Cirkulæreskrivelse om genbrug af asfalterede vejmaterialer
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/17280@1981-05-27/da
Indhold
Med henblik på at medvirke til, at genbrug af asfaltmaterialer får rimelige udviklingsvilkår i Danmark blev der i december 1980 opnået enighed mellem Vejdirektoratet og Asfaltindustrien om at etablere et bredt samarbejde herom.
Det besluttedes at nedsætte et »Udvalg vedrørende genbrug af asfaltmaterialer« med repræsentation af alle med en direkte interesse i spørgsmålet, og fra Vejdirektoratet udsendtes opfordringer til Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Asfaltindustrien om at udpege medlemmer til genbrugsudvalget.
Ultimo februar 1981 afholdtes det første møde i udvalget, hvis kommissorium og sammensætning fremgår af vedlagte bilag.
Som det fremgår af kommissoriet var udvalgets umiddelbare opgave at udarbejde foreløbige arbejdsbeskrivelser og leveringsbetingelser for genbrugsasfalt, og herudover skulle udviklingen på området følges, således at udvalget blev i stand til at rådgive med henblik på teknisk/økonomisk optimal gennemførelse af fremtidige genbrugsarbejder.
I overensstemmelse hermed har udvalget udarbejdet vedlagte »Anbefalinger vedr. genbrug af asfaltmaterialer i Danmark« som hermed ved Vejdirektoratets foranstaltning fremsendes til Deres orientering, idet man samtidig herfra skal henlede opmærksomheden på de muligheder der ligger i genbrug af asfaltmaterialer, både hvad angår miljømæssige fordele og økonomiske og ressourcemæssige besparelser.
Man skal gøre opmærksom på, at der fra genbrugsudvalget også foreligger følgende arbejdsbeskrivelser
- Udbuds- og anlægsforskrifter for genbrugsasfalt (AAB), (Foreløbig udgave af 14. april 1981)
- Almindelig arbejdsbeskrivelse (AAB) for kold affræsning af asfaltbelægninger, (Foreløbig udgave af 14. april 1981)
der kan rekvireres ved henvendelse til Vejdirektoratets drifts- og vedligeholdelsesafdeling.
Per Milner
vejdirektør
UDVALGET VEDR. GENBRUG AF ASFALTMATERIALER
Den 27. maj 1981.
Kommissorium:
»Udvalget skal, - med henblik på de konkrete genbrugsprojekter, der bringes til udførelse allerede i sæsonen 1981, - på grundlag af foreliggende viden om genbrug af asfaltmaterialer inden for vejbygningsområdet fremkomme med forslag til midlertidige arbejdsbeskrivelser og leveringsbetingelser for genbrugsbelægninger.
Udvalget skal endvidere indsamle og bearbejde erfaringer fra de danske genbrugsprojekter samt følge udviklingen inden for området, således at udvalget vil kunne rådgive vejbestyrelserne med henblik på en optimal gennemførelse af danske genbrugsprojekter i såvel teknisk som økonomisk henseende«.
Udvalgsmedlemmer:
Afdelingsingeniør Carl Steen Berggreen, formand Vejdirektoratet
Direktør Jørgen la Cour, sekretær Asfaltindustriens Oplysningskontor for Vejbygning, AOV
Underdirektør T. Bech-Hansen Superfos Dammann-Luxol A/S
Laboratoriechef Hans Gormsen Tjærekompagniet A/S
Akademiingeniør B. Hall-Andersen Vejdirektoratet, Statens Vejlaboratorium
Overingeniør Finn Hemmingsen Københavns Amts Tekniske Forvaltning, Amtsrådsforeningen
Direktør Torben Kjærgaard as Jens Villadsens Fabriker
Laboratorieleder I. Leszczynski Wirtgen Aps
Underdirektør Vagn Nielsen Colas Vejmateriale A/S
Afdelingsingeniør Knud Pedersen Tårnby Kommunes Tekniske Forvaltning Kommunernes Landsforening
Civilingeniør Mogens Rasmussen Vejdirektoratet
Afdelingsingeniør Arne Skjoldby Vejdirektoratet, Statens Vejlaboratorium
ANBEFALINGER VEDRØRENDE GENBRUG AF ASFALTMATERIALER I DANMARK
I dag er udlægning af ny asfalt - som slidlag eller som bærelag - som regel den billigste og enkleste metode til vedligeholdelse af asfaltbelægninger, såfremt den eksisterende belægning er egnet som underlag. Er dette ikke tilfældet, vil det kunne komme på tale at fjerne en del af den eksisterende belægning.
I de tilfælde, hvor der er store følgearbejder forbundet med udlægning af spor, cykelstier, fortove m.m., vil det ofte være økonomisk fordelagtigt i stedet at fjerne et passende lag af belægningen, inden nyt lag udlægges.
Hvor man tidligere har betragtet brugte, afrevne asfaltmaterialer som værdiløse, vil det nu ofte vise sig at være økonomisk fordelagtigt at genanvende de indvundne asfaltmaterialer fremfor at skulle foretage deponering af disse på egnede steder.
Genbrug af asfaltmaterialer kan allerede nu i sådanne tilfælde medføre såvel miljømæssige fordele som økonomiske og ressourcemæssige besparelser både for den enkelte vejbestyrelse og for landet som helhed.
I de kommende år må genbrug antages at blive stadig mere attraktivt ud fra økonomiske overvejelser som følge af de stigende priser på bitumen og øvrige råmaterialer.
I mange lande har man i de seneste år udført forsøg med genbrug af asfaltmaterialer, og det er vigtigt, at man også her i landet skaffer sig erfaring og får indarbejdet den rigtige teknik, inden det generelt bliver fordelagtigt at benytte genbrug.
Der findes i dag metoder, der er tilstrækkeligt afprøvede til at kunne anvendes i almindelighed. De metoder der i første række påkalder sig opmærksomhed, er følgende:
Varmt genbrug på fabrik,
hvorved forstås, at en passende mængde af indvundet asfaltmateriale som et råmateriale iblandes ved produktion på asfaltværk og derved erstatter en del af de nødvendige råmaterialer.
Varmt genbrug på vej,
hvorved forstås, at den eksisterende vejbelægning efter opvarmning og oprivning på stedet tilsættes og blandes med en passende mængde af nye materialer, der i sammensætning er afstemt efter de aktuelle forhold, hvorefter blandingen fordeles, udlægges og komprimeres på sædvanlig måde.
En af forudsætningerne for opnåelse af den størst mulige fordel ved genbrug er tilstrækkelige muligheder for at anvende indvundne asfaltmaterialer.
Med henblik på at fremme asfaltgenbrug i Danmark skal udvalget derfor anbefale, at genbrug af asfaltmaterialer generelt tillades i videst muligt omfang, under hensyntagen til følgende retningslinjer:
1. at genbrugsasfalt skal opfylde Vejregelforslag 7.1.441, januar 1980: »udbuds- og anlægsforskrifter for asfaltbeton, grusasfaltbeton og pulverasfalt« med de for genbrugsasfalt nødvendige ændringer og tilføjelser, som ligeledes er udarbejdet af Udvalget,
2. at indvundne asfaltmaterialer som hovedregel erhverves af entreprenøren og kan anvendes efter dennes afgørelse i overensstemmelse med denne anbefaling,
3. at varmtblandet genbrugsasfalt til bærelag fremstillet på fabrik regnes ligeværdigt med tilsvarende ny asfalt, og at indvundne asfaltmaterialer derfor frit kan genanvendes i bærelag,
4. at indvundne, veldefinerede, ensartede slidlagsmaterialer indtil videre frit kan genanvendes i slidlag fremstillet på fabrik, såfremt genbrugsprocenten ikke overstiger 30. Højere genbrugsprocent kan anvendes efter forudgående overvejelser af teknisk og økonomisk karakter,
5. at varmtblandet genbrugsasfalt fremstillet på arbejdspladsen endnu ikke med sikkerhed kan regnes ligeværdig med ny asfalt, hvorfor denne metode foreløbig kun bør anvendes efter overvejelser af teknisk og økonomisk karakter, herunder om underlaget er velegnet for anvendelse af metoden.
Godkendt af »Udvalget vedr. genbrug af asfaltmaterialer« på Udvalgets møde den 27. marts 1981.
På Udvalgets vegne
C.S. Berggreen