Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/10009@1981-08-11/da

Indhold

1. Indledning

De hidtil gældende bestemmelser om begrebet sikkerhedsfond findes i lov om forsikringsvirksomhed § 71, jfr. bekendtgørelse nr. 544 af 27. oktober 1975.

Reglerne i denne lov omfatter kun livsforsikringsvirksomhed og indeholder

a. Bestemmelser om størrelsen i de pligtige henlæggelser til sikkerhedsfonden,

b. Sikkerhedsfondens størrrelse og

c. Bestemmelse af begrebet sikkerhedsfond ved en afgrænsning af mulighederne for sikkerhedsfondens anvendelse.

Disse regler har ført til en form for solvensmargenberegning for livsforsikring, der ikke adskiller sig væsentligt, hvad resultaterne angår, fra de nye regler, der bygger på rådsdirektiv nr. 79/267/EØF af 5. marts 1979.

Begrebet sikkerhedsfond fastlægges i lovens § 71, stk. 5, hvor der anføres følgende:

»Beløb, hvormed sikkerhedsfonden overstiger den i stk. 1 nævnte grænse, kan benyttes til henlæggelser til præmiereserven, som er nødvendiggjort ved en ændring af beregningsgrundlaget. Iøvrigt må sikkerhedsfonden ikke formindskes uden forsikringsrådets samtykke, medmindre det er nødvendigt for at dække underskud.«

Dette sikkerhedsfondsbegreb stammer fra lov om livsforsikringsvirksomhed af 1904, og omfatter som nævnt kun tilsynet med livsforsikringsvirksomhed. I de senere år er begrebet sikkerhedsfond dog også blevet anvendt udenfor livsforsikring, og fra 1. oktober 1981 gælder reglerne om sikkerhedsfond al forsikringsvirksomhed.

Sikkerhedsfondsbegrebet er et instrument for forsikringstilsynet, men i nyere tid er der tillige knyttet skatteretlige konsekvenser til anvendelsen af en sikkerhedsfond. Reglerne i lov om forsikringsvirksomhed er imidlertid tilsynsregler og tilgodeser derfor ikke skatteretlige bestemmelser. Heri er der ikke sket ændringer ved lov nr. 630 af 23. december 1980. En vedtægtsbestemmelse, der tilsigter at tilgodese skatteretlige regler, må derfor tilgodese såvel bestemmelserne i lov om forsikringsvirksomhed som bestemmelserne i den til enhver tid gældende skatteretlige lovgivning.

På andre områder er der imidlertid sket væsentlige ændringer i de sikkerhedsfondsregler, der er gældende indtil 1. oktober 1981.

1. De tilsynsretlige regler har hidtil i lov om forsikringsvirksomhed (tidligere lov om livsforsikringsvirksomhed) været udformet alene med henblik på livsforsikringsvirksomhed.

Bestemmelserne i lov nr. 630 af 23. december 1980 §§ 138 og 139 er derimod i princippet lige anvendelige for såvel livvsforsikringsvirksomhed som anden forsikringsvirksomhed.

2. De tidligere bestemmelser, der modsvarer en solvensmargenberegning er udgået, og for livsforsikring erstattet med bestemmelser, der bygger på retningslinierne i rådsdirektiv nr. 79/267/EØF af 5. marts 1979.

Udenfor livsforsikring er en solvensmargenberegning gennemført i 1975 efter retningslinierne i rådsdirektiv nr. 73/239/EØF af 24. juli 1973.

3. Selve begrebet en sikkerhedsfond er tillige undergået væsentlige ændringer.

Den hidtidige afgrænsning af sikkerhedsfondsbegrebet findes i § 71, stk. 5, 2. pkt., jfr. bekendtgørelse nr. 544 af 27. oktober 1975, hvoraf fremgår, at sikkerhedsfonden ikke må formindskes uden forsikringsrådets samtykke. Dette indebærer, at der ikke vil kunne disponeeres over sikkerhedsfonden, medmindre forsikringsrådet giver sit samtykke til det.

Denne afgrænsning af begrebet vil fortsat være anvendelig, såfremt der foreskrives oprettelse af en sikkerhedsfond i medfør af § 139 i lov nr. 630 af 23. december 1980.

Det sikkerhedsdfondsbegreb, der omtales i lovens § 138, nævner derimod ikke den mulighed, att forsikringstilsynet giver samtykke til at disponere over sikkerhedsfondens beløb.

Forsikringstilsynet vil ej heller kunne stadfæste vedtægtsændringer, der har til resultat, at sikkerhedsfonden formindskes. Et statusunderskud, som ikke kan dækkes ind på anden måde, må dog som hidtil kunne afskrives på sikkerhedsfonden. Er sikkerhedsfonden helt eller delvis gået tabt, må dette således konstateres i regnskabet, medmindre forsikringstilsynet giver tilladelse til at opføre statusunderskud.

I § 138, stk. 2, sidste pkt. omhandles en sikkerhedsfond, der overstiger den beregnede solvensmargen. Herved forstås såvel den beregnede solvensmargen som minimumsgarantifondens beløb, hvis dette er højere.

Såfremt basiskapitalen, hvori sikkerhedsfonden er medregnet, er større end nødvendigt for at dække den beregnede solvensmargen, eventuelt minimumsgarantifonden, kan sikkerhedsfondens overskydende beløb henlægges til de tekniske reserver. Lovens § 138 omtaler ikke i denne forbindelse, om en tilladelse fra forsikringstilsynet er nødvendig, men da anvendelsen af reglen forudsætter, at forsikringstilsynet er enig i, at der også efter reduktionen af sikkerhedsfonden er utvivlsom dækning for den beregnede solvensmargen (minimumsgarantifonden), vil dette i realiteten betyde, at et samtykke fra forsikringstilsynet udkræves eller i hvert fald tilsynets konstatering af, at lovens betingelser er opfyldt.

En klausulering i overensstemmelse med § 138 er imidlertid ikke tilstrækkelig, såfremt sikkerhedsfonden skal opfylde skattelovgivningens vilkår.

På dette grundlag kan opstilles følgende sikkerhedsfondsbegreber:

A:

Sikkerhedsfond oprettet i medfør af lov om forsikringsvirksomhed § 71, jfr. lov nr. 147 af 13. maj 1959, denne sikkerhedsfond omfatter kun livsforsikringsvirksomhed.Der anvendes som regel følgende formulering:

Sikkerhedsfonden kan ikke formindskes uden forsikringsrådets samtykke, medmindre det er nødvendigt for at dække regnskabsunderskud (statusunderskud).

B:

En sikkerhedsfond, der svarer til A, dog således at også skattelovgivningens for tiden gældende bestemmelser er indarbejdet. Dette sikkerhedsfondsbegreb anvendes også indenfor skadesforsikring. Bestemmelserne for livsforsikring har sædvanligvis følgende formulering:

Sikkerhedsfonden kan kun anvendes til styrkelse af præmiereserven (de tekniske reserver) eller på anden måde til fordel for de forsikrede og kun med forsikringsrådets samtykke.

Udenfor livsforsikring anvendes undertiden følgende formulering:

De midler, der er henlagt til sikkerhedsfonden, kan kun anvendes til styrkelse af de tekniske reserver eller på anden måde til fordel for de forsikrede og kun med forsikringrådets samtykke.

C:

Sikkerhedsfond oprettet i overensstemmelse med reglerne i lovens § 138, stk. 2.

Vedtægtsbestemmelser herom kan have følgende formulering:

Sikkerhedsfonden må ikke formindskes. Midler, der er henlagt til sikkerhedsfonden, kan derfor ikke fraføres denne. Er basiskapitalen herunder medregnet sikkerhedsfonden større end den nødvendige solvensmargen, kan den overskydende del af sikkerhedsfonden med forsikringstilsynets samtykke henlægges til de tekniske reserver.

D:

En sikkerhedsfond, som oprettes i medfør af lovens § 138, stk. 2., og som tillige skal opfylde de for tiden gældende skattemæssige bestemmelser, må formentlig have følgende formulering i vedtægtsbestemmelsen:

Sikkerhedsfonden må ikke formindskes. Midler, der er henlagt til sikkerhedsfonden kan derfor ikke fraføres denne. Er basiskapitalen, herunder medregnet sikkerhedsfonden, større end den nødvendige solvensmargen kan den overskydende del af sikkerhedsfonden med forsikringstilsynets samtykke anvendes til styrkelse af de tekniske reserver eller på anden måde til fordel for de forsikrede.

E:

En sikkerhedsfond, der er oprettet i henhold til lovens § 139, behøver ikke nødvendigvis en vedtægtsmæssig afgrænsning, således som tilfælldet er for de sikkerhedsfondsbegreber, der er omtalt ovenfor under A-D. En sådan sikkerhedsfond vil kunne oprettes ved en generalforsamlingsbeslutning.

Såfremt selskabet har en vedtægtsbestemt sikkerhedsfond efter de under C eller D omtalte regler, vil henlæggelser til en sådan sikkerhedsfond kunne anvendes, således at det i konkrete tilfælde kan være unødvendigt at oprette en sikkerhedsfond efter reglerne i lovens § 139, idet eksisterende sikkerhedsfonde (C eller D) kan tages i betragtning ved beslutningen om at anvende lovens § 139.

Den i § 139 omhandlede sikkerhedsfond er kendetegnet ved, at den oprettes i forbindelse med en genoprettelsesplan eller en driftsplan. Lovens regler har i første række til formål at give forsikringstilsynet et instrument til at bedømme og sikre sandsynligheden af en opstillet driftsplan (prognose).

Reglerne er fælles for livsforsikring og anden forsikringsvirksomhed.

Selvom forsikringsselskabets anvendelse af reglerne sker efter et påbud fra forsikringstilsynet, må de nødvendige regnskabsmæssige regler enten opstilles af bestyrelsen med senere forelæggelse for generalforsamlingen eller straks vedtages af selskabets generalforsamling.

Vedtagelsen i selskabets bestyrelse og generalforsamling må følge forsikringstilsynets anvisninger.

F:

Et forsikringsselskab vil kunne oprette en sikkerhedsfond uden påbud fra forsikringsrådet/forsikringstilsynet i forbindelse med en driftsplan eller eller en genoprettelsesplan eller af andre grunde.

En sådan sikkerhedsfond vil kunne oprettes ved en generalforsamlingsbeslutning. Den betydning, forsikringstilsynet vil tillægge en sådan sikkerhedsfond, vil afhænge af forholdene og indholdet af den pågældende generalforsamlingsbeslutning.

Skattemæssig betydning kan der formentlig ikke tillægges en sådan sikkerhedsfond, medmindre tillige reglerne ovenfor under D anvendes, hvortil der kræves hjemmel i selskabets vedtægter.

De nævnte sikkerhedsfondsbegreber vil blive indarbejdet i kommende regnskabsvejledninger.

Indtil sådanne vejledninger foreligger, må forsikringsselskaberne regnskaber give oplysninger om de anvendte sikkerhedsfondsbegreber ved at benytte de ovenfor anvendte betegnelser A-F.

Overgangsbestemmelser:

De før lovens ikrafttræden oprettede sikkerhedsfonde, jfr. betegnelserne A og B, vil forsat kunne anvendes i overensstemmelse med de stadfæstede vedtægtsbestemmelser til og med regnskabsåret 1982, jfr. lovens § 272, stk. 1, såfremt regnskabsåret er sammenfaldende med kalenderåret. Har selskabet forskudt regnskabsår, der begynder før 1. oktober, kan anvendelse finde sted til og med regnskabsåret 1982/83.

Derefter vil der ikke kunne ske yderligere henlæggelser til disse sikkerhedsfonde, hvilket bør konstateres ved en vedtægtsændring.

De hidtidige under A og B omtalte sikkerhedsfonde kan bibeholdes eller overføres til henholdsvis C og D. Som hovedregel vil der frit kunne disponeres over sikkerhedsfond A.

Der vil iøvrigt være at gå frem efter vedtægternes regler, medmindre disse ændres og stadfæstes af forsikringsrådet (efter 1. oktober 1981 forsikringstilsynet.)

Det følger heraf, at vedtægtsændringer er nødvendige i følgende tilfælde:

(1) Forsikringsselskaber, der har bestemmelser i vedtægterne om anvendelse af sikkerhedsfond.

Vedtægternes bestemmelser herom må ændres i løbet af regnskabsåret 1983 eller, hvis der er forskudt regnskabsår, i løbet af regnskabsåret 1983/84, således at ændringen kan få virkning for regnskabsaflæggelsen fra og med regnskabsåret 1983, eventuelt 1983/84. Det må derfor af vedtægterne fremgå, at der ikke kan ske fremtidige henlæggelser i medfør af hidtil gældende vedtægtsbestemmelser.

Endvidere må der, såfremt fortsat anvendelse af sikkerhedsfondsbegrebet ønskes, formuleres nye vedtægtsbestemmelser i overensstemmelse med C og eventuelt D.

(2) Forsikringsselskaber, der ikke har vedtægtsbestemmelser om anvendelse af en sikkerhedsfond:

Vedtægtsændringer om indførelse af en sikkerhedsfond i vedtægterne må for at kunne stadfæstes af forsikringstilsynet følge reglerne under C og D. Denne regel vil gælde fra lovens ikrafttræden den 1. oktober 1981.

For så vidt angår de under E og F omtalte sikkerhedsfondsbegreber, beror disses anvendelse enten på forsikringstilsynets beslutninger eller på selskabets egne beslutninger. Disse sikkerhedsfondsbegreber kan derfor bringes i anvendelse, når loven er trådt i kraft den 1. oktober 1981.

N. Christoffersen

J.P. Tranberg.

Versioner

1. 1981-08-11 · til 1997-04-16