Civilforsvarsstyrelsens cirkulære om registrering af personel til sygehusberedskabet (Sygehusberedskabscirkulære nr. 10.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/retsinfo/1981/9295@1981-06-22/da
Indhold
Af det med sygehusberedskabscirkulære nr. 1 af 7. april 1976 udsendte »Notat vedrørende den fortsatte opbygning af sygehusberedskabet« (marts 1976), afsnit V. Personel, fremgår bl.a., at der inden for amtskommunen må foretages en registrering af personel, der har en sådan uddannelse, at det kan forrette tjeneste i sygehusberedskabet.
I forbindelse med tilvejebringelsen af en standardberedskabsplan for sygehuse, der udsendtes med sygehusberedskabscirkulære nr. 3 af 15. december 1977, henstillede man (sygehusberedskabscirkulære nr. 2 af 14. juli 1977), at den fortsatte udarbejdelse af beredskabsplaner fremskyndedes med henblik på tilvejebringelse af funktionsdygtige planer for samtlige sygehuse. Man henledte samtidig opmærksomheden på betydningen af fuldstændige personalelister til beredskabsplanens forskellig områder.
I sygehusberedskabscirkulære nr. 6 af 18. januar 1979 blev der til brug ved udarbejdelsen af personalelister til sygehusene givet vejledning om hvilke persongrupper, der må udpeges til sygehusberedskabet.
Spørgsmålet om en egentlig registrering af personel til sygehusberedskabet, d.v.s. udarbejdelse af oversigter over alle - også ikke-sygehusansatte - personer i de persongrupper, der kan anvendes i sygehusberedskabet, og hvorfra der kan udpeges personel til sygehusberedskabet, har nu været overvejet i Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabsudvalg med repræsentanter for Amtsrådsforeningen i Danmark, Foreningen af Sygehusadministratorer i Danmark, Den almindelige danske Lægeforening og Forsvarskommandoen på grundlag af en indstilling fra arbejdsgruppen vedrørende registrering.
Indstillingen indeholder et forslag til, hvorledes der kan foretages en landsdækkende EDB-mæssig registrering af det personel, der jfr. sygehusberedskabscirkulære nr. 6, må udpeges til sygehusberedskabet.
Sygehusberedskabsudvalget har efter indgående drøftelser fundet, at der ikke på nuværende tidspunkt bør etableres et landsdækkende registreringssystem, som baseres på EDB, bl.a. fordi et sådant registreringssystem rejser en række praktiske, økonomiske og tekniske problemer. Imidlertid finder udvalget, at der af hensyn til sygehusenes og amtskommunernes beredskabsplanlægning nu bør sættes en registrering i gang lokalt, således at der udover den sædvanlige registrering af det sygehusansatte personale i de amtskommunale lønsystemer tilvejebringes en registrering af det ikke-sygehusansatte personel, der må udpeges til sygehusberedskabet.
Efter drøftelser i udvalget kan Civilforsvarsstyrelsen give nedenstående vejledning i hvordan registreringen kan foretages på lokalt plan:
På baggrund af beredskabsplanerne for sygehusene foranlediger hver amtskommune, Københavns magistrat, Frederiksberg kommunalbestyrelse og Rigshospitalet, at der etableres et system, der kan oprette og vedligeholde et register for hvert sygehus over personale, der i givet fald kan tildeles mødebefaling til sygehusberedskabet.
I sygehusberedskabets registre optages de personer, der er ansat på sygehusene, samt i fornødent omfang ikke-sygehusansatte læger med angivelse af eventuelle specialer, tandlæger med tilknytning til sygehuse, sygeplejersker, sygehjælpere, der har gennemgået den fastsatte uddannelse, autoriserede hospitalslaboranter, fysioterapeuter og røntgenteknikere, ansat i røntgenfirmaer.
For sygehusansatte fås de nødvendige oversigter over de ønskede persongrupper fra oplysningerne i sygehusenes lønsystemer, som alle er baseret på EDB.
For ikke-sygehusansatte kan de nødvendige oversigter fås fra f.eks. afgang fra sygehusenes lønregistre, Sundhedsstyrelsens lægeregistre, faglige medlemsregistre, Pensionskassernes administrationskontor, de amtskommunale sygesikringssystemer samt fra kommunernes social- og sundhedsvæsen.
Dette register over ikke-sygehusansat personale må løbende vedligeholdes f.eks. ved hjælp af data fra CPR-registret.
Oplysningerne i registret vedrørende den enkelte person bør omfatte CPR-nummer, navn, stilling og adresse.
De med retgistrenes oprettelse og drift forbundne omkostninger afholdes af sygehusejeren.
Schultz
/K. E. Fisker