Gelex

Cirkulærskrivelse om beregning af socialindkomsten for de ved kirker og kirkegårde ansatte tjenestemænd m.fl.

OphævetVersion 1981-11-24fra 1981-11-24 til 1991-07-04
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/12015@1981-11-24/da

Indhold
  1. Indledning

Ved lov af 18. februar 1981 er loven om socialindkomst ændret således, at beløb, der af en arbejdsgiver indbetales til en pensionsordning, som er oprettet som led i et ansættelsesforhold, og som er omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit 1, skal medregnes ved opgørelsen af socialindkomsten.

For personer, der er omfattet af en tjenestemandspensionsordning eller lignende ordning, medregnes ved opgørelsen af socialindkomsten en lønandel på 12% af den pensionsgivende løn.

Disse ændringer har virkning fra og med indkomståret 1981.

Der er samtidig foretaget ændringer af skattekontrolloven vedrørende afgivelse af oplysninger til brug for beregning af socialindkomsten. Disse ændringer medfører, at arbejdsgivere i begyndelsen af 1982 skal meddele oplysninger om de pensionsbidrag, der i løbet af året 1981 indbetales for de enkelte arbejdstagere. Oplysningerne skal indberettes på oplysningssedlerne for 1981.

Under henvisning hertil skal man bede følgende iagttaget:

1.Tjenestemænd i folkekirken.

Som bekendt opgøres og indbetales der ikke særligt pensionsbidrag vedrørende tjenestemænds pensionsordning.I overensstemmelse med det indledningsvis anførte skal der ved opgørelsen af socialindkomsten for tjenestemænd fremtidig medregnes en lønandel på 12% af den pensionsgivende løn, hvorved forstås skalalønnen med tillæg af almindeligt pensionsgivende kronetillæg, almindeligt pensionsgivende procenttillæg, taktreguleringstillæg og dyrtidstillæg. Den pensionsgivende lønning fremgår for hver enkelt skalatrin af de udsendte lønoversigter vedrørende tjenestemandslønninger, kolonne 2. Til de her anførte beløb skal lægges eventuelle personlige pensionsgivende tillæg, som tilkommer vedkommende tjenestemand.

I den pensionsgivende lønning medregnes ikke stedtillæg, ikke - pensionsgivende uregulerede tillæg, almindeligt ikke - pensionsgivende procenttillæg, generelle og særlige tillæg, funktionsvederlag m.v.

For ansatte med nedsat løn (kvoteløn) beregnes de af den tilsvarende nedsatte pensionsgivende lønning.

I tilfælde, hvor der i tjenestemandens løn foretages lønafkortning til imødegåelse af risiko for sygdomsfravær, skal de 12% beregnes af lønnen uden lønafkortning.

Den 12% store lønandel beregnes af den lønudbetalende myndighed, d.v.s. stiftsøvrigheden (stiftskassereren) for så vidt angår præster og provster samt kirkefunktionærer i København og på Frederiksberg og vedkommende menighedsråd for så vidt angår tjenestemandsansatte kirkefunktionærer iøvrigt.

Den beregnede lønandel skal indberettes på de sædvanlige oplysningssedler og altså 1.gang for 1981 på »Oplysningsseddel om løn, pension m.v. for 1981«. Beløbet skal i oplysningssedlen anføres i rubrik 47.

Uanset at indberetningen for så vidt angår tjenestemandsansatte kirkefunktionærer uden for København og Frederiksberg således skal foretages af menighedsrådene, anmoder man stiftsøvrighederne (stiftskassererne) om at ville yde bistand i forbindelse med beregning af den omhandlede lønandel af den pensionsgivende lønning.

Om særlige tilfælde skal anføres:

For tjenestemænd, der er afskediget med rådighedsløn (tjenestemandslovens § 32), skal medregnes en lønandel på 12% af den til enhver tid gældende pensionsgivende løn på det skalatrin, hvorpå de pågældende var indplaceret ved afskedigelsen med rådighedsløn.

For tjenestemænd med tjenestefrihed medregnes den pensionsgivende lønning i tjenestefrihedsperioden, såfremt tjenestefriheden er givet med hel eller delvis bevarelse af løn. Udbetales der derimod ikke løn i tjenestemandsstillingen under tjenestefriheden, skal der ikke for perioden medregnes nogen lønandel, uanset om tjenestefrihedsperioden medregnes helt eller delvis i pensionsalderen.

Udtrædelsesgodtgørelse fra anden pensionsordning, som indbetales til fællesfonden eller kirkekassen i forbindelse med en forhøjelse af tjenestemandens pensionsalder, skal ikke medregnes og opgives i rubrik 47 i oplysningssedlen.

2.Pensionsordninger med løbende udbetalinger.

I forbindelse med forskellige kollektive overenskomster er der oprettet pensionsordninger med løbende udbetalinger. Dette gælder overenskomsten mellem finansministeriet og Den danske Præsteforening om hjælpepræsters ansættelsesvilkår og overenskomsten mellem finansministeriet og Danmarks Jurist og Økonomforbund om bl.a. stiftsfuldmægtiges løn- og ansættelsesvikår.

I henhold til lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. skal de beløb, der af stiftsøvrigheden indbetales vedrørende de nævnte pensionsordninger, ikke medregnes i de ansattes skattepligtige indkomst. Forskudsskat skal beregnes på grundlag af de ansattes nettoløn, altså den overenskomstmæssige lønning fratrukket eget pensionsbidrag.

Ved opgørelsen af socialindkomsten skal pensionsbidragene medregnes. De samlede pensionsbidrag - altså såvel egetbidraget som arbejdsgiverbidraget - skal følgelig opføres i rubrik 47 i de almindelige oplysningssedler om løn, pension m.v.. første gang for 1981 i »Oplysningsseddel om løn, pension m.v.for 1981«.

3. Kapitalpensionsordninger.

I henhold til nogle overenskomster kan der mellem den ansatte og vedkommende myndighed indgås aftale om, at myndigheden i forbindelse med lønudbetaling tilbageholder et beløb i den ansattes løn som indbetaling til kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed. Bestemmelse herom er indeholdt i finansministeriets overenskomst med HK og tilsvarende bestemmelse forventes optaget i aftale om løn- og ansættelsesvilkår for stillinger som graver.

De efter aftalen indeholdte beløb skal ikke af arbejdsgiveren medregnes ved opgørelsen af arbejdstagerens skattepligtige indkomst og skal altså tillige fradrages, forinden forskudsskat beregnes.

Det tilbageholdte og til kapitalpension indbetalte lønbeløb skal i oplysningssedlerne anføres såvel i rubrik 37 som i rubrik 47, første gang for 1981 i »Oplysningsseddel om løn, pension m.v.for 1981«.

4. Andre pensionsordninger.

Ved kirkeministeriets cirkulære af 16.februar 1973 om understøttelse til afgåede kirkefunktionærer eller disses enker er det tilladt, at pensionsforsikringsordninger, der er etableret forinden 1. juli 1969, videreføres uændret. For så vidt angår kirke - og kirkegårdsfunktionærer, der aflønnes med tjenestemandslignende lønning, foretoges dog den ændring, at præmieindbetalingen for tiden efter 1. juli 1969 i sin helhed skulle overtages af menighedsrådet, medmindre kirke - eller kirkegårdsfunktionæren måtte foretrække at opretholde den hidtidige præmiefordeling.

For så vidt ordninger af denne art måtte være omfattet af reglerne i kapitel 1 i lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. forholdes der med hensyn til arbejdsgiverpensionsbidraget og eventuelt egetpensionsbidrag som anført under punkt 2 vedrørende pensionsordninger med løbende udbetalinger.

5. Bidrag til ATP.

Arbejdsgiverens og lønmodtagerens bidrag til ATP medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Arbejdsgiverbidraget til ATP medregnes derimod ved opgørelsen af socialindkomsten.

Bidrag til ATP skal i oplysningssedlerne som hidtil alene angives i rubrik 46, hvor det samlede arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag anføres.

Nærværende skrivelse bedes bekendtgjort for provstiudvalg og menighedsråd.

P.M.V.

E.B.

K. BAGGER

Til stiftsøvrighederne

Versioner

  1. 1981-11-24 · til 1991-07-04