Cirkulære om forsegling af animalske produkter på grænsekontrolsteder, frilagre, lagre i frizoner og skibsprovianteringsoplag m.v.
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2001/50@2001-04-27/da
(Til samtlige fødevareregioner)
Kapitel 1 Område og definitioner
§ 1.
Stk. 1. Cirkulæret omfatter forsegling af animalske produkter omfattet af: 1) bekendtgørelse om kontrol med direkte landinger af fisk og fiskevarer fra visse tredjelandes fartøjer, jf. dog stk. 2, 2) bekendtgørelse om veterinærkontrol ved indførsel af animalske fødevarer, og 3) bekendtgørelse om veterinærkontrol ved ind- og udførsel af avlsmateriale og animalske non-food produkter m.v.
Stk. 2. For direkte landinger af fisk og fiskevarer omfatter cirkulæret alene direkte landinger af frosne og forarbejdede fisk og fiskevarer.
§ 2.
Stk. 1. Ved kontrol forstås: veterinærkontrol på et godkendt grænsekontrolsted af animalske produkter, dvs. animalske non-food-produkter og animalske fødevarer, herunder fisk og fiskevarer, 2) veterinærkontrol ved ind- og udgange til frilagre, lagre i en frizone eller skibsprovianteringsoplag af animalske produkter, der ikke opfylder gældende bestemmelser for indførsel, og 3) kontrol på et godkendt grænsekontrolsted af direkte landinger af frosne og forarbejdede fisk og fiskevarer.
Stk. 2. Ved et parti forstås en mængde af et animalsk produkt af samme art og forarbejdningsgrad, som er omfattet af samme foreskrevne certifikat eller dokument, hidrører fra samme afsender, transporteres med samme transportmiddel, præsenteres samtidig for kontrol og er bestemt til samme modtager.
Stk. 3. Ved den ansvarlige for kontrollen forstås: 1) For fisk og fiskevarer: En officielt udpeget, særligt uddannet officiel person, der er ansvarlig for at gennemføre veterinærkontrollen af fisk og fiskevarer på grænsekontrolstedet, 2) en grænsedyrlæge, eller 3) en dyrlæge, der er ansvarlig for at gennemføre den i § 2, stk. 1, nr. 2 anførte veterinærkontrol.
Kapitel 2 Forsegling
§ 3.
Stk. 1. Der skal foretages forsegling af: 1) alle partier, som har været underkastet den i § 2, stk. 1 nævnte kontrol, jf. dog stk. 2-4, og 2) beslaglagte fødevarer, når disse fraføres en virksomhed med henblik på returnering til afsenderlandet.
Stk. 2. Partier, der efter endt kontrol på grænsekontrolstedet er godkendt til fri omsætning i samhandelsområdet, skal dog ikke forsegles.
Stk. 3. I tilfælde, hvor der på grænsekontrolstedet ikke foretages fysisk kontrol af et parti, og hvor identitetskontrollen af partiet alene består i kontrol af transportmidlets eller containerens oprindelige forsegling og kontrol af, at oplysningerne på seglet med tryk er angivet i det ledsagende dokument, skal der ikke foretages fornyet forsegling.
Stk. 4. Der skal ikke ved indgange til frilagre, lagre i frizoner eller skibsprovianteringsoplag foretages fornyet forsegling efter endt veterinærkontrol af partier, som tilføres disse lagre.
§ 4.
Stk. 1. Nummereret forseglingsmateriale må kun anvendes af den ansvarlige for kontrollen eller kontrolpersonale, der arbejder under dennes ansvar.
Stk. 2. Forsegling skal foretages i umiddelbar tilslutning til den i § 3, stk. 1 anførte kontrol.
Stk. 3. Det skal ved afprøvning sikres, at påsatte segl er korrekt låst.
Stk. 4. Der må ikke foretages afkortning af den stålwire, der indgår i forseglingsmateriale af typen ONESEAL PTW med »pull-tight« funktion.
§ 5.
Stk. 1. Seglnummeret skal anføres på Veterinærkontrolcertifikatet, dvs. det certifikat der efter kontrollen udstedes af den ansvarlige for kontrollen.
Stk. 2. Såfremt animalske produkter ikke skal forsegles på grænsekontrolstedet, jf. § 3, stk. 2-3, skal følgende linie på Veterinærkontrolcertifikatet overstreges: »Grænsekontrolstedets plombenr.:«.
Kapitel 3 Forseglingsmateriale
§ 6.
Stk. 1. Der skal anvendes nummereret forseglingsmateriale fra firmaet ONESEAL A/S af typen ONESEAL 79-T96 med hvid låsecylinder og grøn låsepind. Hvert segl er på låsecylinderen forsynet med kronemærke, ordene »Border Control« og »Danish Veterinary and Food Administration« samt et 6-cifret løbenummer.
Stk. 2. Til forsegling af containere m.v., hvor det i stk. 1 nævnte segl ikke kan anvendes, skal anvendes nummereret forseglingsmateriale fra firmaet ONESEAL A/S af typen ONESEAL PTW med »pull-tight« funktion med hvid låseblok og ufarvet låsewire. Hvert segl er på låseblokken forsynet med kronemærke, ordene »Border Control« og »Danish Veterinary and Food Administration« samt et 6-cifret løbenummer. For ONESEAL PTW med »pull-tight« funktion skal der anvendes følgende størrelser låsewire: 1) Standardlængde 400 mm, diameter 5 mm, eller 2) standardlængde 320 mm, diameter 2,5 mm.
Stk. 3. Til forsegling af mindre partier, wrappede paller, kartoner, m.m., som ikke kan forsegles i overensstemmelse med stk. 1 eller 2, skal anvendes nylon- eller plast-straps fra firmaet STRAPEX OMSNØRINGSMASKINER, Literbuen 9, 2740 Skovlunde, tlf. nr. 44 85 06 00, og kryds-clips fra firmaet ONESEAL A/S af typen ONESEAL TOPP CLIP kombineret med nummereret forseglingsmateriale fra firmaet ONESEAL A/S af typen ONESEAL PTW med »pull-tight« funktion med hvid låseblok og ufarvet låsewire. De anvendte nylon- eller plast-straps skal være mindst 8 mm og højst 13,5 mm brede. Forsegling med ONESEAL TOPP CLIP skal foretages ved hjælp af værktøj fra firmaet ONESEAL A/S af typen TOPP PUNCH.
Stk. 4. Uanset stk. 1, må grænsekontrolstederne for fisk og fiskevarer opbruge deres lager af nummererede segl med hvid låsecylinder og blå låsepind.
Stk. 5. Uanset stk. 2, må grænsekontrolstederne opbruge deres lager af nummererede segl af typen ONESEAL RE-34 med »pull-tight« funktion med standardlængden 320mm og diameteren 2,5 mm med hvid låseblok og ufarvet låsewire.
Kapitel 4 Rekvirering, modtagelse, opbevaring og kontrol
§ 7.
Stk. 1. Hver type ONESEAL segl rekvireres i antal delelige med 200 ved hjælp af en formular i overensstemmelse med den i bilag 1 viste model. Leveringstiden for segl er ca. to uger eksklusiv transport.
Stk. 2. Rekvisitionen udfyldes (med 1 kopi), underskrives og stemples (såvel original som kopi) af den ansvarlige for kontrollen inden fremsendelse (såvel original som kopi) til ONESEAL A/S, Vibe Allé 2, 2980 Kokkedal.
Stk. 3. Originalen beholdes og opbevares af ONESEAL A/S, mens kopien med effektueringspåtegning (angivelse af antal og omfattede løbenumre) returneres til den ansvarlige for kontrollen, som skal påtegne rekvisitionskopien og opbevare denne i mindst 5 år.
§ 8.
Stk. 1. Ved modtagelsen af de nummererede ONESEAL segl skal den ansvarlige for kontrollen efterse, at antal og løbenumre stemmer overens med ONESEAL A/S’ effektueringspåtegning, og verificere dette ved underskrift på den returnerede rekvisitionskopi.
Stk. 2. Enhver uoverensstemmelse ved det leverede skal noteres på rekvisitionsformularen, jf. bilag 1, og partiet skal straks returneres til ONESEAL A/S.
§ 9.
Stk. 1. Nummereret forseglingsmateriale skal opbevares i et aflåst skab eller lignende, som alene den ansvarlige for kontrollen eller kontrolpersonale, der arbejder under dennes ansvar, har adgang til.
§ 10.
Stk. 1. Nummereret forseglingsmateriale skal bruges i nummerorden.
Stk. 2. Den ansvarlige for kontrollen eller kontrolpersonale, der arbejder under dennes ansvar skal føre register over forbrug af segl med anførsel af seglnummer, forseglingsdato, containernummer og løbenummer på Veterinærkontrolcertifikatet, dvs. det certifikat der efter kontrollen udstedes af den ansvarlige for kontrollen, eller i påkommende tilfælde, hvorfor seglet ikke har kunnet anvendes.
Stk. 3. Registreringen skal ske på et skema, som mindst skal indeholde fem kolonner med følgende overskrifter: 1) Seglnummer, 2) Forseglingsdato, 3) Veterinærkontrolcertifikatets løbenummer, 4) Bemærkninger vedrørende konstaterede fejl ved det enkelte segl, og 5) Initialer.
Kapitel 5 Opbevaring og destruktion af uanvendelige segl
§ 11.
Stk. 1. Segl som er beskadiget eller af anden årsag uanvendelige og rester af alle typer af segl, som er klippet af containere m.v., skal opbevares under samme forhold som anført i § 9.
§ 12.
Stk. 1. De uanvendelige og afklippede segl opsamles i en passende periode og fremsendes derefter til ONESEAL A/S til destruktion. Den ansvarlige for kontrollen vil fra ONESEAL A/S modtage skriftlig bekræftelse på, at de fremsendte segl er modtaget.
Kapitel 6 Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 13.
Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 15. maj 2001.
Stk. 2. Samtidig ophæves cirkulære af 7. december 1999 om forsegling af animalske produkter på grænsekontrolsteder.
Underskrift 1
Fødevaredirektoratet, den 27. april 2001 Erik Engelst Petersen
Bilag 1
Bilag 1 Rekvisitionsformular Undertegnede rekvirerer herved følgende ONESEAL segl med hvid låsecylinder og grøn låsepind mærket med kronemærke, ordene »Border Control« og »Danish Veterinary and Food Administration« samt et 6-cifret løbenummer: stk. ONESEAL 79-T96 stk. ONESEAL PTW med »pull-tight« funktion (400 mm x 5 mm) stk. ONESEAL PTW med »pull-tight« funktion (320 mm x 2,5 mm) 1) Undertegnede rekvirerer herved: stk. ONESEAL TOPP CLIP Dato Embedsstempel Adresse hvortil forseglingsmaterialet skal sendes Den ansvarlige for kontrollens underskrift Ordren effektueret i antal: med seglnumrene stk. ONESEAL 79-T96 - stk. ONESEAL PTW med »pull-tight« funktion (400 mm x 5 mm) - stk. ONESEAL PTW med »pull-tight« funktion (320 mm x 2,5 mm) - stk. ONESEAL TOPP CLIP Dato Stempel ONESEAL A/S Underskrift ONESEAL A/S Seglene modtaget og overensstemmelse med rekvisitionen kontrolleret Dato Embedsstempel Den ansvarlige for kontrollens underskrift Seglene returneret til ONESEAL A/S på grund af fejl (Beskriv fejlen): Dato Embedsstempel Den ansvarlige for kontrollens underskrift NOTER+++