Cirkulære om en tillidsmandsordning for præster
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/12007@1981-05-14/da
Indhold
Efter forhandling med finansministeriet og Den danske Præsteforening fastsætter ministeriet herved følgende regler for provstitillidsmænd for præster:
Begreb
§ 1. Ved en provstitillidsmand forstås en person, der repræsenterer de i et provsti tjenestemandsansatte præster og præster ansat efter den mellem finansministeriet og Den danske Præsteforening indgående overenskomst.
Valg af tillidsmænd
§ 2. Provstitillidsmanden vælges af og blandt de under § 1 nævnte personer, idet provsten dog ikke kan vælges som tillidsmand. Valget godkendes af præsteforeningens hovedbestyrelse og anmeldes skriftligt overfor kirkeministeriet. Kirkeministeriet er berettiget til overfor præsteforeningen at gøre begrundet indsigelse mod valget, når dette sker inden 3 uger efter, at ministeriet har modtaget meddelelse fra præsteforeningen.
Stk. 2. Valgene gælder for 2 år ad gangen. Ved genvalg skal forny anmeldelse ikke finde sted.
Opgaver
§ 3. Tillidsmanden varetager sit hverv under ansvar overfor den danske præsteforening. Tillidsmanden skal som talsmand for præsterne i provstiet gøre sit bedste for at fremme og vedligeholde gode samarbejdsforhold mellem præsterne indbyrdes og mellem præsterne og menighedsrådene, provsten og biskoppen med henblik på samtidig at sikre den bedst mulige varetagelse af det præstelige arbejde i provstiet og gode arbejdsforhold for præsterne.
§ 4. Som talsmand for provstiets præster kan tillidsmanden overfor provsten og biskoppen forelægge forslag, henstillinger og klager fra præsterne samt optage forhandling med biskoppen, provsten og menighedsrådene om lokale spørgsmål.
Hvervets udførelse
§ 5. Tillidsmanden må anvende den tid, der er nødvendig til tillidsmandsarbejdets forsvarlige udførelse, dog således at det medfører mindst mulig forstyrrelse af hans arbejde. Under tillidsmandsarbejdet oppebærer tillidsmanden sædvanlig løn.
Kursus
§ 6. kirkeministeriet kan give tillidsmanden tjenestefrihed til i passende omfang at deltage i faglige kurser m.v., jfr. herved lønnings- og pensionsdepartementets cirkulæreskrivelse af 23. juni 1971.
Ikrafttrædelse
§ 7. Nærværende cirkulære træder i kraft den 1. juli 1981.
Underskrift 1
Kirkeministeriet, den 14. maj 1981. Tove Lindbo Larsen K. Bagger Cirkulæreskrivelse om en tillidsmandsordning for præster. Man fremsender vedlagte cirkulære af d.d. om en tillidsmandsordning for præster. Cirkulæret træder i kraft den 1. juli 1981. I overensstemmelse med reglerne heri vælges der fra cirkulærets ikrafttræden en tillidsmand for præsterne i hvert provsti. Provsten deltager ikke i valget og kan ikke vælges som tillidsmand. Man vil herfra underrette biskopperne om valget. Det er tillidsmandens opgave at varetage sit hverv under ansvar over for Den danske Præsteforening. Tillidsmanden skal gøre sit bedste for at fremme og vedligeholde gode samarbejdsforhold mellem præsterne indbyrdes og mellem præsterne og menighedsrådene, provsten og biskoppen med henblik på samtidig at sikre den bedst mulige varetagelse af det præstelige arbejde i provstiet og gode arbejdsforhold for præsterne. Man skal henstille, at der fra alle sider udvises bestræbelser for, at tillidsmandsordningen bliver til gavn for folkekirken. Det følger af bestemmelsen i § 4, at ønske fra en tillidsmand om en forhandling med biskop, provst eller menighedsråd om en præsts forhold skal imødekommes. Det forudsættes, at der af biskoppen (provsten) tages selvstændigt initiativ til, at der efter forhandling med tillidsmanden fastlægges principper, hvorefter rådighedsordningen administreres. Tvivlsspørgsmål forelægges kirkeministeriet. Det medfølgende cirkulære om tillidsmandsregler for præster bedes bekendtgjort for stiftets provster, præster og menighedsråd. P.M.V. M. Topp \K. Bagger