Cirkulære om indberetninger for 2010 om jordforureninger\n(Til samtlige regionsråd og kommunalbestyrelser)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2011/4@2011-01-21/da
Cirkulære om indberetninger for 2010 om jordforureninger (Til samtlige regionsråd og kommunalbestyrelser)
I medfør af § 24, stk. 2 og 4, og § 61, stk. 4, i lov om forurenet jord, jf. lovbekendtgørelse nr. 1427 af 4. december 2009, og efter høring af Danske Regioner og KL, fastsættes:
Kapitel 1 Indledning
§ 1.
Stk. 1. Regionsrådet afgiver en årlig indberetning om jordforureninger til Depotrådet om gennemførte aktiviteter og om den planlagte indsats, budgetter m.v. for det kommende år.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen bidrager til regionsrådets indberetning ved at indberette oplysninger om oprydninger og oprydninger efter påbud til regionsrådet.
Kapitel 2 Regionsrådets indberetning
§ 2.
Stk. 1. Regionsrådet indberetter til Miljøstyrelsen senest 1. maj 2011.
Stk. 2. Indberetningen skal ske i form af en elektronisk indberetning og i form af en skriftlig indberetning, der kan fremsendes digitalt.
Stk. 3. Den elektroniske indberetning i medfør af stk. 2 skal ske til DKjord (Danmarks Miljøportal).
Stk. 4. Såfremt DKjord ikke er funktionsdygtigt, aftales der en alternativ løsning mellem Miljøstyrelsen og regionsrådet.
§ 3.
Stk. 1. Forud for fremsendelse af indberetningen skal regionsrådet sikre, at der er overensstemmelse mellem oplysningerne i regionsrådets elektroniske og skriftlige indberetning.
Den elektroniske indberetning
§ 4.
Stk. 1. Til DKjord indberettes oplysninger om 1) arealer, som er kortlagt på vidensniveau 1 og vidensniveau 2, 2) arealer, som tidligere har været registreret efter affaldsdepotloven eller jordforureningsloven og siden er afmeldt eller udgået af registreringen, 3) forureninger, som er udgået inden kortlægning på baggrund af en undersøgelse eller oprydning, og hvor forureningen er konstateret fra 1996 og frem, 4) frivillige oprydninger samt oprydninger efter påbud på arealer i indberetningsåret, hvor oprydningen betyder, at arealet ikke kortlægges.
§ 5.
Stk. 1. Indberetningen efter § 4 er fastlagt i Miljøstyrelsens vejledning »Vejledning til brug ved regionernes indberetning til DKjord«. I vejledningen angives blandt andet kodelister for indberetningen.
Stk. 2. Følgende punkter skal oplyses, som beskrevet i vejledningen: 1) Stamoplysninger om lokalitetens nummer, navn, adresse og status m.v. 2) Kortlægnings-/registreringsdato, areal, anvendelse, frigivelse, afmelding, forureningsårsag, forureningskomponenter og forurenet medie m.v. 3) Status for afværgeprojekter m.v.
Den skriftlige indberetning
§ 6.
Stk. 1. Skriftligt indberettes oplysninger om gennemførte aktiviteter efter jordforureningsloven, som ikke indgives til DKjord.
§ 7.
Stk. 1. Indberetningen efter § 6 skal indeholde følgende: 1) En beskrivelse af prioriteringen af den samlede indsats på jordforureningsområdet. Herunder beskrives regionsrådets arbejde med kortlægning, indsatsområder samt områder med følsom anvendelse efter jordforureningslovens § 6, tilsyn og påbud samt frivillige oprydninger. 2) En regnskabsoversigt over regionsrådets udbetalinger og årsværk på jordforureningsområdet i det forløbne år ekskl. personaleomkostninger specificeret på: a) ledelse og planlægning, b) IT og data, c) borgerserviceopgaver, d) V1 kortlægning e) indledende undersøgelser, f) videregående undersøgelser, g) projektering og etablering af afværgetiltag, h) drift og overvågning, i) tværgående projekter herunder udviklingsprojekter (excl. IT), jf. bilag 1, »Skema til blokinddeling af økonomi og årsværk«. Alle udgifter opgøres ekskl. moms, og disponeringer under værditabsordningen skal ikke indgå i opgørelsen. Budgetoverførsler fra indberetningsåret til det efterfølgende finansår skal anføres. 3) En beskrivelse af indholdet af tværgående projekter (regnskabsoversigtens punkt i). 4) Oplysning om antal årsværk beskæftiget på jordforureningsområdet i regionen opgøres samlet. Årsværk skal opgøres inkl. ledelse. 5) Aktivitetsplaner for budgetåret 2011 sat i relation til regionsrådets målsætninger samt de forventede omkostninger hertil. Der redegøres endvidere for regionsrådets prioritering af henholdsvis grundvands-, arealanvendelses- og recipienthensyn. 6) Budget for 2011 specificeret på samme måde som regnskabsoversigten for det forløbne år. Desuden skal det budgetterede antal beskæftigede på jordforureningsområdet i regionen oplyses samlet. Årsværk skal opgøres inkl. ledelse. 7) Oplysninger om større forureningssager, hvor udgifterne til oprydning forventes at overstige 10 mio. kr., og hvor forureningen udgør en risiko for den nuværende arealanvendelse eller for at forurene grundvand, der skal anvendes til drikkevandsforsyning, eller overfladevandsrecipienter. Regionsrådet skal oplyse om de aktiviteter og udgifter, der har været på de store sager i 2010. Der skal desuden oplyses om a) forureningens baggrund og årsag, art, risiko, skønnede omfang og skønnede omkostninger opdelt på etableringsomkostninger og drift til afhjælpning af risikoen, b) regionsrådets hidtidige indsats og planer for regionsrådets kommende indsats over for forureningen, og c) evt. andre aktørers indsats og baggrund herfor. 8) Oplysninger om status og aktiviteter på jordforureningsområdet som beskrevet i skemaet » Ekstra data til den skriftlige indberetning«.
Kommunalbestyrelsens bidrag til regionsrådets indberetning
§ 8.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen indberetter til regionsrådet senest 1. marts 2011.
§ 9.
Stk. 1. Medmindre andet aftales mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen indberettes oplysninger om oprydninger og oprydninger efter påbud, hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed i skemaet: 1) »Oplysningsskema vedrørende oprydning af jordforurening, hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed«
Stk. 2. Regionsrådet taster oplysningerne ind i deres databaser og indsender en samlet indberetning for hele regionen til DKjord. Ved fremsendelsen af indberetningen skal regionsrådet angive, hvilke kommunalbestyrelser der har oplyst, at der ikke i indberetningsåret er sket oprydning af forureninger, hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed. Miljøstyrelsen og regionsrådet kan aftale en anden form for indberetning, hvis tekniske årsager gør det nødvendigt.
Stk. 3. Regionsrådet sender en oversigt til kommunalbestyrelsen over oplysninger, som tidligere er indberettet til regionsrådet senest 1. februar 2011. Såfremt kommunalbestyrelsen har adgang til regionernes data, kan dette undlades.
Kapitel 3 Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 10.
Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 24. januar 2011.
Stk. 2. Cirkulære nr. 8 af 25. januar 2010 om indberetninger for 2009 om jordforureninger ophæves.