Gelex

Cirkulæreskrivelse om udenlandske adoptionsafgørelser

OphævetVersion 2012-03-20fra 2012-03-20 til 2012-07-17
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/2012/21@2012-03-20/da

Indhold
  1. Indledning

Cirkulæreskrivelse om udenlandske adoptionsafgørelser

1. Indledning Denne cirkulæreskrivelse erstatter cirkulæreskrivelse af 30. september 2009 om udenlandske adoptionsafgørelser. 2. Indledende bemærkninger Nærværende cirkulæreskrivelse relaterer sig alene til internationale adoptioner, som er gennemført via en dansk formidlende organisation med henblik på, at barnet kommer til Danmark. Om anerkendelse af udenlandske adoptionsafgørelser fremgår følgende af adoptionslovens § 28: » § 28. Den, der har bopæl her i landet, kan kun adoptere efter reglerne i denne lov. Stk. 2. Uanset stk. 1 anerkendes udenlandske adoptionsafgørelser her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Social- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Social- og integrationsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre udenlandske adoptionsafgørelser anerkendes her i landet.« Efter adoptionslovens § 28, stk. 2, 1. pkt., anerkendes udenlandske adoptionsafgørelser således her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen . Herudover fremgår det af adoptionslovens § 28, stk. 2, 2. pkt., at social- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at også andre udenlandske adoptionsafgørelser kan anerkendes her i landet. I forbindelse med statsforvaltningens behandling af sager vedrørende udenlandske adoptionsafgørelser bemærkes, at statsforvaltningens sagsbehandling kan udmunde i en af følgende mulige forvaltningsakter: - En bekræftelse på at adoptionsafgørelsen anerkendes umiddelbart i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2, 1. pkt., og Haagerkonventionens artikel 23. - En bekræftelse på at adoptionsafgørelsen anerkendes umiddelbart på baggrund af de udenlandske dokumenter og attester i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2, 2. pkt. - En dansk adoptionsbevilling i medfør af adoptionslovens § 1. 3. Sagsbehandlingen i statsforvaltningen Sager om udenlandske adoptionsafgørelser skal behandles forskelligt alt efter om der er tale om: 1) En international adoption, hvor afgiverlandet har tiltrådt Haagerkonventionen, og hvor konventionens formelle regler om sagsbehandling er overholdt. I sådanne tilfælde skal statsforvaltningen altid udstede en bekræftelse . 2) En international adoption, hvor den endelige afgørelse om adoption ikke træffes i afgiverlandet, men hvor afgiverlandet alene træffer afgørelse om, at der i Danmark kan træffes endelig afgørelse om adoptionen. I sådanne tilfælde skal statsforvaltningen altid udstede en dansk adoptionsbevilling og muligvis også en konformitetserklæring i henhold til artikel 23, afhængig af om afgiverlandet har tiltrådt Haagerkonventionen og om konventionens formelle regler om sagsbehandling er overholdt, jf. nedenfor punkt 3. 3) En international adoption, hvor den endelige afgørelse er truffet i afgiverlandet, men hvor den udenlandske adoptionsafgørelse alene har retsvirkninger svarende til en svag adoption. I sådanne tilfælde skal statsforvaltningen altid udstede dansk adoptionsbevilling og muligvis også en ny konformitetserklæring i henhold til artikel 23, afhængig af, om afgiverlandet har tiltrådt Haagerkonventionen, om konventionens formelle regler om sagsbehandling er overholdt, og om der i afgiverlandet er udstedt en konformitetserklæring i sammenhæng med den udenlandske adoptionsafgørelse. 4) En international adoption, hvor afgiverlandet ikke har tiltrådt Haagerkonventionen, eller hvor afgiverlandet har tiltrådt Haagerkonventionen, men hvor Haagerkonventionens formelle regler om sagsbehandling ikke er overholdt. I sådanne tilfælde skal statsforvaltningen enten udstede en bekræftelse eller en dansk adoptionsbevilling – afhængig af hvilket land den pågældende adoptionsafgørelse kommer fra, jf. landeoversigt nedenfor under punkt 3. Ad 1) Statsforvaltningen skal i alle sager vedrørende adoptioner, der er gennemført mellem to lande, der begge har tiltrådt Haagerkonventionen, undersøge, om der i afgiverlandet i forbindelse med den endelige adoptionsafgørelse, er udstedt en fyldestgørende konformitetserklæring i henhold til Haagerkonventionens artikel 23. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring i sagen, skal statsforvaltningen udstede en skriftlig bekræftelse på, at adoptionen anerkendes umiddelbart i Danmark på baggrund af adoptionslovens § 28, stk. 2, 1. pkt. og Haagerkonventionens artikel 23. Den umiddelbare anerkendelse sker således uden nogen egentlig prøvelse af den udenlandske afgørelse, idet statsforvaltningen alene skal påse, at konformitetserklæringen er fyldestgørende. Har statsforvaltningen ikke automatisk modtaget en kopi af erklæringen fra den udstedende myndighed i afgiverlandet , men alene fra adoptanterne eller den formidlende organisation, skal statsforvaltningen rette henvendelse til den pågældende udenlandske myndighed og gøre opmærksom på, at der ikke er modtaget en kopi af erklæringen fra den udstedende myndighed. Udveksling af erklæringerne mellem myndighederne i henholdsvis afgiverland og modtagerland har til hensigt at styrke konventionssamarbejdet . Ad 2) Hvis der i afgiverlandet alene træffes afgørelse om, at der kan træffes endelig afgørelse om adoption i Danmark , og det dermed er de danske myndigheder, der skal træffe den endelige afgørelse om adoption, skal statsforvaltningen udstede en dansk adoptionsbevilling . Hvis afgiverlandet har tiltrådt Haagerkonventionen, og konventionens formelle regler om sagsbehandling er overholdt, skal statsforvaltningen samtidig med udstedelsen af den danske adoptionsbevilling i medfør af adoptionslovens § 1, sørge for at udstede en konformitetserklæring i henhold til artikel 23. Den originale konformitetserklæring udleveres til adoptanterne sammen med den danske adoptionsbevilling. En kopi af artikel 23-erklæringen sendes til afgiverlandets centralmyndighed. Ad 3) I de tilfælde hvor den endelige afgørelse om adoption er truffet i afgiverlandet, men hvor den udenlandske adoptionsafgørelse efter lovgivningen i afgiverlandet, alene har retsvirkninger svarende til en svag adoption, skal statsforvaltningen, når statsforvaltningen har modtaget kopi af afgiverlandets endelige adoptionsafgørelse, udstede en dansk adoptionsbevilling . Hvis afgiverlandet i sådanne sager om svag adoption har tiltrådt Haagerkonventionen, og samtidig med den udenlandske adoptionsafgørelse har udstedt en konformitetserklæring i henhold til artikel 23, skal statsforvaltningen, sammen med den danske adoptionsbevilling, udfærdige en tilhørende ny konformitetserklæring i henhold til artikel 23. Den originale konformitetserklæring udleveres til adoptanterne sammen med den danske adoptionsbevilling. En kopi af artikel 23-erklæringen sendes til afgiverlandets centralmyndighed. Det bemærkes imidlertid, at statsforvaltningen i disse særlige tilfælde skal være særlig opmærksom på, om de biologiske forældres samtykke til, at adoptionen får retsvirkninger som en stærk adoption, foreligger. Foreligger samtykke til stærk adoption ikke, bør statsforvaltningen bede den formidlende organisation om at indhente dette, idet en dansk adoptionsbevilling (og evt. ny konformitetserklæring) ikke kan udfærdiges før det pågældende samtykke foreligger. Det bemærkes endvidere, at hvis der i forbindelse med den endelige afgørelse om svag adoption i afgiverlandet ikke er udstedt en fyldestgørende konformitetserklæring i henhold til artikel 23, kan statsforvaltningen ikke reparere på dette forhold ved selv at udstede en artikel 23-erklæring til adoptanterne. I sådanne tilfælde skal statsforvaltningen rette henvendelse til den udstedende myndighed i afgiverlandet og bede om, at en erklæring i henhold til artikel 23 udstedes til adoptanterne og sendes i kopi til statsforvaltningen. Først herefter kan statsforvaltningen udstede den nye konformitetserklæring, der bekræfter, at adoptionen er gennemført i overensstemmelse med Haagerkonventionen og har retsvirkninger som en stærk adoption. I disse særlige tilfælde hvor statsforvaltningen først skal afvente modtagelsen af afgiverlandets konformitetserklæring, for så efterfølgende at erstatte denne med en ny konformitetserklæring, der tillægger adoptionen stærke retsvirkninger, skal statsforvaltningen udstede den danske adoptionsbevilling med det samme og ikke afvente, at spørgsmålet om konformitetserklæringen afsluttes. Konformitetserklæringen må i dette tilfælde eftersendes til adoptanterne. Statsforvaltningen skal dog, som også anført ovenfor, være særlig opmærksom på, at de biologiske forældres samtykke til stærk adoption foreligger, inden der kan udstedes en dansk adoptionsbevilling. Ad 4) I de tilfælde, hvor adoptionssagen ikke formelt omfattes af Haagerkonventionen , kan den udenlandske adoptionsafgørelse i visse tilfælde alligevel anerkendes umiddelbart efter adoptionslovens § 28, stk. 2, 2. pkt. Det drejer sig om adoptionsafgørelser, der overholder principperne i konventionen, og som efter lovgivningen i giverlandet er udtryk for en endelig og retsgyldig adoption med retsvirkninger svarende til adoption efter dansk ret. Hvis en udenlandsk adoptionsafgørelse kan anerkendes umiddelbart efter adoptionslovens § 28, stk. 2, 2. pkt., betyder det, at statsforvaltningen skal udstede en bekræftelse på, at adoptionsafgørelsen anerkendes umiddelbart på baggrund af de udenlandske dokumenter og attester i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2, 2. pkt. Den umiddelbare anerkendelse sker også i disse tilfælde uden nogen egentlig prøvelse af den udenlandske afgørelse, idet statsforvaltningen alene skal påse, at de pågældende udenlandske instanser har udstedt de dokumenter, som er nævnt nedenfor under punkt 3. I de tilfælde hvor en udenlandsk adoptionsafgørelse ikke kan anerkendes umiddelbart, betyder dette, at statsforvaltningen skal udfærdige dansk adoptionsbevilling i overensstemmelse med adoptionslovens § 1. Nedenfor følger en landeoversigt, hvoraf det fremgår, hvordan statsforvaltningen skal behandle adoptionsafgørelser fra det enkelte land. 4. Landeoversigt Oversigten indeholder information om, hvilke lande der på tidspunktet for udsendelsen af nærværende cirkulæreskrivelse har tiltrådt Haagerkonventionen, hvornår konventionen i givet fald er trådt i kraft for det pågældende land samt oplysninger om, hvilke dokumenter, som statsforvaltningen skal påse. For de udenlandske dokumenter gælder følgende overordnede retningslinjer: - Dokumenterne skal foreligge på dansk eller engelsk - Dokumenter på andre sprog skal foreligge i autoriseret oversættelse til dansk eller engelsk - Dokumenterne skal foreligge i original eller bekræftet kopi Hvis statsforvaltningen modtager en udenlandsk adoptionsafgørelse fra et afgiverland, der ikke er nævnt nedenfor skal statsforvaltningen forelægge sagen for Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, medmindre der sammen med den udenlandske adoptionsafgørelse modtages en fyldestgørende artikel 23-erklæring. I så fald skal statsforvaltningen altid anerkende den udenlandske adoptionsafgørelse umiddelbart, jf. ovenfor punkt. 1 og 2. Bolivia Haagerkonventionen trådte i kraft i Bolivia den 1. juli 2002. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den bolivianske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart i Danmark ved bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den bolivianske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra lokal børnedomstol »Juzgado de la Niñez y Adolescencia« - Fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre - Eventuelt udskrift fra det bolivianske civilregister, hvor adoptionen er registreret Bulgarien Haagerkonventionen trådte i kraft i Bulgarien den 1. september 2002. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den bulgarske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den bulgarske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra »Sofia City Court« eller »Sofia Regional Court« - Fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre Burkina Faso Haagerkonventionen trådte i kraft i Burkina Faso den 1. maj 1996. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den burkinske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den burkinske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra den burkinske regionsdomstol »Tribunal de Grande Instance«. Det skal fremgå af adoptionsafgørelsen, at adoptionen er stærk (da burkinsk lovgivning opererer med både svag og stærk adoption) - Udskrift fra det burkinske civilregister på barnets fødested, hvor adoptionen er registreret - Colombia Haagerkonventionen trådte i kraft i Colombia den 1. november 1998. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den colombianske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den colombianske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra lokal colombiansk familiedomstol - Fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre, eller udskrift fra det colombianske civilregister, hvor adoptionen er registreret Etiopien Etiopien har ikke tiltrådt Haagerkonventionen. En etiopisk adoptionsafgørelse skal anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra »the Federal Instance Court« - Fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre Tidligere har etiopiske adoptionsafgørelser ikke kunnet anerkendes umiddelbart i Danmark. Baggrunden herfor har været, at adoptivbarnet ifølge den etiopiske lovgivning bevarer båndet til sin biologiske familie. Ifølge Ankestyrelsens nyeste oplysninger, anser de etiopiske myndigheder imidlertid international adoption som en retsakt, der resulterer i et fuldt familieskifte. Dette er baggrunden for, at Ankestyrelsen nu mener, at afgørelser fra Etiopien skal anerkendes umiddelbart. Filippinerne Haagerkonventionen trådte i kraft på Filippinerne den 1. november 1996. Den filippinske centralmyndighed for adoption ICAB træffer afgørelse om, at barnet kan anbringes hos adoptanterne »Placement Authority« og udrejse af Filippinerne. Statsforvaltningen skal efter hjemtagelsen af barnet udfærdige 3 plejerapporter inden for de følgende 6 måneder. Plejerapporterne sendes til ICAB. Efter modtagelsen af den 3. plejerapport vil ICAB træffe endelig afgørelse om samtykke til, at der kan træffes afgørelse om adoption i Danmark. Statsforvaltningen skal udstede en dansk adoptionsbevilling når følgende dokumentation foreligger: - Samtykke til adoption fra ICAB »Affidavit of Consent to Adoption« Statsforvaltningen skal sende kopi af den danske adoptionsbevilling til ICAB senest en måned efter, at den er udstedt. Statsforvaltningen skal herudover, hvis Haagerkonventionens formelle regler har været overholdt, udstede konformitetserklæring i henhold til Haagerkonventionens artikel 23. Den originale konformitetserklæring sendes til adoptanterne sammen med adoptionsbevillingen, og en kopi af erklæringen sendes til ICAB. Georgien Haagerkonventionen trådte i kraft i Georgien den 1. august 1999. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den georgiske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den georgiske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra »District (city) Court« - Udskrift fra det georgiske civilregister, hvor adoptionen er registeret ELLER fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre Guatemala Haagerkonventionen trådte i kraft i Guatemala den 1. marts 2003. Afgørelser om adoption fra Guatemala har retsvirkninger svarende til svag adoption. Dette betyder, at statsforvaltningen skal udfærdige en dansk adoptionsbevilling , når følgende dokumentation foreligger: - Bekræftet guatemalansk notarialdokument indeholdende selve adoptionsafgørelsen (udstedt af notaren) og afgørelse om adoption truffet af statsadvokaturet - Fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre - Statsforvaltningen skal, hvis der sammen med den guatemalanske adoptionsafgørelse er udfærdiget en fyldestgørende guatemalansk artikel 23-erklæring, udstede en ny artikel 23-erklæring, der tillægger adoptionen stærke retsvirkninger. Den originale konformitetserklæring sendes til adoptanterne sammen med adoptionsbevillingen, og en kopi af erklæringen sendes til den guatemalanske centralmyndighed. Indien Haagerkonventionen trådte i kraft i Indien den 1. oktober 2003. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den indiske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den indiske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Indisk adoptionsafgørelse »Court Order« - Fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre Kenya Haagerkonventionen trådte i kraft i Kenya den 1. juni 2006. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den kenyanske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den kenyanske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra »High Court« - Fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre Kina Haagerkonventionen trådte i kraft i Kina den 1. januar 2006. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den kinesiske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den kinesiske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Kinesisk adoptionsafgørelse (Certificate of Adoption Registration) - Fødselsattest for barnet - Hittebarnsattest »Abandonment Certificate« (hvis barnet er hittebarn) Da de kinesiske myndigheder, ifølge Ankestyrelsens oplysninger, fortsat ikke anerkender dobbelt statsborgerskab, skal barnet udrejse af Kina på kinesisk pas og indrejse i Danmark på baggrund af et visum udstedt af den danske ambassade i Kina. Barnet vil imidlertid være dansk statsborger, fra tidspunktet for den kinesiske adoptionsafgørelse, desuagtet det ikke indrejser på dansk provisorisk pas. Madagaskar Haagerkonventionen trådte i kraft i Madagaskar den 1. september 2004. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den madagaskiske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den madagaskiske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra »Tribunal de Première Instance« (Retten i 1. instans). Det skal fremgå af adoptionsafgørelsen, at adoptionen er stærk (da madagaskisk lovgivning opererer med både svag og stærk adoption) - Udskrift fra det civile personregister vedrørende registrering af adoptionen og barnets eventuelle nye navn Mali Haagerkonventionen trådte i kraft i Mali den 1. september 2006. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den maliske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den maliske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra malisk domstol - Fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre Nicaragua Nicaragua har ikke tiltrådt Haagerkonventionen. En nicaraguansk adoptionsafgørelse skal anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra den relevante distriktsdomstol »Juez de distrito civil« - Fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre Nigeria Nigeria har ikke tiltrådt Haagerkonventionen. En nigeriansk adoptionsafgørelse fra delstaterne Lagos State og Cross River State skal anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra lokal ungdomsdomstol »Juvenile Court« (Lagos) eller »the Chief Magistrates Court« (Cross River State) - Fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre Peru Haagerkonventionen trådte i kraft i Peru den 1. januar 1996. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den peruvianske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den peruvianske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra »Ministeriet for kvindelige anliggender og menneskelig udvikling« - Fødselsattest, hvor adoptanterne er anført som barnets forældre - Eventuelt udskrift fra det peruvianske civilregister, hvor adoptionen er registreret Sri Lanka Haagerkonventionen trådte i kraft i Sri Lanka den 1. maj 1995. Afgørelser om adoption fra Sri Lanka har (som hovedregel) retsvirkninger svarende til svag adoption, idet adoptivbarnet efter srilankansk ret ikke erhverver arveret efter adoptanterne, medmindre dette specifikt er bestemt i adoptionsafgørelsen fra »District Court«. Dette betyder, at statsforvaltningen skal udfærdige en dansk adoptionsbevilling , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra srilankansk »District Court« - Bekræftet udskrift fra »the Adoption Register«, hvor den srilankanske adoption er indført - Eventuelt udskrift fra barnets fødselsregister, hvoraf tilføjelsen »adopted« fremgår - Statsforvaltningen skal, hvis der sammen med den srilankanske adoptionsafgørelse er udfærdiget en fyldestgørende srilankansk artikel 23-erklæring, udstede en ny artikel 23-erklæring, der tillægger adoptionen stærke retsvirkninger. Den originale konformitetserklæring sendes til adoptanterne sammen med adoptionsbevillingen, og en kopi af erklæringen sendes til den srilankanske centralmyndighed. Hvis det fremgår af den srilankanske adoptionsafgørelse og/eller eventuelt af den srilankanske artikel 23-erklæring, at barnet erhverver arveret efter adoptanterne, forelægges sagen for Ankestyrelsen med henblik på at få afklaret, om adoptionen skal anerkendes umiddelbart. Sydafrika Haagerkonventionen trådte i kraft i Sydafrika den 1. december 2003. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den sydafrikanske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den sydafrikanske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra sydafrikansk børnedomstol Sydkorea Sydkorea har ikke tiltrådt Haagerkonventionen. De sydkoreanske myndigheder træffer ikke endelig afgørelse om adoption, men alene afgørelse om, at der kan træffes afgørelse om adoption ved de danske myndigheder. Herudover er adoption i henhold til sydkoreansk ret ikke forenelig med dansk ret, idet barnet efter sydkoreansk ret bevarer sin arveret i forhold til den biologiske slægt. Dette betyder, at statsforvaltningen skal udfærdige en dansk adoptionsbevilling , når følgende dokumentation foreligger: - »Statement of Release for Adoption« Efter Ankestyrelsens oplysninger forventes en revideret adoptionslovgivning at blive implementeret i Sydkorea den 15. august 2012. Adoptioner, der er gennemført i henhold til denne reviderede lovgivning, skal forelægges for Ankestyrelsen med henblik på at få afklaret, om disse skal anerkendes umiddelbart. Thailand Haagerkonventionen trådte i kraft i Thailand den 1. august 2004. De thailandske myndigheder udsteder ved hjemtagelsen af barnet alene en afgørelse om »preadoption«, og først når de thailandske myndigheder har modtaget 3 plejerapporter, inden for 6 måneder efter hjemtagelsen, tager de thailandske myndigheder endelig stilling til, om adoptionen kan endelig er godkendes. I den forbindelse udsteder de thailandske myndigheder »Registration of Adoption«. Den endelige afgørelse om godkendelse af adoptionen træffes af »The Child Adoption Board«. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den thailandske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den thailandske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - »Registration of Adoption« og »Note« udstedt af »The Child Adoption Board« og stemplet af den thailandske ambassade i Danmark Taiwan Taiwan har ikke tiltrådt Haagerkonventionen. En taiwanesisk adoptionsafgørelse skal anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse , når følgende dokumentation foreligger: - Adoptionsafgørelse fra den relevante distriktsdomstol i Taiwan - Bekræftelse om adoptionsafgørelsens endelighed »Civil Ruling Confirmation« fra samme domstol Tjekkiet Haagerkonventionen trådte i kraft i Tjekkiet den 1. juni 2000. De tjekkiske myndigheder træffer ikke endelig afgørelse om adoption, men alene afgørelse om, at barnet overdrages i pleje til adoptanterne, og at der efterfølgende kan træffes afgørelse om adoption ved de danske myndigheder. Statsforvaltningen skal derfor være opmærksom på, at de tjekkiske myndigheder ved hjemtagelsen af barnet til Danmark alene udsteder afgørelse om »preadoption«. Når de tjekkiske myndigheder har modtaget 3 plejerapporter, inden for 6 måneder efter hjemtagelsen af barnet, udsteder »Kontoret for International Beskyttelse af Børn« i Brno, Tjekkiet, et endeligt samtykke til adoption. Først herefter kan statsforvaltningen træffe endelig afgørelse om adoption. Dette betyder, at statsforvaltningen skal udfærdige en dansk adoptionsbevilling , når følgende dokumentation foreligger: - Beslutning om »preadoption« fra »Kontoret for International Beskyttelse af Børn« i Brno - Afgørelse om endeligt samtykke til adoption fra »Kontoret for International Beskyttelse af Børn« i Brno - Statsforvaltningen bør imidlertid være opmærksom på først at udstede dansk bevilling, når ankefristen for afgørelsen om endeligt samtykke til adoption fra »Kontoret for International Beskyttelse af Børn« i Brno er udløbet. Vietnam Haagerkonventionen trådte i kraft i Vietnam den 1. februar 2012. Hvis der foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den vietnamesiske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse . Hvis der ikke foreligger en fyldestgørende artikel 23-erklæring, skal den vietnamesiske adoptionsafgørelse indtil videre forelægges for Ankestyrelsen med henblik på at få afklaret, om adoptionen skal anerkendes umiddelbart, eller om der skal udfærdiges dansk adoptionsbevilling. Vietnam har pr. 1. januar 2011 fået ny adoptionslovgivning, og der er på tidspunktet for udsendelsen af nærværende cirkulæreskrivelse endnu ikke gennemført adoption af vietnamesiske adoptivbørn til Danmark i henhold til den nye lovgivning. 5. Statsborgerskab Det fremgår af indfødsretslovens § 2 a, at et udenlandsk barn under 12 år, der er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, eller ved en udenlandsk adoptionsafgørelse, der anerkendes umiddelbart i Danmark, bliver dansk statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, hvor mindst én af ægtefællerne er dansk statsborger, eller af en ugift dansk statsborger. Videre fremgår det, at dansk indfødsret erhverves fra det tidspunkt, hvor adoptionens retsvirkninger indtræder. Dette betyder, at statsborgerskabet indtræder fra det tidspunkt, hvor den udenlandske afgørelse er endelig. Dette gælder uanset om den udenlandske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart ved en bekræftelse i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2, 1. pkt., og Haagerkonventionens artikel 23, eller ved en bekræftelse på baggrund af de udenlandske dokumenter og attester i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2, 2. pkt. Barnet vil i begge tilfælde være dansk statsborger fra tidspunktet for den udenlandske afgørelses endelighed. Dette gælder i øvrigt uanset, om barnet er indrejst på dansk provisorisk pas, indrejsevisum eller på andet grundlag. Det er i den sammenhæng ligeledes uden betydning, om barnet i forbindelse med den udenlandske adoptionsafgørelse er blevet frigjort fra sit tidligere statsborgerskab, eller om barnet efter den udenlandske adoptionsafgørelse har dobbelt statsborgerskab.

Versioner

  1. 2012-03-20 · til 2012-07-17