Gelex

Cirkulære om tjenestefrihed mv. for ansatte i staten og folkekirken til pasning af alvorligt syge børn og slægtninge

OphævetVersion 2000-12-12fra 2000-12-12 til 2002-07-17
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2000/176@2000-12-12/da

Indhold
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
  1. Underskrift 1
  2. Bilag 1
  3. Bilag 2

§ 1.

Stk. 1. I Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2000 om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 19 a, er det fastsat, at forældre med alvorligt syge børn under 14 år har ret til dagpenge fra kommunen, hvis de i forbindelse med barnets sygdom helt eller delvist opgiver deres arbejde, jf. bilag 1.

Stk. 2. I Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 om social service, § 104, er det fastsat, at personer, som passer en nærstående, der ønsker at dø i eget hjem, efter ansøgning er berettiget til at få godtgørelse for tabt arbejdsindtægt (plejevederlag), jf. bilag 2.

§ 2.

Stk. 1. Lovene indeholder ikke regler om adgang til tjenestefrihed, men det er forudsat, at de offentlige arbejdsgivere efterlever lovens intentioner og bevilger tjenestefrihed.

§ 3.

Stk. 1. Finansministeriet skal derfor henstille, at der i det fornødne omfang ydes tjenestefrihed uden løn eller nedsat arbejdstid efter gældende regler til de to ovennævnte formål.

§ 4.

Stk. 1. Perioder med tjenestefrihed uden løn eller nedsat arbejdstid til de nævnte formål medregnes fuldt ud i lønancienniteten og i optjening af pensionsalder.

Stk. 2. For tjenestemænd og andre med tjenestemandspensionsrettigheder indbetaler ansættelsesmyndigheden i tjenestefrihedsperioden løbende 15 pct. af den pensionsgivende løn til finanslovens § 36. Pensionsvæsenet.

Stk. 3. For overenskomstansatte og andre med forsikringsmæssige pensionsordninger indbetaler ansættelsesmyndigheden løbende det aftalte arbejdsgiver- og egetbidrag til den ansattes pensionsordning.

§ 5.

Stk. 1. Cirkulæret har virkning fra 1. december 2000. Samtidig ophæves cirkulære nr. 173 af 16. november 1995 om tjenestefrihed mv. til pasning af alvorligt syge børn og slægtninge (Fmst. nr. 63/95).

Underskrift 1

Finansministeriet, Personalestyrelsen, den 1. december 2000 P.M.V. E.B. Court Møller

Bilag 1

Bilag 1 Uddrag af lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2000 om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 19 a. Forældre med alvorligt syge børn under 14 år har ret til dagpenge fra kommunen, hvis de i forbindelse med barnets sygdom helt eller delvis opgiver lønarbejde eller personligt arbejde i selvstændig virksomhed. Stk. 2. Det er en betingelse, at barnets sygdom skønnes at medføre behov for ophold på hospital eller lignende institution i 25 dage eller mere. Behandling eller pleje i hjemmet kan sidestilles med ophold på hospital, hvis barnets behov i forbindelse med sygdommen taler for det. Stk. 3. Kravet i stk. 2 om en sygeperiode på 25 dage eller mere gælder ikke ved hospitalsophold for børn af enlige forsørgere, der har ret til ordinært børnetilskud efter § 2, nr. 1 eller 2, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Stk. 4. Dagpengene svarer til de dagpenge, modtageren i tilfælde af egen sygdom ville være berettiget til. Til selvstændige, som ikke er tilmeldt den frivillige sikring, kan der dog udbetales dagpenge fra 1. fraværsdag. Kommunen kan i særlige tilfælde beslutte, at der til barnets forældre kan ydes et højere dagpengebeløb end fastsat i § 9, stk. 5. Stk. 5. Der kan højst ydes dagpenge i medfør af stk. 1 i 52 uger inden for de forudgående 18 kalendermåneder. Stk. 6. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for udbetaling af dagpenge til forældre med alvorligt syge børn under 14 år, herunder regler om, hvorledes dagpengene fordeles mellem barnets forældre. 1) 1) Note: Jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998 (med senere ændringer).

Bilag 2

Bilag 2 Uddrag af lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 om social service Kapitel 20 Pasning af døende § 104. Personer, som passer en nærstående, der ønsker at dø i eget hjem, er efter ansøgning berettiget til at få godtgørelse for tabt arbejdsindtægt (plejevederlag). Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller lignende. Det er endvidere en betingelse, at den syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet. § 105. Plejevederlag efter § 104 svarer til 1,5 gange det dagpengebeløb, som modtageren i tilfælde af egen sygdom ville have ret til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Til selvstændige, som ikke er tilmeldt den frivillige forsikring, kan der udbetales plejevederlag fra 1. fraværsdag. Plejevederlaget kan ikke overstige den hidtidige indtægt, jf. § 9 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Stk. 2. I ganske særlige tilfælde kan kommunen beslutte at yde plejevederlag med et højere beløb end anført i stk. 1. § 106. Retten til plejevederlag ophører ved plejeforholdets afslutning. Ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Den plejekrævendes indlæggelse af kortere varighed på sygehus eller lignende medfører ikke i sig selv bortfald af plejevederlag. Stk. 2. Kommunen kan undtagelsesvis træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.

Versioner

  1. 2000-12-12 · til 2002-07-17