Cirkulære om indstilling af deltagere til folkeskolens afsluttende prøver indenfor den prøveforberedende enkeltfagsundervisning m.v. for voksne. (Til alle amtsråd, enkeltfagskurser og Københavns og Frederiksberg kommune)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/16715@1981-03-30/da
Indhold
I henhold til § 8, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 273 af 19. maj 1978 om prøveforberedende enkeltfagsundervisning m.v. for voksne fastsættes følgende om kursets indstilling af deltagere til folkeskolens afsluttende prøver:
1. Det er en forudsætning for kursets indstilling til prøve, at deltageren har fulgt undervisningen i det pågældende fag regelmæssigt og på tilfredsstillende måde, således at læreren har grundlag for at indstille deltageren med en årskarakter.
2. Læreren registrerer hvert enkelt deltagers fravær fra undervisningen og giver kursets ledelse meddelelse herom.
3. Når en deltagers fravær har et omfang, så læreren må overveje deltagerens indstilling til prøve, orienterer kurset deltageren om konsekvenserne af fraværet, og deltageren henvises eventuelt til studievejledning.
4. Når en deltagers fravær efter lærerens vurdering når et omfang, så deltageren ikke kan indstilles til prøve, meddeles dette til kursets ledelse, som underretter deltageren.
5. Normalt udmeldes en deltager, som ikke indstilles til prøve fra kurset i det pågældende fag. Kurset orienterer deltageren om muligheden for at aflægge prøve som privatist, jfr. § 8 i bekendtgørelse nr. 88 af 8. marts 1977 om folkeskolens afsluttende prøver m.v.
6. Kursets ledelse kan i samråd med læreren beslutte, at en deltager, som ikke indstilles til prøve, fortsat kan følge undervisningen, forudsat holdets undervisningssituation ikke derved belastes socialt eller pædagogisk, og at undervisningen iøvrigt kan gennemføres på normal måde.
7. Hvis særlige grunde taler herfor, kan kursets ledelse i samråd med læreren beslutte, at en deltager indstilles til prøven uanset, at deltagerens fravær normalt ville udelukke indstilling til prøven.
Undervisningsministeriet, direktoratet for folkeoplysning,
seminarier m.v., den 30. marts 1981.
P.D.V.
John Engelhardt