Cirkulære om refusion af offentlige sundhedsudgifter i henhold til overenskomster med andre stater eller til EF-retten\n(Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser, bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab og Bornholms Regionsråd)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2005/105@2005-12-13/da
(Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser, bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab og Bornholms Regionsråd)
I medfør af § 264, stk. 2 og § 277, stk. 7 i sundhedsloven, jf. lov nr. 546 af 24. juni 2005 fastsættes følgende:
§ 1.
Stk. 1. (Amts)kommunernes udgifter til sundhedsydelser, der er ydet her i landet til sikrede fra andre lande, og som i medfør af overenskomster med andre stater om koordinering af offentlige sundhedsordninger eller EF-retten skal overføres til det danske sundhedsvæsen, tilfalder den (amts)kommune, der har afholdt udgiften til den ydelse, beløbet vedrører.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke udgifter, der er undtaget fra mellemstatslig refusion ifølge aftaler med andre lande, eller udgifter, der refunderes ved særlige fikserede gennemsnitsbeløb, jf. overenskomsten af 18. november 1998 mellem Danmark og Italien om refusion af udgifter til social sikring.
§ 2.
Stk. 1. Udgifter omfattet af § 1, stk. 1, skal indberettes elektronisk af (amts)kommunerne til Indenrigs- og Sundhedsministeriet i det såkaldte E 125-system. Indenrigs- og Sundhedsministeriet forestår tilslutning af (amts)kommunerne til dette edb-system.
Stk. 2. (Amts)kommunerne kan løbende foretage indberetning af udgifter i E 125-systemet. Udgifter afholdt i første halvår af et kalenderår, skal indberettes og frigives til behandling i Indenrigs- og Sundhedsministeriet inden den 1. september samme år. Udgifter afholdt i andet halvår af et kalenderår skal indberettes og frigives inden den 1. marts i det efterfølgende år. Enkeltstående udgiftskrav kan undtagelsesvis indberettes og frigives senere, i hvilket tilfælde (amts)kommunerne særskilt skal orientere Indenrigs- og Sundhedsministeriet om indberetningen og frigivelsen af ældre udgiftskrav.
Stk. 3. Ved (amts)kommunens indberetning af udgiftskrav, der relaterer sig til behandling ydet til en patient, der har fået en tilladelse (henvisning) af sin syge(for)sikring til at modtage behandling i Danmark efter EF-retten, skal (amts)kommunen fremsende tilladelsen (blanket E 112) til Indenrigs- og Sundhedsministeriet samtidig med frigivelsen af kravet overfor ministeriet.
Stk. 4. Indenrigs- og Sundhedsministeriet foretager en umiddelbar kontrol af (amts)kommunernes indberetninger til E 125-systemet, bl.a. for dobbeltregninger og fremsender dernæst regningerne til debitorlandets kontaktorgan.
§ 3.
Stk. 1. Hver (amts)kommune, der indberetter udgifter i E 125-systemet, skal overfor Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyse navn, telefonnummer og mailadresse for én kontaktperson (og én suppleant) i (amts)kommunen, til hvem ministeriet kan rette eventuelle spørgsmål og indsigelser til (amts)kommunens indberetninger, herunder også spørgsmål om en eventuel afskrivning af (amts)kommunens udgiftskrav.
§ 4.
Stk. 1. Indenrigs- og Sundhedsministeriet tilsender kontaktpersonen spørgsmål og indsigelser modtaget fra debitorlandene vedrørende (amts)kommunens indberetninger. Snarest muligt derefter skal kontaktpersonen tilsende Indenrigs- og Sundhedsministeriet (amts)kommunens svar på de rejste spørgsmål og indsigelser, herunder eventuelle efterspurgte bilag. (Amts)kommunens svar skal foreligge senest 2 måneder efter (amts)kommunens modtagelse af en henvendelse fra ministeriet. Kontaktpersonen informerer endvidere ministeriet om (amts)kommunens afskrivning af indberettede krav.
§ 5.
Stk. 1. Indenrigs- og Sundhedsministeriet udbetaler a conto beløb til dækning af (amts)kommunes udgiftskrav, i takt med at ministeriet modtager a conto indbetalinger fra debitorlandene. A conto udbetaling til (amts)kommunen foretages senest 30 dage efter modtagelse af debitorlandenes indbetaling i ministeriet.
§ 6.
Stk. 1. Indenrigs- og Sundhedsministeriet yder rådgivning og vejledning til (amts)kommunerne om anvendelsen af overenskomster med andre stater eller EF-retten i forbindelse med afgørelsen af omdiskuterede udgiftskrav fra (amts)kommunerne, fx gennem deltagelse i bilaterale drøftelser med debitorlandene om uafklarede krav.
§ 7.
Stk. 1. Til dækning af statens udgifter til administration i forbindelse med indhentelse af refusion fra andre stater opkræver Indenrigs- og Sundhedsministeriet (amts)kommunerne et gebyr på 60 kr. pr. udgiftskrav, som (amts)kommunen har indberettet og frigivet overfor ministeriet, jf. § 2. Gebyret opkræves én gang årligt og inden den 1. marts for de udgiftskrav, der er indberettet og frigivet i det foregående kalenderår.
Stk. 2. Gebyret reguleres én gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. Lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb.
§ 8.
Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 2006.
Stk. 2. Cirkulæret har virkning for udgifter til patientbehandling, der afsluttes efter den 31. december 2005.
Stk. 3. Fra den 1. januar 2007 tilfalder refusionen den region eller den kommune, der har afholdt udgiften til den ydelse, beløbet vedrører.
Underskrift 1
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 12. december 2005 Lars Løkke Rasmussen /Vibeke B. Lemche