødstrømsanlæg i tilfælde, hvor den normale elektricitetsforsyning svigter, medfører ikke skattepligt efter bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 2 e, hvis selskabet i øvrigt ikke har elaktiviteter som nævnt i bestemmelsen.
Herudover er skattefritagelsesbestemmelserne i § 3, stk. 1, nr. 5 og 6, ændret, således at boligorganisationer og skoler m.v. med produktion af elektricitet og varme fortsat er fritaget for skattepligt af sine hovedindtægter, selvom produktionen af elektricitet og varme efter de hidtil gældende regler må antages at ville have medført, at betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt. Herefter omfatter fritagelsen ikke indtægt ved produktion af elektricitet og varme. Dette gælder uanset hvem, der aftager elektriciteten eller varmen. Indtægt ved produktion af elektricitet og varme vil herefter blive omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2 e, eller § 2, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2 e. Boligorganisationer og skoler m.v., der udelukkende producerer varme, vil ikke være skattepligtige af indtægt ved denne produktion, når betingelserne i skattefritagelsesbestemmelserne er opfyldt.
2.2. Kommuner
Kommunale elselskaber, der hidtil har været en del af den kommunale forvaltning, skal som udgangspunkt efter elforsyningslovens § 4 udskilles i et selskab med begrænset ansvar, det vil sige aktieselskab, anpartsselskab eller andelsselskab med begrænset ansvar. Elaktivitet vil herefter ikke længere kunne udøves under den for kommunerne gældende skattefritagelse i § 3, stk. 1, nr. 2. Sådanne selskaber er skattepligtige efter enten § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2 e.
Kommunerne kan imidlertid vælge at udøve netvirksomhed samt produktion af elektricitet ved affaldsforbrænding i kommunalt regi. Tilsvarende gælder visse mindre anlæg, der efter § 2, stk. 4, i lov om elforsyning undtages fra elforsyningslovens bestemmelser, og som ikke kræves udskilt til et selskab med begrænset ansvar.
Som en følge heraf er der indført skattepligt for kommuner af sådanne aktiviteter med undtagelse af virksomhed med produktion af elektricitet ved affaldsforbrænding, som vil være omfattet af kommunernes skattefritagelse i § 3, stk. 1, nr. 2. Kommuner kan ved overgangen til skattepligt vælge mellem at blive beskattet på linie med aktieselskaber eller at blive beskattet efter en model svarende til den, som kendes fra foreninger m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 6. Kommunen skal ved indgivelse af selvangivelse for det første indkomstår under skattepligt bindende tilkendegive, hvilken bestemmelse kommunen ønsker at blive skattepligtig efter, jf. overgangsbestemmelsen i lovens § 10, stk. 6.
2.2.1. Foreningsbeskatning
Der er i § 3, stk. 7, indsat en bestemmelse, hvorefter kommuner er skattepligtige af indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed med at drive eldistributionsnet og virksomhed, som efter bestemmelsen i § 2, stk. 4, i lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning er undtaget fra elforsyningslovens bestemmelser (elnæringsvirksomhed). Skattepligten omfatter alene indtægten ved denne nærmere angivne elnæringsvirksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til elnæringsvirksomheden.
Det svarer til, hvad der efter § 1, stk. 1, nr. 6, gælder for foreninger m.v. Foreninger er kun skattepligtige af indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Andre indtægter omfattes ikke af skattepligten. Renteindtægt af obligationer, pantebreve og lign. værdipapirer henregnes ikke til erhvervsmæssig indtægt. Dog skal obligationsrenter medregnes til den skattepligtige indkomst, når de har direkte tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. Renter af bankindeståender er normalt heller ikke skattepligtige for foreningen, men i det omfang disse indeståender eller rentebærende aktiver i øvrigt bruges som driftskapital i en erhvervsvirksomhed, skal også sådanne renter medregnes ved indkomstopgørelsen. Den rent passive kapitalanbringelse falder således uden for begrebet erhvervsmæssig virksomhed og dermed uden for skattepligten. Denne grænsedragning mellem indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed og passiv kapitalanbringelse finder tilsvarende anvendelse for kommuner med skattepligtig elnæringsvirksomhed.
Kommunens besiddelse af aktier eller andele i selvstændige elselskaber anses ikke efter bestemmelsen for udøvelse af elnæringsvirksomhed, og en eventuel fortjeneste ved afståelse af aktierne vil således være omfattet af skattefritagelsen for kommuner i § 3, stk. 1, nr. 2, ligesom udbyttet skal henføres under skattefritagelsen.
2.2.1.1. Overgang til aktieselskabsbeskatning
For kommuner, som ønsker at overgå fra beskatning efter § 3, stk. 7, til aktieselskabsbeskatning efter § 1, stk. 1, nr. 2 f, finder reglerne i § 5 C, stk. 2, tilsvarende anvendelse. Herudover finder fondsbeskatningslovens §§ 16-19 og selskabsskattelovens § 35 K, stk. 1-4, tilsvarende anvendelse på de aktiver og passiver, der hidtil ikke har været omfattet af skattepligten, jf. § 3, stk. 8. De pågældende kommuner kan ikke senere vælge at vende tilbage til beskatning efter § 3, stk. 7.
Kommunerne har som skattepligtige efter § 3, stk. 7, haft mulighed for efter § 9, stk. 1, at fradrage udgifter, der vedrører indkomstkilder, hvis indtægter er skattepligtige. Kommunerne har også haft mulighed for at foretage afskrivninger på bygninger, driftsmidler m.v., der har tilknytning til elnæringsvirksomheden. Henvisningen til § 5 C, stk. 2, indebærer, at kommunen ved overgangen til den ændrede beskatning succederer i anskaffelsessummerne og anskaffelsestidspunkterne for disse formuegoder. Da kommunerne ved overgangen til skattepligt har opgjort anskaffelsessummerne efter § 35 O, stk. 6, træder disse skattemæssige indgangsværdier i stedet for de oprindelige anskaffelsessummer.
Henvisningen til fondsbeskatningslovens §§ 16-19 bevirker, at det er overgangsreglerne i disse bestemmelser, der skal finde anvendelse ved afgørelsen af, hvorledes afskrivningerne skal foretages på de aktiver, der ikke hidtil har kunnet afskrives på.
Herudover skal § 35 K, stk. 1-4, om fastsættelse af indgangsværdier for opgørelse af fortjeneste og tab ved afhændelse af fast ejendom, værdipapirer og goodwill, der finder anvendelse ved gensidige forsikringsforeningers overgang til beskatning, finde tilsvarende anvendelse. Dette sikrer, at hvis fortjenesten på de pågældende aktiver og passiver ikke har været omfattet af skattepligten forud for overgangen, vil kommunen alene blive beskattet af den fortjeneste, der vedrører perioden efter overgangen til aktieselskabsbeskatning. Dette sikres ved, at værdien ved overgangen træder i stedet for anskaffelsessummen, når fortjeneste og tab senere skal opgøres.
2.2.2. Aktieselskabsbeskatning
Som nævnt kan en kommune ved overgangen til skattepligt vælge at blive beskattet på linie med aktieselskaber i stedet for at blive beskattet efter bestemmelsen i § 3, stk. 7, jf. § 1, stk. 1, nr. 2 f, og overgangsbestemmelsen i lovens § 10, stk. 6. Grænsedragningen mellem indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed og passiv kapitalanbringelse, som den kendes fra foreninger m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 6, finder således ikke tilsvarende anvendelse for disse kommuner. F.eks. vil eventuelle tilskud fra den øvrige del af kommunen til den regnskabsmæssigt udskilte virksomhed, som omfattes af skattepligten, herefter skulle medregnes til den pågældende virksomheds skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 4.
Har en kommune først valgt at blive beskattet på linie med aktieselskaber, kan kommunen ikke senere blive beskattet efter bestemmelsen i § 3, stk. 7.
Netvirksomheder skal efter elforsyningslovens regler udarbejde en åbningsbalance med de aktiver og passiver, som kan henføres til netvirksomheden. Det er denne regnskabsmæssigt udskilte virksomhed, der herefter bliver omfattet af skattepligten. Herefter vil f.eks. ejerandele i elproduktionsvirksomheder m.v., som efter elforsyningslovens § 97, stk. 2, skal ejes direkte af netvirksomheden, være omfattet af skattepligten.
Tilsvarende skal der foretages en klar regnskabsmæssig udskillelse af de aktiver og passiver, der kan henføres til de mindre anlæg eller mindre omfattende aktiviteter, der efter elforsyningslovens § 2, stk. 4, undtages fra lovens bestemmelser, således at der kan ske beskatning af indtægter og omkostninger, som kan henføres hertil. Hvis der produceres elektricitet og varme i samproduktion i sådanne mindre anlæg, omfatter skattepligten tillige virksomhed med varmeproduktion.
Udover indtægt ved sådan virksomhed omfattes tillige fortjeneste og tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til en sådan virksomhed, af skattepligten.
3. Skattemæssige indgangsværdier
I § 35 O er der fastsat regler om indgangsværdier, da selskaberne ikke tidligere har været undergivet skattepligt. Indgangsværdierne anvendes til opgørelsen af selskabernes afskrivningsgrundlag og opgørelsen af eventuelle fortjenester og tab.
Bestemmelserne finder anvendelse for elselskaber, der overgår til beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2 e, fra skattefrihed efter § 3.
§ 35 O, stk. 2-4, indeholder regler om fastsættelse af indgangsværdier for opgørelsen af skattemæssige afskrivninger på driftsmidler, bygninger og installationer, som elselskabet ejer forud for tidspunktet for overgang til skattepligt.
Det skattemæssige afskrivningsgrundlag for driftsmidler , som elselskabet ejer forud for overgangen til skattepligt, skal opgøres til anskaffelsessummen nedskrevet med den tekniske værdiforringelse. Dermed korrigeres anskaffelsessummen for levetidsforringelsen. Det skattemæssige afskrivningsgrundlag for et driftsmiddel med en standardlevetid på 40 år, som er anskaffet til 1 mio. kr. for 15 år siden, vil herefter kunne opgøres til (1 mio. kr. gange med 25/40) 625.000. Alternativt kan indgangsværdien for driftsmidler eller grupper af driftsmidler opgøres som genanskaffelsesværdien korrigeret for restlevetid og korrigeret for inflation/prisstigninger. Denne opgørelsesmetode sigter mod at ramme en indgangsværdi, der svarer til anskaffelsessummen nedskrevet med den tekniske værdiforringelse. Hvis restlevetiden for et driftsmiddel som nævnt ovenfor f. eks. er 25 år, og standardlevetiden er 40 år, indgår 25/40 af genanskaffelssummen. Dette beløb nedjusteres herefter med et inflations/prisstigningsindeks 15 år tilbage i tiden.
Miljø- og Energiministeriet har ved bekendtgørelse nr. 290 af 1. maj 2000 fastsat de konkrete levetidsstandarder og inflations/prisstigningskorrektioner for visse aktivtyper, jf. bekendtgørelsens § 30. Bekendtgørelsen finder anvendelse på netvirksomheder og transmissionsvirksomheder, herunder virksomheder, der drives som led i den kommunale forvaltning. For øvrige aktiver og virksomheder er der ikke centralt fastsat konkrete levetidsstandarder og inflations/prisstigningskorrektioner. Fastsættelsen heraf foretages i stedet af den enkelte virksomhed, og vil kunne blive undergivet ligningsmæssig kontrol.
Bygninger og installationer medregnes med værdien ved ejendomsvurderingen pr. 1. januar 2000.
Efter § 35 O, stk. 5, finder bestemmelserne i § 35 K, stk. 1-4, om fastsættelse af indgangsværdier for opgørelse af fortjeneste og tab ved afhændelse af fast ejendom, værdipapirer og goodwill , der finder anvendelse ved gensidige forsikringsforeningers overgang til beskatning, tilsvarende anvendelse for elselskaber. For fast ejendom anvendes dog vurderingen pr. 1. januar 2000 i stedet for de i § 35 K, stk. 1, 2.-4. pkt., nævnte værdier.
Indgangsværdierne til brug for avanceopgørelser for aktiver/gæld, der er henholdsvis erhvervet/påtaget forud for overgangen til skattepligt, er i hovedtræk følgende:
Fast ejendom: Ejendomsværdien ved vurderingen pr. 1. januar 2000 træder i stedet for anskaffelsessummen.
Aktier, fordringer og gæld: Kursværdien ved begyndelsen af det første indkomstår, der er grundlaget for skatteansættelsen, træder i stedet for anskaffelsessummen (henholdsvis værdien ved gældens påtagelse). Anskaffelsessummen kan dog vælges lagt til grund.
Goodwill og rettigheder: Faktiske kontantomregnede anskaffelsessum reduceret med de afskrivninger, der i alt kunne have været foretaget siden anskaffelsen.
Ved afgørelsen af, i hvilket omfang tab kan fratrækkes, eller fortjeneste skal beskattes efter ejendomsavancebeskatningsloven, aktieavancebeskatningsloven eller kursgevinstloven, anvendes som udgangspunkt det faktiske anskaffelsestidspunkt.
Da der efter den hidtidige gældende skattefritagelsesbestemmelse i § 3, stk. 1, nr. 4, ikke var opstillet et krav om fuld skattepligt som betingelse for skattefrihed, kan der forekomme udenlandske elselskaber, der hidtil har været skattefri efter § 3, stk. 1, nr. 4, og som med ophævelsen af denne bestemmelse overgår til begrænset skattepligt efter § 2. Reglerne om indgangsværdier finder tilsvarende anvendelse for disse.
Boligorganisationer og skoler m.v., der overgår til beskatning af indtægt ved produktion af elektricitet og varme, fra skattefrihed efter § 3, stk. 1, nr. 5 eller 6, kan anvende reglerne i § 35 O, stk. 1-5, på aktiver og passiver vedrørende denne virksomhed. Tilsvarende gælder for kommuner, som bliver skattepligtige af elvirksomhed.
3.1. Decentrale kraftvarmeanlæg, der ikke ejes af et elektricitetsværk
En række af de decentrale kraftvarmeanlæg, der bliver skattepligtige, har en gældsbyrde, der er større end værdien af deres aktiver. Er værkets afskrivningsgrundlag ved overgangen til skattepligt mindre end gælden, kan de pågældende værker komme til at betale skat, før gælden er væk.
Decentrale kraftvarmeanlæg, der ikke ejes af et elektricitetsværk, kan derfor afskrive et beløb svarende til den del af nettogælden, der kan henføres til kraftvarmeanlægget, over 20 år fra skattepligtens indtræden ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Nettogælden opgøres til kursværdien pr. datoen for overgang til skattepligt. Formålet med bestemmelsen er at give de decentrale kraftvarmeanlæg mulighed for at afskrive på den del af anlæggets samlede gæld, som overstiger anlæggets fordringer omfattet af kursgevinstloven, værdipapirer omfattet af aktieavancebeskatningsloven og kassebeholdning. Afskrivning på nettogælden sikrer, at indkomster, som beløbsmæssigt svarer til nettogælden, ikke beskattes, og i stedet kan anvendes til afdrag på gælden.
Nettogælden skal afskrives over en periode på 20 år. Er beløbet ikke afskrevet fuldt ud efter 20 år, bortfalder afskrivningen på den resterende del af beløbet. Den årlige afskrivning er ikke begrænset til en bestemt procentsats, hvorfor anlægget kan vælge f.eks. at afskrive det fulde beløb i indkomståret 2000.
Har et kraftvarmeanlæg dækket et eventuelt underskud opstået før skattepligtens indtræden ved at optage lån, indebærer bestemmelsen, at der skattemæssigt gives fradrag for underskud opstået før skattepligtens indtræden.
Nogle kraftvarmeanlæg har optaget indekslån. Ved indekslån inflationskorrigeres prioritetsgælden, indtil lånets udløb. Indeksreguleringen af prioritetsgælden er ikke fradragsberettiget, såfremt renten på lånet opfylder mindsterenten for indekslån. Denne er fastsat til 2,5 pct., hvorfor indekslån som hovedregel opfylder mindsterenten. Konsekvensen heraf er, at en del af tilbagebetalingen af lånet, svarende til indekstillæggene, skal ske med beskattede midler. Dette modsvares af, at långiver ikke beskattes af indekstillæggene.
Det er i § 35 O fastsat, at decentrale kraftvarmeanlæg, der ikke ejes af et elektricitetsværk, kan fradrage afdrag og indekstillæg på indekslån, der er optaget før 1. januar 2000, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Afdragene og indekstillæggene skal vedrøre perioden efter overgangen til skattepligt. Renteudgifter, der påløber indekslånet, vil efter de almindelige regler kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen indebærer, at anlægget kan afvikle eksisterende gæld med ubeskattede midler, og er et alternativ til muligheden for at afskrive på anlæggets nettogæld.
Vælger anlægget at benytte sig af en af de to ovennævnte muligheder kan anlægget ikke afskrive på aktiver, som det ejer ved overgangen til skattepligt. Ved senere afståelse af disse aktiver medregnes den fulde afståelsessum, uanset aktivets art, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Ejendomsavancebeskatningslovens regler om opgørelse af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom finder således ikke anvendelse i sådanne situationer. Principperne i ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 4-9, om blandt andet kontantomregning, finder dog anvendelse, uanset aktivets art.
Anlægget skal ved indgivelse af selvangivelse for det første indkomstår under skattepligt bindende tilkendegive, om der ønskes at afskrive et beløb svarende til nettogælden eller fradrage afdrag og indekstillæg på indekslån. Benytter anlægget sig af muligheden i skattekontrollovens § 2, stk. 3, hvorefter anlægget i stedet for at indgive en egentlig selvangivelse kan indgive årsregnskabet, og ønsker det at anvende en af ovennævnte to muligheder skal tilkendegivelsen indgives sammen med indgivelsen af årsregnskabet for det første indkomstår under skattepligt.
Der skal afskrives efter de almindelige regler på aktiver, som anskaffes efter skattepligtens indtræden.
4. Fusionsskattelovens regler
4.1. Omdannelse til aktieselskab
Da elselskaber fremover skal beskattes efter de regler, der gælder for aktieselskaber, kan de have et ønske om at overgå til aktieselskabsformen. I fusionsskattelovens § 14 i er der fastsat regler for elselskabers omdannelse til aktieselskaber.
De selskaber, der efter § 1, stk. 1, nr. 2 e, er undergivet aktieselskabsbeskatning kan være organiseret på forskellig vis, f.eks. som andelsselskaber eller som foreninger.
De selskabsretlige regler for omdannelse af andelsselskaber med begrænset ansvar til aktieselskaber findes i aktieselskabslovens § 135. Herudover er der ikke fastsat materielle regler, der regulerer, hvorledes en omdannelse til aktieselskab skal ske. Omdannelse af erhvervsdrivende fonde og øvrige selskabsformer kræver ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen nærmere overvejelser, før regler på det selskabsretlige område kan fastsættes.
Omdannelse af et andelsselskab sker ved, at selskabet overdrager sine samlede aktiver og passiver til et aktieselskab, hvorefter andelsselskabet opløses uden likvidation. Andelshaverne får ombyttet deres andelsbeviser med aktier i det nye selskab.
Ifølge lovens § 14 i finder fusionsskattelovens kapitel 1 bortset fra formforskrifterne i lovens § 6 tilsvarende anvendelse ved omdannelse af de ovenfor nævnte elselskaber, der indtil omdannelsen har været undergivet almindelig aktieselskabsbeskatning. I stedet for lovens § 6 finder formskrifterne i lovens § 13 tilsvarende anvendelse.
For visse af de omhandlede selskaber ville de hidtil gældende regler indebære, at omdannelsen ville udløse fuld beskatning af genvundne afskrivninger og kapitalgevinster på grundlag af den ved omdannelsen foretagne overdragelse af aktiver og passiver. Tilsvarende ville andelshaverne blive beskattet af den ved omdannelsen foretagne afståelse af deres andelsbeviser. Anvendelsen af fusionsskattelovens §§ 8 og 11, der hviler på et succesionsprincip, indebærer, at der ikke sker beskatning af selskabet og andelshaverne ved omdannelsen.
Reglerne svarer til reglerne i fusionsskattelovens § 14 f om omdannelse til aktieselskaber af aktieselskabsbeskattede andelsselskaber omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, 3 a og 4.
4.2. Skattefri fusion
Reglerne i fusionsskattelovens kapitel 1 finder tilsvarende anvendelse ved fusion mellem elselskaber omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 e. De elselskaber, der efter bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 2 e, undergives aktieselskabsbeskatning kan være organiseret på forskellig vis, f.eks. som andelsselskaber. I aktieselskabslovens kapitel 15 og anpartsselskabslovens kapitel 15 findes regler om fusion af aktie- og anpartsselskaber. Der findes ikke materielle selskabsretlige regler om fusion af blandt andet andelsselskaber.
Elselskaber, der er omdannet til aktieselskaber efter fusionsskattelovens § 14 i, og som dermed er skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 1, er direkte omfattet af lovens kapitel 1.
4.3. Skattefri spaltning og tilførsel af aktiver
Eldistributionsselskaberne skulle som led i elreformaftalen opdeles (spaltes) i handelsvirksomheder, netvirksomheder og forsyningspligtige virksomheder. Der er derfor i fusionsskattelovens § 15 a, stk. 5, indsat en bestemmelse om, at reglerne i kapitel 4 finder tilsvarende anvendelse ved spaltning af elselskaber omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 e. Det er en betingelse, at det eller de modtagende elselskaber beskattes i henhold til § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2 e. De selskabsretlige regler for spaltning af aktieselskaber findes i aktieselskabslovens § 136. Herudover findes der ikke materielle regler om spaltning.
Ved spaltning forstås i henhold til fusionsskattelovens § 15 a, stk. 2, den transaktion, hvorved et selskab overfører en del af eller samtlige sine aktiver og passiver til et eller flere eksisterende eller nye selskaber ved i henhold til en pro rata-regel at tildele sine selskabsdeltagere aktier (eller anparter) i det eller de modtagende selskaber og eventuelt en kontant udligningssum på højst 10 pct. af disse værdipapirers pålydende værdi eller, når der ikke eksisterer en pålydende værdi, deres bogførte værdi.
En spaltning kan efter fusionsskattelovens § 15 a, stk. 2, gennemføres, uden at det indskydende selskab ophører. I så fald skal de aktiver og passiver, der overføres til det modtagende selskab eller til hvert af de modtagende selskaber, ifølge lovens § 15 a, stk. 3, udgøre en gren af en virksomhed, jf. lovens § 15 c, stk. 2, om tilførsel af aktiver. Afgørelsen af, om denne betingelse er opfyldt vil blive vurderet i forbindelse med ansøgningen om spaltning.
De modtagende elselskaber kan i forbindelse med spaltningen bevare deres status som skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 2 e, eller ændre status til aktieselskaber, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1. Da selskaber omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, og § 1, stk. 1, nr. 2 e, beskattes efter de samme hovedprincipper (selskabsbeskatning) udløser statusskiftet ikke ophørsbeskatning efter selskabsskatteloven, jf. § 5 C.
Selskaberne kunne også tænkes at ville foretage opdelingen i handelsvirksomheder, netvirksomheder og forsyningspligtige virksomheder ved en tilførsel af aktiver, hvorved de modtagende selskaber bliver datterselskaber. Der er derfor i fusionsskattelovens § 15 c, stk. 3, indsat en bestemmelse om, at reglerne i kapitel 5 finder tilsvarende anvendelse ved tilførsel af aktiver, der foretages af de i henhold til § 1, stk. 1, nr. 2 e, beskattede elselskaber. Det er dog under forudsætning af, at det modtagende selskab beskattes i henhold til § 1, stk 1, nr. 1 eller 2 e. Bestemmelsen omfatter tillige kommuner med elaktiviteter, idet kommunerne på samme måde som andre elselskaber, kan have et forretningsmæssigt begrundet ønske om at udskille disse aktiviteter i et eller flere selskaber.
Ved tilførsel af aktiver forstås den transaktion, hvorved et selskab uden at være opløst tilfører den samlede eller en eller flere grene af sin virksomhed til et andet selskab mod at få tildelt aktier eller anparter i det modtagende selskabs kapital. Ved en gren af en virksomhed forstås alle aktiver og passiver i en afdeling af et selskab, som ud fra et organisationsmæssigt synspunkt udgør en selvstændig bedrift, det vil sige en samlet enhed, som kan fungere ved hjælp af egne midler.
Det er efter fusionsskattelovens § 15 a, stk. 1, og § 15 c, stk. 1, en betingelse for anvendelse af reglerne, at der er opnået tilladelse fra skatteministeren. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven. Kompetencen til at træffe afgørelser efter § 15 a og § 15 c er udlagt til Told- og Skattestyrelsen.
5. Sambeskatning m.v.
Der er i § 31 skabt hjemmel til, at elselskaber og kommuner omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 e og 2 f, kan sambeskattes. Efter § 31, stk. 3, hæfter de sambeskattede selskaber solidarisk for skatten. Efter elforsyningslovens § 46, stk. 1, må kollektive elforsyningsvirksomheder (monopolvirksomheder), herunder netvirksomheder, ikke yde lån eller stille sikkerhed for andre virksomheder, herunder andre kollektive elforsyningsvirksomheder. Elforsyningslovens § 46 er således til hinder for, at kollektive elforsyningsvirksomheder kan sambeskattes. Dette skyldes elforsyningslovens indbyggede forudsætning om en klar adskillelse mellem monopol- og konkurrenceområder. Sambeskatningsmuligheden er derfor forbeholdt de elselskaber, hvor denne problemstilling ikke foreligger, dvs. kommercielle selskaber.
Herudover har elselskabernes overgang til skattepligt medført en række konsekvensændringer. Det kan blandt andet nævnes, at elselskaberne omfattes af reglerne i kildeskattelovens § 65 om indeholdelse af udbytteskat, samt behandles efter de for aktieselskaber gældende regler i henseende til beskatning af konkursindkomst. Hertil kommer, at elselskaber og kommuner omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 e og 2 f, omfattes af reglerne i aktieavancebeskatningsloven om anvendelse af gennemsnitsmetoden ved opgørelsen af fortjeneste og tab ved afståelse af aktier inden 3 års ejertid, reglerne om, at fortjenester er skattefri (og tab ikke fradragsberettiget) ved afståelse efter en ejertid på 3 år eller mere, samt af de særlige regler om tabsfradrag for selskaber ved afståelse af visse investeringsbeviser.
6. Selvangivelse
For ikke at pålægge mindre elselskaber nye administrative byrder, som følge af skattepligten, er der i skattekontrolloven skabt hjemmel til, at elproduktionsvirksomheder på under 10 MW eleffekt, i stedet for at indgive en egentlig selvangivelse kan indgive det almindelige årsregnskab inden udløbet af selvangivelsesfristen. Alle elproduktionsvirksomheder skal i forvejen udarbejde årsregnskab i medfør af elforsyningslovens § 85. Årsregnskabet skal indsendes inden selvangivelsesfristens udløb, jf. skattekontrollovens § 4.
Bestemmelsen omfatter elproduktionsvirksomheder, der afsætter prioriteret el, jf. elforsyningslovens § 57, stk. 1, nr. 1.
Den skatteansættende myndighed træffer på baggrund af årsregnskabet og eventuelle yderligere indhentede oplysninger afgørelse om, hvorvidt elselskabet har indkomst til beskatning. Den skatteansættende myndigheds afgørelse kan påklages efter reglerne i skattestyrelsesloven om klage over skatteansættelsen. De almindelige regler om selvangivelsespligt finder tilsvarende anvendelse for indsendelse af årsregnskabet.
Bestemmelsen medfører således ikke, at de elselskaber, som bliver omfattet af bestemmelsen er fritaget for beskatning, men at opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretages af den skatteansættende myndighed.
Hertil kommer, at bestemmelsen udelukkende omfatter udarbejdelsen af selvangivelsen. Elselskaberne, som omfattes af bestemmelsen, skal således selv forestå opgørelsen af de skattemæssige indgangsværdier i forbindelse med overgangen til skattepligt.
Kompetencen til at ligne elselskaberne og kommunerne med skattepligtig elvirksomhed vil administrativt blive henlagt til Told- og Skattestyrelsen.
7. Overgangsbestemmelser
7.1. Netvirksomheders direkte ejerskab
Efter elforsyningsloven § 97, stk. 2, er det en betingelse for meddelelse af bevilling til netvirksomheder, at direkte eller indirekte ejerandele overføres til netvirksomheden, således at denne direkte besidder de pågældende ejerandele. Dette omfatter ejerandele i elproduktionsvirksomheder, transmissionsvirksomheder, systemansvarlige virksomheder og forsyningspligtige virksomheder, der den 29. april 1999 besiddes af netvirksomheden eller af virksomheder, der direkte eller indirekte besidder ejerandele i netvirksomheden. Tilsvarende gælder for meddelelse af bevilling til transmissionsvirksomheder, systemansvarlige virksomheder og forsyningspligtige virksomheder.
For at muliggøre en sådan overførsel af ejerandele til netvirksomheden, uden at dette udløser skat for hverken overdrager eller erhverver, er der indsat en overgangsbestemmelse i lovens § 10, hvorefter ejerandele i elproduktionsvirksomheder m.v., der efter ovennævnte bestemmelser i elforsyningsloven skal overføres til netvirksomheder, kan overføres med skattemæssig succession efter principperne i fusionsskattelovens § 8.
Har virksomheden, som overfører ejerandelene til netvirksomheden, anvendt bestemmelserne i § 35 O, er det disse anskaffelsessummer og anskaffelsestidspunkter m.v., netvirksomheden succederer i efter bestemmelsen.
7.2. Overførsel af midler
Efter § 102, stk. 2, i lov nr. 1110 af 29. december 1999 om elforsyning kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om, at net- og transmissionsvirksomheder inden udarbejdelsen af åbningsbalancerne, herunder i forbindelse med opdelingen af eksisterende virksomheder, under iagttagelse af markedsøkonomiske principper, kan overføre aktiver til elproduktionsvirksomheder og forsyningspligtige virksomheder med henblik på at sikre, at disse virksomheder er i besiddelse af et tilstrækkeligt kapitalgrundlag for den fremtidige drift.
For at muliggøre en sådan overførsel af midler fra en net- eller transmissionsvirksomhed til en elproduktions- eller forsyningspligtig virksomhed, uden at dette udløser skat, er der i lovens § 10, stk. 4, indsat en overgangsbestemmelse, hvorefter en overførsel efter elforsyningslovens § 102, stk. 2, kan ske uden skattemæssige konsekvenser for elproduktionsvirksomheden eller den forsyningspligtige virksomhed.
7.3. Tab som følge af hæftelser
I § 69, stk. 1, i lov nr. 1110 af 29. december 1999 om elforsyning kan der ved prisfastsættelsen for en kollektiv elforsyningsvirksomheds ydelser tages hensyn til, at virksomheden lider et tab som følge af, at den hæfter for gældsforpligtelser i medfør af elforsyningslovens § 46, stk. 3, eller hæfter for en anden elforsyningsvirksomheds gældsforpligtelser.
Indregningen af tabet i prisen for ydelserne vil give sig udslag i en forhøjelse af virksomhedens skattepligtige indtægt. Efter de hidtidig gældende regler var der nødvendigvis ikke fradragsret for de udgifter, som den pågældende kollektive elforsyningsvirksomhed afholder (dvs. renter og afdrag på f.eks. en anden elforsyningsvirksomheds gældsforpligtelser).
Tab opstået ved, at en kollektiv elforsyningsvirksomhed hæfter for gældsforpligtelser i medfør af elforsyningslovens § 46, stk. 3, eller hæfter for en anden elforsyningsvirksomheds gældsforpligtelser, kan efter overgangsbestemmelsen i lovens § 10, stk. 5, fradrages ved opgørelsen af den kollektive elforsyningsvirksomheds skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori tabet konstateres. Det er en betingelse, at tabet efter elforsyningslovens § 69, stk. 1, 2. pkt., indregnes i priserne for ydelser fra den kollektive elforsyningsvirksomhed.
Den kollektive elforsyningsvirksomhed kan efter 2. led i elforsyningslovens § 69, stk. 1, 2. pkt., kun hæfte for en anden elforsyningsvirksomheds gældsforpligtelser, når gælden er stiftet senest den 30. december 1999.
7.4. Skattepligt indtil udskillelse af elaktiviteter
Som nævnt under pkt. 2.2. er der kun visse typer af elaktivitet en kommune kan varetage i kommunalt regi. Anden elaktivitet m.v. skal efter elforsyningsloven udskilles i et selskab med begrænset ansvar. Som en konsekvens heraf omfatter skattepligtsbestemmelserne for kommunerne kun sådanne elaktiviteter med undtagelse af virksomhed med produktion af elektricitet ved affaldsforbrænding, som vil være omfattet af skattefritagelsen i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2.
Udskillelserne til selskaber med begrænset ansvar var imidlertid ikke sket den 1. januar 2000. Der er derfor i lovens § 10, stk. 7, indsat en overgangsbestemmelse, hvorefter kommuner gøres skattepligtige af indtægt ved sådan anden elaktivitet m.v., indtil den faktiske overdragelse finder sted. Skattepligten omfatter tillige fortjeneste og tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. Ved fastsættelsen af skattemæssige indgangsværdier for aktiver og passiver vedrørende denne virksomhed finder § 35 O, stk. 1-5, tilsvarende anvendelse.
7.5. Udskillelser i 2000
I lovens § 10, stk. 8, er indsat en overgangsbestemmelse, hvorefter overdragelse af elvirksomhed m.v. i 2000, der sker som led i gennemførelsen af lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning, til et selskab med begrænset ansvar, kan ske uden skattemæssige konsekvenser for overdrager, såfremt denne beslutter at tillægge overdragelsen virkning fra den 1. januar 2000, og selskabets regnskabsår løber fra denne dato. Skattefriheden er betinget af, at overdragelsen sker til handelsværdien, og at den foretages af et af de elselskaber m.v., der gøres skattepligtige ved loven. F.eks. kan et andelsselskab, der gøres skattepligtigt ved loven, og som overdrager dets elaktiviteter til et datterselskab, anvende bestemmelsen, selvom andelsselskabet efter overdragelsen overgår til beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 6. Et nystiftet selskabs overdragelse af elvirksomhed til et selskab med begrænset ansvar vil ikke være omfattet af bestemmelsen.
Hertil kommer, at det ikke er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at overdrager får tildelt aktier eller anparter i selskabets kapital i forbindelse med overdragelsen.
Overdragelse af virksomhed, der sker som led i gennemførelsen af den nye elforsyningslov, er dels overdragelser, der skal foretages i medfør af bestemmelser i elforsyningsloven, og dels overdragelser, der i øvrigt er en hensigtsmæssig strukturtilpasning i tilknytning til elreformen. Herefter vil f.eks. kommuner, der efter elforsyningslovens § 4, stk. 1, skal udskille elvirksomhed, der ikke består i netvirksomhed, til et selskab med begrænset ansvar, kunne overdrage elvirksomheden til et sådant selskab uden skattemæssige konsekvenser.
Selskabet medregner herefter ved indkomstopgørelsen de indtægter og udgifter, som overdrager har erhvervet/afholdt i perioden fra 1. januar 2000 og indtil tidspunktet for den faktiske overdragelse, og som måtte anses at vedrøre selskabet, såfremt overdragelsen af aktiviteten rent faktisk var sket pr. 1. januar 2000. Herudover indtræder selskabet i overdragerens skattemæssige indgangsværdier, opgjort efter § 35 O, stk. 1-6, for de modtagne aktiver og passiver.
Overdragelsen skal som udgangspunkt ske til et nystiftet selskab, men da der kan være elselskaber m.v., som har anskaffet skuffeselskaber til brug for udskillelsen, kan overdragelsen herudover ske til et skuffeselskab med tilbagevirkende kraft.
For at der er tale om et skuffeselskab, kræves det, at selskabet ikke forud for tidspunktet, hvor overdragelsen finder sted, må have drevet erhvervsmæssig virksomhed, at hele selskabets egenkapital fra stiftelsen skal have henstået som et ubehæftet kontant indestående i et pengeinstitut og, at skuffeselskabet skal være stiftet senest den 1. januar 2000. Der stilles således de tilnærmelsesvis samme krav til anvendelsen af skuffeselskaber, som det er tilfældet ved skattefri virksomhedsomdannelse.
Selskabet skal senest 1 måned efter overdragelsen af virksomheden indsende genpart til den skatteansættende myndighed af de dokumenter, der i selskabslovgivningen er foreskrevet udarbejdet i forbindelse med stiftelsen af det selskab, hvortil virksomheden overdrages, samt dokumentation for, at selskabet er anmeldt til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller at overdragelsen til et allerede registreret selskab har fundet sted.
Kompetencen til at ligne elselskaberne og kommunerne med skattepligtig elvirksomhed vil administrativt blive henlagt til Told- og Skattestyrelsen. Elselskaber, der har indsendt dokumenterne primo 2000 til Told- og Skattestyrelsen, opfylder formkravet, selvom Told- og Skattestyrelsen først senere udnævnes til den skatteansættende myndighed.
Skattepligten for selskabet indtræder den 1. januar 2000.
7.6. Tab ved sideordnet virksomhed
I lovens § 10, stk. 9, er indsat en overgangsbestemmelse, hvorefter elselskaber, som i deres priser indregner realiserede tab ved sideordnet virksomhed, kan fradrage et beløb svarende til det tab, som indregnes i elpriserne for det pågældende indkomstår ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Formålet med bestemmelsen i § 10, stk. 9, er at sikre, at afviklingen af tab vedrørende afviklede sideordnede aktiviteter ikke udløser nogen ekstra skattebetaling for elselskabet. Udover SEAS Transmission A/S, er der i praksis ikke andre elselskaber, som er omfattet af bestemmelsen.
7.7. Underskud, der indregnes i det følgende års priser
For at decentrale forbrugerejede kraftvarmeanlæg, der har underskud i regnskabsåret før overgangen til skattepligt, og som opkræver underskuddet hos forbrugerne i det første regnskabsår under skattepligt, ikke kommer til at betale skat af et beløb, der principielt går til dækning af tidligere års underskud, kan et sådant underskud fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det første indkomstår under skattepligt, jf. overgangsbestemmelsen i lovens § 10, stk. 10. Dette gælder dog kun, når underskuddet indregnes i det følgende regnskabsårs priser efter et hvile-i-sig-selv-princip, jf. § 20 i varmeforsyningsloven.
Dette gælder imidlertid ikke for decentrale kraftvarmeanlæg, der anvender nettogælden som afskrivningsgrundlag efter bestemmelsen i § 35 O, stk. 7, da denne bestemmelse allerede tager højde for tidligere års underskud.
7.8. Tinglysningsafgift
Når kommuner overdrager fast ejendom skal tinglysningsafgiften beregnes efter § 4 i tinglysningsafgiftsloven. Der skal således betales den faste afgift på 1.400 kr. og 0,6 pct. af ejerskiftesummen. For at neutralisere den afgiftsmæssige virkning af de overdragelser, der sker som led i gennemførelsen af den nye elforsyningslov, kan beregning af afgift ved kommuners overdragelse af fast ejendom ske efter § 7, stk. 1, i tinglysningsafgiftsloven, når tinglysning af ejerskiftet sker senest den 31. december 2000, jf. overgangsbestemmelsen i lovens § 10, stk. 11. Efter § 7, stk. 1, i tinglysningsafgiftsloven udgør afgiften 1.400 kr. for selskaber m.v. ved adkomstændring i forbindelse med fusion, fission, omdannelse eller tilførsel af aktiver, hvor ejerforholdet ikke forrykkes, og hvor vederlaget erlægges i form af aktier eller værdistigning på disse.
Overdragelse af elvirksomhed, der sker som led i gennemførelsen af den nye elforsyningslov, er dels overdragelser, der skal foretages i medfør af bestemmelser i elforsyningsloven, og dels overdragelser, der i øvrigt er en hensigtsmæssig strukturtilpasning i tilknytning til elreformen.
7.9. Vederlagsfri overdragelse af egenkapital
Flere kommuner og selvejende institutioner ønsker at overføre deres elforsyningsvirksomhed til en forbrugerejet elforsyningsvirksomhed, eller omvendt at få tilført en kommunal-, selvejende- eller forbrugerejet elforsyningsvirksomhed, hvorved den fortsættende virksomheds muligheder for videreførsel og udvikling vil blive styrket.
Ved overførslen modtager overdrageren ikke vederlag for den egenkapital, der teknisk kan opgøres i forbindelse med overførslen af de med elforsyningsvirksomheden forbundne aktiver og passiver. Egenkapitalen er oparbejdet af elforbrugerne, som fremover vil få nytte af egenkapitalen gennem deltagelse i den fortsættende elforsyningsvirksomhed.
For at sikre, at en sådan vederlagsfri overførsel af egenkapital oparbejdet af elforbrugerne ikke udløser beskatning i den fortsættende elforsyningsvirksomhed i forbindelse med overtagelser i 2000, kan en sådan overførsel ske skattefrit efter overgangsbestemmelsen i lovens § 10, stk. 12.
Ved overførslen finder overgangsbestemmelserne i lovens § 10, stk. 8, 1.-2. pkt., i det omfang de er anvendelige, tilsvarende anvendelse. F.eks. vil bestemmelsen, om at overdragelsen skal ske til et nystiftet selskab, ikke være anvendelig.
Efter lovens § 10, stk. 8, 1. pkt., vil et eventuelt vederlag for overførslen af virksomheden ikke få skattemæssige konsekvenser for overdrager, når overførslen tillægges virkning fra den 1. januar 2000, og regnskabsåret for den fortsættende elforsyningsvirksomhed løber fra denne dato. Den fortsættende elforsyningsvirksomhed indtræder efter lovens § 10, stk. 8, 2. pkt., i overdragerens skattemæssige indgangsværdier, opgjort efter § 35 O, stk. 1-6, for modtagne aktiver og passiver. Tilsvarende skal virksomheden ved indkomstopgørelsen medregne de indtægter og udgifter, som overdrageren har erhvervet/afholdt i perioden fra 1. januar 2000 og indtil tidspunktet for den faktiske overførsel, og som måtte anses at vedrøre virksomheden, såfremt overførslen af elforsyningsvirksomheden rent faktisk var sket pr. 1. januar 2000. Lovens § 10, stk. 8, 2. pkt., finder anvendelse uanset, om elforsyningsvirksomheden modtager vederlag for virksomheden i forbindelse med overførslen.
7.10. Tjenestemandsforpligtelser
Visse net- og transmissionsvirksomheder er efter elforsyningslovens regler forpligtet til at refundere en kommune et beløb svarende til de tjenestemandsforpligtelser, som er påtaget forud for 1. januar 2000 i den kommunale elforsyning. Dette gælder også netvirksomheder, som fortsat er en del af den kommunale forvaltning. Disse virksomheder skal ved udarbejdelsen af den regnskabsmæssige åbningsbalance optage et aktiv, der modsvares af den aktuarmæssigt opgjorte tjenestemandsforpligtelse, der hensættes i balancen som gæld til kommunen.
Aktivet skal ses på baggrund af, at de kommunalt ejede elforsyningsvirksomheder typisk ikke løbende har afdækket forpligtelserne forsikringsmæssigt eller ved hensættelser finansieret over elprisen. I stedet har de udgiftsført forpligtelserne i takt med udbetalingen af ydelserne, og dermed alene indregnet de faktiske udbetalinger i elprisen.
Net- og transmissionsvirksomhederne kan indregne afviklingen af de historiske tjenestemandsforpligtelser i indtægtsrammerne for nettariffen indtil udgangen af 2009.
For at sikre, at indregningen af de historiske tjenestemandsforpligtelser i elpriserne ikke udløser nogen ekstra skattebetaling for virksomhederne, skal beløb, som net- og transmissionsvirksomheder indregner i elpriserne som følge af, at de er forpligtet til at refundere en kommune et beløb svarende til de tjenestemandsforpligtelser, som er påtaget forud for den 1. januar 2000, og hvortil der ikke er hensat midler, ikke medregnes til den skattepligtige indkomst, jf. overgangsbestemmelsen i lovens § 10, stk. 13.
8. Ikrafttræden
Loven har virkning fra og med regnskabsår, der begynder den 1. januar 2000 eller senere. De hidtil gældende regler vil finde anvendelse til og med det sidste regnskabsår inden overgangen til skattepligt. Loven vil herefter have virkning for elselskaber med regnskabsperiode 1. juli - 30. juni fra og med 1. juli 2000, og de hidtil gældende regler vil for disse elselskaber finde anvendelse til og med 30. juni 2000.
Indholdsfortegnelse:
1. Indledning
2. Skattepligtens omfang
2.1. Elselskaber
2.2. Kommuner
2.2.1. Foreningsbeskatning
2.2.1.1. Overgang til aktieselskabsbeskatning
2.2.2. Aktieselskabsbeskatning
3. Skattemæssige indgangsværdier
3.1. Decentrale kraftvarmeanlæg, der ikke ejes af et elektricitetsværk
4. Fusionsskattelovens regler
4.1. Omdannelse til aktieselskab
4.2. Skattefri fusion
4.3. Skattefri spaltning og tilførsel af aktiver
5. Sambeskatning m.v.
6. Selvangivelse
7. Overgangsbestemmelser
7.1. Netvirksomheders direkte ejerskab
7.2. Overførsel af midler
7.3. Tab som følge af hæftelser
7.4. Skattepligt indtil udskillelse af elaktiviteter
7.5. Udskillelser i 2000
7.6. Tab ved sideordnet virksomhed
7.7. Underskud, der indregnes i det følgende års priser
7.8. Tinglysningsafgift
7.9. Vederlagsfri overdragelse af egenkapital
7.10. Tjenestemandsforpligtelser
8. Ikrafttræden
Underskrift 1
Skatteministeriet, den 6. september 2000 Peter Loft /K.-H. Ludolph