Gelex

Cirkulære vedrørende statens overtagelse af udgifter ved offentlig kontrol i forbindelse med udførsel af kød m.m.

OphævetVersion 1963-02-01fra 1963-02-01 til 1989-05-17
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1963/13030@1963-02-01/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

(Til de af landbrugsministeriet autoriserede kødvarefabrikker og tarmeksportvirksomheder m.v. samt de ved disse virksomheder ansatte kontrollerende dyrlæger og tilsynsassistenter.).

I cirkulære herfra af 29. august 1962 vedrørende statens overtagelse af udgifter ved offentlig kontrol i forbindelse med udførsel af kød m.m. meddelte man bl.a., at bestemmelserne i cirkulæret ikke kommer til anvendelse med hensyn til autoriserede virksomheder, der producerer varer udelukkende med henblik på hjemmemarkedet. Landbrugsministeriet gik ved udsendelsen af nævnte cirkulære ud fra, at alle de af cirkulæret omfattede autoriserede virksomheder, der producerer varer med henblik på eksport, havde en eksportproduktion af et sådant omfang, at det ville være forsvarligt for alle virksomhedernes vedkommende at overtage de i cirkulæret omhandlede kontroludgifter.

En nærmere undersøgelse har imidlertid vist, at der findes nogle få autoriserede virksomheder, hvis eksportproduktion er af så ringe omfang, at det må anses for stridende mod bestemmelserne i lov nr. 346 af 6. december 1961 om statens overtagelse af visse udgifter ved offentlig kontrol i forbindelse med udførsel af landbrugsprodukter, at staten overtager nogen del af disse virksomheders kontroludgifter. Endvidere har det vist sig, at nogle få andre virksomheder har en eksportproduktion af så ringe størrelse, at det må anses for at være i strid med nævnte lov, at staten overtager kontroludgifterne i fuldt omfang.

Det har derfor vist sig nødvendigt at fastsætte grænser for statens overtagelse helt eller delvis af de omhandlede udgifter. Disse grænser er følgende:

1) Såfremt en autoriseret virksomheds eksportproduktion i et kalenderår har indbragt et beløb, der er mindst 10 gange så stort som udgifterne i samme kalenderår til det ved virksomheden ansatte kontrolpersonale, overtages udgifterne til kontrolpersonalet fuldt ud af staten.

2) Såfremt en autoriseret virksomheds eksportproduktion i et kalenderår ikke har indbragt et beløb, der er større end udgifterne i samme kalenderår til det ved virksomheden ansatte kontrolpersonale, skal virksomheden selv bære udgifterne til kontrolpersonalet.

3) Såfremt en autoriseret virksomheds eksportproduktion i et kalenderår har indbragt et beløb, der ligger mellem de i 1) og 2) angivne grænser, overtager staten en forholdsmæssig andel af kontroludgifterne, således at forstå, at hvis det beløb, eksportproduktionen indbringer i et kalenderår, f.eks. udgør 5 gange udgifterne i samme kalenderår til det ved virksomheden ansatte kontrolpersonale, overtager staten halvdelen af udgifterne til kontrolpersonalet.

I de beløb, hvorefter de ovenfor under 1)-3) angivne grænser fastsættes, kan kun medregnes salgsindtægter (fakturaværdien) fra

a. udførsel her fra landet af de af virksomheden fremstillede varer, herunder udførsel til Færøerne og Grønland og udførsel til proviantering af udenlandske og danske skibe i udenlandske havne samt endvidere leverancer i danske havne til proviantering af udenlandske og danske skibe, der sejler i udenrigs fart.

b. leverancer af varer til videre forarbejdning til eksport på andre autoriserede virksomheder under forudsætning af, at virksomheden udøver en egentlig opskæringsvirksomhed.

I de omhandlede beløb kan ikke medregnes salgsindtægter fra f.eks. leverancer af varer til salg til passagerer på skibe, der går i rutefart mellem danske og udenlandske havne.

Det påhviler de autoriserede virksomheder hvert år i januar måned, første gang senest den 15. februar 1963, til veterinærdirektoratet at indsende en tilstrækkeligt specificeret opgørelse over virksomhedens eksportproduktion i det foregående kalenderår. Opgørelsen skal være attesteret af en statsautoriseret revisor og skal for så vidt angår varer, der er leveret i dansk havn til proviantering af skibe i udenrigs fart, være vedlagt de af toldvæsenet påtegnede følgesedler, der anvendes ved fremsættelse af begæring om udligningstillæg for sådanne leverancer i henhold til de derom fastsatte bestemmelser.

Såfremt opgørelse ikke tilsendes veterinærdirektoratet som anført, vil dette blive betragtet som et udtryk for, at virksomheden ikke anser sig for berettiget til eller ikke ønsker, at staten afholder udgifterne til kontrolpersonalet ved virksomheden.

I tilfælde, hvor flere autoriserede virksomheder med selvstændigt kontrolpersonale drives af samme firma, betragtes virksomhederne i almindelighed som 1 virksomhed ved opgørelse af værdien af eksportproduktionen og ved afgørelsen af, i hvilket omfang staten kan overtage udgifterne ti kontrolpersonalet.

Det skal endvidere oplyses, at der er truffet bestemmelse om, at lønudbetaling til det af landbrugsministeriet ansatte kontrolpersonale ved de i dette cirkulære omhandlede autoriserede virksomheder i alle tilfælde vil finde sted fra veterinærdirektoratet. Dette gælder således også virksomheder, der henhører under den foran som 2) betegnede gruppe, og endvidere nyetablerede virksomheder.

Det bemærkes herved, at der med hensyn til de i dette cirkulære omhandlede virksomheder er truffet beslutning om at ophæve den i ovennævnte cirkulære herfra af 29. august 1962 fastsatte undtagelsesbestemmelse for virksomheder, der ikke har være autoriseret i 3 år, og sådanne virksomheder omfattes derfor straks fra autorisationens meddelelse af bestemmelserne i cirkulæret af 29. august 1962 og de i dette cirkulære fastsatte bestemmelser.

I tilfælde, hvor en autoriseret virksomhed i henhold til foranstående helt eller delvis selv skal bære udgifterne til det ved virksomheden ansatte kontrolpersonale, skal virksomheden efter nærmere meddelelse fra veterinærdirektoratet refundere veterinærdirektoratet det beløb, som virksomheden selv skal bære. Såfremt hele udgiften til kontrolpersonalet skal bæres af virksomheden, vil der af veterinærdirektoratet blive stillet krav om, at refusion til direktoratet af de af direktoratet til kontrolpersonalet udbetalte lønninger skal finde sted måned for måned. Samme krav vil blive stillet i tilfælde, hvor det bl.a. på grundlag af den af virksomheden indsendte opgørelse vedrørende det foregående kalenderår må skønnes, at virksomheden selv skal bære en betydelig del af kontroludgifterne.

For så vidt angår de af virksomhederne stillede deposita eller bankgarantier til sikkerhed for kontrolpersonalets lønninger etc. bemærkes, at disse vil blive frigivet i alle tilfælde, hvor staten i henhold til foranstående skal bære alle udgifterne til kontrolpersonalet. Frigivelse vil derimod ikke finde sted for så vidt angår virksomheder, der helt eller delvis selv skal bære disse udgifter. I tilfælde, hvor frigivelse har fundet sted, vil der i almindelighed ikke blive krævet stillet depositum eller bankgaranti påny, selvom virksomhedens eksportproduktion i en periode bliver af en sådan størrelse, at virksomheden midlertidigt selv skal bære en mindre del af kontroludgifterne.

I tilfælde af, at en autoriseret virksomhed agter at ophøre, må meddelelse herom gives til veterinærdirektoratet i så god tid, at det ved virksomheden ansatte kontrolpersonale kan opsiges med det for dette personale gældende opsigelsesvarsel. Hvis en autoriseret virksomhed for sent giver veterinærdirektoratet underretning om, at den agter at ophøre, og der som følge heraf påføres det offentlige udgifter til lønninger til kontrolpersonalet, efter at virksomheden er standset, vil der overfor virksomheden eller dennes bo blive rejst krav om dækning af disse udgifter.

Underskrift 1

Landbrugsministeriet, den 1. februar 1963. Karl skytte /L. Simonsen.

Versioner

  1. 1963-02-01, til 1989-05-17