Bestemmelser vedrørende eksamensafholdelse (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/10010@1981-08-24/da
Indhold
I Skriftlige prøver.
Ved de skriftlige prøver må eksaminanderne kun anvende de lærebøger eller hjælpemidler, som er tilladt generelt ved rundskrivelser, eller som for den enkelte eksamen ved brev er meddelt af eksamenskommissionen.
Det, der er tilladt og nødvendigt for opgavens besvarelse, og som eksaminanden selv skal medbringe, herunder søkort og storcirkelkort, vil blive meddelt skolen senest 14 dage før eksamens begyndelse.
Til brug ved besvarelsen af skriftlige eksamensopgaver udleveres af eksamenskommissionen til eksaminanden det nødvendige papir til kladder og renskrifter, herunder dagbogsskemaer, plottingdiagrammer, formularer til beregning af lodskudsrettelse og lign.
Udover søkort og lignende tilladt medbragt materiale må kun det af eksamenskommissionen udleverede eksamenspapir samt bilag med eksamenskommissionens stempel anvendes.
På kladde, renskrift samt på udleveret og medbragt bilagsmateriale skal eksaminanden øverst skrive sit eksamensnummer og navn.
Eksaminander, som måtte finde noget utydeligt i de givne opgaver, kan ved henvendelse til eksamenstilsynet søge fornøden oplysning.
Medens skriftlig prøve foregår, må der i lokalerne ikke findes udstillet modeller, tegninger eller andre undervisningsmidler, der efter eksamenskommissionens skøn vil kunne give eksaminanderne oplysninger vedrørende opgavernes besvarelse, udover hvad der gives i de tilladte hjælpemidler.
Ved enhver skriftlig prøve skal der i hvert eksamenslokale normalt være mindst 2 tilsynshavende. Ingen lærer må føre tilsyn med eksaminander, som den pågældende har undervist til eksamen i det pågældende fag. Under prøven må der ikke tilstedes andre end medlemmer af eksamenskommissionen, de tilsynshavende og skolens leder eller dennes stedfortræder, adgang til eksamenslokalet.
De tilsynshavende skal have deres opmærksomhed udelukkende henvendt på eksaminanderne og de skal være fordelt rundt i lokalet. De må ikke beskæftige sig med læsning, skrivning eller andet arbejde, som kan aflede deres opmærksomhed fra eksaminanderne. Eksamenslokalet åbnes 20 minutter før det til prøvens begyndelse fastsatte klokkeslæt, og de tilsynshavende må da være til stede for at anvise eksaminanderne deres pladser. Ingen eksaminand må komme ind i eksamenslokalet, så længe de tilsynshavende ikke er til stede.
Møder en eksaminand ikke til det fastsatte tidspunkt, skal den pågældende i reglen ikke have adgang til at deltage i prøven, men det kan dog undtagelsesvis tillades den pågældende, når denne efter eksamenskommissionens skøn giver fyldestgørende grunde for sin forsinkelse, og det tillige efter alle omstændigheder tør antages som sikkert, at den pågældende ikke har kunnet få nogen som helst meddelelse om opgaven. Forlader en eksaminand uden tilladelse den anviste plads, eller udviser den pågældende upassende opførsel, kan eksaminanden bortvises.
Eksaminanderne skal sidde så langt fra hinanden, at to eksaminander ikke kan nå hinanden ved at række armen ud. Når en skole har eksaminander med forskellige opgaver samlede i et lokale, anbringes de så vidt muligt således, at det undgås, at to eksaminander, der besvarer samme opgave, kommer til at sidde ved siden af hinanden.
På det fastsatte klokkeslæt for prøvens begyndelse gives hver eksaminand et eksempel af den pågældende opgave. Når fordelingen er endt, spørges eksaminanderne, om de alle har fået, hvad de skal have.
Opgavernes tekst må ikke bringes uden for lokalet, så længe prøven varer. Dog kan vedkommende (eksaminerende) lærer ansat ved navigationsskoler eller ved de godkendte skipperskoler få udleveret et eksemplar til gennemgang.
Under prøven må eksaminanderne under ingen omsændigheder henvende sig til hinanden ved ord eller tegn. Vil en eksaminand henvende sig til en af de tilsynshavende, må vedkommende ved stilfærdigt at give tegn henlede dennes opmærksomhed på sig. Ønsker en eksaminand noget, skal vedkommende henvende sig derom til en af de tilsynshavende.
Eksaminanden må i reglen ikke forlade lokalet, før vedkommende har afleveret sin besvarelse; skulle det imidlertid være nødvendigt for vedkommende, skal den pågældende ledsages af en af de tilsynshavende. Normalt må kun en eksaminand ad gangen forlade lokalet, sygdomstilfælde fraregnet.
Gribes en eksaminand i utvivlsomt forsøg på ad uretmæssig vej at skaffe sig hjælp til besvarelse af opgaven, skal vedkommende straks bortvises fra eksamen. hvis der under prøverne forefalder uregelmæssigheder af denne eller anden art, skal eksamenskommissionen straks underrettes derom.
Prøvens varighed må ikke for nogen eksaminands vedkommende udstrækkes ud over den på eksamensopgaven fastsatte tidsgrænse. Når en eksaminand afleverer sin besvarelse, skal det påses, at den og samtlige bilag er mærket efter forskrifterne, og at alle bilag afleveres. Den tilsynshavende skal forsyne hver besvarelse med sit navn og med nedennævnte undtagelse med angivelse af tidspunktet for afleveringen. Besvarelser afleveret i forbindelse med eksamenstidens udløb, inclusive de sidste 10 minutter før, markeres ikke med tidspunkt.
II Karaktergivning m.v. ved skriftlige prøver.
Besvarelsen skal udformes, så den lader sig kontrollere i detaljer. Bedømmelsen foretages efter renskriften - først af læreren og senere af en eller to censorer. Dersom eksaminanden undtagelsesvis ikke når at renskrive besvarelsen, kan kladden vedlægges; i så tilfælde må eksaminanden i kladden tydeligt indramme de detaljer, som ikke er indført i renskriften, og som ønskes medtaget ved bedømmelsen.
Ved lærerens eller censors gennemgang af besvarelsen understreges med rette linier alle objektive (sikre) fejl. I marginen anføres kortfattet så præcist som muligt fejlens karakter:
Overflødige tegn/bogstaver markeres med let overstregning i teksten.
Manglende tegn/bogstaver markeres ved understregning i tekst og anføres i marginen.
Her anføres også forklarende bemærkning som:
regn.f. (regnefejl) add.f. (additionsfejl) tab.f. (tabelfejl) skriv.f. (skrivefejl) log 3, 1795 (hvor det f.eks. skulle være log 3, 1975)
KMt for GMt
SHA for GHA
»?»GHA for *GHA og lignende.
Forkerte resultater og mellemresultater, der alene er en følge af tidligere markerede fejl, markeres ikke.
Ved besvarelse af sproglige opgaver understreges med rette linier alle sikre stave- og tegnfejl. Anvendte sprogformer, der med sikkerhed må anses for fejl, understreges på samme måde.
Uheldige eller tvivlsomme vendinger kan understreges med en bølgelinie.
I fag, hvor besvarelsen kan være en vurdering af en situation, f.eks. i fagene søvejsregler, søret og til dels meteorolgi, og hvor der er en mulighed for forskellig tolkning, understreges med rette linier tolkninger, som lærer/censor anser for fejlagtige. Bølgelinie kan anvendes, hvor man skønner, at i hvert fald visse dele af en tolkning kan accepteres.
Undladelse af bølgelinier må ikke tages som et udtryk for, at lærer/censor godtager besvarelsen.
Lærerne anvender rød farve til deres bemærkninger; censorerne anvender normalt en anden farve.
Lærer og censorer giver hver deres karakter, og eksamenskarakteren findes efter de i eksamensbekendtgørelse af 22. september 1975 givne regler (normalt middeltallet af de givne karakterer).
Hvis forskellen mellem højeste og laveste afgivne karakter er større end to trin i 13-skalaen, skal karakteren drøftes mellem lærer og censor(er), og hvis alle derefter er enige derom, kan der gives en anden karakter end middeltallet.
Eksaminanderne vil på et af skolen fastsat tidspunkt (dato og klokkeslæt) efter eksamens afslutning kunne få udleveret deres besvarelser. Ønsker en elev at gøre indsigelse mod besvarelsens behandling, kan sådan indsigelse kun fremsættes over for eksamenskommissionen og må indgives skriftligt med motivering, bilagt den originale besvarelse.
Ikke afhentede besvarelser opbevares af skolen i et år og destrueres derefter.
Det skal understreges, at bemærkningerne på eksamensbesvarelserne skal være neutralt konstaterende, og bortset fra den differentierede understregning, der mere er et udtryk for lærers/censors åbenhed for en alternativ tolkning, må bemærkningerne ikke indeholde nogen vurdering.
Lærers og censors vurdering får udtryk udelukkende i de afgivne karakterer.
III Mundtlige prøver.
De mundtlige spørgsmål nedskrives på sedler i et sådant antal, at enhver eksaminand har mindst 3 at vælge imellem, hver eksaminand trækker sine spørgsmål. Eksamensspørgsmålene skal fyldigt og alsidigt dække hele stoffet.
Eksaminationen af elever, der er forberedt på en navigationsskole eller en godkendt skipperskole, foretages af lærerne ved disse skoler, så vidt muligt af den lærer, der har forberedt eksaminanden i det pågældende fag.
Eksaminationen af andre end de ovenfor nævnte eksaminander foretages efter direktørens nærmere bestemmelse enten af et medlem af eksamenskommissionen eller af en lærer ved en navigationsskole eller en godkendt skipperskole.
Det påhviler de ved bedømmelsen medvirkende censorer at påse, at eksaminationen foretages på fyldestgørende måde, samt at bestemme, når overhøringen i de enkelte spørgsmål afsluttes, og censor kan eventuelt stille eksaminanden supplerende spørgsmål.
Hvis censor finder eksaminationen utilfredsstillende, kan denne fortrinsvis når eksaminationen af en eksaminand er afsluttet, forhandle med eksaminator herom. Hvis eksaminator ikke følger censors henstillinger, skal censor indberette sagen til eksamenskommissionens formand, der om fornødent forelægger sagen for direktøren.
Censor og eksaminator er alene under censureringen. Censor afgiver sin bedømmelse først.
De mundtlige eksaminer er offentlige.
Skolen må sørge for, at det nøvendige materiel (kort, bøger o.l.) er til stede ved de mundtlige prøver.
IV Karaktergivning m.v. ved mundtlige prøver.
Senest 14 dage før en skriftlig styrmands- og skibsførereksamens begyndelse skal skolen til direktoratet indsende lærernes bedømmelse af elevens standpunkt på grundlag af dennes arbejde og præstationer i løbet af semestret/semestrene ved angivelse af en årskarakter for hver af de karakterer, der i henhold til §§ 12 og 13 i bekendtgørelse om nautiske eksaminer skal gives eksaminander ved den mundtlige bedømmelse ved eksamen. Disse »årskarakterer« påføres eksamensbeviset i stedet for en eksamenskarakter i en mundtlig eksamination i sådanne fag, hvori der efter direktørens bestemmelse ikke foretages mundtlig eksamination ved den pågældende eksamen.
»Årskaraktererne« indføres i en dertil indrettet protokol og attesteres af den pågældende lærer.
Eksamenskaraktererne i øvrigt fremkommer på følgende måde:
Lærer og censorer giver hver deres karakter, og eksamenskarakteren findes efter de i eksamensbekendtgørelse af 22. september 1975 givne regler (normalt middeltallet af de givne karakterer.
Dersom middeltallet ikke er et af 13.skalaens trin, bliver eksamenskarakteren det nærmeste trin. Dersom middeltallet ligger midt mellem to af 13.skalaens trin, tillægges censors karakter størst vægt.
Finn Bergmann