Gelex

Arkitekters og rådgivende ingeniørers indtægtsføring af honorarer mv.

OphævetVersion 1978-01-26fra 1978-01-26 til 1997-05-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1978/18306@1978-01-26/da

Indhold
  1. Indledning

Efter landsskatteretslovens § 3, stk. 1, er ligningsmyndighederne pligtige at følge denne vejledende anvisning, som er godkendt af ligningsrådet:

»A. Ved indtægtsføring af honorarer m.v. forholdes således:

1. Opgaven er ikke afsluttet ved regnskabsperiodens afslutning:

Direkte sagsomkostninger (udgift til tegning, projektering, tilsyn m.v. samt tilsvarende udgift til fremmed assistance) fra opgavens påbegyndelse til regnskabsperiodens slutning optages (aktiveres) med virkning for indkomst- og formueopgørelsen som værdi af igangværende arbejde.

Til direkte sagsomkostninger skal også medregnes anvendt produktiv indehavertid ansat til timetakst efter branchens regler herfor.

Acontobeløb, der modtages før det regnskabsår, hvori opgaven afsluttes, medtages ikke i indkomstopgørelsen, men passiveres.

Med virkning for indkomst- og formueopgørelsen kan igangværende arbejder opgøres således, at der udover direkte sagsomkostninger også medregnes andel i øvrige omkostninger samt andel i avancen.

Såfremt en sådan opgørelsesmåde anvendes skal det ske efter samme principper år for år. Er der i en virksomhed flere indehavere skal samtlige indehavere anvende ensartede opgørelsesmåder.

2. Opgaven er afsluttet ved regnskabsårets slutning:

Totalhonoraret for opgaven indtægtsføres og totalbeløbet af de i regnskabsårets løb afholdte direkte sagsomkostninger samt tidligere aktiveret igangværende arbejde vedrørende den pågældende opgave udgiftsføres.

Opgaven anses for at være afsluttet, når rådgiveren har tilendebragt sit arbejde med den pågældende opgave.

Ved bygge- og anlægsopgaver, hvor rådgiveren medvirker til opgavens samlede gennemførelse, anses rådgiverens opgave for at være afsluttet i det år, hvori endeligt byggeregnskab er udarbejdet. Endelig indtægtsføring skal dog finde sted senest et år efter, at byggeriet eller anlægget er taget i brug.

B. Såfremt selvstændigt honorar er aftalt for et projekt eller et byggeris enkelte etaper, betragtes hver etape som en selvstændig opgave.

Skal honoraret delvis erlægges i form af »håndværkeraktier« eller »håndværkerpantebreve« fradrages et kursnedslag efter gældende praksis.

C. Udgifter afholdt med henblik på deltagelse i konkurrencer udgiftsføres i det regnskabsår, hvori de er anvendt.

D. I det omfang, der udføres arbejde på en opgave uden aftale med en bygherre, eller en aftale med en bygherre ikke indebærer ret til vederlag, kan omkostningerne helt eller delvis udgiftsføres i det løbende års regnskab, og den tilsvarende aktivering helt eller delvis undlades. Erhverves en sådan ret i et efterfølgende indkomstår (f.eks. ved en offentlig myndigheds godkendelse af projektet) skal samtlige direkte sagsomkostninger (inkl. tidligere udgiftsførte direkte sagsomkostninger) vedrørende den omhandlede opgave aktiveres i dette indkomstår.

E. Udlæg for bygherren kan ifkke udgiftsføres. Ikke afregnede udlæg aktiveres.

F. Arkitekter og rådgivende ingeniører, der har drevet selvstændig virksomhed inden for bygge- og anlægsbranchen før 1. januar 1932, har ved indkomstopgørelsen fortsat en personlig ret til at føre kasseregnskab. En arkitekt/ingeniør, der har anlagt sit regnskab efter andre retningslinier, kan ikke senere vælge at føre kasseregnskab.

VEd formueopgørelsen medtages dog tilgodehavender og gæld.

Der er tale om en personlig ret, der ikke kan overføres på en efter 1. januar 1932 optaget kompagnon.

G. Bestemmelserne i nærværende vejledende anvisning skal anvendes på opgaver der påbegyndes den 1. januar 1978 eller senere. Tidligere påbegyndte opgaver skal behandles efter de hidtil anvendte principper for indtægtsføring af honorarer m.v.'

Hans Westerberg

B. Lutzen

Versioner

  1. 1978-01-26 · til 1997-05-13