Cirkulære om typekatalog for nye veje og stier i åbent land
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/17275@1981-05-18/da
Indhold
Hermed udsendes i medfør af § 6 i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 585 af 20. november 1975) typekatalog for nye veje og stier i åbent land, udarbejdet ved vejregeludvalgets foranstaltning.
Formålet med kataloget er at give en oversigt over gængse vej- og stityper og beskrive de kapacitetsmæssige, uheldsmæssige og økonomiske konsekvenser af valg mellem forskellige vej- og stityper.
Vejtypekataloget er ikke vejregler i traditionel forstand med entydige løsninger, men et planlægningsredskab, hvis anvendelse kræver, at brugeren nøje fastlægger de mål og forudsætninger, der skal lægges til grund for vej- og stitypevalget.
Kataloget kan også benyttes ved en vurdering af eksisterende vejes formåen, specielt hvad angår kapacitet og sikkerhed. Anvisningerne kan dog ikke benyttes som kassationskriterium, idet kassation af eksisterende strækninger ikke kan sidestilles med dimensionering af nye veje.
I forbindelse med udarbejdelse af kataloget er der foretaget beregninger af de besparelser, der er knyttet til anvendelsen af katalogets anvisninger. Disse beregninger er sket på grundlag af foreliggende hovedlandevejs- og landevejsprojekter, udarbejdet efter den hidtidige dimensioneringspraksis. Med dette udgangspunkt må det antages, at vejtypekatalogets anvisninger vil kunne medføre besparelser på ca. 200 mill. kr. årligt, fordelt på 70 mill. kr. til statsveje og 130 mill. kr. til landeveje og kommuneveje, svarende til en besparelse på ca. 14 pct. af den hidtidige, totale anlægsramme for veje i åbent land.
Det bør dog bemærkes, at en del af denne besparelse (skønsmæssigt mellem 25 og 50 pct.) allerede er opnået som følge af beslutningen om at indskrænke motorvejsprofilerne samt de udsendte anvisninger i »Sparemuligheder på vejområdet, Ministeriet for offentlige arbejder, 1976«.
Det foreliggende typekatalog er første version, og kataloget vil senere blive taget op til revision. På grund af den betydning, kataloget kan få for planlægningen af udgiftsbehovet for vejsektoren, anmoder man vejbestyrelserne om at opsamle erfaringerne ved anvendelse af kataloget og vurdere dets virkninger. Vejdirektoratet vil overveje, om en systematisk indsamling af erfaringerne vil være hensigtsmæssig.
Yderligere eksemplarer af typekataloget kan rekvireres i vejdirektoratet, Havnegade 23, postboks 2169, 1016 København K., tlf. (01) 11 33 38.
Underskrift 1
Ministeriet for offentlige arbejder, den 18. maj 1981 J. Risgaard Knudsen /Leif Larsen