Cirkulæreskrivelse om godtgørelse for statsligt pålæg om forhøjelse af dieselafgiften og nedsættelse af udligningsafgiften
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2001/10@2001-01-23/da
Indhold
Ved lov nr. 1297 af 20. december 2000 om ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og andre afgiftslove sker der ændringer i afgiftssatserne. Lov nr. 1297 er vedtaget den 15. december 2000, optaget i Lovtidende den 21. december 2000 og træder i kraft den 1. april 2001.
Ved denne ændringslov gennemføres bl.a. en forhøjelse af afgiften på dieselolie brugt til motorbrændstof samt en nedsættelse af udligningsafgiften.
Bygherrer med bygge- og anlægsarbejder, der udføres efter Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 174 af 10. oktober 1991 om pris og tid på bygge- og anlægsarbejder m.v., kan ud over den faste pris yde entreprenøren godtgørelse for de samlede udgiftsstigninger, der kan dokumenteres at være en direkte følge af ovennævnte lov nr. 1297. Det er en betingelse for opnåelse af godtgørelse for merudgifterne, at tilbud er afgivet før den 21. december 2000, som er datoen for lovens optagelse i Lovtidende.
Udgiftsstigninger som følge af disse afgiftsstigninger kan godtgøres, hvis kravet overstiger i alt 20.000 kr., eller overstiger 2 pct. af entreprisesummen, dog mindst 5.000 kr.
Er en entreprenør i henhold til sin aftale med en underentreprenør forpligtet til at yde godtgørelse til denne for ovennævnte afgiftsstigninger, kan tilsvarende godtgørelse ydes entreprenøren af bygherren.
Godtgørelse kan i alle tilfælde ydes, såfremt underentreprenørens krav overstiger 20.000 kr., eller overstiger 2 pct. af entreprisesummen, dog mindst 5.000 kr.
Det er en betingelse, at der er tale om et egentligt underentrepriseforhold og ikke blot et leveranceforhold.
Bygherren må tage stilling til, hvilken dokumentation der anses for at være tilstrækkelig.
Underskrift 1
By- og Boligministeriet, den 11. januar 2001 P.M.V. E.B. Jens Hartmann Eisling