Gelex

Cirkulæreskrivelse om nye regler for teknisk rådgivning og bistand ved planlægningsarbejder

OphævetVersion 1981-11-16fra 1981-11-16 til 1990-03-26
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/4005@1981-11-16/da

Indhold
  1. Indledning

1. Repræsentanter for staten, Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner, Amtsrådsforeningen i Danmark, Boligselskabernes Landsforening, Praktiserende Arkitekters Råd/Danske Arkitekters Landsforbund, Dansk Ingeniørforening og Ingeniør-Sammenslutningen har udarbejdet

Specialnorm for planlægning.

Specialnormen er et led i et samlet normkompleks, som iøvrigt består af »Almindelige bestemmelser for teknisk rådgivning og bistand 1975« (ABR 75) og specialnormerne for byggearbejder og anlægsarbejder.

2. Det bestemmes herved, at specialnormen for planlægning - og dermed ABR 75 - skal anvendes af statsstyrelser, der bestiller teknisk rådgivning af den art, der omhandles i specialnormen. Reglerne skal lægges til grund ved rådgivningsaftaler, der indgås efter 30.11.1981.

Statsstyrelserne skal desuden betinge sig, at specialnormen finder anvendelse, når der ydes statsstøtte til projekter, der omfatter planlægningsopgaver som nævnt i normen.

Da der er tale om en nydannelse, tages planlægningsnormen foreløbig i brug i en prøveperiode, i hvilken en revisionskomite og Monopoltilsynet vil følge anvendelsen af reglerne og det resulterende honorarniveau. Der vil blive udsendt meddelelse om prøveperiodens udløb.

3. For at lette klienternes (bygherrernes) anvendelse af de nye regler er der udarbejdet en vejledning om brugen af specialnormen og en standardaftaleformular med tilhørende vejledning. Aftaleformularen forudsættes benyttet.

Specialnormen, vejledningen og aftaleformularen (med vejledning) optrykt som een publikation, vedlægges.

4. Planlægningsnormen tager sigte på opgaver, der kan betegnes som overordnede i forhold til bygge- og anlægsopgaver. Opgaverne spænder fra sammenfattende planlægning (f.eks. kommune- og lokalplanlægning) over sektorplanlægning (f.eks. vedrørende arealanvendelse, vandforsyning, trafik og lignende) til anden planlægning (f.eks. funktions- og produktionsplanlægning m.v.). I normen er det karakteristiske ved disse opgaver nærmere beskrevet.

5. For anvendelsen af planlægningsnormen gælder følgende nærmere regler:

Som det fremgår af byggestyrelsens cirkulæreskrivelse af 1. september 1979 om de nye regler for teknisk rådgivning og bistand ved statslige og statsstøttede byggearbejder bør honorarformen honorar efter regning kun anvendes, når der er en særlig begrundelse derfor. Indenfor planlægningsnormens område vil en sådan begrundelse normalt foreligge, jfr. normens punkt 3.1, hvorefter honorar efter regning vil være den almindelige honoreringsmetode. Klienten (bygherren) bør imidlertid være opmærksom på mulighederne for at anvende de øvrige honorarformer, der er nævnt i normen.

Et alternativ til honorar efter regning vil kunne være et fast honorar, jfr. pkt. 3.2.1. Fast honorar bør ikke aftales, hvor det på grund af usikkerhed om opgavens omfang kan føre til for højt vederlag.

Et andet alternativ er fast økonomisk ramme, jfr. pkt. 3.2.2. Denne regel er udformet med særlig henblik på opgaver, hvor der er fastsat et bestemt beløb til honoreringen, men hvor omfanget og indholdet (f.eks. en udredning) først bliver klart, efterhånden som løsningen af opgaven skrider frem.

Når honorar efter regning anvendes, skal rådgiveren for hver delopgave opstille et budget for bistanden. Budgettet overholdes som nærmere angivet i normens punkt 3.2.1.

Ved regningsaftaler skal klienten (bygherren) benytte adgangen i speicalnormens punkt 3.2.1 til at kræve indsigt med aflønningen af de medarbejdere, der sættes på opgaven. Det må påses, at aflønningen er tilpasset de kvalifikationer, der er nødvendige til opgavens løsning. I vurderingen heraf bør indgå den aflønning, som statens overenskomster ville føre til, jfr. bemærkningerne herom til punkt 3.2.1.

6. Opmærksomheden henledes iøvrigt på, at det må undgås, at en planlægningsopgave glider over i en projekteringsopgave og hermed eventuelt blive honoreret med et højere dækningsbidrag end efter de øvrige specialnormer. Ydelser efter bygge- og anlægsnormerne kan ikke medtages i aftalen om udførelse af planlægningsopgaver, jfr. aftaleformularens punkt 3.2.

7. Vedrører en planlægningsopgave et statsligt byggearbejde, skal aftaler efter planlægningsnormen indtil videre forelægges for byggestyrelsen til godkendelse. Dette gælder uanset bestemmelsen i boligministeriets cirkulære nr. 124 af 24. juni 1974 om kontrol- og regnskabsmæssige bestemmelser vedrørende statslige byggearbejder m.v. punkt 5, ad d).

Der kan i tidligere indgåede aftaler om planlægningsopgaver findes bestemmelser om, at aftalen skal genforhandles, når nye honorarregler m.v. træder i kraft. Resultatet af sådanne genforhandlinger skal indtil videre forelægges byggestyrelsen til godkendelse, hvis aftalen vedrører et statsligt byggearbejde.

8. De statslige bygherrer kan iøvrigt rette henvendelse til byggestyrelsens 2. kontor, til styrelsens konsulent, arkitekt MAA Aage Hamrum, Skanderborgvej 201, 8260 Viby J, (06) 14 10 00, eller til planstyrelsen om brugen af planlægningsnormen.

ABR og specialnormerne, eksempelsamlingen, vejledningen og aftaleformularen (med vejledning) er udsendt af rådgiverorganisationerne, hos hvilke yderligere eksemplarer kan rekvireres.

Marius Kjeldsen

/Jørgen Skov

Bilag: specialnorm for planlægning (planlægningsnormen). (Udelades her)

Versioner

  1. 1981-11-16 · til 1990-03-26