Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/9014@1981-05-06/da

Indhold

1. Indledning
2. 1. § 17, stk.
   2. § 22, stk.

Mærkningsbestemmelser for fisk og fiskevarer har hidtil været givet i produktspecifikke bekendtgørelser. Ved fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 67 af 20. februar 1981 om mærkning af fisk og fiskevarer er de samlet i een bekendtgørelse.

Man har herved tilsigtet dels at opnå en bedre overskuelighed af disse bestemmelser, dels at koordinere dem bedst muligt. Endvidere har man ved den nye bekendtgørelse gennemført EF's direktiv om mærkning af levnedsmidler, for så vidt angår fiskeområdet. Ud over de ændringer, der har været nødvendige af disse grunde, er de hidtil gældende bestemmelser opretholdt, jfr. de afsluttende bemærkninger på side 13.

EF's mærkningsdirektiv

Rådets direktiv nr. 79/112/EØF om mærkning af og præsentationsformer for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler er udstedt 18. december 1979. Direktivet omhandler de forbrugerorienterende mærkningsbestemmelser, der - med tiden - bliver obligatoriske i alle EF's medlemsstater. Direktivet indeholder dog bemyndigelser til på en række områder nationalt at opretholde eller gennemføre afvigelser fra eller tilføjelser til disse bestemmelser.

I direktivet pålægges det medlemsstaterne:

1. senest 2 år efter direktivets meddelelse (d.v.s. fra 1. januar 1981) at tillade handel med varer, som er i overensstemmelse med de deri fastsatte bestemmelser, og

2. 4 år efter direktivets meddelelse (d.v.s. fra 1. januar 1983) at forbyde handel med varer, som ikke er i overensstemmelse med de deri fastsatte bestemmelser.

Der er dog mulighed for visse afvigelser fra disse frister.

I danmark er direktivets bestemmelser blevet gennemført af fiskeriministeriet (fisk), landbrugsministerier (kød, mejeriprodukter, margarine m.m.) og miljøministeriet (andre levnedsmidler samt generelle bestemmelser for tilsætningsstoffer). Der er den 20. februar 1981 udstedt i alt 11 bekendtgørelser om mærkning af levnedsmidler (yderligere een kan forventes fra miljøministeriet). Kun fiskeriministeriets ovennævnte bekendtgørelse og miljøministeriets bekendtgørelse nr. 65 af 20. februar 1981 om tilsætningsstoffer til levnedsmidler er af betydning for fiskesektoren. Sidstnævnte bekendtgørelse vil senere blive fremsendt til fiskerikontrollen.

Mærkningsbekendtgørelsens område

EF's mærkningsdirektiv stiller kun krav til detailemballage og for Danmarks vedkommende kun til varer bestemt for salg i Danmark.

Fiskeriministeriets mærkningsbekendtgørelse omfatter imidlertid både detailemballage (kapitel II) og engrosemballage (kapitel III) og både fisk og fiskevarer bestemt for salg i Danmark og for udførsel.

»Fisk« og »fiskevarer« er i bekendtgørelsen defineret på samme måde som i loven om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer. For at undgå overlapning af de mærkningsbestemmelser, der gælder for andre varer, har man dog i bekendtgørelsens § 1, stk. 3, sidste punktum, undtaget produkter, hvori fisk indgår som en ikke-dominerende bestanddel.

Ikrafttræden

Bekendtgørelsen er (ligesom mærkningsbekendtgørelserne fra landbrugs- og miljøministerierne) trådt i kraft 1. marts 1981 (§ 28, stk. 1), og samtidig er alle hidtil gældende mærkningsbestemmelser ophævet (§ 29). Der er imidlertid en række overgangsbestemmelser:

1. De nye mærkningsbestemmelser bliver først obligatoriske fra 1. januar 1983. D.v.s., at varer, der forhandles (herunder detailforhandles) efter denne dato, skal være mærket efter de nye regler. Indtil da kan der frit vælges mellem de hidtil gældende bestemmelser og de nye (§ 28, stk. 2.). Det er dog ikke tilladt at kombinere enkelte af de gældende bestemmelser med enkelte af de nye.

2. Varer med holdbarhed over 18 måneder, som er mærket efter de hidtil gældende bestemmelser, kan dog detailforhandles indtil 1. januar 1985 (§ 28, stk. 2). Med hensyn til engrosforhandling er fristen for disse varer 1. januar 1983 (jfr. punkt 1).

3. For varer med holdbarhed over 12 måneder gælder kravet om mærknin

g af detailemballagen med en dato for mindste holdbarhed først fra 1. januar 1985 (§ 13, stk. 6), medens de øvrige nye bemærkningsbestemmelser for disse varer bliver obligatoriske fra 1. januar 1983 (jfr. punkt 1).

Disse overgangsbestemmelser er ens i alle de danske mærkningsbekendtgørelser. De særlige frister for de langtidsholdbare varer skyldes den ofte meget lange omsætningstid for disse varer.

Detailemballage

I § 2, stk. 1, er nævnt de 9 mærkningsangivelser, der generelt kræves på detailemballage, og som omtales nærmere i de efterfølgende paragraffer. Angivelse nr. 1 - 7 svarer til kravene i EF's mærkningsdirektiv, nr. 8 og 9 er supplerende krav, som stilles af kontrolmæssige grunde. Kun nr. 2 og 4 er helt nye angivelser for fiskevarer.

Varer bestemt til udførsel omfattes af § 2, stk. 2.

I § 3, stk. 1, gengives de krav, der i EF's mærkningsdirektiv stilles til sprog og tydelighed. Bestemmelsen i sidste punktum om »samme synsfelt« kan give anledning til fortolkningsvanskeligheder. Udtrykket er ikke nærmere forklaret i direktivet. Meningen må være, at man ikke skal vende og dreje emballagen for at finde varebetegnelsen, nettovægt og mindste holdbarhed; disse angivelser skal kunne ses samtidigt.

Sprogkravet i § 3, stk. 2, til varer bestemt for det danske marked er en stærk begrænsning af det hidtidige sprogkrav (dansk, norsk, svensk eller et af hovedsprogene) for fiskevarer. Det har imidlertid været afgørende at få sprogkravet formuleret på nøjagtig samme måde i alle danske mærkningsbekendtgørelser.

Det skærpede sprogkrav vil formentlig især få betydning for visse importerede fiskehelkonservesspecialiteter. Da sådanne varer har en holdbarhed på over 18 måneder, bliver sprogkravet først obligatorisk ved detailforhandling fra 1. januar 1985, jfr. § 28, stk. 2. I særlige tilfælde vil der eventuelt kunne meddeles en begrænset dispensation under forudsætning af, at den generelle bestemmelse i § 3, stk. 1, er tilfredsstillende opfyldt.

Bekendtgørelsen udelukker ikke anvendelse af andre mærkningsangivelser end de foreskrevne. I § 4 er det imidlertid præciseret, at sådanne andre angivelser ikke må være vildledende, jfr. kvalitetslovens § 5.

Varebetegnelse

Bekendtgørelsens § 5 ændrer ikke gældende regler. Eksemplerne i § 5, stk. 2, er taget fra EF's mærkningsdirektiv, og de er ikke udtømmende. Fiskehalvkonserves skal således fortsat mærkes »halvkonserves«.

Et fabrikations- eller varemærke og et fantasinavn må ikke anvendes i stedet for (men godt i forbindelse med) varebetegnelsen. Fantasinavnet »sølaks« kan dog stadig anvendes efter de hidtil gældende regler (§ 5, stk. 4).

Ingrediensliste

Angivelse af en ingrediensliste er et af de to nye mærkningskrav for fiskevarer i EF's mærkningsdirektiv. Dette krav er i princippet ret enkelt, idet man under overskriften »ingredienser« skal angive samtlige ingredienser i varen efter aftagende vægt. Der er imidlertid i §§ 6-9 i nøje overensstemmelse med direktivet givet en række detailbestemmelser, som nok vil medføre fortolkningsvanskeligheder. Af de særlige bestemmelser skal følgende fremhæves:

Tilsætningsstoffer (§ 6, stk. 3) skal deklareres i overensstemmelse med de i medfør af levnedsmiddelloven til enhver tid fastsatte bestemmelser, det vil for tiden sige miljøministeriets bekendtgørelse af 20. februar 1981 om tilsætningsstoffer til levnedsmidler, jfr. ovenfor.

Tilsat vand skal ikke deklareres, hvis mængden ikke overstiger 5% af færdigvaren (§ 6, stk. 5, sidste punktum). Det skal heller ikke deklareres, hvis det benyttes til at rekonstituere en koncentreret eller tørret ingrediens (§ 6, stk. 6; se også § 7, nr. 1). Denne bestemmelse har f.eks. betydning ved anvendelse af tørmælk til fremstilling af fiskefars og ved anvendelse af koncentreret tomatpulp ved fremstilling af tomatsauce til fiskevarer. Endvidere skal vand ikke deklareres, når det indgår i en lage, der normalt ikke fortæres. I dette tilfælde skal den drænede vægt imidlertid angives (§ 10, stk. 3 - omtales nedenfor).

En sammensat ingrediens kan i ingredienslisten anføres med den sædvanlige betegnelse, f.eks. tomatsauce, efterfulgt af en opregning af de ingredienser, den består af (§ 8, stk. 2, 1. punktum). Denne opregning er dog ikke nødvendig, hvis den sammensatte ingrediens udgør mindre end 25% af varen (§ 8, stk. 2, 2. punktum). Bestemmelsen har f.eks. betydning for sardin (og andre fisk) i tomat, såfremt fisken udgør mere end 75% og tomatsaucen mindre end 25% af færdigvaren. Er dette ikke tilfældet, skal ingredienserne i tomatsaucen angives.

Henvisningen sidst i § 8, stk. 2, til »et levnedsmiddel, for hvilket der ikke kræves ingrediensliste«, har endnu ingen betydning. EF-bestemmelser for nogle varer - men ikke fiskevarer - indeholder detaljerede krav til sammensætningen af disse varer, og i sådanne tilfælde kan en ingrediensliste være overflødig.

Som nævnt skal ingredienslisten generelt angive varens bestanddele efter faldende vægt, men der kræves ikke vægtangivelse for de enkelte bestanddele. En undtagelse er nævnt i § 9, stk. 1; fremhæves en bestemt ingrediens, skal - efter omstændighederne - det mindste eller største indhold af denne ingrediens angives. Man kunne f.eks. tænke sig en færdigtilberedt fiskeret bestående af fiskefileter garneret med rejer. Hvis rejerne f.eks. ved en illustration fremhæves som værende af væsentlig betydning for varens særpræg, skal mindsteindholdet af rejer angives i procent.

I § 9, stk. 2, er nævnt et par undtagelser fra bestemmelsen i § 9, stk. 1. Såvel undtagelserne som den generelle bestemmelse vil nok give anledning til fortolkningsvanskeligheder. F.eks. må man gå ud fra, at betegnelsen »torsk i persillecauce« og »makrel i sennepssauce« kan anvendes uden deklarering af et mindsteindhold af henholdsvis persille og sennep (hvorimod naturligvis persille og sennep skal angives som ingrediens i den pågældende sauce, såfremt denne udgør 25% eller mere af færdigvaren, jfr. ovenfor). Derimod er det nok muligt, at »brislingsardiner i tomatsauce og sherry« bør mærkes med en angivelse af den mængde sherry, der mindst er tilsat produktet.

Nettoindhold

Der er sket en ændring i reglerne for angivelse af nettoindhold (nettovægt).

Man har hidtil (se fiskekonservesbekendtgørelsens § 32, stk. 1, nr. 2) defineret nettovægt som vægten af de faste bestanddele i detailemballagen samt påfyldt olie, tomatpuree og lignende (men ikke suppe, lage, gelee og lignende). Denne definition er forladt, idet man nu - i overensstemmelse med EF's mærkningsdirektiv samt almindelig sprogbrug og praksis - ved nettovægt forstår det samlede indhold i emballagen (§ 10, stk. 2, 1. punktum).

Altså: Netto = Brutto - Tara.

Det er nettovægten forstået på denne måde, der efter de nye bestemmelser altid skal angives.

I § 10, stk. 2, 2. punktum, bestemmes i overensstemmelse med hidtidig dansk og international praksis, at et eventuelt glaseringslag på dybfrosne varer ikke medregnes til nettovægten; glasering betragtes som emballage, idet den som anden emballage har til formål at beskytte varen. Det fremgår imidlertid af den generelle definition af nettovægt, at et eventuelt optøningsdryp fra dybfrosne varer skal medregnes. Eller sagt på en anden måde: Nettovægten af en dybfrossen vare er varens vægt i frossen stand uden glasering og anden emballage. Bestemmelsen medfører kontrolmæssige problemer med at skelne mellem smeltevand fra glasering og optøningsdryp, men man har ikke ment, at disse problemer kunne begrunde en tilsidesættelse af en i og for sig ganske logisk og som nævnt almindelig anerkendt praksis.

Ifølge § 10, stk. 3, skal fiskevarer i vand, lage, marinade m.m. mærkes med både nettovægt og drænet vægt. Sådanne varer har hidtil kun skullet mærkes med drænet vægt (kaldt nettovægt, jfr. ovenfor). I § 10, stk. 4, fastslås, at den hidtidige praksis for varer pakket i olie og sauce m.m. opretholdes.

EF's mærkningsdirektiv foreskriver kun mærkning med nettovægt (og i visse tilfælde drænet vægt), men siger intet om, hvorledes nettovægt og drænet vægt bestemmes. I fiskeriministeriets bekendtgørelse (§ 11, stk. 1) har man foreskrevet anvendelse af gennemsnitsnettovægtprincippet. Landbrugs- og miljøministerierne har ladet dette spørgsmål stå åbent.

Når fiskeriministeriet har valgt gennemsnitsnettovægtprincippet, skyldes det, at man herved opretholder en praksis (jfr. fiskekonservesbekendtgørelsens § 32, stk. 1, nr. 2), som har virket tilfredsstillende i en årrække, og som internationalt har vundet stadig større indpas. Men hertil kommer, at man derved kan anvende kontrolbestemmelser og -metoder svarende til dem, der er fastlagt i industriministeriets bekendtgørelse nr. 445 af 15. oktober 1980 om EØF-mærkning (e-mærkning) af færdigpakkede varer. Det vil utvivlsomt være en fordel, at nettovægtkontrollen kan gennemføres efter ensartede principper, uanset om virksomhederne ønsker at benytte e-mærket eller ej.

Gennemsnitsnettovægtprincippet går ud på, at den angivne nettovægt ikke må være større end den gennemsnitlige nettovægt for det pågældende vareparti, idet der tillige gælder særlige regler for den enkelte paknings negative afvigelse fra den angivne nettovægt.

Hidtil har man for fiskevarer haft en fast negativ tolerance på 5%. De nye regler har varierende tolerancer, som det fremgår af tabellen i § 11, stk. 1, der er gengivet fra industriministeriets e-mærkningsbekendtgørelse. For nettovægte i intervallet 100 - 200 g er tolerancen således 4,5%. Dette sammenholdt med de anvendte kontrolmetoder betyder, at der for dette interval, der omfatter en overvejende del af fiskekonservesprodukterne og en væsentlig del af de dybfrosne fiskevarer, ikke er sket nogen væsentlig ændring af hidtidig praksis. Det må imidlertid forudses, at de nye toleranceregler kan medføre vanskeligheder for større enheder. I så fald vil der eventuelt kunne blive tale om dispensation for visse vare- eller emballagetyper.

Det bemærkes, at man ikke har fundet det hensigtsmæssigt i mærkningsbekendtgørelsen at gengive de ret detaljerede statistiske metoder for kontrol af nettovægt, der gælder efter e-mærkningsbekendtgørelsen. Der vil senere blive udsendt cirkulære herom fra Fiskeriministeriets Industritilsyn.

Ifølge EF's mærkningsdirektiv skal der fastlægges metoder til kontrol af drænet vægt. Indtil dette er sket, vil Fiskeriministeriets Industritilsyn benytte den hidtil benyttede praksis ved dræning samt tilsvarende statistiske kontrolmetoder som ved kontrol af nettovægt.

Dato for mindste holdbarhed

Angivelse af dato for mindste holdbarhed er det andet af de nye mærkningskrav for fiskevarer i EF's mærkningsdirektiv.

Fiskeriministeriet har i modsætning til landbrugs- og miljøministerierne benyttet en særlig hjemmel i direktivet til at forlange angivelse af sidste forbrugsdag i stedet for dato for mindste holdbarhed på ferske fisk og fiskevarer samt letkonserverede fisk og fiskevarer (§ 13, stk. 1). Dette er sket for at få bedst mulig overensstemmelse med de hidtil gældende bestemmelser, hvorefter de nævnte varer skal mærkes med en sidste salgsdag. Efter de nye regler er der for ingen varer krav om angivelse af sidste salgsdag.

Bestemmelsen i § 13, stk. 3, har betydning i tilfælde, hvor detailemballagen mærkes med åben dato for varens fremstilling eller pakning (jfr. § 19).

Det er producenten eller forhandleren, der fastsætter datoen for mindste holdbarhed eller den sidste forbrugsdag for en bestemt vare. Bestemmelsen i kvalitetslovens § 3, stk. 1, (samt straffebestemmelsen for overtrædelse af denne bestemmelse, jfr. § 28, stk. 3) gælder dog, uanset hvilken dato der er påført varen. Angivelse af en misvisende dato medfører tillige strafansvar i medfør af bekendtgørelsens § 27.

Opbevaringsforskrifter

Man har fundet det hensigtsmæssigt at opretholde gældende bestemmelser om angivelse af en højeste opbevaringstemperatur på detailemballage til ferske og letkonserverede fisk og fiskevarer (§ 14, stk. 2) samt fiskehalvkonserves (§ 14, stk. 3).

Bestemmelsen i § 14, stk. 4, om eksportvarer betyder, at man ved udførsel til et land, hvor der ikke er fastsat noget krav om mærkning med opbevaringstemperatur, skal følge bestemmelserne i § 14, stk. 2 og 3. Er der derimod i det pågældende land fastsat sådanne bestemmelser, skal disse overholdes, jfr. § 2, stk. 2.

Firmanavn

Bestemmelsen i § 16 opretholder i alt væsentligt hidtidige regler og praksis. På al detailemballage skal angives navn og adresse for et firma, der har ansvaret for varen. Det kan være producenten eller pakkeren af varen, men også en forhandler. For varer, der skal forhandles i Danmark, skal forhandleren være etableret inden for EF-området.

Det er i § 16, stk. 2, præciseret, at formålet med adressen er, at det pågældende firma kan lokaliseres entydigt. Det er derfor ikke nødvendigt at angive fuldstændig postadresse, når blot man kan finde frem til firmaet med midler, der normalt er tilgængelige (telefonbog m.m.). For danske varer er angivelse af autorisationsnummer ikke tilstrækkeligt. Ganske vist er det muligt for de kontrollerende myndigheder ved hjælp af autorisationsnummeret at identificerede producenten eller pakkeren, men autorisationsnumrene er ikke almindeligt tilgængelige.

Oprindelsessted

Oprindelsessted skal kun angives, hvis det er nødvendigt for ikke at vildlede forbrugeren (§ 17, stk. 1).

Efter de hidtil gældende bestemmelser skal importerede varer forsynes med angivelse af oprindelsesland. Det vil formentlig stadig være almindeligt at gøre dette, men det er altså ikke ubetinget nødvendigt.

Dertil kommer, at angivelse af oprindelsesland ikke altid er tilstrækkeligt til at give forbrugerne den nødvendige information. Det er således væsentligere at oplyse, om en laks fra Nordamerika stammer fra Atlanterhavet eller fra Stillehavet, end om den kommer fra Canada eller USA.

§ 17, stk.

Stk. 1. 2, sigter netop på det forhold, at mange forskellige fiskearter forhandles under samme betegnelse, fordi man ikke har danske navne på alle udenlandske arter. Et eksempel er rejer. 4 forskellige biologiske familier benyttes verden over til fremstilling af rejekonserves eller dybfrosne rejer. Hver familie omfatter flere slægter, og hver slægt flere arter, der kan være meget forskellige, både i størrelse og med hensyn til smag og andre egenskaber. I Danmark har man hidtil kun anvendt een art, dybvandsrejen. Det vil derfor være rimeligt, at frosne dybvandsrejer kan forhandles som »dybfrosne rejer«, uden at det nødvendigvis angives, om de hidrører fra f.eks. Grønland eller Island. Derimod afviger rejer fra det indiske ocean, den mexikanske golf eller Sydamerikas vestkyst så stærkt fra dybvandsrejen, at forbrugeren vil blive vildledt, hvis det ikke af mærkningen fremgår, at der er tale om andre rejer end de sædvanlige. Autorisationsnummer I EF's mærkningsdirektiv kræves ikke, at produktions- eller pakkevirksomheden angives (jfr. § 16, stk. 1), men det tillades, at nationale bestemmelser herom opretholdes for den nationale produktion. Denne mulighed har man udnyttet ved i § 18 at kræve angivelse af autorisationsnummer. Krav herom findes i kvalitetslovens § 14, stk. 4, og kravet kan ikke fraviges uden lovændring. Angivelse af autorisationsnummer kræves af kontrolmæssige grunde og ikke af hensyn til forbrugeroplysninger. Autorisationsnumrene anses derfor (fortsat) som fortrolige. Opmærksomheden henledes på, at fiskekonservesbekendtgørelsen (§ 32, stk. 1, nr. 4), bekendtgørelsen om fremstilling af røgede fisk og fiskevarer (§ 15, stk. 3) og fiskefiletbekendtgørelsen (§ 21, stk. 3) indeholder - i øvrigt indbyrdes forskellige - bestemmelser om, at en autoriseret virksomhed kan mærke med en anden virksomheds autorisationsnummer. Disse bestemmelser har i de senere år været uden væsentlig betydning og strider mod det generelle formål med mærkning med autorisationsnummer. De er derfor ikke overført til den ny mærkningsbekendtgørelse. Der kan stadig være et rimeligt forretningsmæssigt ønske om »anonymitet«, f.eks. når en detailforhandlerkæde benytter eget varemærke eller emballagedesign. Et sådant ønske kan imidlertid tilgodeses ved, at producenten får tildelt et ekstra autorisationsnummer. Det er netop dette hensyn, der ligger til grund for bestemmelsen i kvalitetslovens § 14, stk. 4, om, at der kan tildeles en virksomhed flere autorisationsnumre. Fremstillings- eller pakkedato EF's mærkningsdirektiv kræver heller ikke angivelse af fremstillings- eller pakkedato, idet forbrugeroplysningen forudsættes tilgodeset ved krav om dato for mindste holdbarhed. Direktivet tillader imidlertid, at der for bestemte levnedsmidler, men ikke for levnedsmidler generelt, foreskrives flere obligatoriske oplysninger end dem, der kræves ifølge direktivet. Denne mulighed har man benyttet til i § 19 at kræve, at fiskevarer, der fremstilles eller færdigpakkes i Danmark, skal mærkes med dato for fremstilling eller pakning i overensstemmelse med de hidtil gældende regler, jfr. § 19, stk. 3, 4 og 5. For mindst muligt at bryde med direktivets generelle princip om, at direktivets krav er udtømmende for så vidt angår forbrugeroplysning, er det imidlertid i § 19, stk. 2, bestemt, at angivelse af dato for fremstilling eller pakning kan ske i kode, der er anmeldt til og godkendt af Fiskeriministeriets Industritilsyn. Hermed bortfalder den hidtidige bestemmelse om, at ferske og letkonserverede fiskevarer skal være mærket med åben dato, samt kravet om, at man ved mærkning af fiskehalvkonserves og dybfrosne fiskevarer i kode skal benytte en bestemt kode (jfr. fiskekonservesbekendtgørelsens § 32, stk. 1, nr. 5, og industritilsynets cirkulære af 3. januar 1969 angående datomærkning af fiskefilet og frosne fiskevarer m.v.). Af samme årsag som anført for autorisationsnumre betragtes de til industritilsynet anmeldte koder som fortrolige. Engrosemballage Som tidligere anført omfattet EF's mærkningsdirektiv ikke engrosemballage. Der er i øvrigt ikke fundet anledning til væsentligt at ændre de hidtil gældende bestemmelser for mærkning af engrosemballage. Disse bestemmelser er derfor med mindre modifikationer og ajourføringer samlet i bekendtgørelsens kapitel III. Bestemmelsen i § 22, stk. 2, sidste punktum, er medtaget specielt af hensyn til de regler, der gælder i Italien.

§ 22, stk.

Stk. 1. 3, er til en vis grad en forenkling af hidtidige bestemmelser. Man har således f.eks. ikke fundet anledning til at opretholde kravet i filetbekendtgørelsens § 17, stk. 3, om, at fileternes art skal angives på engrosemballagen. Kravet om angivelse af oprindelsesland på engrosemballagen (§ 24, stk. 1) er opretholdt af kontrolmæssige grunde, men begrænset til at omfatte lande uden for EF af hensyn til bestemmelserne for handel mellem EF-staterne. For visse varer har man hidtil forlangt, at producentens eller forhandlerens firmanavn og hjemsted skal angives på engrosemballagen (fiskefiletbekendtgørelsens § 17, stk. 5, og letkonservesbekendtgørelsens § 8). Man har imidlertid fundet det kontrolmæssige hensyn tilfredsstillende tilgodeset med kravet om, at engrosemballage i alle tilfælde mærkes med autorisationsnummer (§ 25) og i tilfælde af udførsel med »Danmark« eller »Grønland« (§ 24, stk. 2). Bestemmelsen i § 26 om mærkning af engrosemballage med dato for fremstilling og pakning er koordineret med den tilsvarende bestemmelse for detailemballage (§ 19) og har derfor samme konsekvenser som nævnt ovenfor. De få modifikationer, der er foretaget i de gældende bestemmelser om mærkning af engrosemballage, er en lempelse af disse. Der er derfor ikke behov for overgangsbestemmelser som for detailemballage, jfr. § 28. Grønland EF's mærkningsdirektiv undtager levnedsmidler, der markedsføres i Grønland til lokalt forbrug. I konsekvens heraf gælder bekendtgørelsens kapitel II (detailemballage) ikke for varer, der fremstilles og markedsføres i Grønland (§ 30, stk. 1). Kapitel III (engrosemballage) gælder i og for sig for sådanne varer, men er kun aktuelt for varer, der fremstilles på egentlige produktionsvirksomheder, hvor de ikke frembyder noget problem. Det er endvidere en naturlig konsekvens, at fiskevarer, der fremstilles i Danmark til det grønlandske marked, omfattes af bekendtgørelsens bestemmelser for varer bestemt til udførsel (§ 30, stk. 2). Fiskevarer, der fremstilles i Grønland til det danske marked, omfattes fuldt ud af bekendtgørelsens bestemmelser, herunder de særlige bestemmelser i §§ 18, 19, 24, stk. 2, og 25 vedrørende varer, der fremstilles på en af fiskeriministeriet autoriseret virksomhed. Tilsvarende gælder for fiskevarer, der fremstilles i Grønland til udførsel, dog med de begrænsninger, der fremgår af §§ 2, stk. 2, 3, stk. 3, og 20, stk. 2. Afsluttende bemærkninger Som det fremgår af det ovenfor anførte, er bestemmelserne i fiskeriministeriets mærkningsbekendtgørelse på mange punkter en videreførelse af de hidtil gældende mærkningsbestemmelser. De væsentligste ændringer er:

1. Krav om ingrediensliste på detailemballage til varer bestemt for Danmark.

2. Krav om angivelse af dato for mindste holdbarhed på detailemballage til varer bestemt for Danmark.

3. Ændring af reglerne for angivelse af nettovægt og drænet vægt på detailemballage.

4. Begrænsning af sprogkravet til mærkning af detailemballage til varer bestemt for Danmark.

Det kan ikke undgås, at især disse ændringer medfører visse fortolkningsvanskeligheder, som ikke alle kan forudses. Man skal derfor henstille til fiskerikontrollen, at alle tvivlsspørgsmål, så snart de opstår, forelægges Fiskeriministeriets Industritilsyn. En del af spørgsmålene vil formentlig være af generel karakter og bør derfor løses i samarbejde med landbrugs- og miljøministerierne. Andre spørgsmål vil være specifikke for fiskevarerne, men af hensyn til den ensartede fortolkning landet over er det væsentligt, at også de forelægges så hurtigt som muligt.

Poul Fr. Jensen

Versioner

1. 1981-05-06 · til 2005-12-13