Gelex

Cirkulæreskrivelse om visse overgangsspørgsmål i forbindelse med gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven

GældendeVersion 2001-05-24
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2001/106@2001-05-24/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

1. De nye regler i straffuldbyrdelsesloven og de administrative forskrifter, der er udstedt efter loven, træder i kraft den 1. juli 2001. Samtidig ophæves eller bortfalder i henhold til bekendtgørelse om ophævelse af forskellige bekendtgørelser og cirkulærer i forbindelse med gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven samt cirkulæreskrivelse om ophævelse af forskellige skrivelser og vejledninger i forbindelse med gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven en lang række af de hidtil gældende administrative forskrifter for kriminalforsorgen.

2. Med virkning fra den 1. juli 2001 skal fængselsstraffe, bødestraffe, betingede domme, samfundstjeneste og forvaring således fuldbyrdes efter reglerne i straffuldbyrdelsesloven og de administrative forskrifter efter loven.

Straffuldbyrdelsesloven og de administrative forskrifter efter loven gælder også for fængselsstraffe og forvaring, hvor straffuldbyrdelsen er iværksat før den 1. juli 2001. Dette indebærer bl.a., at allerede ikendt disciplinærstraf kun kan fuldbyrdes i overensstemmelse med de nye regler.

Endvidere gælder straffuldbyrdelsesloven og de administrative forskrifter efter loven også for bødestraffe, hvor opkrævning og inddrivelse er påbegyndt før den 1. juli 2001, samt for betingede domme og samfundstjeneste, hvor tilsyn eller samfundstjeneste er påbegyndt før den 1. juli 2001.

3. For så vidt angår hæftestraf gælder der særlige overgangsregler som følge af, at afskaffelsen af hæftestraffen ikke har virkning for hæftestraf eller forvandlingsstraf af hæfte, der er idømt eller fastsat før den 1. juli 2001, jf. § 33, stk. 2, i lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte m.v.).

Allerede idømt hæftestraf eller fastsat forvandlingsstraf af hæfte skal således også efter den 1. juli 2001 fuldbyrdes som hæftestraf. Dette indebærer, at de hidtil gældende særlige regler for hæftedømte fortsat finder anvendelse, uanset at disse regler ophæves eller bortfalder i forbindelse med gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven.

4. Som følge af, at den nye udgangsbekendtgørelse ikke indeholder regler om udgang i forbindelse med besøg (besøgsudgang), bortfalder den hidtidige adgang til at få besøgsudgang den 1. juli 2001.

For ikke at forringe retsstillingen for de indsatte, som ellers ville kunne have fået besøgsudgang, fastsætter Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, herved følgende overgangsregler om besøgsudgang:

1) Indsatte i de åbne fængsler, som den 1. juli 2001 allerede udstår fængselsstraf i 30 dage, kan få besøgsudgang i overensstemmelse med de hidtil gældende regler i § 34 i cirkulære nr. 31 af 18. marts 1986 om udgang til indsatte, som ændret bl.a. ved cirkulære nr. 8 af 10. januar 1994.

2) Indsatte i de åbne fængsler, som den 1. juli 2001 allerede udstår fængselsstraf i over 30 dage men under 5 måneder, kan, indtil de har opholdt sig 30 dage i fængslet, få besøgsudgang i overensstemmelse med de hidtil gældende regler i § 34 i cirkulære nr. 31 af 18. marts 1986 om udgang til indsatte, som ændret bl.a. ved cirkulære nr. 8 af 10. januar 1994.

5. Denne cirkulæreskrivelse træder i kraft den 1. juli 2001.

Underskrift 1

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 16. maj 2001 William Rentzmann /Jakob Schiøler

Versioner

  1. 2001-05-24