Cirkulære om retningslinier for udstedelse af frigørelsesattester til deltidsansatte i folkekirken (Til stiftsøvrighederne)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/12000@1981-01-07/da
Indhold
1. I 1979 gennemførtes ved lov nr. 229 af 6. juni en række ændringer af arbejdsløshedsloven, bl.a. med det formål at begrænse utilsigtet anvendelse af arbejdsløshedsdagpenge. Arbejdsministeren bebudede samtidig, at der ville blive gennemført administrative foranstaltninger med samme formål.
Arbejdsdirektoratet har på denne baggrund udsendt bekendtgørelse nr. 297 af 20. juni 1980 om frigørelsesattester i forbindelse med udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge. Bekendtgørelsen vedlægges som bilag.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, at fuldtidsarbejdsløshedsforsikrede, der har deltidsarbejde i et ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, fremtidigt kun kan oppebære supplerende dagpenge, hvis der foreligger en frigørelsesattest fra arbejdsgiveren.
En frigørelsesattest er en af arbejdsgiveren udstedt erklæring om, at arbejdsgiveren giver afkald på den ansattes opsigelsesvarsel i den situation, hvor den ansatte kan få andet arbejde med længere arbejdstid.
Frigørelsesattesten har således den virkning, at den ansatte kan afbryde ansættelsesforholdet uden varsel og dermed være i stand til straks at overtage det andet arbejde.
Ved nyansættelser med deltidsbeskæftigelse må spørgsmålet om, hvorvidt frigørelsesattest skal udstedes, afklares i forbindelse med ansættelsesforholdets indgåelse.
For allerede ansatte er der i bekendtgøreisens § 4, stk. 2, givet en særlig overgangsregel, hvortil henvises.
Udstedte frigørelsesattester kan tilbagekaldes med et varsel svarende til det i ansættelsesforholdet gældende opsigelsesvarsel.
2. For deltidsbeskæftigede præster i folkekirken træffes afgørelse af, om frigørelsesattest skal udstedes, af kirkeministeriet.
Frigørelsesattest udstedes ligeledes af kirkeministeriet for deltidsbeskæftigede (kvotalønnede) kirketjenere, kordegne og organister, der er ansat som tjenestemænd eller på tjenestemandslignende vilkår.
Anmodninger, som fremsættes over for menighedsråd om frigørelsesattest for ansatte under disse stillingsgrupper, må derfor af menighedsrådet hurtigst muligt indsendes til ministeriet.
I andre tilfælde træffes afgørelse af, om frigørelsesattest skal udstedes, af menighedsrådet, der ligeledes udfærdiger denne.
3. Ved udstedelse af frigørelsesattest tages overfor den ansatte i alle tilfælde (jfr. dog nedenfor) forbehold om frigørelsesattestens tilbagekaldelse.
Det tilkendegives endvidere den ansatte, at frigørelsesattesten udstedes med den forudsætning, at den ansatte er villig til at påtage sig yderligere, passende arbejdsopgaver i eller uden for sognet (pastoratet), hvormed beskæftigelsesgraden kan forøges og dermed de supplerende dagpenge nedbringes.
Er der tale om egentlig bibeskæftigelse (kirkesanger- og landsbyorganisttjeneste, begrænsede medhjælpsforhold for landsbygravere m.v.) udstedes frigørelsesattest uden forbehold.
4. Ministeriet vil i forbindelse med udstedelse af frigørelsesattest for deltidsbeskæftigede præster, kirketjenere, kordegne og organister foretage en undersøgelse af mulighederne for en forøgelse af beskæftigelsesgraden for den ansatte.
Man skal henstille, at menighedsrådene i de tilfælde, hvor frigørelsesattest udstedes af rådene, har opmærksomheden henledt på mulighederne for gennem henlæggelse af yderligere opgaver til den ansatte at forøge dennes beskæftigelsesgrad. Dette vil f.eks. kunne ske ved etablering af faste vikarforpligtelser, sammenlægning af tjeneste ved flere kirker (kirkegårde) m.v.
Man skal tillige henstille til provstiudvalgene om efter anmodning fra menighedsråd at ville bistå ved gennemførelsen af sådanne foranstaltninger.
5. Nærværende cirkulære bedes bekendtgjort for provstiudvalg og menighedsråd.
Underskrift 1
Kirkeministeriet, den 7. januar 1981. P.M.V. Maria Tapp / K.BAGGER