Gelex

Cirkulære om opgørelse af den delvise fradragsret i henhold til momslovens § 38, stk. 1 og stk. 2, for undervisningsinstitutioner omfattet af erhvervsskoleloven - tilskud - regulering og tilbagebetaling af moms

OphævetVersion 2003-07-24fra 2003-07-24 til 2007-01-02
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2003/88@2003-07-24/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Bilag 1

SKM2003.43.LSR - »Købmandsskole-sagen«

Landsskatterettens kendelse af 20. december 2002

1. Landsskatteretten har i kendelse af 20. december 2002, der er offentliggjort under SKM2003.43.LSR, fastslået, at en købmandsskole, der modtog tilskud fra Undervisningsministeriet med hjemmel i lov nr. 962 af 26. oktober 2000 om erhvervsskoler (erhvervsskoleloven), ikke skulle medregne tilskuddene ved opgørelse af den delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1.

2. Landsskatteretten fandt endvidere ikke grundlag for at anvende reglerne om opgørelse af den delvise fradragsret efter lovens § 38, stk. 2.

De faktiske omstændigheder i Landsskatteretssagen

3. Sagen opstår i forbindelse med, at Købmandsskolen anmoder ToldSkat om tilbagebetaling af moms og energiafgifter, idet skolen ikke har anvendt reglen om delvis fradragsret i momslovens § 38, stk. 1.

Købmandsskolen er en selvejende institution. Skolen har til formål at tilbyde undervisning inden for erhvervsuddannelserne og tilgrænsende uddannelses- og kursusvirksomhed i overensstemmelse med gældende lovgivning. Herudover udbyder skolen rådgivning og andre ydelser med tilknytning til undervisnings- og kursusvirksomhed.

Købmandsskolen har såvel momspligtige som momsfrie aktiviteter.

De momsfrie aktiviteter er undervisnings- og kursusvirksomhed, der er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Disse aktiviteter udgør skolens hovedaktivitet.

Den momspligtige omsætning for skolen består af:

- Salgsindtægter fra andre uddannelsesinstitutioner i forbindelse med Købmandsskolens salgsaftale med B, benævnt B-aftalen.

- Salgsindtægter i forbindelse med skolens øvelsesbutik samt salg af tjenesteydelser som led i Skolepraktik uddannelsen.

- Indtægter fra afdelingens mønttelefoner.

- Diverse fakturerede momspligtige indtægter, f. eks. salg af videokassetter; salg af fotokopier til andet end undervisning; fakturerede ydelser leveret af aktiveringssekretariatet.

Herudover opkræver skolen i et vist omfang deltagerbetaling for undervisningen og modtager driftstilskud fra staten vedrørende visse lovregulerede undervisningsaktiviteter. Driftstilskuddene, der har karakter af en form for blok/rammetilskud, ydes med hjemmel i § 20 på den årlige finanslov.

Tilskuddene blev ydet som

- Undervisningstaxameter.

- Fællesudgiftstilskud.

- Bygningstaxameter.

- Øvrige driftstilskud.

- Særbevillinger.

Konsekvenserne af Landsskatterettens kendelse

Momslovens § 38, stk. 1

4. Landsskatterettens afgørelse fører til at skoler, der modtager tilskud fra Undervisningsministeriet med hjemmel i erhvervsskoleloven, ikke skal medregne tilskuddene ved opgørelse af den delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1.

Dette er begrundet i, at de omhandlede tilskud ikke kan anses som vederlag for levering af ydelser til Undervisningsministeriet, eller som vederlag for skolens levering af ydelser til skolens elever.

Momslovens § 38, stk. 2

5. Landsskatterettens afgørelse fører endvidere til, at den delvise fradragsret for skoler, der modtager tilskud fra Undervisningsministeriet med hjemmel i erhvervsskoleloven, og som i et vist omfang opkræver deltagerbetaling for undervisningen, ikke kan opgøres efter momslovens § 38, stk. 2.

6. Dette er begrundet i, at aktiviteter med undervisning må anses som én integreret aktivitet, der efter momslovens § 3, stk. 1, jf. 6. momsdirektivs artikel 4, må karakteriseres som økonomisk virksomhed, og at der ikke er grundlag for at udskille den del af undervisningen, for hvilken skolen ikke modtager deltagerbetaling, som en særskilt aktivitet, der kan betegnes som ikke-økonomisk virksomhed.

Hvis de pågældende undervisningsinstitutioner derimod gennemfører deres undervisningsaktiviteter helt uden opkrævning af deltagerbetaling for undervisningen, er der grundlag for at anvende reglerne om opgørelse af den delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 2.

Dette følger af Landsskatterettens praksis i TfS 2000, 828 og SKM2002.232.LSR, hvor Landsskatteretten fastslår, at bestemmelsen i momslovens § 38, stk. 2, også finder anvendelse i situationer, hvor en virksomhed har aktiviteter, der kan betegnes som ikke-økonomisk virksomhed.

7. Landsskatterettens afgørelse i SKM2003.43.LSR, ændrer således ikke Landsskatterettens praksis i TfS 2000, 828 og SKM2002.232, men er et supplement hertil som præciserer praksis på området.

Genoptagelse - moms

Momsregistrerede uddannelsesinstitutioner

8. Momsregistrerede uddannelsesinstitutioner, der modtager tilskud med hjemmel i erhvervsskoleloven, og som hidtil har opgjort afgiftstilsvaret for højt, fordi:

- institutionen har medregnet statstilskuddene ved opgørelse af den delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, eller

- institutionen har anvendt reglerne i momslovens § 38, stk. 2, ved opgørelse af den delvise fradragsret

kan anmode om genoptagelse af opgørelsen af afgiftstilsvar, jf. cirkulæret pkt. 15 - 16.

9. Momsregistrerede uddannelsesinstitutioner, der modtager tilskud med hjemmel i erhvervsskoleloven, og som hidtil har opgjort afgiftstilsvaret for højt, fordi

- institutionen ikke har anvendt reglen om delvis fradragsret i momslovens § 38, stk. 1 og 2,

kan anmode om genoptagelse af opgørelsen af afgiftstilsvar, jf. cirkulæret pkt. 14.

Ikke-momsregistrerede uddannelsesinstitutioner

10. Uddannelsesinstitutioner, der modtager tilskud med hjemmel i erhvervsskoleloven, og som ikke tidligere har været momsregistreret, kan ikke fremsætte anmodning om genoptagelse.

Disse uddannelsesinstitutioner kan således ikke blive momsregistreret med tilbagevirkende kraft med henblik på, at institutionerne bagudrettet kan opgøre deres delvise fradragsret af fællesudgifter, det vil sige udgifter, der efter en konkret vurdering må anses at være nødvendige for at udøve institutionens samlede aktiviteter, efter bestemmelsen i momslovens § 38, stk. 1 og 2. Dette gælder uanset om institutionen tilbyder bagudrettet at afregne moms af sit momspligtige salg.

11. Disse uddannelsesinstitutioner kan alene blive momsregistreret med fremadrettet virkning.

Fristregler

12. Det fremgår af ikrafttrædelsesbestemmelserne til lov nr. 410 af 2. juni 2003 om ændring af skattestyrelsesloven (ændring af fristregler på skatte- og afgiftsområdet m.v), at skattestyrelseslovens § 35 B og § 35 C, har virkning for anmodninger om genoptagelse af et afgiftstilsvar, som er indgivet til myndighederne den 12. marts 2003 eller senere.

13. Såfremt anvendelsen af skattestyrelseslovens § 35 B og § 35 C, for en afgiftsperiode er til ugunst for den afgiftspligtige i forhold til hidtil gældende regler, kan bestemmelsen dog først finde anvendelse for afgiftstilsvar, hvor angivelsesperioden udløber den 1. juli 2000 eller senere.

14. I henhold til skattestyrelseslovens § 35 B, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år efter angivelsesfristens udløb.

15. Hvis fristen i skattestyrelseslovens § 35 B, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 1, efter anmodning, ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige af opgørelsen af afgiftstilsvaret fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 5 år forud for underkendelse af praksis.

16. Ekstraordinær genoptagelse kan dog kun ske, hvis betingelserne herfor i skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 1, er opfyldt.

17. Landsskatterettens kendelse blev afsagt den 20. december 2002.

18. Den første afgiftsperiode, der var til prøvelse i sagen var juli kvartal 1995, det vil sige perioden 1. juli 1995 til 30. september 1995.

19. Der vedlægges et bilag til dette cirkulære, der indeholder eksempler på anvendelse af genoptagelsesbestemmelserne i skattestyrelseslovens § 35 B og § 35 C. Eksemplerne ikke udtømmende.

Reaktionsfrist

20. Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 2, det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes inden 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skattestyrelseslovens § 35 B.

21. Reaktionsfristen på 6 måneder i henhold til skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 2, regnes fra offentliggørelsen af dette cirkulære på ToldSkat´s hjemmeside.

Suspension af forældelse

22. Told- og Skattestyrelsen har i SKM2003.20.TSS meddelt, at styrelsen har besluttet at suspendere forældelsesfristen i henhold til 1908-loven for de eventuelle krav, som skoler og lignende institutioner måtte have på tilbagebetaling af moms af fællesomkostninger, enten fordi skolen ikke har anvendt reglen om delvis fradragsret i momslovens § 38, stk. 1, eller fordi statstilskuddet er indgået i nævneren ved opgørelse af den delvise fradragsret.

23. Forældelsesfristen er suspenderet at regne fra den 20. januar 2003 og indtil en frist, der fastsættes i dette cirkulære. Denne frist fastsættes til 6 måneder efter offentliggørelsen af dette cirkulære.

Anmodning om genoptagelse

24. Anmodning om genoptagelse efter pkt. 12 - 21, skal indgives til den regionale told- og skattemyndighed

25. Anmodningen skal indeholde oplysninger om

- Uddannelsesinstitutionens navn, adresse og CVR-nr.

- En specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling af moms jf. nedenfor.

Opgørelse af tilbagebetalingskravet

26. Uddannelsesinstitutionen skal specificere kravet på tilbagebetaling eller regulering af moms for hver enkelt afgiftsperiode.

27. Uddannelsesinstitutionen skal endvidere oplyse indbetalingstidspunktet for hver enkelt indbetaling af afgift af hensyn til beregningen af rentegodtgørelse. Såfremt uddannelsesinstitutionen har fået udbetalt negativ moms for en afgiftsperiode, skal institutionen oplyses tidspunktet for frigørelsen af den negative angivelse af hensyn til beregningen af rentegodtgørelsen.

Dokumentation

28. Uddannelsesinstitutionen skal fremlægge oplysninger af faktisk karakter, der kan begrunde ændringen. Uddannelsesinstitutionen skal således dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter institutionens opfattelse kan dokumentere kravet.

Forretning

29. Uddannelsesinstitutionens krav forrentes efter cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingskrav (rentecirkulæret).

30. Vedrører kravet på regulering et beløb, som er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet efter rentecirkulærets punkt 7 fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen.

Ved påkrav forstås de tilfælde, hvor indbetaling er sket, efter at en myndighed har tilkendegivet over for indbetaleren, at der efter myndighedens opfattelse foreligger indbetalingspligt.

31. Told- og Skattestyrelsen anser de retningslinier, som fremgår af offentliggjort praksis i TfS 2000, 828 og SKM2002.232.LSR om anvendelse af momslovens § 38, stk. 2, når en virksomhed har aktiviteter, der kan betegnes som ikke-økonomisk virksomhed, som en tilkendegivelse af, at der efter myndighedernes opfattelse var pligt til at begrænse fradragsretten for moms af fællesudgifter i en uddannelsesinstitution, hvor der i et vist omfang opkræves deltagerbetaling og herudover modtages driftstilskud fra staten med hjemmel i erhvervsskoleloven.

32. Hvis tilbagebetalingen vedrører beløb, som ikke er betalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet efter rentecirkulærets punkt 8 fra månedsdagen for den regionale told- og skattemyndigheds modtagelse af anmodning om tilbagebetaling.

Energiafgifter

33. I det omfang uddannelsesinstitutionen skal have delvist fradrag for momsen af udgifterne til lys, vand, el, gas og varme, kan den også have fradragsret for energiafgiften heraf i overensstemmelse med den på tidspunktet for de forskellige afgiftsperioder gældende energiafgiftslovgivning og kan derfor anmode den regionale told- og skattemyndighed om genoptagelse.

34. I henhold til skattestyrelseslovens § 35 B, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år efter angivelsesfristens udløb.

35. Hvis fristen i skattestyrelseslovens § 35 B, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 2, efter anmodning, ske ekstraordinær genoptagelse, når ændringen af godtgørelsen er en direkte følge af en ændring af et afgiftstilsvar vedrørende den afgiftspligtige for samme eller for en anden periode.

36. Krav afledt af en ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift efter skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 2 er undergivet forældelse efter lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

37. Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 2, det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes inden 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skattestyrelseslovens § 35 B.

38. Reaktionsfristen på 6 måneder i henhold til skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 2, regnes fra offentliggørelsen af dette cirkulære på ToldSkats hjemmeside.

Kompetence- og klageregler

39. Uddannelsesinstitutionernes anmodning om genoptagelse af moms og eventuelle energiafgifter skal rejses over for den regionale told- og skattemyndighed, der træffer afgørelse i 1. instans.

40. Såfremt en uddannelsesinstitution ønsker at klage over en regional told- og skattemyndigheds afgørelse, gælder de almindelige klagebestemmelser, jf. de enkelte afgiftslove.

41. Klagefristen til Landsskatteretten er 3 måneder, jf. skattestyrelseslovens § 25, stk. 1. Klagefristen til Told- og Skattestyrelsen er 3 måneder, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 20. I øvrigt finder reglerne i skattestyrelseslovens kap 3 og 3A anvendelse.

Ikrafttræden

42. Dette cirkulære træder i kraft ved offentliggørelsen på ToldSkats hjemmeside.

Underskrift 1

Told- og Skattestyrelsen, den 9. juli 2003 Ole Kjær /Else Veggerby

Bilag 1

Bilag 1 Bilag 1 til Told- og Skattestyrelsens cirkulære om opgørelse af den delvise fradragsret i henhold til momslovens § 38, stk. 1 og stk. 2, for undervisningsinstitutioner omfattet af erhvervsskoleloven - tilskud - regulering og tilbagebetaling af moms

1. Indledning I henhold til cirkulærets pkt. 19, er udarbejdet et bilag, der indeholder eksempler på anvendelse af genoptagelsesbestemmelserne i skattestyrelseslovens § 35 B og § 35 C. Eksemplerne er udarbejdet som følge af, at der ikke tidligere på momsområdet har eksisteret fristregler for genoptagelse og ændring af opgørelsen af afgiftstilsvar. Bestemmelserne i skattestyrelseslovens §§ 35 B og 35 C, der vedrører moms og afgifter finder anvendelse for anmodninger om genoptagelse der er modtaget den 12. marts 2003 eller senere. Lov nr. 410 af 2. juni 2003 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love (ændring af fristregler på skatte- og afgiftsområdet m.v.) er trådt i kraft den 2. juni 2003. For en nærmere beskrivelse af skattestyrelseslovens § 35 B og § 35 C, henvises der til ToldSkat´s Procesvejledning 2003, version 1, der lægges på Internettet den 15. juli 2003, afsnit G.1.2. Eksemplerne i dette bilag er ikke udtømmende, men tilsigter at beskrive de mest almindeligt forekommende situationer.

2. Basisoplysninger Der vil i alle nedenstående eksempler blive taget udgangspunkt i følgende

Basisoplysninger: En uddannelsesinstitution er momsregistreret den 1. august 1994. Uddannelsesinstitutionen har såvel momspligtige som momsfrie aktiviteter. De momsfrie aktiviteter er undervisnings- og kursusvirksomhed, der er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Disse aktiviteter udgør skolens hovedaktivitet. Den momspligtige omsætning for skolen består af blandt andet salgsindtægter i forbindelse med skolens øvelsesbutik, salg af tjenesteydelser som led i skolepraktik uddannelsen, salg af videokassetter; salg af fotokopier til andet end undervisning m.v. Herudover opkræver skolen i et vist omfang deltagerbetaling for undervisningen. Skolen har i hele perioden modtaget driftstilskud fra staten vedrørende visse lovregulerede undervisningsaktiviteter. Driftstilskuddene, der har karakter af en form for blok/rammetilskud, ydes med hjemmel i § 20 på den årlige finanslov. Tilskuddene bliver ydet som undervisningstaxameter, fællesudgiftstilskud, bygningstaxameter, øvrige driftstilskud og særbevillinger. Den 20. december 2002 afsiges Landsskatterettens kendelse. Kendelsen er offentliggjort i SKM 2003.43.LSR. Den første afgiftsperiode, der var til prøvelse i sagen var juli kvartal 1995, det vil sige perioden 1. juli 1995 til 30. september 1995. Den 9. juli 2003 udsender Told- og Skattestyrelsen et genoptagelsescirkulære.

3. Hvornår finder fristreglerne anvendelse

Krav modtaget den 12. marts 2003 eller senere Skattestyrelseslovens § 35 B, og § 35 C, har som udgangspunkt virkning for anmodninger om genoptagelse af afgiftstilsvar, som indgives til myndighederne den 12. marts 2003 eller senere. Er anvendelsen af bestemmelserne i skattestyrelseslovens § 35 B, og § 35 C, til ugunst for den afgiftspligtige finder bestemmelserne først anvendelse på afgiftstilsvar, hvor angivelsesperioden udløber den 1. juli 2000 eller senere.

Krav modtaget efter Landsskatterettens kendelse og inden den 12. marts 2003 Den afgiftspligtige, der har fremsat krav på tilbagebetaling overfor de regionale told- og skattemyndigheder efter Landsskatterettens kendelse den 20. december 2002, og inden den 12. marts 2003, skal have sit tilbagebetalingskrav behandlet efter de hidtil gældende regler, det vil sige 1908-lovens regler. For den afgiftspligtige, der har anmeldt sit krav efter den 20. december 2002, men inden den 20. januar 2003, anses forældelsesfristen i henhold til 1908-loven for at være berostillet fra de regionale told- og skattemyndigheders modtagelse af anmodningen. Den afgiftspligtige, der har anmeldt sit krav efter den 20. januar 2003, og inden den 12. marts 2003 kan påberåbe sig suspensionen i henhold til SKM2003.20.TSS. For denne afgiftspligtige anses forældelsen i henhold til 1908-loven for at være suspenderet pr. 20. januar 2003. Suspensionen ophører i henhold til cirkulærets pkt. 23, 6 måneder efter offentliggørelsen af cirkulæret. Den afgiftspligtige, der har fremsat et krav på tilbagebetaling af afgift inden den 12. marts 2003, kan ikke tilbagekalde sin anmodning om tilbagebetaling af afgift med henblik på at fremsætte den efter den 12. marts 2003 og derved få mulighed for at få genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 1.

4. Genoptagelse jf. cirkulærets pkt. 9 Det fremgår af cirkulærets pkt. 9, at momsregistrerede uddannelsesinstitutioner, der modtager tilskud med hjemmel i erhvervsskoleloven, og som hidtil har opgjort afgiftstilsvaret for højt, fordi institutionen ikke har anvendt reglen om delvis fradragsret i momslovens § 38, stk. 1 og 2, kan anmode om genoptagelse af opgørelsen af afgiftstilsvar, jf. cirkulæret pkt. 14. Anmodningen om genoptagelsen skal i denne situation behandles på følgende måde:

Genoptagelse Uddannelsesinstitutionen fremsætter den 2. august 2003 anmodning om genoptagelse i henhold til cirkulærets pkt. 14.

afs_8/del_1 Uddannelsesinstitutionens genoptagelsesanmodning skal behandles efter skattestyrelseslovens § 35 B. Genoptagelsesanmodningen skal ikke behandles efter skattestyrelseslovens § 35 C. Anvendelsen af skattestyrelseslovens § 35 C, forudsætter således, at det forhold, der skal reguleres, tidligere har indgået i opgørelsen af afgiftstilsvaret. Da uddannelsesinstitutionen ikke tidligere har taget fradrag for fællesomkostningerne, og derfor ikke har opgjort afgiftstilsvaret efter den nu underkendte praksis, er betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i henhold til skattestyrelseslovens § 35 C, således ikke opfyldt. Dette gælder uanset om uddannelsesinstitutionen siden den blev momsregistreret har taget fradrag for købsmomsen på udgifter, der er direkte henførbare til de afgiftspligtige aktiviteter. Det fremgår af skattestyrelseslovens § 35 B, stk. 2, at en afgiftspligtig, der ønsker et afgiftstilsvar ændret, senest 3 år efter angivelsesfristens udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Genoptagelsesanmodningen er fremsat den 2. august 2003. Uddannelsesinstitutionen kan herefter få genoptaget opgørelsen af afgiftstilsvaret fra og med afgiftsperioden april kvartal 2000, idet angivelsesfristens udløb for denne periode er den 10. august 2003. Det fremgår imidlertid af overgangsbestemmelserne til lov nr. 410 af 2. juni 2003, at er anvendelsen af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35 B, til ugunst for den afgiftspligtige i forhold til hidtil gældende regler, finder bestemmelsen dog først anvendelse på afgiftstilsvar, hvor angivelsesperioden udløber den 1. juli 2000. Uden disse regler ville den afgiftspligtige kunne blive afskåret fra at opnå genoptagelse af et afgiftstilsvar for en afgiftsperiode, hvor fristen for genoptagelse ikke var udløbet efter de hidtil gældende regler, men som lå mere end 3 år forud for angivelsesperiodens udløb. Uddannelsesinstitutionen kan, som følge af at fristreglen i skattestyrelseslovens § 35 B, er til ugunst for institutionen i forhold til de tidligere gældende regler (1908-loven), få genoptaget og ændret afgiftstilsvaret, hvor angivelsesperioden udløb før den 1. juli 2000. Den 2. august 2003 var uddannelsesinstitutionens mulighed for ændring af afgiftstilsvaret for oktober kvartal 1997, der blev betalt den 10. februar 1998 og fremefter, ikke forældet i henhold til 1908-lovens 5-årige forældelsesfrist på grund af suspensionen i henhold til SKM 2003.20.TSS. Uddannelsesinstitutionen kan derfor få genoptaget opgørelsen af afgiftstilsvaret fra og med dette tidspunkt. Det bemærkes, at den 5-årige forældelse i henhold til 1908-loven regnes fra betalingstidspunktet for afgiftspligtiges krav på ToldSkat.

afs_8/del_2 Uddannelsesinstitutionen er momsregistreret pr. 1. august 1994. Genoptagelse kan ske fra 20. januar 1998 på grund af den meddelte suspension. I momsbekendtgørelsens § 16, bestemmes, at ved beregningen af et afgiftstilsvar for en enkelt afgiftsperiode foretages der i forbindelse med opgørelsen af fradragsretten efter momslovens § 38, stk. 1, en foreløbig opgørelse af den del af afgiften på virksomhedens indkøb, der kan medregnes til den indgående afgift. Denne opgørelse foretages på grundlag af omsætningen i det foregående regnskabsår. Efter regnskabsårets udløb foretages der en endelig regulering af afgiftstilsvaret. Reguleringen foretages i den førstkommende afgiftsangivelse, der indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder efter regnskabsårets udløb. Reguleringen af fradragsretten efter momslovens § 38, stk. 1, skal for 1997 foretages på grundlag af den periode, der kan genoptages, det vil sige på grundlag af perioden oktober kvartal 1997. De øvrige kvartaler i 1997 skal ikke medtages. I denne situation skal uddannelsesinstitutionen altså anses som om den er momsregistreret pr. 1. oktober 1997 i forhold til beregningen af reguleringen for 1997.

5. Genoptagelse jf. cirkulærets pkt. 8 - fradrag efter momslovens § 38, stk. 1 Momsregistrerede uddannelsesinstitutioner, der modtager tilskud med hjemmel i erhvervsskoleloven, og som hidtil har opgjort afgiftstilsvaret for højt, fordi institutionen har medregnet statstilskuddene ved opgørelse af den delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, kan anmode om genoptagelse af opgørelsen af afgiftstilsvar, jf. cirkulæret pkt. 15 - 16. Anmodning om genoptagelsen skal i denne situation behandles på følgende måde:

Genoptagelse Uddannelsesinstitutionen fremsætter den 2. august 2003 anmodning om genoptagelse i henhold til cirkulærets pkt. 15 - 16. Uddannelsesinstitutionen har siden den blev momsregistreret 1. august 1994 taget fradrag for købsmomsen på fællesomkostningerne. Fradragsretten er opgjort i medfør af momslovens § 38, stk. 1. De modtagne tilskud er medregnet ved opgørelse af den delvise fradragsret efter § 38, stk. 1. Uddannelsesinstitutionens genoptagelsesanmodning skal behandles efter skattestyrelseslovens § 35 C. Anvendelsen af skattestyrelseslovens § 35 C, forudsætter således, at det forhold, der skal reguleres, tidligere har indgået i opgørelsen af afgiftstilsvaret. Da uddannelsesinstitutionen tidligere har medregnet de modtagne tilskud i beregningen af den delvise fradragsprocent er betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i henhold til skattestyrelseslovens § 35 C, således opfyldt. Den første afgiftsperiode, der var til prøvelse i den sag, der førte til underkendelse af praksis, var juli kvartal 1995, det vil sige afgiftsperioden 1. juli 1995 til 30. september 1995. I henhold til skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 1, kan uddannelsesinstitutionen anmode om ekstraordinær genoptagelse af opgørelsen af afgiftstilsvaret fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 5 år forud for underkendelse af praksis. Det vil sige at den pågældende uddannelsesinstitution kan få genoptaget afgiftstilsvaret fra og med 1. juli 1995, hvis uddannelsesinstitutionen har kvartalet som afregningsperiode. Uddannelsesinstitutionen skal fremsætte sin anmodning om ekstraordinær genoptagelse inden 6 måneder, efter at den er kommet til kundskab om det forhold der begrunder fravigelse af fristerne i skattestyrelseslovens § 35 B, jf. skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 2. Fristen regnes fra Told- og Skattestyrelsens offentliggørelse af genoptagelsescirkulære. Da uddannelsesinstitutionen har fremsat anmodningen om genoptagelse den 2. august 2003 er anmodningen fremkommet inden udløbet af reaktionsfristen på 6 måneder. Det bemærkes, at den uddannelsesinstitution, der fremsætter en anmodning om genoptagelse efter udløbet af 6 måneders fristen i skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 2, ikke kan få genoptaget opgørelsen af afgiftstilsvaret og tilbagebetalt afgiften, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der fører til dispensation af reaktionsfristen på 6 måneder.

6. Genoptagelse jf. cirkulærets pkt. 8 - fradrag efter momslovens § 38, stk. 2 Momsregistrerede uddannelsesinstitutioner, der modtager tilskud med hjemmel i erhvervsskoleloven, og som hidtil har opgjort afgiftstilsvaret for højt, fordi institutionen har anvendt reglerne i momslovens § 38, stk. 2, ved opgørelse af den delvise fradragsret kan anmode om genoptagelse af opgørelsen af afgiftstilsvar, jf. cirkulæret pkt. 15 - 16. Genoptagelsen i denne situation skal behandles på samme måde som genoptagelsen beskrevet under pkt. 5.

Versioner

  1. 2003-07-24 · til 2007-01-02