Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om arbejdsmiljølovens gyldighedsområde (Til samtlige civilforsvarskommissioner, samtlige CF-regioner m.fl.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1978/9559@1978-06-13/da
Indhold
Hoslagt følger til orientering Arbejdsministeriets skrivelse af 12. juni 1978 vedrørende gyldighedsområde for lov om arbejdsmiljø i relation til civilforsvaret.
Det fremgår af skrivelsen, at Arbejdsministeriet - ligesom Direktoratet for Arbejdstilsynet - er af den opfattelse, at civilforsvaret ikke kan sidestilles med militæret og derfor ikke er undtaget fra lovens bestemmelser, jfr. arbejdsmiljølovens § 2, stk. 2, nr. 3. Arbejdsministeriet giver udtryk for, at civilforsvarets personale - herunder de værnepligtige - anses for omfattet af loven som helhed, jfr. lovens § 2, stk. 1.
Arbejdsministeriet har samtidig bestemt, at direktoratet for Arbejdstilsynet skal optage forhandling med Civilforsvarsstyrelsen om udformning af nødvendige tilladelser og dispensationer for civilforsvarets område inden for lovens rammer.
Endelig anfører Arbejdsministeriet, at Civilforsvarsstyrelsen i overrensstemmelse med principperne i arbejdsmiljølovens § 81, stk. 3, og § 89, stk. 2, er berettiget til i tiden fra lovens ikrafttræden 1. juli 1977 og indtil de nødvendige beslutninger kan træffes, at videreføre den hidtidige ordning med hensyn til sikkerhed og sundhed for civilforsvarets personale, herunder hviletid og fridøgn for de værnepligtige.
Modtagelsen af denne skrivelse betyder, at civilforsvarets tjenestesteder fra modtagelsen af nærværende skrivelse og indtil andet bestemmes skal administrere tjenestens tilrettelæggelse efter de af Civilforsvarsstyrelsen udgivne almene direktiver. Dette indebærer bl.a. at tjenestestederne ikke længere skal foretage registrering af værnepligtige, der efter denne skrivelses udsendelse på trods af givne ordre tiltager sig hvile, men skal iværksætte sanktioner.
Når der gennem forhandlinger mellem Direktoratet for Arbejdstilsynet og Civilforsvarsstyrelsen er fremkommet et udkast til de nødvendige tilladelser of dispensioner for civilforsvarets område, vil personalets organisationer, herunder de to landstalsmandsudvalg, få lejlighed til at udtale sig i overensstemmelse med forudsætningerne i Arbejdsministeriets skrivelse.
Det bemærkes, at ved udskydelse af ikrafttrædelsestidspunktet for lov om arbejdsmiljø i relation til civilforsvaret er det samtidig bestemt, at der ved civilforsvarets tjenestesteder i relation til civilforsvarets UDDANNELSESOMRÅDE skal administreres i overensstemmelse med de indtil 1. juli 1977 gældende love for området.
Det understreges, at afdelingerne m.v. i relation til civilforsvarets øvrige tjenesteområder (ud over uddannelsesområdet) fortsat skal administreres i overensstemmelse med lov om arbejdsmiljø.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorledes tjenestestederne skal forholde sig over for de værnepligtige, der er registreret for at have tiltaget sig frihed for vagttjeneste, skal Civilforsvarsstyrelsen senere vende tilbage hertil.
Det bemærkes, at bestemmelsen om, at der indtil andet er bestemmes, skal administreres efter de forud for 1. juli 1977 gældende regler i relation til civilforsvarets uddannelsesområde, også finder anvendelse inden for det lokale civilforsvars uddannelsesområde.
Tjenestestederne anmoder om at bekendtgøre indholdet af nærværende skrivelse for det berørte personel.
P.D.V.
Brask Thomsen
/J.C.Krieger ..........
BILAG
ARBEJDSMINISTERIETS SKRIVELSE AF 12. JUNI 1978
Til Civilforsvarsstyrelsen:
Man har i dag skrevet således til indenrigsministeriet.
»Ved skrivelse af 22. juni 1977 (j.nr. 2200-57/1977) har indenrigsministeriet udbedt sig en udtalelse fra arbejdsministeriet i anledning af, at direktoratet for arbejdstilsynet overfor Landsmandsudvalget for CF-korpsets menige havde meddelt, at loven om arbejdsmiljø gælder for værnepligtige i civilforsvaret, jfr. lovens § 2, stk. 1, idet civilforsvaret ikke kan anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i lovens § 2, stk. 2, nr. 3, jfr. udtrykket »militær«.
Indenrigsministeriet fremførte den opfattelse, at civilforsvarets værnepligtige - således som det er tilfældet i andre forhold - også i relation til arbejdsmiljøloven må sidestilles med værnepligtige i forsvaret. Der henvises herved til § 12 i loven om civilforsvaret, til § 4 i loven om værnepligt og til de reale grunde der bærer nævnte undtagelsesbestemmelser i arbejdsmiljølovens § 2, stk. 2, nr. 3.
For så vidt arbejdsministeriet ikke kunne tilslutte sig dette synspunkt gjorde indenrigsministeriet gældende, at det af andre grunde må være klart, at arbejdsmiljøloven ikke finder anvendelse for civilforsvarets værnepligtige. Der henvistes herved til, at loven ifølge § 2, stk. 1, i almindelighed kun omfatter arbejdet for arbejdsgiver. Denne afgrænsning passer ikke på det særlige pligtforhold, hvorpå værnepligten beror. Indenrigsministeriet finder heller ikke, at det er i overensstemmelse med de faktiske forhold at betegne civilforsvarets værnepligtige personel som »ansat« i civilforsvaret. hvilket udtryk anvendes adskillige steder i arbejdsmiljøloven.
Med indenrigsministereits henvendelse fulgte et notat fra civilforsvarsstyrelsen med en redegørelse for den måde, hvorpå arbejdet i civilforsvaret er tilrettelagt og for de praktiske problemer, der vil opstå, såfremt arbejdsmiljølovens kapitel 9 om hviletid og fridøgn antages at være gældende for de værnepligtige.
I notatet har civilforsvarsstyrelsen endvidere angivet sine ønsker om dispensation, hvis arbejdsministeriet fastholder, at arbejdsmiljøloven gælder for civilforsvaret uden indskrænkninger. Disse dispensationer anses for nødvendige for at gennemføre civilforsvarets uddannelsesaktiviteter og opretholde det fredsmæssige beredskab.
I skrivelse af 22. juli 1977 fremførte Landstalsmandsudvalget for CF-korpsets menige, der var bekendt med indenrigsministeriets skrivelse til arbejdsministeriet, hvorfor udvalget ikke er enig med indenrigsministeriets påfattelse af arbejdsmiljølovens gyldighedsområde, men mener, at også værnepligtige må have ret til et sikkert og sundt arbejdsmiljø i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet.
Landstalsmandsudvalget erkender med henvisning til civilforsvarsstyrelsens nævnte notat, at arbejdsmiljøloven på flere punkter vil skabe problemer med at gennemføre de nuværende uddannelsesbestemmelser. Udvalget opfordrer de ansvarlige myndigheder til at tage udvalget med på råd, hvis arbejdsmiljøloven skal tilpasses uddannelsesbestemmelserne for CF-korpset eller omvendt. Der peges på, at et sådant samarbejde vil bane vej for en afgørelse af spørgsmålet om arbejdsmiljølovens anvendelse til alle parters tilfredshed.
Såvel indenrigsministeriets som landstalsmandsudvalgets henvendelser har været forelagt direktoratet for arbejdstilsynet til udtalelse.
I vedlagte skrivelse af 10. november 1977 har direktoratet derefter udførligt begrundet, hvorfor civilforsvaret ikke kan anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i arbejdsmiljølovens § 2, stk. 2, nr. 3, og hvorfor direktoratet mener, at reale grunde, herunder navnlig beskyttelseshensynet i arbejdsmiljøloven medfører, at civilforsvarets værnepligtige bør sidestilles med ansatte i en arbejdsgivers tjeneste og derfor anses for omfattet af arbejdsmiljølovens § 2, stk. 1.
I anledning af civilforsvarsstyrelsens nævnte ønsker om dispensationer fra arbejdsmiljølovens kapitel 9, henviser direktoratet til den almindelige sag vedrørende tjenestetidsregler for statens tjenestemænd m.fl. set i relation til arbejdsmiljøloven. De nævnte problemer for civilforsvarets vedkommende kan efter direktoratets mening løses gennem dispensationer og særregler i overensstemmelse med den procedure som følges i denne sag.
Indenrigsministeriets henvendelse har endelig været genstand for drøftelser mellem indenrigsministeren og arbejdsministeren, senest ved et møde den 6. juni 1978, hvori deltog repræsentanter for civilforsvarsstyrelsen og direktoratet for arbejdstilsynet.
Under henvisning hertil skal man meddele, at arbejdsministeriet i overensstemmelse med de af direktoratet for arbejdstilsynet anførte synspunkter er enige med direktoratet i, at civilforsvaret ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i arbejdsmiljølovens § 2, stk. 2, nr. 3. Dette er udtrykkeligt udtalt i forarbejderne til loven, jfr. svar på spørgsmål nr. 3 fra folketingets arbejdsmarkedsudvalg, som ikke gav anledning til indsigelser under lovforslagets videre behandling i folketinget.
Arbejdsministeriet er endvidere enige med arbejdstilsynet i, at beskyttelseshensynet i arbejdsmiljøloven må medføre, at civilforsvarets værnepligtige anses for omfattet af lovens § 2, stk. 1, og dermed af loven i sin helhed.
Det er i arbejdsmiljøloven forudsat at forskelle i måden at gennemføre lovens retningslinjer på i forskellige fag og arbejdsområder udformes i administrative detailregler under medvirken af arbejdsmarkedets parter. I overensstemmelse med fremgangsmåden i lignende tilfælde er direktoratet for arbejdstilsynet samtidig hermed anmodet om snarest muligt at optage drøftelse med civilforsvarsstyrelsen om udstedelse af de nødvendige tilladelser of dispensationer indenfor lovens rammer, indtil mere permanente ordninger kan tilvejebringes som led i det regelarbejde, der iøvrigt pågår til udfyldelse af arbejdsmiljøloven under medvirken af arbejdsmiljørådet.
I overensstemmelse med princippet i lovens § 81, stk. 3 og § 89, stk. 2, finder arbejdsministeriet, at civilforsvarsstyrelsen er berettiget til i tiden fra lovens ikrafttræden til de nødvendige beslutninger kan træffes at videreføre den hidtidige ordning med hensyn til sikkerhed og sundhed for civilforsvarets personel, i og uden for CF-korpset, herunder hviletid og fridøgn for de værnepligtige.
Det forudsættes, at civilforsvarsstyrelsen sørger for, at de værnepligtiges talsmand og de organisationer der iøvrigt repræsenterer civilforsvarets personale inddrages i de forestående overvejelser om tilladelse og dispensationer for civilforsvaret. Det forudsættes endvidere, at disse overvejelser iøvrigt fremmes til beslutninger snarest muligt.
Arbejdstilsynets afgørelser kan indbringes for arbejdsministeriet efter reglerne i arbejdsmiljølovens § 81.
CF-styrelsen, direktoratet for arbejdstilsynet, arbejdsmiljørådet, Landstalsmandsudvalget og folketingets ombudsmand er underrettet om denne skrivelse.'
P.M.V.
E.B.
A. Toft
eksp.sekr.