Gelex

Cirkulære om forretningsorden for Innovationsudvalget for tilskud til innovation, forskning og udvikling m.v. i forarbejdning og forædling af jordbrugs- og fiskeriprodukter og det rådgivende udvalg for tilskud til fremme af innovation, forskning og udvikling m.v. i det primære jordbrug (Det Rådgivende Udvalg)

OphævetVersion 2007-02-23fra 2007-02-23 til 2008-12-02
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2007/13@2007-02-23/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
    10. § 10.
    11. § 11.
    12. § 12.
    13. § 13.
  2. Underskrift 1

I henhold til § 9, stk. 1 og § 4, stk. 6, i lov nr. 421 af 31. maj 2000 om tilskud til fremme af innovation, forskning og udvikling m.v. i fødevare-, jordbrugs- og fiskerisektoren (innovationsloven), som ændret bl.a. ved lov nr. 381 af 3. maj 2006 fastsættes følgende forretningsorden for de i medfør af lovens § 4, stk. 1 og § 7, stk. 1 nedsatte udvalg:

§ 1.

Stk. 1. Direktoratet for FødevareErhverv er sekretariat for udvalgene.

§ 2.

Stk. 1. Formanden for de respektive udvalg indkalder til udvalgsmøder.

Stk. 2. Senest ved udgangen af december måned fastsætter hvert af udvalgene mødedatoer for det kommende år. Mødedatoerne offentliggøres på Direktoratet for FødevareErhvervs hjemmeside.

Stk. 3. Formanden fastsætter mødevarslet.

Stk. 4. Der skal endvidere indkaldes til møde, hvis formanden eller sekretariatet eller mindst 3 medlemmer af et udvalg anmoder herom.

Stk. 5. Mødeindkaldelsen skal være vedlagt en dagsorden med angivelse af de emner og projektansøgninger, der forventes behandlet. Formanden beslutter hvilke bilag, der skal være vedlagt dagsordenen.

§ 3.

Stk. 1. Et udvalg er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af udvalgets medlemmer eller disses suppleanter er til stede.

Stk. 2. Beslutning træffes ved simpelt flertal.

Stk. 3. I tilfælde, hvor stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 4.

Stk. 1. Der udarbejdes referat af hvert udvalgsmøde. Et mindretal kan kræve sin holdning optaget i mødereferatet.

§ 5.

Stk. 1. Innovationsudvalget kan ved enstemmighed fastsætte retningslinier for i hvilke sager, formanden kan træffe beslutning på udvalgets vegne, jf. lovens § 9, stk. 2.

Stk. 2. Et udvalg kan ved enstemmighed fastsætte retningslinier for, at sager under en nærmere angivet beløbsgrænse behandles efter en forenklet forelæggelsesprocedure som efterretningssager.

§ 6.

Stk. 1. Alle, der deltager i udvalgets arbejde, er underkastet reglerne i forvaltningslovens kapitel 8 om tavshedspligt og habilitet.

Stk. 2. Formanden er bemyndiget til efter indstilling fra sekretariatet at beslutte, at en ansøgning og/eller vedlagte bilag helt eller delvist ikke udsendes til et medlem, såfremt der ud fra en konkret vurdering skønnes at være risiko for, at medlemmet ikke er uvildigt. Det respektive udvalg træffer på det efterfølgende møde beslutning om medlemmets habilitet.

§ 7.

Stk. 1. Innovationsudvalget fastlægger en strategi for udvalgenes behandling af projektansøgninger under hele innovationslovens område.

Stk. 2. I forbindelse med fastlæggelsen af strategier skal Det Rådgivende Udvalg have mulighed for at udtale sig.

Stk. 3. Det Økologiske Fødevareråd skal gives mulighed for at udtale sig, hvis Innovationsudvalgets forslag til strategier er relevant for økologisektoren.

§ 8.

Stk. 1. Innovationsudvalget og Det Rådgivende Udvalg afholder fælles møder, når formændene finder, der er et behov.

§ 9.

Stk. 1. Forinden Innovationsudvalget kan træffe afgørelse om tilskud til de i lovens § 7, stk. 2 nævnte integrerede projekter, der vedrører projekter, der omfatter både projekt under lovens kapitel 2 og lovens kapitel 4, skal Det Rådgivende Udvalg have haft lejlighed til at udtale sig om den del af projektet, som angår kapitel 2.

Stk. 2. Det Rådgivende Udvalg afholder så vidt muligt sine møder forud for møderne i Innovationsudvalget.

§ 10.

Stk. 1. Sekretariatet drager omsorg for, at de i § 7, stk. 2 og 3 samt § 9 nævnte udtalelser gennemføres og forelægges Innovationsudvalget.

§ 11.

Stk. 1. Innovationsudvalget rådgiver ministeren om forslag til temaer, som udvalget finder vil være relevante at udmelde for det kommende finansår. Rådgivningen kan ske løbende.

Stk. 2. I den forbindelse indhenter Innovationsudvalget faglig rådgivning fra Det Rådgivende Udvalg angående temaer, der vedrører forskning og udvikling i det primære jordbrug og fra Det Økologiske Fødevareråd vedrørende temaer, der er relevante for økologisektoren.

Stk. 3. Sekretariatet sender samtlige projektansøgninger, der indkommer under et tema, til Det Rådgivende Udvalg til udtalelse. Udvalgets udtalelser indgår i Innovationsudvalgets behandling af ansøgningerne. Innovationsudvalget træffer afgørelse om tilskud samt om tilskuddets størrelse.

Stk. 4. Projektansøgninger, der vedrører temaer, og som er relevant for økologisektoren, sendes til Det Økologiske Fødevareråd til udtalelse. Rådets udtalelse indgår i Innovationsudvalgets behandling af ansøgningerne, jf. stk. 3.

§ 12.

Stk. 1. Sekretariatet forbereder forelæggelsen af projektansøgninger og andre sager, der skal behandles af udvalgene.

Stk. 2. Sekretariatet indhenter en udtalelse fra Det Økologiske Fødevareråd i forbindelse med projektansøgninger, der vedrører fremme af særlige økologiske projekter, samt projektansøgninger under lovens kapitel 2 og 4, hvis projektet er relevant for økologisektoren. Sekretariatet drager omsorg for, at udtalelserne forelægges henholdsvis Innovationsudvalget og Det Rådgivende Udvalg.

§ 13.

Stk. 1. Cirkulære nr. 12254 af 31. august 2001 om forretningsorden for Innovationsudvalget for tilskud til innovation, forskning og udvikling m.v. i forarbejdning og forædling af jordbrugs- og fiskeriprodukter, cirkulære nr. 12255 af 31. august 2001 om forretningsorden for det rådgivende udvalg for tilskud til fremme af innovation, forskning og udvikling m.v. i det primære jordbrug samt cirkulære nr. 12256 af 31. august 2001 om forretningsorden for det rådgivende udvalg for fiskeri ophæves.

Underskrift 1

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 23. februar 2007 Ib Byrge Sørensen /Søren Sørensen

Versioner

  1. 2007-02-23 · til 2008-12-02