Cirkulære om ændring af cirkulære om kørekort
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2004/93@2004-10-22/da
Indhold
§ 1
I cirkulære nr. 107 af 22. september 2003 om kørekort foretages følgende ændringer:
1. I § 3 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
» Stk. 3. Personer, der hverken har sædvanlig bopæl i Danmark, i en anden stat, der er medlem af Den Europæiske Union, eller i et land, der efter aftale med EF har gennemført Rådets direktiv nr. 91/469/EØF om kørekort, kan, hvis betingelserne for udstedelse i øvrigt er opfyldt, dog få udstedt følgende kørekort:
1) Duplikatkørekort.
2) Kørekort i anledning af fornyelse.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
2. § 5 affattes således:
» § 5. Ved indlevering af en ansøgning om kørekort skal ansøgeren godtgøre sin identitet ved forevisning af tidligere udstedt kørekort af den i kørekortbekendtgørelsens § 51, stk. 2, nævnte EF-model, eller ved forevisning af gyldigt pas.
Stk. 2. Er ansøgeren ikke i besiddelse af et gyldigt pas eller af et tidligere udstedt kørekort af den i kørekortbekendtgørelsens § 51, stk. 2, nævnte EF-model, skal ansøgeren forevise original dåbs-, navne- eller fødselsattest samt billedlegitimation.
Stk. 3. Fremgår ansøgerens personnummer ikke tydeligt af de i stk. 1 og 2 anførte dokumenter, skal der tillige forevises et legitimationspapir udstedt af en offentlig myndighed, hvoraf ansøgerens personnummer tydeligt fremgår.
Stk. 4. Er ansøgeren ikke tildelt et personnummer, og fremgår ansøgerens fødselsdato og fødested ikke tydeligt af de i stk. 1 og 2 anførte dokumenter, skal der tillige forevises et legitimationspapir udstedt af en offentlig myndighed, hvoraf ansøgerens fødselsdato og fødested tydeligt fremgår.
Stk. 5. Fremgår ansøgerens nu anvendte navn ikke af de i stk. 1-4 anførte dokumenter, har ansøgeren pligt til på forlangende at dokumentere navneændringen ved forevisning af vielsesattest, navnebevis eller dokumentation for anmeldelse til vielsesmyndigheden eller folkeregistret.
Stk. 6. Hvis udstedelse af et kørekort forudsætter aflæggelse af en køreprøve eller en kontrollerende køreprøve, skal ansøgeren først godtgøre sin identitet, jf. stk. 1-2, i forbindelse med den teoretiske og den praktiske prøves afholdelse, jf. § 24 a og § 26.«
3. Efter § 5 indsættes:
» § 5 a. De i § 5, stk. 1-5, nævnte krav til dokumentation for ansøgerens identitet kan fraviges, hvis politiet kender ansøgeren, eller hvis ansøgeren godtgør sin identitet ved besvarelse af kontrolspørgsmål. I særlige tilfælde kan ansøgeren i stedet godtgøre sin identitet ved, at en person, der kan godtgøre sin egen identitet, jf. § 5, stk. 1-5, møder sammen med ansøgeren og skriftligt bevidner, at ansøgeren er den, ansøgeren udgiver sig for at være (vitterlighedsvidne).
Stk. 2. Politiet kan om nødvendigt kræve, at ansøgeren, uanset om § 5, stk. 1-5, er opfyldt, godtgør sin identitet i overensstemmelse med § 5 a, stk. 1.«
4. Efter § 24 indsættes:
» § 24 a. Forinden teoriprøve afholdes, skal den prøvesagkyndige kræve, at ansøgeren godtgør sin identitet, jf. § 5, stk. 1-2.
Stk. 2. Er ansøgeren ikke i besiddelse af den fornødne dokumentation, kan den prøvesagkyndige efter omstændighederne afvise at afholde prøven, som herefter anses som ikke bestået.
Stk. 3. Teoriprøve kan dog gennemføres, hvis ansøgeren på anden og tilstrækkelig sikker måde kan godtgøre sin identitet. Bestemmelserne i § 5 a finder i disse tilfælde tilsvarende anvendelse.
5. § 26, stk. 1, affattes således:
»Forinden den praktiske prøve afholdes, skal den prøvesagkyndige kræve, at ansøgeren godtgør sin identitet, jf. § 5, stk. 1-2.«
6. § 26, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Den praktiske prøve kan dog gennemføres, hvis ansøgeren på anden og tilstrækkelig sikker måde kan godtgøre sin identitet. Den prøvesagkyndige skal i sådanne tilfælde gøre ansøgeren opmærksom på, at udstedelse af kørekort forudsætter, at ansøgeren henvender sig til kørekortkontoret og godtgør sin identitet, jf. § 5, stk. 1-5. Bestemmelserne i § 5 a finder i disse tilfælde tilsvarende anvendelse.«
§ 2
Cirkulæret træder i kraft den 1. november 2004.
Underskrift 1
Justitsministeriet, den 21. oktober 2004 Lene Espersen /Michael Højer