Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om tilskudsomlægning (Til samtlige civilforsvarskommissioner)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/9271@1981-05-07/da
Indhold
Forslaget til ny civilforsvarslov, der forventes vedtaget af Folketinget i nær fremtid med ikrafttræden den 1. januar 1982, indeholder bl.a. en omlægning af udgiftsfordelingen mellem staten og kommunerne. De nedenfor nævnte kommunalt afholdte udgifter, der hidtil er blevet helt eller delvis refunderet af Civilforsvarsstyrelsen, vil efter 1. januar 1982 være omfattet af det generelle bloktilskud, som staten yder kommunerne efter objektive udgiftbehovskriterier.
Som vejledning om lovforslagets indflydelse på den kommunale budgetlægning for 1982 kan oplyses, at tilskuddet omfatter følgende udgifter, som kommunerne hidtil har optaget til refusion på blanketten »Specifikation af statslige civilforsvarsudgifter« med tilhørende regnskabsoversigt, jfr. cirkulærskrivelse herfra af 13. januar 1981 om regnskabsaflæggelse for statslige civilforsvarsudgifter i finansåret 1981:
A. LØNUDGIFTER.
I medfør af civilforsvarslovens § 28, stk. 3, yder Civilforsvarsstyrelsen i dag et tilskud til civilforsvarsområdernes civilforsvarslønudgifter. Tilskuddet beregnes på grundlag af de enkelte civilforsvarsområders indbyggertal multipliceret med et årligt fast beløb pr. indbygger, jfr. cirkulærskrivelse herfra af 27. juni 1980 om beregning af tilskuddet i 1980. Efter 1. januar 1982 vil tilskuddet ikke blive ydet af Civilforsvarsstyrelsen, men være omfattet af bloktilskuddet.
Tilskuddet er hidtil optaget på regnskabsoversigten under konto 52.01. Tilskud til CFO-lønudgifter.
B. UDGIFTER TIL DRIFT OG VEDLIGEHOLDELSE AF FØLGENDE ANLÆG:
1. Offentlige beskyttelsesrum
2. Civilforsvarsområdernes kommandocentraler
3. Lokale øvelsesanlæg.
AD 1. OFFENTLIGE BESKYTTELSESRUM.
Der er hidtil refunderet udgifter inden for et fast årligt rammebeløb på 300 kr. pr. dækningsgrav til rengøring, bygningsvedligeholdelse og vedligeholdelse af beplantning. Dette tilskud vil ikke blive ydet af Civilforsvarsstyrelsen efter 1. januar 1982, men vil være omfattet af bloktilskuddet.
Udgifterne er hidtil optaget på regnskabsoversigtens afsnit vedrørende offentlige beskyttelsesrum under kontiene 12.50-3. Rengøring, 22.10-3. Bygningsvedligeholdelse og 22.90-3. Haveanlæg.
Det bemærkes dog, at udgifter til fjernelse af dækningsgrave, der også optages under konto 22.10-3. og udgifter vedrørende afsavnsgodtgørelse, der optages under konto 25.20. Erstatninger til grundejere, fortsat vil blive afholdt af Civilforsvarsstyrelsen.
Lejeindtægter ved udlejning af beskyttelsesrum under konto 41.10. Udleje af offentlige beskyttelsesrum vil fremtidig tilfalde kommunerne, og indtægten skal derfor ikke krediteres staten efter 1. januar 1982.
AD 2. KOMMANDOCENTRALER.
Der er hidtil refunderet udgifter inden for et fast årligt rammebeløb pr. kommandocentral på 800 kr. til rengøring og på 300 kr. til mindre vedligeholdelsesarbejder. Endvidere har styrelsen ydet fuld refusion af kommunernes udgifter til tilsyn med kommandocentralerne og disses drift. Disse udgifter vil efter 1. januar 1982 ikke blive refunderet af Civilforsvarsstyrelsen, men vil være omfattet af bloktilskuddet. Driftsudgifter vedrørende telekommunikation, som Civilforsvarsstyrelsen hidtil har afholdt, vil dog fortsat blive refunderet.
De udgifter, der er omfattet af bloktilskuddet, er optaget på regnskabsoversigtens afsnit vedrørende kommandocentraler under kontiene 01.89. Vederlag for tilsyn, 12.50-4. Rengøring, renovation, 20.20. Inventar, 21.10-4. Olie, 21.15-4. El og gas, 21.20. Fast brændsel, 21.25-4. Varmeafgifter, 21.30. Vandafgifter, 22.10-4. Entreprenører, snedkere og murere, 22.20. Malere, glarmestre og VVS-installatører, 22.60-4. Elektrikere, 25.10-4. Leje af lokaler samt 30.10. og 30.20. Skatter og afgifter henholdsvis til amtskommuner og kommuner.
AD 3. LOKALE ØVELSESANLÆG.
Civilforsvarsstyrelsen har hidtil ydet delvis dækning af de udgifter, der er forbundet med drift og vedligeholdelse af anlæggene. Tilskuddet er hvert år fordelt i begyndelsen af finansåret til de civilforsvarskommissioner, der disponerer over lokale øvelsesanlæg. Dette tilskud vil efter 1. januar 1982 ikke blive ydet af Civilforsvarsstyrelsen, men vil være omfattet af bloktilskuddet.
Udgifterne har hidtil været optaget på regnskabsoversigten vedrørende øvelsesanlæg under kontiene 12.50-5. Rengøring, undervisningslokaler, 15.70. Tømmer og bygningsartikler, 21.10-5. Olie, 21.15-5. El og gas m.v., 21.25-5. Varmeafgifter, 22.10-5. Bygningsvedligeholdelse og 25.10-5. Leje af undervisningslokaler.
Som kompensation for de bortfaldne tilskud vil der pr. 1. januar 1982 af Civilforsvarets bevillinger blive overført et samlet beløb på i alt 16.600.000 kr. (prisniveau januar 1981) til de bloktilskud, som staten yder kommunerne.
Det bemærkes, at Civilforsvarsstyrelsen i samme omfang som hidtil vil afholde udgifter til etablering af telekommunikationsudstyr i de lokale kommandocentraler. Styrelsen har endvidere på sit bidrag til finanslovforslag for 1982 foreslået, at der optages en bemyndigelse for indenrigsministeren til at indgå aftaler om hel eller delvis dækning af udgifter ved opførelse af kommandocentraler i det kommunale civilforsvar for et beløb af 1,5 mio. kr.
P. D. V.
E. B.
B. Elmquist