Cirkulæreskrivelse om Uddannelsesstyrelsen og Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2011/15@2011-03-03/da
Indhold
Cirkulæreskrivelse om Uddannelsesstyrelsen og Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen
Undervisningsministeriet har besluttet at samle forvaltningen af uddannelse, støtteordninger m.v. i en Uddannelsesstyrelse. Opgaver om kvalitet, tilsyn og tilskudsforvaltning samles i en Kvalitets- og Tilsynsstyrelse. Styrelserne etableres med virkning fra den 1. marts 2011.
Uddannelsesstyrelsen varetager herefter forvaltningsopgaver og udfærdigelse af generelle forskrifter i henhold til lovgivningen på Undervisningsministeriets område bortset fra opgaver, der varetages af departementet eller UNI-C og opgaver som nedenfor er henlagt til Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen.
Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen varetager følgende områder: 1) Alle opgaver, herunder afgørelse af sager, gennemførelse af tilsyn samt udfærdigelse af generelle forskrifter efter lovgivningen om – friskoler og private grundskoler m.v., – folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler), – private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser), – åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., – Danmarks Evalueringsinstitut, – Arbejdsgivernes Elevrefusion, – betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m., – afholdelse af danske prøver og eksaminer i udlandet og – gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v. 2) I henhold til øvrig lovgivning på Undervisningsministeriets område afgørelse af sager og udfærdigelse af generelle forskrifter om – tilsyn, – tilskudsforvaltning, herunder momskompensation, – gennemgang af regnskaber for uddannelsesinstitutioner m.fl., – erstatningsordninger for elever og kursister, – godkendelse af vedtægter og – prøver og eksamen, samt nationale test i folkeskolen.
Sekretariaterne henhører i forhold, der er undergivet rådets eller nævnets faglige kompetence, umiddelbart under rådet eller nævnet. I andre forhold, herunder organisatoriske og personalemæssige forhold, hører sekretariaterne under henholdsvis Uddannelsesstyrelsen og Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, hvis direktører i sådanne sager refererer til Undervisningsministeriets departementschef.
Direktørerne refererer til Undervisningsministeriets departementschef i sager om udfærdigelse af generelle forskrifter samt andre afgørelser, der har større principiel betydning, eller som må antages at medføre ikke uvæsentlige økonomiske konsekvenser, eller som i øvrigt stiller krav om en samlet vurdering, i hvilken der i væsentligt omfang skal inddrages synspunkter og hensyn, der normalt varetages af andre myndigheder end den pågældende styrelse. Direktørerne for Uddannelsesstyrelsen og Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen står i øvrigt i deres embeder umiddelbart under undervisningsministeren. Det gælder dog ikke i sager, hvor der efter lovgivningen er fastlagt adgang til klage til et af undervisningsministeren uafhængigt nævn, for eksempel Klagenævnet for vidtgående specialundervisning eller Ankenævnet for Uddannelsesstøtten.