Tekniske krav til radiobiler. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1978/8@1978-01-20/da
Indhold
Justitsministeriet har den 3. januar 1978 skrevet således til hr. NN i anledning af forespørgsel fra denne:
»I skrivelse til Folketingets ombudsmand har De i anledning af et uheld, som De har været ude for under kørsel i en radiobil i »Tivoli Friheden«, Århus, bl.a. foreslået, at politiet som vilkår for at godkende radiobiler i tivolier m.v. kræver, at vognens strømførende kørestang er polstret med et blødt materiale i hovedhøjde for siddende børn og voksne. Ombudsmanden har videsendt Deres skrivelse til justitsministeriet til besvarelse for så vidt angår dette punkt.
Statens bilinspektion i Risskov har i anledning af den konkrete sag oplyst, at man ikke tidligere har været udsat for uheld af denne karakter, men at uheldet har ført til, at kørestangen på radiobiler i »Tivoli Friheden« nu er forsynet med en blød cylindrisk afskærming.
Justitsministeriet har endvidere indhentet udtalelser fra politidirektøren i København og foreningen af politimestre i Danmark.
Politidirektøren i København har henvist til en indhentet erklæring fra Teknologisk Institut, hvoraf det fremgår, at man ikke i almindelighed finder grundlag for at stille krav om polstring af strømstangen på radiobiler. Instituttet har dog henstillet, at der finder en polstring sted, når det er tilladt at være tre personer på sædet samt i radiobiler, hvor afstanden fra ryglæn til strømstang er under 15 cm, når bilen har blødt ryglæn og under 10 cm, når den har hårdt ryglæn.
Foreningen af politimestre i Danmark har i anledning af sagen spurgt samtlige politikredse, om der i perioden fra den 1. januar 1974 til i dag er forekommet uheld med personskade under kørsel med radiobiler. Det viste sig herved, at udover Deres uheld er alene konstateret et enkelt uheld, der dog ikke skyldtes radiobilens kørestang. Foreningen af politimestre i Danmark finder derfor ikke behov for at udsende yderligere forskrifter vedrørende sikkerheden under kørsel med radiobiler.
I den anledning skal man meddele, at justitsministeriet ikke på det foreliggende grundlag findet fuldt tilstrækkelig anledning til at stille krav om polstring af kørestangen i radiobiler. Ministeriet har herved lagt vægt på, at der ikke i de senere år er konstateret andre uheld, der skyldes kørestangen, og at uheldet i Deres tilfælde har ført til, at der nu i dette tivoli stilles krav om afskærmning af radiobilernes kørestang.
Justitsministeriet foretager herefter ikke yderligere i anledning af Deres henvendelse.