Gelex

Cirkulæreskrivelse vedrørende fersk kød og kødprodukter - Argentina

OphævetVersion 1981-08-26fra 1981-08-26 til 2019-04-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/13135@1981-08-26/da

Indhold
  1. Indledning

Til samtlige til eksport af fersk kød og kødprodukter autoriserede virksomheder samt dyrlægerne ved disse.

ARGENTINA - fersk kød og kødprodukter.

Fra Den danske Ambassade i Argentina har man modtaget underretning om, at der ved resolution nr. 154 af 23. marts 1981 er fastsat følgende nye bestemmelser for import af kød og kødvarer til Argentina.

1. Virksomheder.

Eksporten kan principielt ikke påbegyndes før virksomhederne er inspicerede og godkendte af de argentinske veterinærmyndigheder.

Efter forhandling er der imidlertid opnået tilsagn om, at forudgående inspektion og godkendelse foreløbig frafaldes for alle U.S.A.-godkendte virksomheder, og veterinærdirektoratet har derfor tilstillet de argentinske myndigheder listen over alle eksportautoriserede kød- og kødvarevirksomheder. Det må påregnes, at de argentinske veterinærmyndigheder på et senere tidspunkt vil foretage inspektion af danske virksomheder, og udgiften hertil skal afholdes af importøren/eksportøren.

2. Importtilladelse.

Inden eksporten kan påbegyndes, skal importøren indsende ansøgning til de argentinske myndigheder om importtilladelse med angivelse af varens art, mængde, oprindelsesland og med angivelse af produktionsvirksomhedens navn og adresse samt autorisationsnummer. Ansøgningen skal for kødprodukter være vedlagt dels en på spansk udfærdiget produktionsbeskrivelse med angivelse af varens procentiske sammensætning, dels prøver af anvendte etiketter og emballage.

3. Certifikater.

Der skal anvendes oprindelses- og sundhedsattest, form. K.K. 1700-1973, med følgende tilføjelse på attestens bagside:

+++SPANSK TEKST+++

(det attesteres, at det i henhold til danske bestemmelser er forbudt at anvende hormoner til fedningsformål til heste, kvæg, svin, får, geder, høns og kaniner).

For fersk svinekød og kødprodukter indeholdende svinekød skal på attestens bagside yderligere anføres følgende:

+++SPANSK TEKST+++

(det attesteres, at kødet hidrører fra svin, som er undersøgt for trikiner med negativt resultat).

Tilføjelsen skal på sædvanlig måde være forsynet med dato, embedsstempel og dyrlægens underskrift.

Øvrige krævede attestationer vedrørende smitsomme eller parasitære sygdomme anses af de argentinske myndigheder for at være dækket af den generelle attestation på attestens forside.

Attesten skal indsendes til veterinærdirektoratet til bekræftelse af dyrlægens underskrift og den skal herudover legaliseres i Det argentinske Konsulat, St. Kongensgade 45, 1264 København K.

Cirkulæreskrivelse af 14. august 1980, K.K. 2280-1980, om samme emne tilbagekaldes herved.

P.V.V.

K. Hermansen.

Versioner

  1. 1981-08-26 · til 2019-04-30