Gelex

Cirkulære om forretningsorden for Danmarks Erhvervsråd

OphævetVersion 2002-08-15fra 2002-08-15 til 2007-07-12
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2002/84@2002-08-15/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
  2. Underskrift 1

I medfør af § 5, stk. 4, i lov om erhvervsfremme, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 5. august 2002, fastsættes:

§ 1.

Stk. 1. Danmarks Erhvervsråd består af en formand og 14 medlemmer. Rådet sammensættes således, at der er repræsenteret bred erhvervsmæssig indsigt vedrørende forbedring og udbygning af rammevilkårene for virksomhedernes vækst, internationale samarbejde og samhandel, for fremme af tilpasningen i erhvervsstrukturen til konkurrenceforhold, miljøforhold, nye perspektivrige teknologier, industrielt design og den samfundsmæssige udvikling i øvrigt og for fremme af den regionale erhvervsudvikling.

Stk. 2. Rådets formand og medlemmer, heriblandt en næstformand, udpeges af økonomi- og erhvervsministeren. 11 af Rådets medlemmer udpeges efter indstilling fra organisationer med indsigt i de i stk. 1 nævnte forhold.

Stk. 3. Formanden og medlemmerne udpeges for indtil 3 år ad gangen og kan genudnævnes 1 gang. Der kan ikke udpeges suppleanter. Rådets medlemmer afgår på skift.

§ 2.

Stk. 1. Rådet har, inden for rammerne af lovens § 4, jf. § 2, stk. 1, til opgave at rådgive om tilrettelæggelsen og udviklingen af indsatsen for: 1) at forbedre og udbygge rammevilkårene for virksomhedernes vækst, internationale samarbejde og samhandel, 2) at fremme tilpasningen i erhvervsstrukturen til konkurrenceforhold, miljøforhold og den samfundsmæssige udvikling i øvrigt, 3) at fremme den regionale erhvervsudvikling.

Stk. 2. Rådets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 3.

Stk. 1. Rådet kan nedsætte et forretningsudvalg og ad hoc-udvalg til bistand ved gennemførelsen af sine arbejdsopgaver.

§ 4.

Stk. 1. Erhvervs- og Boligstyrelsen er sekretariat for Rådet og deltager i Rådets møder. Rådet kan delegere sin beslutningskompetence i bevillingssager til sekretariatet. Rådet fastsætter i så tilfælde en sekretariatsbemyndigelse.

§ 5.

Stk. 1. Rådet afholder ca. 4 møder om året. Rådet aftaler sine mødedage ét år i forvejen. Herudover kan Rådet indkaldes på formandens foranledning. Indkaldelse må i så fald ske med et varsel på mindst 5 hverdage. Møde kan endvidere afholdes, såfremt der fremsættes begæring herom af mindst 2 medlemmer med angivelse af mødets emne.

Stk. 2. Såfremt sager, der skal behandles i Rådet, ikke er udsendt til medlemmerne senest 5 hverdage før det pågældende møde, kan behandlingen kun finde sted, såfremt samtlige i mødet deltagende medlemmer samtykker heri.

Stk. 3. Rådet er beslutningsdygtigt, når mindst 8 medlemmer, hvoraf 1 medlem skal være formanden eller næstformanden, er til stede. Beslutning træffes ved almindelig stemmeflerhed. Hvert medlem har én stemme. I tilfælde, hvor stemmerne står lige, er formandens eller i dennes fravær næstformandens stemme afgørende. Når forholdene taler herfor, kan formanden eller i dennes frafald næstformanden bestemme, at sager behandles ved skriftlig procedure.

Stk. 4. Formanden kan, medmindre Rådets flertal modsætter sig dette, indbyde andre end Rådets medlemmer til at deltage i et rådsmøde eller en del af dette.

Stk. 5. Alle, der deltager i Rådets arbejde, er underkastet den til enhver tid gældende forvaltningslov, herunder bestemmelserne om tavshedspligt og inhabilitet.

§ 6.

Stk. 1. Forberedelse af Rådets møder, herunder fastlæggelse af dagsorden, varetages af sekretariatet efter aftale med formanden.

Stk. 2. Der udarbejdes et referat af Rådets møder med angivelse af de trufne beslutninger samt hovedindholdet af drøftelserne. I tilfælde af afstemning angives resultatet heraf. Mødereferatet godkendes på det efterfølgende møde.

§ 7.

Stk. 1. Rådet afgiver årligt en beretning om sin virksomhed i det foregående finansår til økonomi- og erhvervsministeren. § 8. Forretningsordenen træder i kraft den 15. august 2002.

Underskrift 1

Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 5. august 2002 Bendt Bendtsen /Birthe Lehmann

Versioner

  1. 2002-08-15 · til 2007-07-12